Hævnen er så fucking sød!

Stress, fest i børneren og en levende kat.


Fredag. Der er min arbejdsplads som regel helvede på jord. Det er som om alle andre arbejdspladser beslutter sig for, at fredag er dagen hvor de skal holde dellerne ved lige, og købe morgenbrød og kager hos os. Og sådan en fredag var det igen idag. Dagen toppede da lige da en kollega ringede og meldte sig syg sådan ca. 15 minutter før han skulle møde… Jo tak du! Der stod vi to mennesker i en butik fyldt med kageliderlige og brødhungrende kunder, en masse varer der manglede, en masse varer der skulle bestilles og en butik der ellers bare lignede… Ja helvede på jord. Hvordan pokker man kan finde på at melde sig syg et kvarter før man skal møde, det fatter jeg simpelthen ikke. Er man syg, ja så er man syg. Men man vågner vel for filan ikke først lige inden man skal møde?

Resten af dagen gik med kaos. Vi fik heldigvis en anden kollega ind, men der var sort af mennesker. Havde til sidst væltet rundt så længe at jeg rystede og havde hjertebanken. HADER simpelthen den slags arbejdsdage, og det værste er, at mandag jo er helligdag! Og der skal jeg være én af hverdagens helte og stå klar til kunder der tror de skal dø fordi de ikke fik købt letmælk i netto dagen før, og fordi bageren har lukket. Jeg skal stå model til trailer-trængende mandspersoner der spilder min tid mere eller mindre hele dagen. Suk. 2 måneder tilbage Camilla. 2 måneder.

Og efter en lidt hæsblæsende og rædselsfuld dag på job, så var det direkte til sommerfest i børneren. Noah havde glædet sig som en gal, så det var lidt anti-cool at han 3 minutter før lederen byder os velkommen, går kold i en sofa udenfor. Han vågnede heldigvis op efter en halv time (fordi jeg vækkede ham….) og så fik han hygget og leget lidt. Lige inden festen sluttede, var der så en eller anden forpulet snotunge der valgte at overse Noah og hans ven (MED VILJE JA!!!!!) så de fik benene kørt over af en mooncar. Jeg siger det bare, det lille djævleyngel skal være glad for at jeg sad glad og tissede imens det foregik, for ellers!!!!! Heldigvis havde ondskaben selv fået en pæn skideballe (altså ikke pæn som i ‘nej søde lille nuttede vidunderbarn, det vil jeg da sørme gerne ha’ du lader være med’.) og Noah overlevede med Laffen (den nye æsel-erstatning, Hafferlaffen) og et kys og kram fra sin mor.

Jeg hader andres børn. Ikke Noahs venner eller børn af personer jeg godt kan lide. Men andres børn, de er generelt en plage for mig. For de kører min søn ned, slår ham med skovle eller andre genstande. Og ja, så så man lige mig sige jeg vil gerne være pædagog. Men jeg hader altså andres børn når de er onde mod mit barn. Bum.

Efter den vilde fest, satte vi os på cyklen for at vende snuden hjemad. Og efter 50 meters tid, møder vi Mia. Den skønneste lille blonde prinsesse-pige (Ja hun er ét af de børn jeg godt kan lide. Hun har heller ikke kørt Noah ned med en mooncar!) som går i samme børnehave som Noah. Og Noah spørger så om ikke han må komme ned og lege – bare lidt? Og på den måde fik vi lige inviteret os på besøg hos to søde madammer.

Ungerne rendte frem og tilbage på legeplads, i den lille have og på Mias værelse. Vi så dem næsten ikke. Og så var der rødvin. Så det var hyggeligt. Og Noah var ret skræmt fordi der rendte en levende kat rundt udenfor. Ja altså den var decideret levende. Som i at det faktisk bare var en ganske almindelig kat. Ved ikke om dem han er stødt på hidtil, har været døde.

Klokken 21.30 ville Noah gerne hjem. Og der gik ikke mange minutter før han sov på cyklen og hele vejen hjem. Det har så resulteret i en dreng der først nu (klokken 00:15) er faldet i søvn.

Men han har hygget sig. Udover det mindre trafikuheld (pis-unge!!!!!), så har han hygget sig. Og det først han sagde da han vågnede på cyklen var: Mor, hvor var det bare rigtig meget godt at vi lige besøgede Mia. Må jeg besøge hende igen imorgen?. ?

   

... Ingen kommentarer - endnu!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hævnen er så fucking sød!