Så sidder man bare dér, og er en herresur kælling.

Sådan er det at gå i vuggestue.

Nu er arbejdet i vuggestuen begyndt – er jo tilkaldevikar, men har allerede fået de første fem vagter 🙂 Og jeg er træt. SÅ edderspændt træt, at når jeg trasker ud af vuggeren kl. sent, så er det med fødder så tunge som bly, og et sæt øjenlåg der bare insisterer på, at lige så snart der er en sofa inden for rækkevidde, så skal de klappe i. Hold nu fast det er hårdt at begynde at arbejde igen. Jeg synes altid det er hårdt at begynde på noget nyt, om det så er skole eller arbejde – man bliver så vanvittigt træt. Men jeg får altså penge for, at passe folks små guldklumper, så jeg er glad! Træt, men virkelig glad! Det er bare så hyggeligt at være der. Børnene er jo skide søde, og har været så gode til at tage imod mig (hvilket de voksne altså bestemt også har) så det er rigtig rart. Og nu er nogle af ungerne begyndt at huske mit navn, og bede mig lege med dem. Ja, jeg kan kun sige at det er super hyggeligt, selvom jeg ville ønske vi havde flere hænder og mere tid til hver enkelt barn. Men sådan er virkeligheden jo så bare ikke 🙂

Jon har hentet Noah både i går og i dag – hvilket er helt underligt for mig, som jo ellers har gjort alting selv. Men det har bare været så godt, og ret dejligt at komme hjem til de to, der bare sidder og slapper af og hygger sig. At jeg så i dag kom hjem og forstyrrede husfreden med helt usædvanligt sure tæer, ja det er jo bare ærgerligt 😉 Sådan en 8:30-16:30 vagt med fødderne pakket væk i et par sko, der viste sig at være lige en anelse for varme til vejret, det er bare guf!

Nu er der to arbejdsdage tilbage i denne uge, og så en enkelt arbejdsdag næste uge (indtil videre) og så skal jeg vist til at ha’ gang i lektierne igen. Det er ikke helt nemt at forene arbejde og studie, når man studerer hjemmefra og nærmest allerede sover når man kommer hjem fra job 😉 Jeg faldt i hvert fald i søvn i dag (og vågnede så igen – herre fedt!) og i går var jeg simpelthen bare for smadret, til at kunne forholde mig til afleveringerne. Og der kom Noahs kammerater fra 2. og 3. klasse lige et smut forbi, og åd den pizza jeg havde glædet mig til hele dagen. Men de hyggede sig, og var så søde og rare. Det er lidt sjovt, når der lige pludselig er børn der bare lige kigger forbi – og ret vildt at nogen af dem er 8-10 år gamle!

Så det går bare fint her, omend jeg er super træt. Det er rart at dagene går med andet, end at sidde foran en computer og lave lektier. 🙂



kommentar

... Ingen kommentarer - endnu!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så sidder man bare dér, og er en herresur kælling.