9 fordomme.

Må man tage sit arbejde med hjem?

Untitled1
Lige fra første dag på sygeplejestudiet, har der været snakket om det at tage sit arbejde med hjem. Hvor går grænsen, og hvor personligt må det blive når det kommer til relationen mellem patient og sygeplejerske. Jeg er jo stadig ny i faget, nærmest så ny som man kan blive, og derfor er jeg nok endnu ikke hærdet nok til, at jeg ikke vil opleve at tage arbejdet med hjem, når jeg forlader hospitalet. I virkeligheden tror jeg ikke at det nogensinde kan undgås, for i sygeplejefaget vil man altid møde mennesker, der vil røre én langt ind i sjælen. Men det der med at ”tage patienterne med hjem” er også en hårfin grænse, for gør man det hele tiden, vil det helt sikkert blive for hårdt psykisk at have med at gøre. Men hvis man aldrig lader sig blive rørt, tror jeg også noget af omsorgen går tabt.

Jeg har allerede mødt mennesker der har rørt mig, særligt en enkelt som jeg ved jeg vil have med mig i mit fremtidige virke. Nemlig min første patient, der gik bort. Et menneske jeg havde skabt en relation til gennem en længere periode – et menneske der lærte mig at kende og som jeg lærte at kende. Et menneske som havde været igennem et meget kedeligt og langt forløb, hvor også pårørende var meget kede af det. Jeg holdt hans hånd da han var døende, fugtede hans mund når den blev for tør, jeg vaskede ham og gav ham rent tøj på, hjalp ham til at ligge behageligt, fortalte ham at jeg var hos ham, og at han ikke var alene, når de pårørende ikke kunne være der. Det var så stærkt og så fint, så rørende, så trist. Så mange ting på én gang – men han ønskede fred og han fik det. Og jeg kunne mærke at lige dér, der gjorde jeg en forskel for et menneske. Og takken kom også fra de pårørende efterfølgende, som var så glade for at jeg havde været der når de ikke kunne, og at jeg havde gjort en indsats for at lære deres familiemedlem at kende. Større bliver det altså ikke. Men jeg har helt sikkert taget lige netop denne patient med hjem. Jeg har ikke grædt og været ked af det – for omstændighederne var sådan, at han jo gerne ville herfra, og det hjalp helt sikkert meget, at jeg havde det at forholde mig til. Men jeg har tænkt meget på ham – jeg gør det stadig. Og jeg synes faktisk det er okay. Jeg er dog helt sikker på, at når jeg første gang står ansigt til ansigt med et døende menneske der ønsker livet, så bliver det hårdt. Helt umenneskeligt. Og der må jeg indrømme at jeg ser frem til at være garvet nok til at kunne kapere det bedre. Stadig lade mig blive rørt, for ellers tror jeg nærmest man kan blive for kold.

En sygeplejerske fortalte mig at hun havde tilladt sig selv at tage 5 patienter med sig videre i livet. Mødte hun nye patienter der rørte hende særligt, måtte hun skifte ud i patienterne, men altid sørge for max at have 5 med sig. Det synes jeg er en fin tanke – at vi gerne må lade os røre og blive kede af det, men ikke med alle patienterne, for det kan vi slet ikke selv rumme som mennesker.



kommentar

... Ingen kommentarer - endnu!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

9 fordomme.