En tand mindre at børste.

Jeg er en uretfærdig og tøsefornærmet mor.

Og jeg ved det godt.

Noah hader at blive klippet. Han har altid hadet det, og han hader det endnu. Det er altid en kamp at få ham klippet, og at gå til frisøren har jeg helt droppet, for det tager for lang tid, og han går fra at synes det kilder, til at det gør ondt. Og så bliver han sur og nægter at blive klippet færdig.
Sidste gang han skulle klippes, trimmede jeg hans hår hjemme. Jeg siger ikke det var nemt, men det lykkedes og han blev korthåret.

Nu skulle han klippes igen. Vi havde aftalt at han skulle klippes inden børnefødselsdag hos én fra klassen, og når jeg så hentede ham kunne vi tage i fætter BR og finde noget legetøj fordi han har samlet to bøger med mærker. Men kun hvis han blev klippet.

Han vækkede mig tidligt om morgenen, og blev ved med kontinuerligt at spørge om, hvornår vi kunne gå i gang med at trimme hans hår. Han ville bare gerne i gang. (Her mente jeg så lige at min morgenkaffe og hans morgenmad kom først).
Da det så blev tid til at gå i gang, kom han glad ind og satte sig, men der gik ikke engang et halvt minut, før han havde krummet sig helt sammen med skulderne helt op over hovedet – det gjorde ondt syntes han. Efter et par forsøg fik jeg simpelthen nok. Jeg måtte ikke bruge trimmeren, og han sad bare og så sur ud.

Det er måske mega tarveligt, men jeg har bare ikke tålmodighed til det mere. Det er simpelthen så irriterende, at han skal skabe sig sådan. Og ja, jeg ved godt at det er mig der synes han skaber sig. For ham er det jo virkelig ikke rart, så jeg burde være mere støttende og tage bedre hensyn. Men han bliver snart syv år, og jeg er så træt af at blive nervøs hver gang hans hår er blevet for langt. Jeg orker ikke kampen mere – og jeg tror det er derfor jeg bliver så urimeligt sur på ham. Han prøvede at undskylde med at give mig den 20’er som tandfeen kom med (og nej, hun lagde ikke noget slik ved siden af, som Storm på fritten sagde hun gjorde), og han prøvede at undskylde med en blomst på vej til børnefødselsdag. Men jeg var så tøsefornærmet over, at det igen var gået i vasken med det hår, så jeg surmulede bare videre. Og nej jeg tog ikke hans 20’er.

Jeg synes det er rigtig frustrerende. Jeg forstår ikke hvorfor han vil droppe at komme i BR og bruge sine sparemærker – for vi har snakket om det i flere dage, og det var noget han så rigtig meget frem til. Jeg forstår ikke hvorfor han ikke bare kan sidde stille og blive klippet. Men samtidig vidste jeg jo på forhånd, at chancerne for at det ville gå nemt, var meget lille. Så i virkeligheden ved jeg også godt, at det er mig der er hamrende uretfærdig lige nu. Han kan ikke lide at blive klippet, og når han så ikke vil klippes alligevel, straffer jeg ham med ikke at gå i BR. JA jeg er skide urimelig, det er jeg (og jeg kan selv se det!). Men jeg er bare efterhånden løbet tør for idéer til hvad der skal hjælpe. Det virkede så fint sidst jeg klippede ham, om end det tog ret lang tid. Nu gik det bare helt galt – og jeg gjorde intet anderledes. Jeg var også utålmodig og irriteret sidst, for jeg er en utålmodig person – men han vil have at jeg gør det. Jon har også gjort det et par gange, men det fungerer ikke bedre. Så det er ikke fordi det hjælper at give stafetten videre, så jeg kan blande mig uden om.

Det er synd for ham, at han er så ked af at blive klippet. Men jeg må indrømme at jeg også begynder at synes , at det er en smule synd for mig også. Hvor urimelig og tøsefornærmet jeg end er, så er jeg træt af, at det skal være en kamp.

Ps. Efter børnefødselsdag, legeaftale og en lille kortslutning, fik jeg trimmet hans hår. Lidt for kort. Lad mig sige det sådan, at der går lang tid før han skal klippes igen. Men man kan da lige ane, at drengen har mørkt hår. Han var super sej til at blive klippet, og jeg havde  trukket vejret dybt et par gange, og smidt hende den uretfærdige, utålmodige mor ud ad døren.



kommentar

   

... Ingen kommentarer - endnu!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

En tand mindre at børste.