Dagbog fra Tyrkiet. Del 2

Hvorfor er det sjovt at arbejde i Vuggeren?

Fordi:

 

  • Man altid kommer hjem med sjove ting på tøjet. Hertil skal det siges, at striktrøjer og snotnæser er en farlig kombi.
  • Børn er gammelkloge – og fortæller gerne at man ikke må spise lort. Eller mennesker.
  • Og når vi nu snakker lort. Så er der meget af det. Det er sjovest hvis det går ud over en kollega.
  • Når man får at vide, at man ligner en ko. Igen sjovest hvis det går ud over en kollega.
  • Børnene lærer at sige Milla. Det kan godt være kortvarigt, og jeg kan hedde Mumu dagen efter. Og Maaaa dagen efter igen.
  • Hvis man driller en kollega – eksempelvis med at hun har fået lort på hånden, og en gammelklog 2-årig tørt siger: ”Du må ikke grine ad hende. Nu er du ikke sød.”
  • Jeg kan danse uden at blive dømt for min manglende rytme (for hernede driller vi mest bare når det er noget med lort) og jeg får en bedre motorik. Kan faktisk hinke og dreje rundt samtidig nu.
  • Børnene synes jeg er eminent til fodbold. Til trods for, at jeg faktisk spiller helt skævt.
  • Jeg har altid børnesange på hjernen. Voksenmusik kender jeg ikke rigtig noget til.
  • Når vi synger ”jeg gik mig over sø og land”, og et barn foreslår vi skal tage til sutteland. Det er faktisk ikke helt nemt at holde masken!
  • Når jeg får hældt et glas mælk ned ad benet og skal være på arbejde til vuggeren lukker. (Måske det egentlig hører under de ting jeg ikke er så tilfreds med i virkeligheden).
  • Når det går op for mig, at lille Anton har en langt bedre grovmotorik end jeg selv har. Det er sjovt – i hvert fald for mine kollegaer når jeg har grinet af dem, og noget med lort.
  • Apropos lort – så synes Frej at her lugter lidt af kattelort i Vuggeren.



kommentar

   

... Ingen kommentarer - endnu!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagbog fra Tyrkiet. Del 2