Well played, Metropol. Well played.

Hov, bloggen blev 5 år.

Så gik tiden lige, hva’?! 5 år (og seks dage, fordi jeg ikke lige var opmærksom på mit jubilæum) siden jeg skriblede det første ned. Dengang på blogspot, og dengang med et sæt bryster der nok ikke var ligeså lange, men stadig lidt. Dengang Jon var ny i hulen, og dengang Noah sagde ting som: “Skovbanan“, “Klunkedunk” (Dunderklumpen), “Skinke-daaaaaaskning“, og hvor han konstant så “Dinosaur King” i fjernsynet, eller ringede tilfældige gamle damer op når jeg sov, og råbte: “Jamen det er jo mig Noah!!” ind i røret. Dengang gik han også under navnet “Ullerberg“. Meget er sket siden.

Her er hvad jeg skrev:


“Kender I det hvor man bare lige tænker “Hey! Jeg skal da ha’ en blog og være total fancy-pancy-moderne”? Og når den blog så er oprettet, så aner man ikke hvad man skal skrive om, hvem der skal læse det og hvad formålet egentlig er.

Så til en start kan jeg jo fortælle at jeg endnu ikke er klar over hvad den her blog kommer til at indeholde, om jeg kommer til at skrive meget eller om den bliver så fancy-pancy-moderne som jeg drømmer om.

Mit navn er Camilla. Jeg er 23 år gammel og bor i København med min dejlige søn Noah på 3 år. Jeg arbejder indenfor detailhandlen og betragter mig selv som en rigtig skrankeluder. Og det er ment mere positivt end det umiddelbart lyder.

Jeg har en sød kæreste – Jon – som man måske kan gætte ud fra mit lidt folkeskole-agtige billede. Han er sgu da egentlig en ret okay gadget.

Men det var lige lidt om mig. Jeg aner stadig ikke hvad bloggen kommer til at handle om. Men det finder jeg vel ud af!”


Det er egentlig ikke fordi jeg nogensinde fandt ud af, hvad bloggen helt skulle handle om. Hold kæft jeg har skrevet meget vrøvl gennem tiden, og når jeg læser gamle indlæg igennem (inklusiv ovenstående), så krummer jeg alligevel lidt tæer. Fortids-Camilla var bare lidt en anden. Dengang herskede der også et større kaos, både inden i, men også i omgivelserne. Det var ikke altid nemt, at være fortids-Camilla, og selvom vi egentlig havde det godt, Ullerberg og jeg, så er det ikke rigtigt en tid jeg savner. At jeg for et år siden, endelig, kunne pille “enlig-mor”-mærkatet ud af min eksistens, har været det bedste nogensinde. Heldigvis har Jon sørget for, at jeg ikke følte mig enlig længe før det.

Detailhandlen (ja let’s be honest: tankstationen) er for længst et overstået kapitel, men det er Jon heldigvis ikke. Jeg er snart halvvejs i sygeplejerskestudiet, og jeg arbejder på verdens ultimativt bedste afdeling på Rigshospitalet. Og Noah har vist ikke sagt Klunkedunk siden dengang. Men en Skovbanan, det er han stadig. Og en Ullerberg. Nu bor vi sammen, alle tre, i en lille lejlighed i Vanløse, og livet har aldrig været bedre.

Fem år. Det er alligevel længe den lille blog har levet. Og tusindvis af oplevelser, tanker og følelser siden.

Tak fordi du læser med.

 

picmonkey-collage-4



kommentar

1 kommentar

  • Det er SÅ sjovt at læse gamle indlæg. Kit lavede også et opsamlings indlæg om flere af vores december indlæg, som tæller helt tilbage til 2012 😀 Så skægt.
    Tillykke med bloggis!

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Well played, Metropol. Well played.