Min uden-Ullerberg-uge i billeder.

Held og lykke Roskilde!

Ja jeg fandt et gaaaammelt blogindlæg fra 2007, som jeg skrev efter en tur på Roskilde. Jeg er nødt til at dele det – det var ikke sjovt dengang. Det er det nu:

“Jeg klarede det”.

Måske er det ikke den sætning jeg plejer at forbinde med slutningen på Roskilde Festival, men i år har der været mere overlevelse end oplevelse på programmet.
Jeg har haft en ultimativ fed festival – set i bakspejlet. Ellers var jeg sådanset parat til at dø.

Med våde sokker, gummistøvler og mudder til knæene, var der ikke meget glæde at hente i min lejr. Havde vi ikke haft et villatelt, ja så var vi nok ikke blevet hele ugen. På trods af jeg har boet i telt og camperet et utal af gange, ja så så jeg mig selv slået ud torsdag morgen, hvor regnen haglede ned på den pressening vi havde dækket vores telt med. (klogt gjort iøvrigt).

Jeg vågnede klokken 9 og blev enig med mig selv om, at jeg simpelthen ikke ville forlade teltet før regnen holdt op. Da klokken så blev 14.30 måtte jeg sande at regnen nok ikke ville stoppe lige foreløbig. På trods af der kun var ca. 2 meter fra telt til villatelt, ja så var jeg rimelig våd da jeg kom ind til de andre. Og la’ mig så endelig give mine 4 tøser en klapsalve for ikke at ha’ pakket kufferten så optimistisk som mig. De havde alle regntøj – det havde jeg ikke.

Vi gik over til boderne i camping vest for at se om der kunne findes nogen form for regntøj dér – men nej selvfølgelig ikke. Til gengæld kunne man købe bikinier. (Flot tænkt! Det var da lige hvad der var brug for!). Så vi tog toget til Roskilde station og gik i Føtex hvor jeg fandt en fin, men meget blå og meget stor, regnjakke. Den sidste de havde tilbage.

Bagefter gik vi på Restaurant Peking og spiste kinesisk buffet. Humøret skiftede rigtig meget. Vi gik fra det ultimativt bedste grineflip længe – til nærmest at sidde og tude. Og det var til stor morskab for gæsterne ved bordet ved siden af.

Efter ca 4 timers restaurantbesøg blev vi nødt til at smutte tilbage til festivalen. Vi ville slet ikke. Faktisk snakkede jeg flere gange om at hænge mig i et gardin ud af vinduet. Jeg ville meget hellere slikke gulvet rent i føtex, end tilbage til den oversvømmede lejr.
Og med min mors sms beskeder med “der er intet håb, vejret bliver ikke bedre” og min kærestes “HAHA der kommer mere regn, men nææ solen skinner i Århus“, blev jeg ikke mindre deprimeret.
Men tilbage måtte vi jo desværre – og vi nåede da at høre en halv times “The Killers”, mens vi travede tilbage til vores lejr. Vi lå nemlig lige op ad orange scene så alt kunne høres.

Vores lejr stod oprejst – som den eneste omkring os. Vi satte os ind i villateltet og drak en vidst nok velfortjent tuborg. Det regnede stadig helt vildt og lysten til at ligge sig til at dø blev ikke mindre selvom jeg nu havde en fin regnjakke og et badge med ordene “Jeg har kønsvorter – knep mig!“.

Senere på aftenen regnede det stadig. Men jeg ville super gerne se Björk, så jeg trodsede vejrguderne med nogle af de andre, for at se hvad hun dog var for én.
Desværre regnede det meget kraftigt – lige i hovedet på én hvis man kiggede op på scenen, så jeg opgav også denne koncert.

Til sidst smuttede jeg ind i villateltet og skrællede mine våde jeans af, gik barrøvet op til toiletterne for at tisse og gik derefter ind i teltet og faldt i søvn i en våd sovepose.

Dette var nok den værste dag på hele ugen – skrevet ned mere positivt end den burde. For vi var virkelig møgfrusterede og det var slet ikke sjovt overhovedet. Og det gjorde det ikke bedre at jeg lå i en lejr hvor det at bagtale hinanden, var på top 3 listen over de sjoveste ting at bruge sin tid på. Oh my.. Det synes jeg også var sjovt – i 4.klasse.

Udover det – så er der opfundet ny og genial scorereplik. Den lyder sådan her:
Du synes jeg er lækker.

Alt i alt har det været en temmelig hård uge – og en uge som har skabt en del tvivl om hvorvidt jeg skal afsted næste år. Men selvfølgelig skal jeg det. Kan jeg klare det her, så kan jeg klare alt =)

// MULLE

... Ingen kommentarer - endnu!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min uden-Ullerberg-uge i billeder.