Snart halvvejs.

Gennemscanning og et navn.

Tiden går – og endelig er kvalmen på retur. Vi mødes kun kortvarigt hver morgen, hvor det sommetider er lidt en kamp at finde ud af, om det er mig eller kvalmen der skal vinde. Heldigvis er det oftere og oftere mig, så opkastninger er på et minus og overskudskontoen er så småt i plus.

Lillebror sparker løs, og der går ikke længe mellem livstegn derinde fra. Han er en stærk bassetrold allerede, og det er vildt hyggeligt at han laver krumspring så ofte.

Gennemscanningen er også overstået, og den gik helt som den skulle. Han blev målt til at være over en uge større ift. den fastlagte termin. Ja det gjorde han faktisk også allerede til kønsscanningen. Men sund og rask – og ganske livlig. Og stadig en lillebror. Jordemoderen nåede knap at sætte scanneren på maven, før der var to lårben og en tissemand. Det var rart lige at få kønnet bekræftet en ekstra gang – når man nu kunne.

Ellers er jeg nu i min sidste klinik inden sommerferie (… og barsel). Jeg er i hjemmeplejen, dog heldigvis med en vejleder der gerne/helst kører bil, så på den måde bliver jeg ikke for overbelastet, hvilket jeg ellers var noget nervøs for inden klinikstart. Ikke at jeg var nervøs for at bevæge mig, men når det hele allerede knirker og knager lidt, ja så kan 8 uger på cykel godt virke temmelig skræmmende lige pludselig. Men det ser ud til at blive en god klinikperiode, selvom jeg da kan sige uden at blinke, at jeg ser virkelig meget frem til at få lidt fri. Det har været et langt studieår, så det gør mig ikke noget at rive et år ud af kalenderen, og komme lidt væk fra det.

Lillebror har sparket Jon da jeg var 21+2, og idag fik Noah også et puf, og glæden af at se maven danse. Det er rart ikke længere at være ene om at mærke lillemanden. Som i øvrigt nok bliver mester i stopdans endda. Ja han forstod da nok at ligge helt stille hver gang Jon og Noah prøvede at mærke eller se ham. Men nu fik vi ham – endelig!

Navnet til lillebror er i øvrigt på plads. Lige pludselig var vi bare enige om et navn – selvom listen var lang, og vi egentlig ikke deler smag i særlig mange navne. Og det var faktisk Jon der pludselig en dag sagde navnet højt. Da jeg havde tygget lidt på det, føltes det bare rigtigt i maven, at han skulle hedde det. Så vi aftalte at kalde ham det i et par dage, og så se hvordan vi havde det derefter. Nu har han nok heddet det i et par uger, og vi er bare nået frem til, at det ikke bliver anderledes.

Men jeg skriver altså ikke endnu, hvad lillebror kommer til at hedde.

img_1046



kommentar

... Ingen kommentarer - endnu!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Snart halvvejs.