God weekend!

Fødselsberetning.

Inde hos Emiliblog bliver der lige for tiden smidt fødselsberetninger op. Og det sker i anledningen af hendes egen graviditet og fødsel. Så hvis du er til babysnak, fødselsberetninger og en sød blog-inde – vil jeg klart anbefale et smut forbi. Og min fødselsberetning får I også her:

DSC02380

D. 12/8-08 kom min lille Noah til verden. Han havde højst sandsynligt lyttet til min konstatering aftenen før, hvor jeg blev enig med familien om at føde dagen efter, for kl. 5 tirsdag morgen vågner jeg konstant fordi jeg ‘ligger dårligt’ – og efter en time fatter jeg stadig ikke at det ikke bliver bedre fordi jeg vender mig om. Sover i mellem smerterne, men til sidst gider jeg ikke ligge i den forbandede møgseng mere, hvis jeg alligevel skal ligge så hammer elendigt.

Jeg går på toilet og opdager tegnblødning – og så kan det nok være at klokkerne ringer i mit hoved. Havde haft regelmæssige plukveer dagen før og nu var de der stadig – bare lidt værre. (Så undskyld kære elevationsseng – det var ikke din skyld jeg havde ondt)

Jeg går ned i stuen og er rigtig glad (men på det tidspunkt gjorde det jo egentlig heller ikke særlig ondt), ringer til min mor og fortæller at det nok ikke varer længe. Jeg ved ikke hvordan jeg vidste det, for når jeg tænker tilbage gjorde det jo slet ikke ondt – det var bare temmelig stride plukveer. Men jeg var altså ikke i tvivl. Selvom jeg lige nu tænker at det vel egentlig bare føltes sådan lidt skidepine-agtigt.

Lader kæresten sove i en times tid for hvis nu det trækker i langdrag er det bedst, at han er bare lidt frisk. Men til sidst vækker jeg ham, for jeg er simpelthen så spændt på hans reaktion over at skulle være far nu.

Han står temmelig hurtigt op og vi bliver enige om at han skal tage på arbejde, for det er jo ikke slemt endnu, og som førstegangsfødende går der sikkert mange mange timer endnu før der sker mere.

Jeg ringer nu alligevel til fødegangen for lige at høre hvordan og hvorledes. Der er 5 minutter i mellem veerne og de er lidt kraftigere end da jeg vågnede. Bliver enig med den søde jordemoder om, at blive hjemme så længe jeg kan holde det ud, og hvis jeg bliver nervøs eller bange skal jeg selvfølgelig bare ringe og sige at nu kommer jeg altså.

Kl .12 ringer jeg til fødegangen igen og siger at jeg altså gerne ville undersøges og jeg får lov at komme derud. På det tidspunkt synes jeg selv det gør hammerondt. (Fandt så ud af senere at det jo var vand i forhold til hvad der ventede) Kæresten har jeg også ringet efter.

Vi ankommer til fødegangen kl. 13 hvor jeg bliver undersøgt. Er 1 finger åben, livmoderhalsen er udslettet og sønnens hoved står forbavsende dybt – min jordemoder siger at jeg i hvert fald skal regne med at blive mor i dag! Hun sender os ud at gå i byen da jeg er utryg ved at tage helt hjem igen. kæresten og hans stedmor er sultne, så vi går på café. Dér bliver mine veer så onde at jeg bryder sammen hver gang de starter. Må ha’ set komisk ud, men jeg var fuldstændig ligeglad på det tidspunkt. Så dér så man mig, sidde stortudende over en ellers herlig brunch med pandekager, æg og pølser. Appetitten var nu alligevel ikke helt optimal, og tanken om at det kunne blive kastet op senere hen, gav mig ikke mere lyst til at spise.

Efter et par timer bevæger vi os imod fødegangen igen – jeg har rigtig rigtig ondt og håber sådan at der er sket mere. Men det er der desværre bare slet ikke. Så selvom jeg græder og har ondt, må jeg tage køreturen hjem igen (Det er skisme sejt at sidde i en bil med veer!!!)

Det bliver til omkring 4 timer hjemme – jeg får nu så ondt at jeg skriger. Under nogle af veerne lykkes det dog kæresten at få mig til at trække vejret i stedet for at skråle, men jeg kunne nu bedst lide at få lov at skrige smerten væk. Man er vel urkvinde inden i.

Vi har sendt kærestens stedmor hjem og ringer i stedet efter svigermor (Vi har ingen bil selv – og skulle jo tilbage til Sygehuset somehow:)) Og da svigermor kommer går der ikke mange veer før jeg brøler at nu skal vi kraftspasme afsted! Har det som om jeg er ved at skide en kummefryser (ærligt talt!) og er på det tidspunkt slet ikke klar over at jeg har presseveer.

Jeg får kæresten til at ringe til fødegangen – kunne simpelthen ikke klare tanken om at snakke i telefon. Og vi er selvfølgelig velkomne til at komme. (Kunne de sige andet når vi allerede var på vej i bilen??)

Jeg kommer ind og bliver undersøgt omkring kl. 19.00. Er nu 4 cm åben. Det er jeg slet slet ikke tilfreds med for så er der jo lang vej endnu (tror jeg).

Vi kommer ind på en fødestue og jeg får et lavement. Og må jeg så godt sende en hilsen til søens folk OG de der siger man skal holde sig i 10 minutter!? Jeg skal satme love jer at der gik omtrent halvandet minut, så var jeg for “løs i kødet” til at vente!

Min jordemoder har nu fyldt fødekarret så jeg kan komme i vand. Det var SÅ skønt at komme i!!! Blev en helt anden person i det vand. Super afslappet mellem veerne. Var lige ved at falde i søvn, men der nåede at komme en ny ve og vække mig, hver gang jeg var ved at døse helt hen.

Der sker ikke meget spændende imens jeg ligger i det vand. Kl. 20.17 bliver jeg igen undersøgt og er 6cm åben. For mit vedkommende er det stadig ikke hurtigt nok – men kæresten og min jordemoder gør deres bedste for at prøve at overbevise mig om, hvor hurtigt det går.

Kl. 20.57 hopper jeg op af karret da jeg har så svært ved at takle presset og veerne. Min jordemoder sender mig på toilet mens hun gør klar til min nye bedste ven – pudendusblokaden, og da jeg sidder og tisser får jeg en ve og ekstrem voldsom kvalme, så jeg skriger bare at jeg skal brække mig. Sundhedshjælperen som står derude med mig, kigger bare underligt på mig indtil jeg skriger at nu SKAL jeg altså virkelig brække mig, og så snupper hun lynhurtigt en kapsel jeg kan fornøje mig med. I grunden også underligt at hun ikke lige forstod en pæn hentydning til den forestående begivenhed, da jeg sagde det til hende første gang. Hun var nok ikke vant til bræk. Åbenbart.

Kl. 21.14 er jeg 9 cm åben. Det er ulideligt ikke at måtte presse, men da jeg får min pudendusblokade, er det som om alting bare er meget bedre. Veerne er ikke noget jeg lider hårdt under, så det var altså kun pressefornemmelsen der gjorde mig fuldstændig panisk. På det her tidspunkt er jeg sådan set parat til at smutte hjem og vende tilbage en anden gang.

Kl. 21.25 er jeg 10 cm åben og får nu lov at presse med. ENDELIG efter 6-7 timer med presseveer får jeg lov at arbejde. På det tidspunkt er jeg bare så træt at jeg prøver at snyde min jordemoder ved at ignorere mine veer . Så da de ikke troede jeg fik nogen, blev kæresten sat til at massere mine bryster, og de masserede så min mave. Super kodylt at bedøve mig, for så at fremprovokere de ledeste satanist-veer. Nå, men de tog mit vand da det ikke var gået selv. Kunne ikke rigtig mærke det selv, og jeg følte mig helt vildt snydt. (I min verden var det allermest optimalt hvis vandet gik som det allerførste – rimelig fed fødsels-entré)

Nå, men jeg presser og presser og pga. pudendusblokaden kan jeg ikke mærke noget dernede – føler bare jeg skal skide big time og at det IKKE hjælper at presse, så jeg brokker mig gevaldigt over at der ikke sker en pind. Så siger min jordemoder at sønnen har masser af sort hår (…….) og at jeg kan mærke hans hoved hvis jeg føler efter. Det gør jeg så…….. Og “FØJ FOR SATAN” råber jeg. (Mit første møde med min søn, ak så kærligt det var) Men det føltes altså “lidt” besynderligt med sådan en geléagtig klump babyhoved mellem benene når man forventede at røre et helt normalt underliv. Men det giver mig mod på at presse mere, og der går ikke længe før min jordemoder kigger temmelig kærligt på mit underliv og siger “Heeeej”. Det hele giver så lidt mere mening da hun fortæller mig at hovedet er ude. Og i næste presseve skvubber min lille skat ud og kommer op på min mave med et skrig. Kl 21.57 kommer Noah til verden. Apgar score 10/1 og 10/5. Han er 52 cm lang og vejer 3450g. Den smukkeste baby jeg nogensinde har set – på den der vildt grimme måde. (Nyfødte ligner altså ikke noget vildt nuttet som de ligger dér, rynkede og fedtede.)

Jeg er kun bristet indvendigt, men kunne slet ikke mærke det. Og mens jeg bliver syet, ligger sønnen på min mave og sutter på hele klør 5. Tommelfingeren er åbenbart ikke nok – og vi har da også et scanningsbillede hvor hele hånden er forsvundet ind i munden.

Lige efter fødslen lovede jeg mig selv at jeg aldrig ville udsætte mig for den smerte igen – ikke engang for at få et barn til, men efter jeg har bearbejdet oplevelsen er jeg klar på at føde igen i morgen. Det er den største oplevelse i verden. Det var intens smerte hele vejen igennem, men jo mere jeg kigger på min lille søn, jo mere forelsket bliver jeg og vil føde igen til hver en tid.

** Hvis du vil læse om min hjemmefødsel fra da lillebror kom til verden, kan du læse den her:

del 1   ///   del 2


mullef

... Ingen kommentarer - endnu!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

God weekend!