En hjemmefødselsberetning. Del 1.

En hjemmefødselsberetning. Del 2.

untitledOmkring klokken 06:00.

Jordemoderen er ankommet. Hun mærker hvor langt jeg er. 3cm åben, blød og med udslettet livmoderhals. Hun finder et lavement frem, som jeg får lov til at give mig selv, og jeg får derefter fred til at klare det alene. Jeg sætter stopuret i gang, og venter bare på, at der er gået fem minutter, som man mindst skal vente, inden jeg rejser mig og går på toilettet. Den sidste ve jeg har, inden jeg rejser mig, siger mig så også at hvis jeg ikke går ud og tømmer mig – ja bogstaveligt talt – så vil det ske spontant midt i sengen under næste ve. Der er godt nok afdækning på, men alligevel.

picmonkey-collage-6Jeg får toiletbesøget overstået, tager et hurtigt bad (så hurtigt som man nu kan, når det varme vand får veerne til at føles som knivstik) og går ind i sengen igen.

Jon lægger sig nu hos mig i sengen, og minder mig om at trække vejret ind ad næsen og puste ud, når jeg lige synes det giver mest mening at sige av, eller klynke lidt, fordi det i grunden også er lidt synd for mig. Jordemoderen taler noget om, at jeg skal byde veerne velkomne og gøre plads til, at baby kan komme ud. På det tidspunkt tænker jeg egentlig mest, at han sgu da nok skal komme ud, om så jeg ligger i NATO-stilling og er iført kyskhedsbælte, men jeg lytter alligevel til hende, og det giver så god mening når hun hjælper mig med at ligge ordentligt. Jeg mærker for hver eneste ve, hvordan han stille og roligt bevæger sig mod udgangen. Og jeg har virkelig tænkt meget over siden, hvor vigtigt det er at lytte til sin jordemoder. Også selvom man allerhelst vil skrige i stedet for at trække vejret, eller ligge helt krøllet sammen, fremfor at – ja – give plads til, at baby kan komme ud. Psykisk sker der også noget helt andet, når jeg arbejder med min krop i stedet for at modarbejde den.

Den næste halvanden times tid går med at have veer – da det jo er sådan fødsler er indrettet – og jeg kan tydeligt mærke at de bider hårdere, og kommer med mindre og mindre mellemrum. Jeg når ind i mellem kun lige at glædes over en afsluttet ve, før min mave giver tegn til én mere. Jon er fantastisk. Ligger hos mig og holder om mig, og hjælper mig med vejrtrækningen. En enkelt gang spørger han vist om han må gå på toilettet, eller måske var det ned for at ryge, men ellers er han der bare, og det er så beroligende. Ham, og så en rolig jordemoder der ser til mig, og min mor der forsigtigt kommer ind og aer mig, fordi det er lidt svært at se sin lille pige have ondt, og så svigermor der står og tripper i døråbningen ind til soveværelset. Noah kigger også ind til mig, og lærer efterhånden hurtigt, at kram og nus skal være når jeg ikke har en ve. Jeg får al den fred, og al den omsorg jeg har brug for, som alle der er til stede giver på hver deres måde.

 Klokken 7:30.

Der er vagtskifte og min jordemoder sætter sig hos mig, og siger at hendes kollega nu er kommet for at tage over. Jeg fortæller at jeg har lyst til at presse med. Hun siger så, at det er den nye jordemoder der tjekker mig indvendigt, fordi hun alligevel skal gøre det når hun møder ind, og det derfor ikke helt giver mening, at hun også tjekker mig (og det er så fint – for det er ikke videre behageligt). Mine veer er meget voldsomme, og jeg skal gøre alt hvad der står i min magt for ikke at presse med. Jeg får en varmepude på lænden, og Jon nusser mig imens der bliver pakket en hel masse grej ud af jordemødrene. Samuels hjertelyd bliver tjekket jævnligt, hvilket jeg synes er ekstremt ubehageligt. Det med, at noget rører min mave når jeg har en ve, det synes jeg kun gør ondt værre. Men det skal jo ligesom gøres, og lyden af hans fine lille hjerte, er da heller ikke det værste at lytte med på. Den nye jordemoder introducerer sig (tror jeg – ærligt kan jeg ikke huske ret meget lige herfra), og vil derefter tjekke mig indvendigt.

Klokken 7:50.

9 cm udvidet, og kun med en blød kant.
Jeg får grønt lys til at følge min krop og presse med, og herfra tager kroppen totalt over. Det der med pressetrang – altså undskyld mig, men det burde hedde pressetvang. Hold da helt kæft hvor skal jeg da lige love for, at det er den vildeste følelse – nogensinde! Jeg kan mærke at der skyller en hel masse fostervand ud når jeg presser, og at Samuels hoved for hver ve, kommer længere og længere ud. Jordemoderen siger noget med, at det jeg mærker bare er fostervand, og at jeg måske også tisser lidt (ærligt, så tror jeg sgu der kommer noget ud af alle huller, men hvad fanden – så er man ligesom tømt godt ud, og det er der jo folk der betaler for at få onduleret).
Den første jordemoder, som egentlig har fri, vælger at blive. Min svigermor har senere fortalt, at hendes begrundelse var, at hun var nødt til at blive – fordi: ”det her er en drømmefødsel”.
Så jeg har nu to søde, rolige og virkelig behagelige jordemødre, som kun er der for mig. Noget der virkelig gør, at jeg er kæmpe fortaler for at føde hjemme i øvrigt. Al tid i verden til den fødende. Det er sådan det bør og skal være.
Jeg får besked på, at hvis jeg vil have min bluse af inden han kommer ud, ja så er det nu. De spørger om jeg vil have min BH af også, men der får jeg mumlet noget med, at den skal jeg nok tage af bagefter, og at der nok skal blive åbnet for madkasserne når han er kommet ud. Jordemødrene smiler lidt af det, og kalder mig overskudsagtig. Men det føler jeg sgu også at jeg er, trods alt. Og det er blandt andet på grund af dem, og den stemning de er med til at skabe.

Jeg skal nu presse igen, og nu er hovedet nok halvvejs ude (sådan føles det i hvert fald), så jeg får besked på at gispe. Jeg vil sige, at følelsen af at have et hoved mellem benene (ja, ikke sådan!) det er vanvittigt! Det svier som ind i helvede, og ”Ring of fire” er vist en rimelig dækkende betegnelse. Men de søde jordemødre, og verdens bedste mand, som stadig ligger hos mig, guider mig og støtter mig, og kort efter er hovedet født. Jeg får besked på at presse lidt mere, også selvom veen skulle være slut.

Klokken 8:12.

Jeg presser endnu engang, og ud kommer lille fine Samuel, smurt ind i fosterfedt fra top til tå. I øjenkrogen har jeg bemærket, hvordan min mor, min svigermor og selv Noah har stået på sidelinjen, helt stille og bare set deres nye barnebarn og den nye lillebror komme til verden. Jeg kigger på Jon, og vi giver hinanden et kys. Den ene jordemoder siger: ”Ej nu bliver jeg også helt rørt”, for alle i rummet græder af glæde over synet af den lille fedtede fyr, der nu ligger helt krøllet sammen hos mig, og putter. Han er så fuld af fosterfedt, at han glider rundt, og jeg synes det er svært at holde ham på maven. Det hjælper da han har ligget lidt.

picmonkey-collage-7 Det var en helt fantastisk stemning at opleve. Så meget kærlighed og ro. En fantastisk velkomst til den lille dreng, der kun skriger ganske kort, og derefter er helt rolig. Den ene jordemoder siger, at man slet ikke kan se i mit ansigt, at jeg har født. Men jeg føler mig også frisk, og ovenpå.

Vi nyder alle sammen lille Samuel, og jordemødrene spørger om vi har tjekket at det nu også rent faktisk er en Samuel der er kommet ud. Det har slet ikke strejfet nogen af os lige at tjekke op på hvad der er mellem benene. Og altså – jeg er ikke et sekund i tvivl, for han har vist sig fint frem på scanninger, men vi løfter håndklædet alligevel, bare for en sikkerheds skyld. Og der er stadig en tissemand.

Klokken 8:30.

Navlesnoren får lov at pulsere færdigt imens han ligger hos mig, og da Jon ikke har et stort behov for at klippe den over, får min mor æren. Jeg kan ikke huske om det var lige før, eller lige efter den blev klippet, at jeg spontant føder moderkagen uden problemer. Her kommer en lille blødning, som Noah får fortalt jordemoderen at han godt kan tåle at se, fordi han har set mange actionfilm. Derefter forlader alle, undtagen jordemoder, Jon og jeg (ja og Samuel) rummet, da jeg skal syes en lille smule. Imens jeg bliver syet, får Jon lov at sidde med Samuel, og det er kærlighed ved første blik. Samuel, krøllet godt sammen og med tommeltotten i munden, på sin fars bare mave, i vores seng, i vores soveværelse. Det kunne ikke være bedre. Og Jon har ikke været meget for at dele ham lige siden (selvom han dog taber lidt på det grundlag, at han ikke har et sæt madkasser som jeg har).

picmonkey-collage-9Imens jeg bliver ordnet, er vores mødre gået efter morgenbrød, og da de er tilbage, kommer de ind med en fin bakke med mad til os, som jeg havde glædet mig til at spise. Dog er al appetit forsvundet. Det eneste jeg kan fokusere på, er vores lille krøllede dreng.

Jordemoderen beordrer mig til at drikke noget med sukker inden jeg rejser mig fra sengen. Jeg har intet drukket, udover en halv kop kaffe, og jeg har kastet op et par gange. Så jeg får serveret et stort glas appelsinsodavand, som jeg drikker på sengekanten. Samuel måles og vejes, inden han igen pakkes ind, og kommer over til mig.

picmonkey-image-4Jordemoderen dokumenterer fødslens forløb, sikrer sig at jeg har det godt, inden hun smutter videre. Min mor, min svigermor og Noah får på skift lov at holde Samuel.

picmonkey-collage-8

Lidt efter lidt bryder selskabet op, og tilbage er kun Jon, Noah, Samuel og jeg. Og jeg tror aldrig mit hjerte har kunne rumme så meget kærlighed, som det gør nu. Til mine tre dejlige drenge.

Skulle det nogensinde blive aktuelt, så vil jeg til enhver tid føde hjemme igen. Det har været den smukkeste oplevelse, og det var uden tvivl en drømmefødsel. Jeg har altid brækket mig lidt over konceptet: ”smertefri fødsel” (for seriøst, hold nu forpulet kæft!), og det er da heller ikke fordi jeg på nogen som helst mulig måde husker denne oplevelse som smertefri – men (!) smerterne fylder uendeligt lidt, og gjorde det også i situationen. Og jeg er helt sikker på, at de rolige omgivelser var med til, at det blev sådan. Jeg var selv langt mere til stede, end jeg havde troet var muligt.

img_2943

Læs del 1 her.

Hvis du vil læse min fødselsberetning fra da jeg fik Noah, kan du finde den her.



kommentar

   

... Ingen kommentarer - endnu!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En hjemmefødselsberetning. Del 1.