24.08.2017

En hjemmefødselsberetning. Del 1.

Den 24/8-2017, 38+0 kom Samuel til verden. 52 centimeter lang, og med en flot kampvægt på 3440 gram. Jeg har valgt at dele beretningen op i to dele – ikke fordi jeg tænker at udsætte spændingen. For jeg har jo ligesom afsløret hvad beretningen ender med. Men mere for, at den ikke bliver alt for lang.

untitledpicmonkey-collage-3

Jeg havde længe gået med en fornemmelse af, at han ikke ville blive et september-barn. Jeg kan faktisk huske, hvordan det allerede føltes forkert med september, helt tilbage fra da jeg tissede på en pind, og de fine streger dukkede op. Det skubbede jeg dog hurtigt fra mig, da alle undersøgelser og scanninger viste en sund og rask dreng, der skulle melde sin ankomst omkring den 7/9.

Hen imod de sidste par uger af graviditeten, oplevede jeg dog en krop der langsomt blev træt, tung og besværet. Ikke sådan at det er underligt, for man er jo tung, og deraf træt og besværet. Men på den der måde hvor jeg slet ikke kunne se hvordan det skulle kunne fortsætte helt frem til termin. Alt i min krop var ømt, og jeg kunne næsten ikke gå på trapper mere (… og så er det fanme sjovt at bo på 2.sal skal jeg hilse at sige). Hver nat vågnede jeg når jeg skulle vende mig, fordi jeg var så øm. Og der var bare noget i mig der sagde, at så længe skulle det da ikke kunne fortsætte. Og i dagene op til Samuels fødselsdag, ændredes ømhed til smerter, og de natlige tisseture blev erstattet af en konstant følelse af at skulle tisse i døgnets 24 timer, selv i sekundet jeg rejste mig fra toilettet kunne jeg sætte mig ned og dryppe af igen. Min træthed blev til slut til ekstrem udmattethed, og jeg kunne græde ved tanken om at skulle forlade lejligheden. Her havde jeg dog et mindre rengøringsflip, hvor jeg i ugerne op til fødslen fik rengjort stort set alt. Det var kun de sidste dage inden fødslen, at al rengøring blev sat på hold, fordi jeg simpelthen kunne sove hele tiden.
Og jeg blev ved med at have følelsen af, at Samuel ville komme før tid. Både fordi kroppen begyndte at sige fra – men også fordi både min mor og min veninde, som begge skulle med til fødslen, tog på sommerferie på skift inden for min termin, og derfor ville jeg selvfølgelig føde inden terminsdatoen. Det giver jo sig selv, at når man ikke må føde – så gør man det!


Jeg fik ret.

picmonkey-collage-2
Den 23/8 klokken 6:45.

Vækkeuret ringer. Vi skal op og sende Noah i skole, og det er tid til jordemoderkonsultation nr. 3 i graviditeten. Jeg går på toilettet for at dryppe af (seriøst når man tisser hele tiden, så er der kun dryp, selvom det føles som om man skal pisse en sø.), og da jeg tørrer mig er slimproppen gået. Og for dem der ikke har stiftet bekendtskab med sådan en fætter – glæd jer over det. Den er herreklam. Slimproppen i sig selv, er ikke nødvendigvis et tegn på at man føder med det samme. Der kan godt gå uger, og der er vist også noget med, at den kan gendannes. Men dengang med Noah, der fødte jeg altså tre dage efter. Og det, sammenholdt med følelsen af at der snart vil ske noget, giver mig et sug i maven. Et kæmpe et. Og jeg tror panikken breder sig i både Jon og jeg. Vi ser nemlig gerne, at Samuel bliver i maven, bare sådan lige et par uger mere. Og jeg føler ikke at jeg afslører for meget når jeg siger, at det gjorde han ikke.
Vi tager til jordemoder, får konstateret at han ligger fast med hovedet, godt dybt i bækkenet. Alt ser fint ud. Så vi tager på Fisketorvet for at finde små kurve til puslebordet, da vi vil gøre puslepladsen fin og færdig i den kommende uge. Vi finder ingen kurve, og jeg er træt og øm, så vi tager hjem igen.
Hen ad aftenen, kommer der igen noget slimprop, og jeg har tiltagende plukveer. Plukveer har jeg døjet meget med, så jeg ligger ikke så meget i dem. Men jeg ender dog med at tage tid på dem alligevel, da Jon er faldet i søvn. De kommer rimelig regelmæssigt i løbet af de to timer, men jeg synes ikke det var markant anderledes end alle andre dage, hvor der også efterhånden kom mange. Så jeg lukker øjnene omkring klokken 01:30, den 24/8.

Klokken 02:40.

Jeg slår øjnene op, og i samme sekund tændes der en vandhane i mit underliv. Sådan føles det, da vandet pludselig går i en skylle. Hvordan det ikke når at rende ud i sengen, det fatter jeg ikke. Jeg løber ud på badeværelset (så meget man nu kan løbe, når man er ”lidt tyk” og går som en ”Brian”), og får sat mig på toilettet. Mine underbukser er fuldstændig smaskede ind i fostervand, og hele min krop ryster – nok lidt i chok. Jeg tager et bind på, og sætter mig ind i sengen, for lige at læse om jeg egentlig skal kontakte den vagthavende jordemoder ved vandafgang, eller om jeg skal afvente veer. Og splask – endnu en skylle, og både bind og underbukser er sølet ind. Igen. Jeg smækker derfor et håndklæde mellem benene, og ringer derefter til jordemoderen, som beder mig ringe igen når jeg får veer. Jeg havde haft et par småveer fra jeg slog øjnene op, men i ren autopilot fik jeg lagt på uden at nævne det for jordemoderen. Jeg kan huske, at jeg faktisk havde en ve da vi sagde farvel og lagde på.

Min første indskydelse herefter, er at så skal Noah jo ikke i skole. Han skal jo være med under fødslen. Jeg logger derfor på forældreintra, og giver besked om, at han tager sig en forlænget weekend med lillebror, som er på vej.

picmonkey-collage-5

Jeg vækker Jon og fortæller at vandet er gået, og siger at jeg vil ringe til vores mødre som begge skal være her, men at han gerne må sove videre, for det er jo ikke til at sige hvor hurtigt det vil gå, og jeg vil jo få brug for ham når det begynder at være hårdt. Jeg ringer til vores mødre (som lyder meget friske i telefonen begge to – men de har nok hurtigt gættet hvorfor jeg ringer), og de gør sig klar til at komme ud til os.

Klokken 03:27.

Jeg ringer igen til vagthavende jordemoder. Fortæller at der er veer, og at jeg ringer når jeg synes der er behov for, at der kommer en jordemoder hjem til mig.

Jeg kan mærke, at veerne hurtigt tager til, og der er mellem 3-5 minutter imellem. Dog er de milde, og jeg kan tale når jeg har dem. Alligevel beslutter jeg at hive Jon ud af sengen, for jeg er pludselig ret sikker på, at jeg snart får brug for ham. Noah er også vågnet nu, da han har hørt mig tale i telefon med jordemoderen. Han er helt i ekstase over, at det er lillebrors fødselsdag, og sender mig en sms inde fra sit værelse: ”ooooooommmmmmmgggggggg jeg er helt glad”. Han kigger ofte ind til mig, for lige at give et kram, og sige at han glæder sig så meget.

img_2954 Imens jeg venter på min mor og svigermor, får jeg lavet kaffe, sat hår, fixet min makeup og rettet min neglelak. Ikke at det nogensinde har været et mål for mig, at ligne én der skulle castes til ”Glamour” under fødslen, men jeg kan ikke rigtig finde ro, og der hjælper det altså at dulle mig lidt op. På den anden side, makeup eller ej – jeg render stadig rundt med et vådt håndklæde i mine mormortrusser, så det er vist ikke fordi det er af forfængelighed jeg gør mig i stand. Det skib er ligesom sejlet. For længst.

Jon er gået ned for at ryge en smøg og vågne. Og nok også lige for at trække vejret ekstra dybt, og lade det synke ind at fødslen er på trapperne.

img_2955

Min mor ankommer først, og jeg tager imod hende i opgangen, iført førnævnte mormortrusser med vådt håndklæde, og et hvidt lagen viklet om mig. Håret sidder godt, i øvrigt. Jeg tager nu tid på veerne sådan lidt mere kontinuerligt, da de kommer ret tæt på hinanden, og hurtigt bliver stærkere. Jeg kan stadig tale igennem dem, men jeg kan dog også mærke, at hver ve bliver stærkere end den foregående. Kort efter min mor er ankommet, kommer min svigermor, og her kræver veerne, at jeg lige går ind i mig selv og lukker omverdenen ude. Jeg bliver sendt i bad, og imens jeg er det, gør Jon og vores mødre sengen klar med afdækning og gamle håndklæder og lagener. I badet intensiveres veerne yderligere, og det hjælper ikke et sekund at jeg står under det varme vand. Det virker ikke lindrende på mig, så jeg gør mig færdig så hurtigt jeg kan, og ligger mig ind i sengen, hvor jeg stadig tager tid på veerne. Imens kan jeg høre, at Jon er gået lidt i gang med at rydde op. Han går blandt andet på loftet med nogle spisestole vi har haft brugt, da vi havde gæster til min og Noahs fødselsdag. Jeg undrer mig egentlig kort over, hvorfor de stole dog lige skal på loftet nu. Men tænker så også, at det måske er meget fint, at han så er beskæftiget med det. Der dukker jævnligt et ansigt op i døren til soveværelset. En mor, en svigermor, en mand og en søn, der lige ser til mig. Imens bringer hver enkelt ve mig et skridt tættere på, at møde det lille menneske der bor i min mave.

picmonkey-collage-4
Klokken 05:28.

Jeg ringer til den vagthavende jordemoder. Der må gerne komme en jordemoder ud til mig nu. Veerne er regelmæssige og har hele tiden været det. De fleste varer nu omkring et minut, og flere af dem bider til. Det er i hvert fald nemt for mig at mærke, at det er på tide at få en jordemoder på banen. Jeg fornemmer at de andre er lettede over, at jeg har ringet. Mest fordi de alle flere gange har spurgt, om jeg nu har styr på hvornår der skal ringes. Det ville selvfølgelig også have været lidt kedeligt, hvis jeg ikke nåede det.

img_2546

Læs del 2 her.



kommentar

   

2 kommentarer

  • Signe Op.

    Årh, det er jo – selvom du har afsløret, hvad det ender med 😂 – helt spændende!
    Og altså; verdens sødeste storebror! 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hahah, jamen det er jo så moderne for bloggere at trække pinen ud, så jeg tænkte jeg lige ville gøre det klart, at det ikke er min hensigt 😀
      Og ja, han er verdens bedste storebror, og jeg elsker at have delt oplevelsen med ham <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

24.08.2017