Eksamen og barsel.

skaermbillede-2017-06-27-kl-15-24-45
Sådan så jeg ud idag, efter at have afsluttet 2. år på sygeplejestudiet, med en super god eksamen i hjemmeplejen. Det gik så godt, og selvom det er lidt “ananas i egen juice”, så fik jeg bare kun ros med på vejen, både for min opgave, mit oplæg og eksaminationen. Det er den fedeste eksamen at slutte af med, inden jeg skal på en dejlig lang barsel, og derfor først skal starte op på studiet igen til september næste år. Jeg er så stolt over, at jeg klarede den så godt derinde. Det er ikke fordi det normalt går dårligt – men der har altid været en finger eller to at sætte, med ting jeg lige skulle blive bedre til. Ikke denne gang. Censor gav mig ros for det menneskesyn jeg viste i mit oplæg, og for en god opgave der viste kompleksiteten af min borgers kroniske sygdom. Det kunne ikke have været gået bedre!

Så nu har jeg tre dages tullen-rundt i hjemmeplejen tilbage, inden jeg på fredag kan gå på en længe ventet barsel. Jeg er helt høj idag. Høj på en veloverstået eksamen, høj på solskin, og høj på min barsel og det faktum at vi snart skal møde det lille menneske, der bor i min mave. De næste tre dage er lige til at overkomme, oven på sådan en dag som idag, selvom jeg gerne indrømmer at jeg længes efter fredag.

skaermbillede-2017-06-27-kl-15-35-24
Det her er i øvrigt lillebror der ses med en storetå i næsen. Og det er vel også en disciplin.



kommentar

110 dage endnu.

Til termin altså. Det virker som ekstremt lang tid, men når jeg om 6 uger går på barsel, så tænker jeg egentlig at tiden nok skal løbe stærkt. Altså det gør den egentlig allerede, men jeg glæder mig helt vildt til at pakke mine skolebøger væk, og ikke skulle tænke over noget som helst sygeplejefagligt – hverken i sommerferien, eller i det kommende år. Det har været et virkelig hårdt skoleår synes jeg. Særligt fordi jeg i det sidste halvår har været i praktik, og også har haft voldsom kvalme med dertilhørende opkast. Det er en kedelig kombination. Så ja jeg trænger til at kunne slukke for at være sygeplejestuderende. Bare for en stund altså.

Lige pt. drøner jeg rundt i hjemmeplejen, hvilket faktisk er rigtig hyggeligt. Super søde sygeplejersker, der nok passer mere på mig end jeg selv gør. Var nær blevet taklet forleden, da jeg prøvede at løfte en skammel til en borger. For jeg skal ikke løfte noget som helst. Det er sødt, at de passer sådan på mig. Og rart at være et sted, hvor de hører og ser mig, og viser en hel masse hensyn. Så på den måde skal de næste 6 uger (indtil barsel, hvis jeg ikke lige fik nævnt det tidligere) nok gå fint. Jeg kan lide at være der, og de passer godt på mig. Vi kører rundt i bil, og de prøver så vidt at undgå trapper for min skyld. Altså på den måde, at jeg gerne må sige fra eller køre med en anden sygeplejerske, hvis køresedlen viser, at der er mange trapper at bestige i løbet af dagen. Borgerne skal selvfølgelig stadig besøges, selvom de bor på 3.sal.

Både Noah, Jon og min mor har nu mærket lillebror i maven. Det er rart at kunne dele det med andre, og ikke bare kun kunne mærke det selv. Men han bliver jo også større og større, og stærkere og stærkere, og maven rumsterer godt med når han møffer rundt i sin store 1-værelses derinde.

Jeg er begyndt at få en del plukveer. Særligt når jeg ligger mig om aftenen, strammer det hele godt til. Men også når jeg går kan de være belastende. Det er mest fordi jeg også har mange ligamentsmerter når jeg går, så kombinationen af kraftig sidestik og plukveer, er rigtig ubehageligt. Men jeg skal ikke klage. Udover lidt opkast ind i mellem stadig, en smule halsbrand og natlige tisseture, ja så har jeg det faktisk godt. Jeg bliver mere forpustet end førhen, og er ved at dø når jeg cykler, men jeg har det faktisk godt. Mit bækken er helt fint, og det eneste tidspunkt jeg har ondt i halebenet, er når jeg ligger for længe på det, og det kan jeg jo nemt komme uden om. Vægten er nu nogenlunde som den var inden jeg blev gravid. Jeg har tabt mig noget grundet opkast, men det ser ud til at jeg har taget det på igen den seneste måneds tid. Men okay, der ligger også én i maven, så i virkeligheden er jeg stadig under min før-graviditetsvægt. Dejligt når jeg er tyk i forvejen. Og han vokser fint som han skal, så det er alt sammen helt som det skal være.

Igår bestilte jeg tid til en 3D/4D scanning om en måned. Det har vi lovet Noah, så nu tager vi en tur ind og ser til lillebror sammen. Jeg glæder mig rigtig meget. Havde egentlig ikke et stort behov for flere scanninger, men vi havde lovet Noah at komme med til én, og han vil så gerne. Ja og jeg kan da godt mærke, at nu hvor der er bestilt tid, så glæder jeg mig rigtig meget alligevel.

img_1220

 



kommentar

Well played, Metropol. Well played.

Det er lidt op ad bakke, det må jeg nok tørt konstatere. Den 6. februar skydes modul 8 igang, og jeg skal i klinik igen. Denne gang står den på psykiatrien, som vist lidt har været sådan en “nej-hat” gennem studiet indtil videre. Nu var jeg endelig nået til den konklusion, at jeg er klar til at springe med hovedet først, og dykke ned i den svære sygepleje. Den dér hvor man ikke bare lige måler et blodtryk eller tømmer stomi-poser. Det dér psykiatri skræmmer mig ikke rigtig mere, selvom jeg dog stadig ikke ser mig selv arbejde i psykiatrien som færdiguddannet. Nå, men på lige nøjagtig dette modul, kan man indgive ønsker til kliniksteder, og det har jeg selvfølgelig gjort. Det endte meget logistisk, i og med jeg jo skal kunne aflevere Noah hver morgen, så jeg tog områderne i nærheden, bare for at være sikker.

Sikker på hvad spørger du så? Ja det skal jeg sige dig, for det eneste jeg fik ud af at ønske, det var ikke at få nogle af mine ønsker opfyldt. Glædelig jul, Camilla. Der føles det lige lidt som om, Metropol bevidst frasorterer de steder man har valgt. Og ja ja, jeg ved sgu da godt at der jo kun er et vist antal pladser, men jeg var den første til at søge om alle stederne, og selvom der ikke er et først-til-mølle-princip, så føles det alligevel som at få sprøjtet halvanden liter citron i øjet, for derefter at gnide chili ind i det andet, når man så ikke får lov at komme nogle af de steder.

Næ nej. Jeg skal til Ishøj. Ishøj. Ishøj. Ja. Det giver lige en transport-tid på over 1 1/2 time om dagen, for så ikke at tale om et månedskort, der ender med at koste mere end 900kr. Tak Metropol, ad hjertet tak.  Det eneste jeg fik opfyldt, var at jeg ville på et åbent afsnit. Jeg har i øvrigt endnu ikke snakket med nogen, som har fået ét af deres ønsker opfyldt.

Ej, men ved I nu hvad. De har kraftedeme bare at være søde. Og bage meget kage.

 

skaermbillede-2016-12-07-kl-09-15-25

 



kommentar

Tværfagligt modul.

Ja overskriften er kedelig, men det er indholdet også.

Sommerferien er slut. Slut. Jeg er ved at komme mig over chokket, dog. Men skolen er igang, og min telefon bimler også lidt oftere, nu hvor dagligdagen også er igang igen på Rigshospitalet. Så jeg er banket tilbage til virkeligheden igen, hvor der er arbejde (hvilket i øvrigt er så skønt!), men også skole. Og forberedelser dertil. Og jeg har nået studiets lavpunkt, i hvert fald hvis man skal lytte til min mavefornemmelse, samt alle jeg kender der har været igennem det samme forløb.

Alle siger, at det er kedeligt, rodet, meningsløst og det værste modul på hele studiet. Velkommen til modul 5, Camilla. Nu er første uge gået, og så er der heldigvis kun 9 uger igen.

Det er et tværfagligt modul. Det vil jo altså sige, at jeg skal være sammen med andre professioner. Det er til gengæld meget spændende. Men hele modulet er bygget op omkring gruppearbejde. Og det munder ud i en gruppeeksamen. Altså. Mere hippie bliver det simpelthen bare ikke. Og jeg er mildest talt død uimponeret. Jeg er ikke fan af gruppearbejde. Slet ikke. Og det lader da også til, at de fleste i min klasse har det på samme måde. Men alle virker flinke og rare, og første uge er jeg også kommet igennem uden at få mordtanker på nogen som helst måde. Så det er på én eller anden måde vel nok ikke gået helt galt. Endnu.

Så. Hvis her er lidt stille herinde for tiden, er det bare fordi jeg sidder i et hjørne og skumler lidt. Og glæder mig til om 9 uger, hvor jeg er tilbage hvor græsset er grønnere – nemlig i min gamle klasse. Hvor temaet ikke er gruppearbejde og gruppeeksamen.

Gruppeeksamen.. Seriøst..

Skærmbillede 2016-09-04 kl. 10.48.13



kommentar

Hvordan man også kan føle sig lidt uduelig når man er sygeplejestuderende.

Som I nok ved, arbejder jeg på Rigshospitalet som vikar på en kirurgisk afdeling. Det er virkelig fedt at kunne tjene lidt penge ved siden af studiet, men det vildeste er trods alt, at jeg gør det iført uniformen imens jeg lærer at være en god, empatisk og klog sygeplejerske. Det er altså en fantastisk mulighed, sådan at arbejde med faget imens man studerer. Alverdens bøger ville aldrig nogensinde kunne lære dig at være en sygeplejerske alene.

Og jeg elsker mit arbejde. Jeg er stadig (lidt for) stolt, når jeg træder ind ad hovedindgangen. For helvede, hvor skulle folk bare lige vide hvor sej jeg er (… når jeg går og gør rent og måler blodtryk, for jeg kan lige så godt være ærlig – det er nogenlunde essensen af arbejdet). Og det er netop dét der kan være svært. Jeg er god til de ting jeg har lært. Men så meget har jeg trods alt heller ikke lært endnu. Og når jeg på en nattevagt er alene med en enkelt sygeplejerske, så kan jeg godt føle mig som nitten. Ikke grundet mig som person, men det er et faktum at sygeplejersken står alene hvis en patient bliver dårlig. Jeg har ikke kompetencerne til, og må i øvrigt heller ikke, træde til når det gælder den mere komplekse pleje. Det kan umuligt være fedt som uddannet, at stå alene med én der kan meget lidt. Men det er vilkårene, og jeg er jo ikke blevet ansat fordi de ikke kan bruge mig. Men jeg har faktisk stået i et par nattevagter, hvor jeg bare har tænkt: “Shit, hun må synes jeg er forfærdelig at arbejde sammen med“, fordi alt det patienterne havde brug for hjælp til, ikke var noget jeg kunne, eller måtte, hjælpe med. Og det virker bare så latterligt, at sygeplejersken tonser rundt, imens jeg sidder og kigger på. Men igen. Det ER vilkårene. Og de arbejdsopgaver jeg nu faktisk har, dem kan jeg også godt finde ud af. Og jeg tror egentlig bare, at den der følelse af at være uduelig, kommer af at jeg er magtesløs i situationer hvor jeg hverken kan gøre fra eller til. Jeg vil jo gerne redde hele verden. Men lige nu er jeg nok bare bedre til at hjælpe folk på toilettet.

Udsigten fra kontoret er helt fantastisk når solen står op. Ud over bare at være smuk, symboliserer den også at man snart skal hjem og sove – hvilket kan være ret tiltrængt når der er et par timer tilbage af vagten.



kommentar

Older posts