Hvordan man også kan føle sig lidt uduelig når man er sygeplejestuderende.

Som I nok ved, arbejder jeg på Rigshospitalet som vikar på en kirurgisk afdeling. Det er virkelig fedt at kunne tjene lidt penge ved siden af studiet, men det vildeste er trods alt, at jeg gør det iført uniformen imens jeg lærer at være en god, empatisk og klog sygeplejerske. Det er altså en fantastisk mulighed, sådan at arbejde med faget imens man studerer. Alverdens bøger ville aldrig nogensinde kunne lære dig at være en sygeplejerske alene.

Og jeg elsker mit arbejde. Jeg er stadig (lidt for) stolt, når jeg træder ind ad hovedindgangen. For helvede, hvor skulle folk bare lige vide hvor sej jeg er (… når jeg går og gør rent og måler blodtryk, for jeg kan lige så godt være ærlig – det er nogenlunde essensen af arbejdet). Og det er netop dét der kan være svært. Jeg er god til de ting jeg har lært. Men så meget har jeg trods alt heller ikke lært endnu. Og når jeg på en nattevagt er alene med en enkelt sygeplejerske, så kan jeg godt føle mig som nitten. Ikke grundet mig som person, men det er et faktum at sygeplejersken står alene hvis en patient bliver dårlig. Jeg har ikke kompetencerne til, og må i øvrigt heller ikke, træde til når det gælder den mere komplekse pleje. Det kan umuligt være fedt som uddannet, at stå alene med én der kan meget lidt. Men det er vilkårene, og jeg er jo ikke blevet ansat fordi de ikke kan bruge mig. Men jeg har faktisk stået i et par nattevagter, hvor jeg bare har tænkt: “Shit, hun må synes jeg er forfærdelig at arbejde sammen med“, fordi alt det patienterne havde brug for hjælp til, ikke var noget jeg kunne, eller måtte, hjælpe med. Og det virker bare så latterligt, at sygeplejersken tonser rundt, imens jeg sidder og kigger på. Men igen. Det ER vilkårene. Og de arbejdsopgaver jeg nu faktisk har, dem kan jeg også godt finde ud af. Og jeg tror egentlig bare, at den der følelse af at være uduelig, kommer af at jeg er magtesløs i situationer hvor jeg hverken kan gøre fra eller til. Jeg vil jo gerne redde hele verden. Men lige nu er jeg nok bare bedre til at hjælpe folk på toilettet.

Udsigten fra kontoret er helt fantastisk når solen står op. Ud over bare at være smuk, symboliserer den også at man snart skal hjem og sove – hvilket kan være ret tiltrængt når der er et par timer tilbage af vagten.



kommentar

Jeg elsker nattevagter – men de giver mig tømmermænd.

Jep. De der weekendsnattevagter, som jeg indtil videre har været på, har været super hyggelige og lærerige. Men der er sgu noget underligt over det, når jeg møder fulde mennesker på vej til arbejde – og så også følges med dem hjem igen om morgenen. Det er så tydeligt at det er sådan en tømmermændsramt zombie-horde jeg følges med hjemad – mod de mere snaksagelige oppe-at-køre typer der sidder i bussen om aftenen.

Når jeg sidder i bussen på vej hjem, bliver jeg næsten selv ramt af tømmermænd. Den der overtræthed og snigende sult, når mit indre ur fortæller mig det er sengetid – mens resten af verden fortæller det er tid til at stå op. Det føles altså helt specielt. Det virker helt forkert at skulle hjem og sove (… også selvom tømmermændszombierne er på vej til det samme altså) på det tidspunkt hvor jeg normalt er vågen.

Men jeg elsker det. Jeg elsker de nattevagter – jeg elsker at have fået muligheden for at være på en så fantastisk afdeling. Så jeg accepterer mine arbejdstømmermænd, og glæder mig over hvor heldig jeg er!

nattevagt
ps: du kan følge mig på Snapchat også, hvis altså du skulle få lyst. Dér hedder jeg selvfølgelig også mullefilumsen.



kommentar

De første nattevagter på Riget.

nattevagt

Så er weekendens nattevagter overstået, og jeg er så småt ved at føle mig som et helt menneske igen. Det har været sjovt at se afdelingen i natten – fremfor travlheden i dagvagterne som jeg er vant til. Det er jo noget helt andet, og selvom der er nok at lave, så er der en helt anden ro. Begge nætter var dog så rolige, at sygeplejersken jeg havde vagt med, redte op på kontoret i lænestolene, så vi kunne slappe af. Det var en lidt vild følelse, det der med pludselig at være der som lønnet vikar – at indgå i normeringen og være den eneste til stede på afdelingen – udover en sygeplejerske. Det var lige dele angstprovokerende og for vildt sejt.

Jeg glæder mig allerede til næste nattevagt i weekenden, og denne gang sammen med den sygeplejerske der var min vejleder under modul4-klinikken. Det skal nok blive hyggeligt.



kommentar

9 ting der irriterer andre (og lidt dig selv) når du læser til sygeplejerske.

Jeg skal til at igang med det sidste modul inden sommerferien, og allerede nu er jeg vildt irriterende, gammelklog og lidt for fuld af stolthed til at andre kan holde mig ud i længere tid ad gangen. Når jeg skriver “andre”, så mener jeg selvfølgelig Jon. Der er ikke andre at sammenligne med, for det går altid ud over ham, den arme stakkel.

  1. Jeg ved ALTID bedre. Hold nu op, ja jeg tror næsten jeg ved det hele. Der går helt Silas i den, når Noah spørger om noget (det kunne være et sår eksempelvis) og Jon giver et svar, som jeg pludselig kan argumentere for, ikke helt er rigtigt. Der burde jeg måske overveje, om Noah har gavn af at vide noget om erytrocytter og koagulationsfaktorer, eller om Jons forklaringer måske er helt ok.
    Hvem prøver jeg lige at narre. ALLE har ret til at vide, og bør være interesserede i at vide, hvordan kroppen reagerer på celleskade, undskyld SÅR.


  2. Forleden lå jeg og nussede Jon, og de eneste tanker der kørte i mit hoved, var de latinske betegnelser for muskler og arterier som jeg passerede med mine fingre. Tal lige om romantik.
    A. Carotis Communis, Brachium, A.Brachialis, Antebrachium, A.radialis. Godnat skat.


  3. Jeg overanalyserer ALT ved min egen krop. Jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg den seneste måned har været både gravid, haft cyster i underlivet, haft endometriose, leukæmi og leddegigt.
    Jeg vil så også vove at påstå, set i klogskabens baglys (… vent, bagklogs.. Lysba.. Bagklogskabens lys. Hvad hedder det lige!?) Nå, men jeg vil altså vove at påstå, at intet af ovenstående er aktuelt. Og nej, farmor, mor og hvem der ellers kigger med – jeg er ikke gravid.


  4. Alting handler om at være sygeplejerske. Jeg er så fagligt stolt, at jeg kunne tale om det for evigt. Det er faktisk ikke en egenskab ved mig selv, jeg sætter særlig stor pris på.
    Der er intet værre end mennesker der definerer sig selv ud fra deres arbejde. Sådan har jeg altid haft det, og jeg har kastet lidt op hver gang nogen har plastret det op på Facebook eller Instagram, hvor seje de selv er eller hvor fedt deres arbejde er, og hvor fantastisk det hele er. Og nu er det mig. Jeg er seriøst nederen. Og jeg er ikke engang halvt sygeplejerske endnu.


  5. Næsten et år inde i uddannelsen, og jeg føler mig allerede klog og erfaren. Altså i forhold til dem der lige er startet på uddannelsen for et par måneder siden.
    Der er bare intet federe, end ikke at være de nyeste mere. Nu er der faktisk nogen på skolen der ved mindre end mig – det må betyde at jeg er helt tosset klog, jo. Ikke?


  6. Er du måske læge? Altså jeg er jo næsten. Ifølge mig selv.
    Er den første til at overanalysere andres kroppe også. Fortæl mig om din smerte, hvordan du slog dig eller hvor det gør ondt. Så skal jeg nok fortælle dig hvad du fejler.  Har i øvrigt haft en lægekittel på, så jeg er der jo næsten.


  7. Kropsvæsker. Dem er vi ikke sarte med. Jeg tager ikke hensyn til at du spiser, eller bare ikke gider høre om det.
    Afføring, bræk, urin, pus, – you name it. Hvad farve havde det? Konsistens, lugt? Og hvor meget var der? No worries, den tager vi da lige over aftensmaden. Det var så lidt.


  8. Hospitals-serier er for evigt ødelagt. Både for mig selv, og for dem jeg ser dem med.
    Øøøh sådan dér måler man altså ikke blodtrykket. Ej, søde ven – det er vildt urealistisk at……..


  9. Hvis jeg er i selskab med andre sygeplejestuderende eller sygeplejersker. Så er det bare synd for dig.
    Vi slår straks over i faglige termer, og kan under ingen omstændigheder lade være. Der skal snakkes og du vil ikke ane hvad fanden vi taler om.

annoying