Har et barn der sveder bandeord.

IMG_2805

Næsten altså. Noah havde skrevet “DØ” på sin ene hånd, her forleden da jeg hentede ham på Fritten. Godt så, næsten intet underligt over det. Men altså. Det glemmer jeg jo lykkeligt alt om, putter ham i seng – og ser så det her næste morgen. Han har svedt “DØ” ind i sit lagen.

Men på den anden side – han havde skrevet PIK på den anden hånd, så tror jeg er glad for udslaget her, trods alt.

Tossede barn. Seriøst. Skingrene skør – efter sin far, selvfølgelig.

Verdens BEDSTE pjækkedag.

… Det har Noah haft idag. Jeg har jo fri denne uge, så da Noah vågnede op med en nej-hat solidt plantet på hovedet, så lyttede jeg, og lod ham få en fridag hjemme med mig. Man skal jo tage sådan en pjækketarm seriøst, er min professionelle mening.

Han brugte de første timer på at se film, lege med LEGO og spille Playstation kun iført undertjavser og morgenhår, og derefter tog vi på Fisketorvet, da jeg havde lidt ting jeg skulle købe. (Ja her var han dog fuldt påklædt – dog stadig med morgenhår). Vi lagde ud med en god frokost hos Dalle Valle, og derefter fik vi købt lidt nyt tøj til knægten, for han vokser altså lidt rigeligt for tiden, og bruger nu størrelse 134 (!!!). Det er så til gengæld sådan en dum midt-i-mellem størrelse, hvor den hverken er fast i sortiment i småbørnsafdelingen eller storebørnsafdelingen (?) i H&M. Så der kan man bruge dejlig lang tid på at snuse rundt, for at finde noget der kan bruges.

Derefter gik vi i FONA, som så har 20% på alt i butikken, hvilket betød for Noah at hans store ønske om en ny iPad kunne gå i opfyldelse! Han har brugt det sidste år på at spare alt op han overhovedet kunne, fordi han så gerne ville have en ny, og procenterne idag gjorde, at han havde råd (minus et par hundrede som jeg dog godt lige kunne spæde til med).

Noah har altså:

1: Fået lov at pjække
2: Leget, slappet, spillet og hygget hele formiddagen – uden tøj på.
3: Fået frokost på Dalle Valle = nuggets, nuggets, nuggets, frikadeller og hvidt brød. (Ding, ding ding).
4: Fået en ny iPad, helt uventet.

Behøver jeg at sige, at han har et smil klistret fast i ansigtet?

PicMonkey Collage



kommentar

Er dit barn kræsent?

produce1 copy

For ikke ret lang tid siden, modtog jeg en mail fra en gruppe studerende, der er igang med et projekt om børns kræsenhed. Jeg havde inde på Maria Vestergaards blog, kommenteret på et indlæg, om hvorvidt børn kan være kræsne eller ej, og derfor valgte de at kontakte mig. Da jeg selv har en rigtig kræsen dreng, kan jeg godt blive lidt træt af folks tendens til at tro, at børn udelukkende bliver kræsne, fordi deres forældre ikke giver dem varieret mad. Så jeg sagde selvfølgelig JA da de spurgte mig, om de måtte stille mig nogle spørgsmål omkring kræsenhed.

1. Hvornår begyndte Noah at være kræsen?
Noah har altid været kræsen, lige fra dengang han begyndte at spise andet end mælk.

2. Hvordan tacklede I det omkring middagsbordet?
I starten troede vi det handlede om, at han jo skulle vænnes til rigtig mad, så der gjorde vi ikke meget andet end at supplere op med en flaske efter måltidet, men det blev aldrig rigtig bedre for ham at spise. Han kastede ofte maden op, og det var tydeligt at det “voksede” i munden på ham. Vi prøvede at blive ved at servere forskellig mad for ham, i håb om at det blev bedre, og det er det også blevet ganske langsomt med tiden – men selv idag får han opkast-fornemmelsen og må spytte maden ud. Det er meget tydeligt at han får det fysisk dårligt, når der er noget i munden han ikke kan lide. Vi holder stadig på at han skal smage maden, og det er han rigtig god til, men mange gange må han simpelthen spise noget andet end vi gør, for ellers får han ingen mad. Det der med at “så er der ikke andet hvis du ikke spiser det på tallerkenen” holder ikke rigtig, hvis det betyder at han så kan gå sulten i seng hver dag. Det er afprøvet, og det virker ikke. Maden smager ikke bedre for ham, og han spiser det til stadighed ikke, hvis der ikke er et andet alternativ.

3. Hvor kræsen var han på en skala fra 1-10, da han var yngre, og hvor kræsen er han i dag?
Hvis 1 er super kræsen, så scorede han helt klart 1 fra start. Der var intet han kunne lide, udover rugbrød som han stadig elsker den dag idag. Idag er han nok sneget sig op på en 3 stykker, og det bliver bedre og bedre, selvom det går rigtig langsomt.

4. Havde/har det nogen sociale konsekvenser for ham, at han var kræsen – evt. til børnefødselsdage eller lign.?
Jeg synes egentlig ikke jeg oplever en social konsekvens, for til de fleste arrangementer til børn, er udvalget af mad også meget børnevenligt, og så er der som regel noget han kan spise. I familien er især min mor rigtig sød til at grave lidt rundt i fryseren, hvor hun ofte har et eller andet han kan spise. Men jeg synes nu ikke vi kan forvente at der bliver tilbudt noget særligt til ham når vi er ude, så det er altså ikke sådan at vi ringer rundt og bestiller special-mad til ham. Hovedreglen er at man må spise hvad andre serverer når vi er ude. Undtagen hos mormor.

5. Har det haft sociale konsekvenser for dig som forælder at have et kræsent barn?
Både og. Det gør det da lidt vanskeligere som forælder at tage ud både til venner/familie, men også bare ud at spise. Han skal jo have mad, og det skal jo ikke være en kamp for ham at få det ned. Nu er han efterhånden ved at være dér hvor der oftest er et eller andet på bordet han kan spise, men at gå på restaurant er sjældent pengene værd. Jeg vil dog sige at langt hen ad vejen, er det ikke så stort et problem. Det er jo bare sådan det er, og sådan har det hele tiden været. Vi har nok vænnet os til det.

6. Droppede du dårlig-mor-samvittigheden helt fra begyndelsen, eller var der en særlig oplevelse, der fik dig til det?
Den dårlige samvittighed har da helt sikkert været der. Både fordi enhver forælder jo altid kan finde på et eller andet de kunne have gjort anderledes, men også fordi samfundet har en klar og tydelig holdning til hvad der er rigtigt – og hvad der er forkert. Men når jeg ser tilbage i tiden ved jeg også, at det altså bare er sådan Noah er indrettet, og jeg har simpelthen prøvet alt og gjort alt hvad jeg kunne, for at vække hans interesse for mad. Jeg synes bare at man på et tidspunkt er nødt til, for barnets skyld, at anerkende at man ikke er herre over alt, og at alverdens eksperter kommer til kort, når barnet bare ikke har den interesse for mad som mange andre har. Jeg tror måske det handler om, at mange har den opfattelse at man giver sine egne dårlige vaner videre, og at man derfor selv er skyld i barnets kræsenhed. Men vi spiser altså meget alsidig kost, og det er ikke kun det sunde som Noah ikke kan lide. Jeg er eksempelvis en sovs-og-kartofler-pige, men det gider Noah slet ikke. Det forholder sig altså ikke sådan at jeg selv er kræsen, og derfor kun har tilbudt ham toastbrød med nutella eller pasta og kødsovs. Og det er heller ikke sådan, at han lige fra start har fået sin vilje og har fået serveret noget andet mad.Det gør han ofte den dag idag, fordi vi ikke gider spise det samme hele tiden, men vi gider heller ikke se ham kæmpe for at få noget mad ned, som han bare slet ikke kan lide. Vi vænner ham til nye madvarer ganske langsomt. Og nu kan han lide brocolli og iceberg-salat. Det lyder måske som ingenting, men herhjemme er det en sejr, både for ham og for os.

7. Hvilke holdning har du mødt fra folk omkring Noahs kræsenhed?
Heldigvis har jeg mødt allermest forståelse. Jeg har da oplevet venner spørge ind til, hvorfor han sidder til bords med os og spiser noget andet end det jeg serverer for dem, men når jeg så forklarer det er der også fuld forståelse. Jeg tror nogengange jeg er min egen værste fjende til gengæld, for jeg tænker da ofte, når jeg laver Noahs madpakke, at den garanteret ikke er lige så god og sund som de andre børns, og at lærerne og pædagogerne sikkert tænker deres. Men hvad nytter det at give ham gulerødder og agurker med, når han ikke spiser det alligevel?
Det er da sket, at jeg har fået at vide at jeg under ingen omstændigheder skal servere alternativer for Noah, når han ikke vil spise det jeg laver. Det er ligesom prøvet, det virkede ikke, og det var ikke det værd at se min søn være ked af det og sulten.

Har du et kræsent barn, eller døjer du selv med at være kræsen, så har de studerende oprettet en gruppe på facebook, som du kan blive medlem af HER. Her sidder andre i samme situation. 



kommentar

Lidt om insulin, løbebånd og livet.

BLOG
Det gik ellers lige så godt, det der bloggeri. Men så var sommerferien slut (… og med det mener jeg tiden uden lektier) og tiden løber afsted, og det er svært at finde plads til at skrive en masse herinde, nu når der sker så meget spændende hele tiden.
Jeg er så glad for mit studie. Det er den rette hylde jeg er kommet på – selvom det allerede er både hårdt og angstprovokerende. Jeg har været i første klinik hos hjemmeplejen, og det var en rigtig positiv oplevelse. Her fik jeg lidt større kendskab til den basale sygepleje, og jeg fik da også lov at prøve at give insulin, at dosere medicin og til at lægge kompressionsforbindinger. Det hele var så akavet som det skulle være, men de ældre mennesker var så tålmodige og forstående. Og ja, så fik jeg jo en kittel på, og det gav et sug i maven.
Jeg er også begyndt at træne to gange om ugen, og jeg er overraskende nok virkelig blevet glad for det. Den havde jeg ikke lige set komme, men det er rigtig rart at få rørt sig. Jeg har da også tabt mig en smule – mest i centimeter rundt omkring (… Hvorfor forsvinder brysterne altid først, når nu der er langt mere mave?!), men jeg er ikke blevet til en helse-mor. Her spises stadig sovs med fløde, og mine weekender er hellige. Så det bliver ikke imorgen jeg vågner op og er slank. Og det er ok, så længe det stadig bare går den rigtige vej, stille og roligt.
Ellers går det bare stødt derudaf. Noah er ved at vænne sig til at gå i 1. klasse, men det er bare ikke nemt for sådan et lille menneske, at omstille sig i så stor en grad man skal, når man skifter fra børnehaveklasse til 1. klasse. Her er langt flere lærere, fag og krav, og langt mindre frihed, tryghed og leg. Det er ikke ligefrem sådan en opgradering man drømmer om i den alder (… eller nogensinde, egentlig), så lige nu er skolen sådan lidt bob-bob, og frikvarter er yndlingsfaget.
Om under en måned skal jeg til min første eksamen, hvilket er noget der giver fuldtidsskidepine. Hold nu op tiden går hurtigt, og jeg føler slet ikke jeg er klar. Men gør man så egentlig også nogensinde det?

En tand mindre at børste.

P6110026 P6110030
Så røg der endnu en tand her for et par uger siden. Begge fortænder har været temmelig løse ret længe, men lige pludselig, kunne Noah næsten hive den ene ud. Han gjorde det bare ikke, for han går lidt i panik over det. Men da jeg så hentede ham på fritten dagen efter, var den røget ud. Midt i en tur på løbehjul – og Noah var stolt.
Jeg siger iøvrigt tak til Storm fra fritten, som har bildt Noah ind at hvis han putter tanden i et glas vand, så vil tandfeen ligge en guldmønt i vandet, og noget slik ved siden af. Tak.



kommentar

Older posts