Puster stille og roligt ud igen.

Eksamen

Igår gik jeg fra skolen efter min sidste eksamen. De seneste uger har været noget med skidepine og søvnløshed. Men igår fik jeg klaret den sidste eksamen – bestod med et 7-tal, hvilket jeg er fuldt ud tilfreds med. Er normalt ellers lidt sådan en 12-tals-pige (som ikke altid får 12 – it ain’t pretty) så et 7-tal er normalt en decideret ydmygelse – og den kommer som regel med tårer!

Det sidste halve år har jeg så bare læst et par fag, som lå lidt uden for min comfort-zone. Samtidig har jeg arbejdet virkelig meget i vuggestuen, så overskuddet til sådan rigtig at sætte mig ind i fagene, har nok ikke været som dengang jeg kun havde skolen at fokusere på. Har fået 7 i begge mine eksamener nu her – og jeg er altså tilfreds med dem begge. Særligt den igår, som var sådan en eksamen, hvor man godt lidt ved at man er fucked på forhånd. Censor var sød. Gav mig nok mest 7 fordi den artikel der var vedhæftet som eksamensbilag, den var noget værre vrøvl. Han havde læst den to gange – og ikke fattet den. Min lærer (som havde opgivet den) havde heller ikke fanget de ting der stod i den. Men at læse (og skrive) er det jeg kan, så selvom jeg var på dybt vand, så fik jeg da brugt noget af det jeg er god til, på at hive mig lidt længere i land. Så det var fint.

Sommerferie

Så nu føler jeg altså jeg har sommerferie. At kunne slippe taget og bare være mig selv om aftenen – at slappe af og hygge mig, uden at skulle lave lektier, eller have dårlig samvittighed over ikke at lave lektier, det giver altså en følelse af frihed og ferie – selvom jeg stadig har omkring 30 timers vuggestue-tid hver uge. Det gør bare ikke noget. Det gør ikke noget at der er møder eller arrangementer med Noah og hans klasse. Det’ helt fint. For der er ikke flere lektier. Og om tre uger går jeg på rigtig sommerferie, hvilket jeg virkelig virkelig ser frem til. Det bliver pludselig lidt mere virkeligt når eksamen er overstået – før var eksamen mere eller mindre i vejen for mit sommerferie-udsyn. Det er det ikke mere – det næste der skal ske er altså ferie. Så dejligt.

… Og lejligheden?

Jo tak. Bor stadig i lille 2-værelses hygge-hule. Ingen udsigt til at det bliver lavet om lige foreløbig. Her var en sød dame forleden og kigge på den. Hun havde en 4-værelses i Vanløse som hun gerne ville bytte til noget mindre. Men min lejlighed var for lille. Vi kommer nok aldrig væk herfra. Hvilket godt kan være lidt deprimerende på en sommerdag som idag, hvor alkoholikeren inde ved siden af holder spansk aften med sig selv. Umenneskeligt høj musik, høje tilråb og maracas. Må vist lige tjekke op på reglementet herude. Kunne være der var tilladelse til vold mod naboer.



kommentar

Change of plans.

Som nogle vakse hoveder har set, var mit forrige indlæg ikke ligefrem super positivt. Hvilket så også var yderst svært at være, når nu det gik op for mig at min skoles mangelfulde informationer, faktisk gjorde at jeg ikke får min fulde HF til sommer, som det ellers var planen at jeg skulle ha’ haft. Det der med at glemme at informere om en deadline til tilmelding af hold, det er bare ikke super fedt gjort, og da jeg kontaktede dem, var der selvfølgelig ikke noget de kunne stille op. Så nu har jeg måtte ændre i mine fag, sådan at jeg kan søge ind på flere uddannelser alligevel, selvom jeg må gå den tunge gang som KVOTE2’er endnu et år. Det er faktisk rigtig frustrerende når der bliver lavet om i ens planer, uden man selv kan være herre over det!

Nå, men udover det har jeg sørget for at mine nye hold endnu engang bliver på fjernundervisning, og nu er min kontrakt i vuggeren så forlænget frem til april, sådan at jeg kan sniffe flere små babyhoveder og tjene nogle penge, alt i mens jeg hader min skole og frygter en sommer med endnu et koldt afslag. (Nu vil jeg jo sådan set gerne i gang med en uddannelse!) Men at kunne blive i vuggestuen fast i længere tid, det hjælper virkelig. For hold nu op jeg elsker de unger, og det er så dejligt at have noget at stå op til, udover afleveringer der skal laves.

Det hele er lidt presset lige nu. De sidste afleveringer er klaret, og der bliver ingen lektier før januar, men det betyder samtidig at alle eksaminerne bliver skudt igang. Og jeg har tre i vente. Så det kan godt ske, at her bliver stille i noget tid. Selvom jeg nu ikke rigtig kan bruge mine fag til noget (tak skole) så forventer jeg altid alverden af mig selv, og stresser over det hele selvom det er fag jeg ikke har problemer i.

I det mindste er der kun en uge til hele hulen er klistret ind i julepynt. Det er da skønt!



kommentar

Fødselsdagsbarn, skolebarn og så lige noget med et nyt arbejde.

Kl. var lidt i halv 7 i morges, og jeg vågner ved at der står en MEGET glad dreng, og smiler stort til mig.

“Nå, mor – hvor stor var jeg så lige!? Er du ikke bare stolt af mig?”

Idag er det Noahs 6 års fødselsdag – hvor blev tiden lige af!? Jeg synes da ikke det er særlig lang tid siden, at jeg lå på Sydvestjysk Sygehus og kiggede på det lille menneske, som jeg lige var blevet mor til. Hvor er der sket meget de sidste seks år. Og hvor kan jeg også mærke at jeg er vokset på mange måder. Jeg var jo kun 20 år da jeg fik Noah, så jeg blev ligesom kastet ud i at være voksen, hvilket til tider var lige lidt hårdere, end hvad jeg følte jeg kunne klare. Jeg blev voksen før tid, men det skal ikke skjules at jeg bestemt ikke var så VOKSEN som 20-årig, som jeg måske gik og bildte mig selv ind. 🙂 Jeg har kæmpet mig frem til hvor jeg er nu. Barsel på kontanthjælp, slavearbejde på en tankstation, og nu får jeg så den eksamen jeg aldrig fik dengang. Så der er jo sket ufatteligt meget, og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke forstår hvor tiden blev af. (Og så også bare fordi jeg er MOR. Vi forstår det simpelthen aldrig.)

Noah tog på fritidshjem med flødeboller i favnen, et bundt balloner og godt humør, og de stod klar med et TILLYKKE og med flag. Det er simpelthen så fantastisk et fritidshjem. Tænk at de, med så mange børn, husker Noahs fødselsdag! Det har jeg godt nok ikke oplevet før. Selvfølgelig er den da blevet fejret i børnehaven, men det har ikke været på samme måde. Det er bare dejligt. Og eftermiddagen gik med, at Noah slappede af imens jeg samlede en hulens masse LEGO. Er blevet helt ok til det efterhånden, men det ville vel også være underligt andet når man er drengemor. 🙂 Og når man har en søn der ikke har den fjerneste interesse i at samle det.

Ellers venter vi bare i spænding til i morgen hvor Noah skal starte i skole. Det er noget af en milepæl – og endnu end “hvor blev tiden af!?” situation. Jeg er så pavestolt og så glad. Og jeg ser vildt meget frem til, at min store dreng lærer at skrive og læse – måske han endda kan lære lidt matematik, så han kan hjælpe mig når jeg skal læse til januar (jeg er nok sådan ca. på samme niveau i hvert fald 😉 ) Jeg synes det er vildt fedt, at ha’ et barn der starter i skole. Reform eller ej 😉

Og så har jeg fået job! Og det gik godt nok ellers hurtigt. For fire dage siden brokkede jeg mig lidt på Facebook, over den lidt trælse studie-situation, og én af mine barndomsveninder kommenterede på det. Hun ville da lige høre lederen på sin arbejdsplads, om ikke der lige var en plads til mig. I går sendte jeg en mail til lederen, og i dag blev jeg ringet op. Af en meget sød kvinde (lød det til) som var meget glad for at ha’ hørt fra mig. Og i morgen skal jeg over og få styr på diverse papirer med hende. Og så er jeg officielt vikar i en vuggestue. 🙂 Jeg er SÅ glad! Aner ikke hvor mange timer jeg får – om det bliver fast eller tilkaldevikar, men bare det at få lov at komme lidt ud og lave noget (og så endda med små nuttede unger) gør mig totalt glad! Ekstra penge på kontoen er da helt klart også noget at se frem til. Det er bare så vildt. Det var vist egentlig ret ok, at jeg ikke kom ind på noget studie. For om et år har jeg (forhåbentlig) en studentereksamen, og kan søge ind igen – og så endda på en masse andet spændende end det jeg indtil videre har været begrænset til.

Jeg er glad!



kommentar

    Newer posts