Tværfagligt modul.

Ja overskriften er kedelig, men det er indholdet også.

Sommerferien er slut. Slut. Jeg er ved at komme mig over chokket, dog. Men skolen er igang, og min telefon bimler også lidt oftere, nu hvor dagligdagen også er igang igen på Rigshospitalet. Så jeg er banket tilbage til virkeligheden igen, hvor der er arbejde (hvilket i øvrigt er så skønt!), men også skole. Og forberedelser dertil. Og jeg har nået studiets lavpunkt, i hvert fald hvis man skal lytte til min mavefornemmelse, samt alle jeg kender der har været igennem det samme forløb.

Alle siger, at det er kedeligt, rodet, meningsløst og det værste modul på hele studiet. Velkommen til modul 5, Camilla. Nu er første uge gået, og så er der heldigvis kun 9 uger igen.

Det er et tværfagligt modul. Det vil jo altså sige, at jeg skal være sammen med andre professioner. Det er til gengæld meget spændende. Men hele modulet er bygget op omkring gruppearbejde. Og det munder ud i en gruppeeksamen. Altså. Mere hippie bliver det simpelthen bare ikke. Og jeg er mildest talt død uimponeret. Jeg er ikke fan af gruppearbejde. Slet ikke. Og det lader da også til, at de fleste i min klasse har det på samme måde. Men alle virker flinke og rare, og første uge er jeg også kommet igennem uden at få mordtanker på nogen som helst måde. Så det er på én eller anden måde vel nok ikke gået helt galt. Endnu.

Så. Hvis her er lidt stille herinde for tiden, er det bare fordi jeg sidder i et hjørne og skumler lidt. Og glæder mig til om 9 uger, hvor jeg er tilbage hvor græsset er grønnere – nemlig i min gamle klasse. Hvor temaet ikke er gruppearbejde og gruppeeksamen.

Gruppeeksamen.. Seriøst..

Skærmbillede 2016-09-04 kl. 10.48.13



kommentar

Jeg elsker nattevagter – men de giver mig tømmermænd.

Jep. De der weekendsnattevagter, som jeg indtil videre har været på, har været super hyggelige og lærerige. Men der er sgu noget underligt over det, når jeg møder fulde mennesker på vej til arbejde – og så også følges med dem hjem igen om morgenen. Det er så tydeligt at det er sådan en tømmermændsramt zombie-horde jeg følges med hjemad – mod de mere snaksagelige oppe-at-køre typer der sidder i bussen om aftenen.

Når jeg sidder i bussen på vej hjem, bliver jeg næsten selv ramt af tømmermænd. Den der overtræthed og snigende sult, når mit indre ur fortæller mig det er sengetid – mens resten af verden fortæller det er tid til at stå op. Det føles altså helt specielt. Det virker helt forkert at skulle hjem og sove (… også selvom tømmermændszombierne er på vej til det samme altså) på det tidspunkt hvor jeg normalt er vågen.

Men jeg elsker det. Jeg elsker de nattevagter – jeg elsker at have fået muligheden for at være på en så fantastisk afdeling. Så jeg accepterer mine arbejdstømmermænd, og glæder mig over hvor heldig jeg er!

nattevagt
ps: du kan følge mig på Snapchat også, hvis altså du skulle få lyst. Dér hedder jeg selvfølgelig også mullefilumsen.



kommentar

Må man tage sit arbejde med hjem?

Untitled1
Lige fra første dag på sygeplejestudiet, har der været snakket om det at tage sit arbejde med hjem. Hvor går grænsen, og hvor personligt må det blive når det kommer til relationen mellem patient og sygeplejerske. Jeg er jo stadig ny i faget, nærmest så ny som man kan blive, og derfor er jeg nok endnu ikke hærdet nok til, at jeg ikke vil opleve at tage arbejdet med hjem, når jeg forlader hospitalet. I virkeligheden tror jeg ikke at det nogensinde kan undgås, for i sygeplejefaget vil man altid møde mennesker, der vil røre én langt ind i sjælen. Men det der med at ”tage patienterne med hjem” er også en hårfin grænse, for gør man det hele tiden, vil det helt sikkert blive for hårdt psykisk at have med at gøre. Men hvis man aldrig lader sig blive rørt, tror jeg også noget af omsorgen går tabt.

Jeg har allerede mødt mennesker der har rørt mig, særligt en enkelt som jeg ved jeg vil have med mig i mit fremtidige virke. Nemlig min første patient, der gik bort. Et menneske jeg havde skabt en relation til gennem en længere periode – et menneske der lærte mig at kende og som jeg lærte at kende. Et menneske som havde været igennem et meget kedeligt og langt forløb, hvor også pårørende var meget kede af det. Jeg holdt hans hånd da han var døende, fugtede hans mund når den blev for tør, jeg vaskede ham og gav ham rent tøj på, hjalp ham til at ligge behageligt, fortalte ham at jeg var hos ham, og at han ikke var alene, når de pårørende ikke kunne være der. Det var så stærkt og så fint, så rørende, så trist. Så mange ting på én gang – men han ønskede fred og han fik det. Og jeg kunne mærke at lige dér, der gjorde jeg en forskel for et menneske. Og takken kom også fra de pårørende efterfølgende, som var så glade for at jeg havde været der når de ikke kunne, og at jeg havde gjort en indsats for at lære deres familiemedlem at kende. Større bliver det altså ikke. Men jeg har helt sikkert taget lige netop denne patient med hjem. Jeg har ikke grædt og været ked af det – for omstændighederne var sådan, at han jo gerne ville herfra, og det hjalp helt sikkert meget, at jeg havde det at forholde mig til. Men jeg har tænkt meget på ham – jeg gør det stadig. Og jeg synes faktisk det er okay. Jeg er dog helt sikker på, at når jeg første gang står ansigt til ansigt med et døende menneske der ønsker livet, så bliver det hårdt. Helt umenneskeligt. Og der må jeg indrømme at jeg ser frem til at være garvet nok til at kunne kapere det bedre. Stadig lade mig blive rørt, for ellers tror jeg nærmest man kan blive for kold.

En sygeplejerske fortalte mig at hun havde tilladt sig selv at tage 5 patienter med sig videre i livet. Mødte hun nye patienter der rørte hende særligt, måtte hun skifte ud i patienterne, men altid sørge for max at have 5 med sig. Det synes jeg er en fin tanke – at vi gerne må lade os røre og blive kede af det, men ikke med alle patienterne, for det kan vi slet ikke selv rumme som mennesker.



kommentar

Vil du være sygeplejerske?

Cartoon-Hospital-Icon-Vector
 

Kvote 2 ansøgningen er måske allerede sendt, eller også venter du på huen der trykker til sommer, med at sende ansøgningen afsted. Uanset hvad, så er der tosset lang tid til du får svar på, om du er kommet ind på dit studie eller ej. Men måske har du søgt ind, eller overvejer at gøre det, på sygeplejerskeuddannelsen, og jeg kan jo kun skrige af mine lungers fulde kraft: GØR DET!

Jeg har selv kun læst på Metropol siden september sidste år. Så jeg er stadig ny i folden, helt grøn og forvirret, men ikke desto mindre er jeg vild med den her uddannelse. Allerede nu har jeg oplevet så meget, lært en masse og stoltheden over netop dette fag, vokser hver dag.

Uddannelsen veksler meget mellem undervisning på skolen og praktikker ude på hospitalerne – eller i kommunerne. Det fungerer bare så godt. Du får lært en masse på skolen, som du først rigtig forstår når du kommer ud til patienterne og borgerne, og får prøvet det hele af i praksis.

Det er en hård uddannelse. Det der med at være blandt alvorligt syge mennesker, det vil være svært. Især når du som ny, ikke helt aner hvordan du skal takle det. Du vil hurtigt finde ud af at der skal jongleres med mange ting, og at det du har øvet dig skriftligt i på skolen, det gør sygeplejersken ude i praksis – oppe i sit hoved. (Sådan nogle sygeplejersker er ret seje, at I ved det).

Du vil møde nogle dedikerede lærere, som alle bare ønsker at du er ligeså dedikeret omkring faget som de er – det er SÅ tydeligt, at de virkelig gerne vil uddanne nogle dygtige sygeplejersker.

Når du er på skolen er dagene oftest korte, men forberedelsen (altså læsningen) kan være ret voldsom – lær at prioritere! Man kan ikke nå at læse det hele, men man kan skimte noget, og gå i dybden med noget andet. I de fleste uger har man en studiedag – og har man en uge uden studiedage, har man måske en anden uge med hele to af slagsen. Og en studiedag, det er det vi andre kalder for en fridag. Det var så måske dér man kunne hive bøgerne frem, men….

Praktikkerne er hårde! Nu er jeg selv ved at være færdig med min første lange 10-ugers praktik, så forhåbentlig vil den næste ikke være lige så tung at komme igennem, men jeg er. så. træt. Her er det nødvendigt at bruge den ugentlige studiedag på læsning, for ellers kan du simpelthen ikke følge med. Jeg lyver ikke når jeg siger, at 20:30 er over min sengetid. Det er SÅ fedt at være på afdelingen, at lære en masse, at møde patienterne på godt og ondt. Men hold nu fast, jeg slæber mig hjem, og holder kun lige hovedet oven vande indtil Noah er lagt i seng, madpakkerne er smurt og aftensmaden er spist. Jeg glæder mig derfor en smule til, at jeg skal tilbage på skolen i slutningen af april. De der korte skoledage efterfulgt af studiedage, det passer mig ret fint. (Ja man er vel studerende).

Men selvom jeg er træt, overvældende træt faktisk, så er det, det mest givende jeg nogensinde har foretaget mig. At kunne gøre en forskel for de mennesker der er syge, måske endda døende, det er fantastisk. Patienten der genkender dig, og har savnet dig mens du var væk – det giver den vildeste følelse inden i. Og det er noget af det, jeg personligt finder attraktivt ved den her uddannelse. For man kan gøre en forskel blot ved at være empatisk og vise omsorg. En gang i mellem er det faktisk det eneste der skal til.

Søg ind for satan – jeg giver en øllebajer i fredagsbaren. Just kidding. Der kommer aldrig nogen i den bar.



kommentar

10 ting der gør dig vanvittig når du læser til sygeplejerske

bloog32_6864891689473194282_n

  1. Normal håndvask. Du har lært hvor lidt det faktisk hjælper kun at vaske hænder, og du bruger hele dagen i klinikken på, at spritte hænderne af – derfor føles det som “halve håndvaske” i det sekund du træder ud i virkeligheden igen, og der ikke er desinfektion i alle rum. Du overvejer at købe desinfektion. Til alle rum.

  2. Kortklippede negle og ingen smykker eller ure. Det er heldigvis kun ca. halvdelen af uddannelsen hvor du skal smide dit bling, og fjerne din neglelak. Men det går op for dig, at du har dedikeret dig selv til et farveløst liv med en hvid kittel, korte negle og smykker i lommen (eller om halsen). Neglelak og lange negle hører fortiden til.

  3. Du kan ikke finde ud af det hele. Det er et svært fag hvor man skal kunne jonglere med en masse ting på én gang – og nogle af tingene er ikke nemme at lære. Du skal sluge din stolthed, når du ikke nailer det første gang. Og det er hårdt. Det skal nok komme – giv dig selv tid og lov til at lære!

  4. Trætheden efter en dag i klinikken. Du er helt skeløjet når du forlader matriklen, og er måske endda så træt at du nærmest ikke kan huske hvordan du kom hjem. Når klokken er 20.30, så er det alvorligt sent og det er langt over din sengetid.

  5. Du bliver hypokonder. Du har en masse gode bøger der fortæller hvordan det føles når noget er galt, og pludselig har du både cancer, dårligt hjerte, kalveknæ og meningitis. Det virker pludselig ikke så usandsynligt at du dør inden ugen er omme.

  6. Din omgangskreds synes din humor er skrumpet ind til noget nærmest ikke-eksisterende. Men det er sgu da sjovt at snakke om nedre hygiejne og latinske begreber for eksempelvis mellemkødet. Og tarmperistaltik er da humor på højt plan. Er det ikke?

  7. Lærer jeg det nogensinde? Du bliver dagligt bombarderet med informationer, nye indtryk og “første gange”, og de fleste dage går du hjem og synes egentlig det er for fedt, men du vil også opleve at få følelsen af, aldrig at kunne komme igennem det, fordi du ikke er god nok. Men det er du. Læs nr. 3.

  8. Er det virkelig det her jeg vil? Når du for 6. uge i streg bliver præsenteret for en ble der skal skiftes, eller et blodtryk der skal måles, er det helt naturligt at sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig er det du vil. Men husk at du skal lære det basale, før du kan lære det komplekse. Og du er faktisk ret priviligeret, at du får lov at fordybe dig, selvom arbejdsopgaverne måske ikke altid er hverken flatterende eller action-prægede. Du gør stadig en kæmpe forskel for det menneske du passer på.

  9. Tiden går alt for hurtigt – og det betyder at eksamenerne altid står for døren. Men ok, vi går også til eksamen hver 10. uge, så du når aldrig helt at falde ned og slappe af, inden du kastes for løverne igen. Det kan virke uoverskueligt, for det forventes selvfølgelig at du lærer en helt masse mellem eksamenerne. Men fat mod – det giver mening i sidste ende alligevel, selvom det er hårdt.

  10. Du er ikke ekspert når du får din nål. 3 1/2 år er ingenting når det kommer til sygeplejefaget. Du skal indstille dig på, at du har rigtig rigtig rigtig meget at lære, når du er færdiguddannet og skal ud at arbejde. Det hele starter først dér – vi øver os bare nu.



kommentar

Older posts