Tankeskrald og skrot #2

– Hvorfor er der altid så mange mennesker på McDonald’s og Jensens Bøfhus, når alle meget højlydt har behov for at konstatere et had til dem?

– Er blevet solskoldet i hovedbunden. Ligner én med skæl i lage.

– Sagde til Jon at jeg elsker ham. Hans svar? “Jeg elsker også dig. Men nu gider jeg altså ikke tale mere om det!”. Man skal bare aldrig prøve at føre en samtale med mænd der spiller PlayStation…

– Surpise-nøs lige ud over min telefon. Den er nu beklædt med halv skive toast.

– Noah har endelig lært at sige Justin Bieber – og ikke Justice Beaver. Men det andet var nu sjovere.

– Har endnu engang kastet mig over: “The best pregnancy announcements surprise compilation” på YouTube. It get’s me every time!

– Så lige en “Happy Mothers Day” til mødre med firbenede børn. Hold nu op! Du er ikke mor fordi du har en hund.

– Koldskål. Ja nu blev det lige til en dosmerseddel. Hader det ord.

– Hold kæft man tænker mange mærkelige ting, hva’?

– Gul er sgu en mærkelig farve.

– Noah er sikker på der bor en tyv i Grøndalsparken. Ja ham og hans klasse havde jo fundet et par håndjern derhenne.


IMG_2671

Det eneste tidspunkt hvor gul er acceptabelt.



kommentar

Ugens minder #4

Skærmbillede 2016-05-18 kl. 21.52.54 Skærmbillede 2016-05-22 kl. 08.59.22 Skærmbillede 2016-05-22 kl. 08.59.32 Skærmbillede 2016-05-22 kl. 13.26.54 Skærmbillede 2016-05-22 kl. 13.27.19
De sidste to minder, er faktisk fra idag. Hvor Facebook kunne fortælle mig, at det er 5 (FEM!!) år siden, jeg første gang kyssede Jon. Sødt er det. 



kommentar

Øhm, tak. Den tager vi lige i plenum, ikke?

Først og fremmest tusind tak for jeres søde kommentarer til mit indlæg. Det var virkelig fint og rart, og der var virkelig mange der klikkede sig ind og læste det. Tak. Det er altid lidt et sats, sådan at krænge noget af det inderste ud på den måde, for det er jo ikke lige den slags bloggen her har mest af, men ud fra kommentarer og antal besøgende på bloggen, vil jeg konkludere at jeg nok godt kunne skrue lidt op for det.

Nogle gange, når man gerne vil beskrive sine allerinderste følelser, ja så kan man komme til at træde andre over tæerne. Og det har aldrig været min hensigt med bloggen. At jeg sommetider har haft lyst til at skrige (meget højt og meget længe) er noget andet. Min omgangskreds og min familie har ikke valgt at jeg har en blog – det har jeg. Og så må jeg finde en balancegang hvor jeg altså (så vidt det er muligt) undgår at træde på andre. Det er nok derfor jeg ikke skriver i gerningsøjeblikket – imens jeg befinder mig i orkanens øje. For jeg tror ikke der ville komme særlig meget godt ud af, at jeg udgav indlæg i vrede. Nu er jeg ikke vred – jeg er videre. Det er en del af min historie, og derfor kan jeg mærke, at nu hvor jeg har fået den på afstand, så gør den ikke så ondt at skrive længere.
Samtidig har jeg faktisk engang haft en lukket blog, til ligesom at skrive ting som ”fuck dig din store fede pikkelort” og ”buhu stakkels mig”. Det viste sig ikke at være ret forløsende. Så jeg slettede den igen. Det der med at svine andre, og være vred på den dårlige måde. Det klæder ingen. Heller ikke på en blog.

Men i hvert fald, tak tak tak! Det er rigtig dejligt at de indlæg der er lidt sværere at udgive, bliver taget så fantastisk godt imod. Og der dukkede så endda nogle stykker op med historier der minder om min. Sejt, at I også er ude på den anden side – på det grønnere græs. High-five og kæmpe like til jer!

IMG_3011



kommentar