Hov, bloggen blev 5 år.

Så gik tiden lige, hva’?! 5 år (og seks dage, fordi jeg ikke lige var opmærksom på mit jubilæum) siden jeg skriblede det første ned. Dengang på blogspot, og dengang med et sæt bryster der nok ikke var ligeså lange, men stadig lidt. Dengang Jon var ny i hulen, og dengang Noah sagde ting som: “Skovbanan“, “Klunkedunk” (Dunderklumpen), “Skinke-daaaaaaskning“, og hvor han konstant så “Dinosaur King” i fjernsynet, eller ringede tilfældige gamle damer op når jeg sov, og råbte: “Jamen det er jo mig Noah!!” ind i røret. Dengang gik han også under navnet “Ullerberg“. Meget er sket siden.

Her er hvad jeg skrev:


“Kender I det hvor man bare lige tænker “Hey! Jeg skal da ha’ en blog og være total fancy-pancy-moderne”? Og når den blog så er oprettet, så aner man ikke hvad man skal skrive om, hvem der skal læse det og hvad formålet egentlig er.

Så til en start kan jeg jo fortælle at jeg endnu ikke er klar over hvad den her blog kommer til at indeholde, om jeg kommer til at skrive meget eller om den bliver så fancy-pancy-moderne som jeg drømmer om.

Mit navn er Camilla. Jeg er 23 år gammel og bor i København med min dejlige søn Noah på 3 år. Jeg arbejder indenfor detailhandlen og betragter mig selv som en rigtig skrankeluder. Og det er ment mere positivt end det umiddelbart lyder.

Jeg har en sød kæreste – Jon – som man måske kan gætte ud fra mit lidt folkeskole-agtige billede. Han er sgu da egentlig en ret okay gadget.

Men det var lige lidt om mig. Jeg aner stadig ikke hvad bloggen kommer til at handle om. Men det finder jeg vel ud af!”


Det er egentlig ikke fordi jeg nogensinde fandt ud af, hvad bloggen helt skulle handle om. Hold kæft jeg har skrevet meget vrøvl gennem tiden, og når jeg læser gamle indlæg igennem (inklusiv ovenstående), så krummer jeg alligevel lidt tæer. Fortids-Camilla var bare lidt en anden. Dengang herskede der også et større kaos, både inden i, men også i omgivelserne. Det var ikke altid nemt, at være fortids-Camilla, og selvom vi egentlig havde det godt, Ullerberg og jeg, så er det ikke rigtigt en tid jeg savner. At jeg for et år siden, endelig, kunne pille “enlig-mor”-mærkatet ud af min eksistens, har været det bedste nogensinde. Heldigvis har Jon sørget for, at jeg ikke følte mig enlig længe før det.

Detailhandlen (ja let’s be honest: tankstationen) er for længst et overstået kapitel, men det er Jon heldigvis ikke. Jeg er snart halvvejs i sygeplejerskestudiet, og jeg arbejder på verdens ultimativt bedste afdeling på Rigshospitalet. Og Noah har vist ikke sagt Klunkedunk siden dengang. Men en Skovbanan, det er han stadig. Og en Ullerberg. Nu bor vi sammen, alle tre, i en lille lejlighed i Vanløse, og livet har aldrig været bedre.

Fem år. Det er alligevel længe den lille blog har levet. Og tusindvis af oplevelser, tanker og følelser siden.

Tak fordi du læser med.

 

picmonkey-collage-4



kommentar

Købte en kjole som jeg ikke ved om er den grimmeste – eller den smukkeste jeg har set.

blog
Åh sådan en blomstret sag, hva’? Jeg kan simpelthen ikke finde ud af om den er virkelig smuk – eller bare sådan ynkeligt nuttet. Men uanset hvad, så har jeg købt en petticoat til (et underskørt, bare sagt på en pænere måde), så den bliver rigtig fluffy. Forskellen ses ovenover. Første billede – ingen petticoat. Andet billede – petticoat. Det er jo sådan en 50’er-agtig kjole, og jeg synes faktisk at den sidder pænt. Og da der er seriøs bryllups-marathon i vennekredsen, så er det jo vigtigt med en pæn kjole (LÆS: flere pæne kjoler). Og den her overvejer jeg at bruge. For uanset om den måske i virkeligheden er den grimmeste kjole jeg har set – eller ej. Så er jeg altså faldet pladask for det corny mønster, alt den tyl der skal indenunder, og 50’er-stilen som jeg bare altid har været en sucker for. Og så kan den faktisk sidde pænt selvom man (jeg) ikke vejer 50 kilo. Den er bare totalt uden for min comfortzone. Altså den er lyserød. Med blomster. Jeg bliver simpelthen dagligt i tvivl om, hvorvidt den er pæn eller ej. Men det er nok mere bare fordi resten af min garderobe er mere sort end den er spraglet.

blog 3
blog1
Hvis du også er lidt fan af 50’er-stilen, så vil jeg anbefale dig at besøge Christabellas, enten på deres hjemmeside, eller i deres fysiske butik på Godthåbsvej/Frederiksberg. Og ja don’t mind my face på de billeder. Det er kjolen vi skal kigge på. Har iøvrigt også købt denne sag:

P6080018



kommentar

Tankeskrald og skrot #3

– Er jeg den eneste der elsker at trykke bumser ud?

– Er man først voksen når man spiser al slags ost? Og pølse?

– Der var lige en hel klasse der troede jeg var en lærer. Skal seriøst lægge Fjällräven fra mig.

– Hold kæft hvor smager Starbucks vanillelatte rædselsfuldt. Værste 34kroner spenderet nogensinde. På en mandag. Nej, bare nogensinde.

– Når man har et barn der ikke drikker sodavand (Nej slap af, jeg er ikke spelt. Han kan ikke lide det.) så opdager man hurtigt hvor hjælpeløse tjenere på restauranter er. For så er der kun mælk eller æblemost i spædbarnsportioner der kan tilbydes. Det er åbenbart sådan i branchen, at babyer kan få mælk og juice, men rigtige børn skal have cola.

– Af en eller anden årsag ender jeg altid med at høre noget Pyrus-relateret når jeg cykler.

– Eller Nissebanden. Ja eller Nossebanden som min telefon foreslog.

– Nej. Bananpandekager, skyr og bær kan ikke gå for en dessert. Det er en stor, fed, kaloriefattig løgn.


IMG_3113



… Men pænt er det da, til trods for det ikke er farvekoordineret her på billedet. Ja undskyld, det var ikke mit bedste insta-moment.



kommentar

“Bare vent – det bliver meget værre endnu. Og dit næste barn bliver en psykopat”. Tanker om forældre.

Kender I de der kommentarer? I det sekund man bare overvejer at sige, at man synes det er “hårdt for tiden“, så er der altid en eller anden snotskovl hærdet forælder, der kan berolige med ordene: “Det bliver kun værre. Små børn = små problemer, store børn = store problemer!” Eller nybagte forældre der har fået en nem baby, ja de skal heller ikke slippe for dumsmarte bemærkninger. Har et vennepar med den sødeste lille datter, som de selv betegner som en nem baby. De havde fået smidt: “Så får jeres næste barn nok kolik” i hovedet. Hvorfor? Hvorfor kan vi ikke anerkende andre mennesker for at synes noget er hårdt, og hvorfor kan vi ikke unde de forældre der har fået et nemt barn, at nyde det, og ikke mindst at sige det højt?

Det er som om alle andre forældre helst skal jordes lidt, for de skal sgu ikke tro de ved noget, har ret i noget eller skal nyde noget, for hvis ikke det er fordi den næste unge bliver et lille kolik-monster, så skal det nuværende barn nok udvikle raseri-psykoser inden det er fyldt tre. Jamen godt så. Men det er vel intet problem når selvsamme forælder bagefter højlydt kan proklamere, at det jo alligevel bliver mere rædselsfuldt senere hen. Så er der heldigvis masser af tid at slappe af i, ikke?

Det er en evig konkurrence forældre imellem. “Jeg tror nok lige jeg har det hårdere end dig, for min baby græder fire timer – ikke kun to!” eller: “Så skulle du prøve at have en teenager – de trækker tænder ud!”.  Skulle vi ikke måske bare lige slå fast, at andre mennesker kan have det hårdt, også selvom vi selv vurderer, at det vi selv gennemgår er det rene Titanic i en tornado af ild og død, mod de andres kæntrede joller i lavvande? Og helt ærligt ikke? Så tror jeg nok at de fleste forældre godt kan huske baby-tiden hvis de sådan lige tænker lidt nærmere over det. Jeg glæder mig (… som de fleste af jer nok efterhånden har opsnappet) til at få en baby igen, men jeg må da også indrømme, at jeg flere gang har tænkt: “Orker du det seriøst igen, din klovn!?” For gu var det hårdt! Uanset om jeg så synes det også er hårdt med en 7-årig, så var det altså også hårdt den gang. Men på en anden måde. Og det bliver helt sikkert også hårdt når Noah bliver teenager, men det gør ikke denne alder mindre hård, besværlig eller irriterende, hvilket den sommetider er.

Vi vil altid synes at “nu og her” er hårdest, når det kommer til børn, for det er NU vi står i det, og så kan vi ikke tage os af dengang hvor vi brugte timer på at putte, havde søvnløse nætter, en baby der havde ondt for tænder, rød røv og skidepine. For det var dengang og vi er for længst videre. Men prøv lige at tænk tilbage engang, eller hvis du var den heldige indehaver af perfekt nem baby, så prøv at anerkend, at andre kan have det hårdt, også selvom du står med nogle helt andre problematikker, som du lige nu selv synes er værre.

Nu skal vi holde op med at være sådan nogle bedrevidende, arrogante fjolser, der kommer med spydige bemærkninger. Vi ved ikke bedre, vi har det ikke hårdere end de andre. Vi er forskellige, og det er okay at sige når noget er hårdt – men det er ikke okay at kommentere på det, på en tarvelig måde (… ligesom referencen: “du har det med garanti ikke hårdere end børnene i Afrika” kan give mig lyst til, at karatehugge dig lige i ansigtet. For nej, så er der jo ingen af os der har det hårdt).

326481_10150322864016832_366640981_o
338867_10150315183986832_220393350_o
397933_10150495246801832_1510259866_n



kommentar

Older posts