En hjemmefødselsberetning. Del 2.

untitledOmkring klokken 06:00.

Jordemoderen er ankommet. Hun mærker hvor langt jeg er. 3cm åben, blød og med udslettet livmoderhals. Hun finder et lavement frem, som jeg får lov til at give mig selv, og jeg får derefter fred til at klare det alene. Jeg sætter stopuret i gang, og venter bare på, at der er gået fem minutter, som man mindst skal vente, inden jeg rejser mig og går på toilettet. Den sidste ve jeg har, inden jeg rejser mig, siger mig så også at hvis jeg ikke går ud og tømmer mig – ja bogstaveligt talt – så vil det ske spontant midt i sengen under næste ve. Der er godt nok afdækning på, men alligevel.

picmonkey-collage-6Jeg får toiletbesøget overstået, tager et hurtigt bad (så hurtigt som man nu kan, når det varme vand får veerne til at føles som knivstik) og går ind i sengen igen.

Jon lægger sig nu hos mig i sengen, og minder mig om at trække vejret ind ad næsen og puste ud, når jeg lige synes det giver mest mening at sige av, eller klynke lidt, fordi det i grunden også er lidt synd for mig. Jordemoderen taler noget om, at jeg skal byde veerne velkomne og gøre plads til, at baby kan komme ud. På det tidspunkt tænker jeg egentlig mest, at han sgu da nok skal komme ud, om så jeg ligger i NATO-stilling og er iført kyskhedsbælte, men jeg lytter alligevel til hende, og det giver så god mening når hun hjælper mig med at ligge ordentligt. Jeg mærker for hver eneste ve, hvordan han stille og roligt bevæger sig mod udgangen. Og jeg har virkelig tænkt meget over siden, hvor vigtigt det er at lytte til sin jordemoder. Også selvom man allerhelst vil skrige i stedet for at trække vejret, eller ligge helt krøllet sammen, fremfor at – ja – give plads til, at baby kan komme ud. Psykisk sker der også noget helt andet, når jeg arbejder med min krop i stedet for at modarbejde den.

Den næste halvanden times tid går med at have veer – da det jo er sådan fødsler er indrettet – og jeg kan tydeligt mærke at de bider hårdere, og kommer med mindre og mindre mellemrum. Jeg når ind i mellem kun lige at glædes over en afsluttet ve, før min mave giver tegn til én mere. Jon er fantastisk. Ligger hos mig og holder om mig, og hjælper mig med vejrtrækningen. En enkelt gang spørger han vist om han må gå på toilettet, eller måske var det ned for at ryge, men ellers er han der bare, og det er så beroligende. Ham, og så en rolig jordemoder der ser til mig, og min mor der forsigtigt kommer ind og aer mig, fordi det er lidt svært at se sin lille pige have ondt, og så svigermor der står og tripper i døråbningen ind til soveværelset. Noah kigger også ind til mig, og lærer efterhånden hurtigt, at kram og nus skal være når jeg ikke har en ve. Jeg får al den fred, og al den omsorg jeg har brug for, som alle der er til stede giver på hver deres måde.

 Klokken 7:30.

Der er vagtskifte og min jordemoder sætter sig hos mig, og siger at hendes kollega nu er kommet for at tage over. Jeg fortæller at jeg har lyst til at presse med. Hun siger så, at det er den nye jordemoder der tjekker mig indvendigt, fordi hun alligevel skal gøre det når hun møder ind, og det derfor ikke helt giver mening, at hun også tjekker mig (og det er så fint – for det er ikke videre behageligt). Mine veer er meget voldsomme, og jeg skal gøre alt hvad der står i min magt for ikke at presse med. Jeg får en varmepude på lænden, og Jon nusser mig imens der bliver pakket en hel masse grej ud af jordemødrene. Samuels hjertelyd bliver tjekket jævnligt, hvilket jeg synes er ekstremt ubehageligt. Det med, at noget rører min mave når jeg har en ve, det synes jeg kun gør ondt værre. Men det skal jo ligesom gøres, og lyden af hans fine lille hjerte, er da heller ikke det værste at lytte med på. Den nye jordemoder introducerer sig (tror jeg – ærligt kan jeg ikke huske ret meget lige herfra), og vil derefter tjekke mig indvendigt.

Klokken 7:50.

9 cm udvidet, og kun med en blød kant.
Jeg får grønt lys til at følge min krop og presse med, og herfra tager kroppen totalt over. Det der med pressetrang – altså undskyld mig, men det burde hedde pressetvang. Hold da helt kæft hvor skal jeg da lige love for, at det er den vildeste følelse – nogensinde! Jeg kan mærke at der skyller en hel masse fostervand ud når jeg presser, og at Samuels hoved for hver ve, kommer længere og længere ud. Jordemoderen siger noget med, at det jeg mærker bare er fostervand, og at jeg måske også tisser lidt (ærligt, så tror jeg sgu der kommer noget ud af alle huller, men hvad fanden – så er man ligesom tømt godt ud, og det er der jo folk der betaler for at få onduleret).
Den første jordemoder, som egentlig har fri, vælger at blive. Min svigermor har senere fortalt, at hendes begrundelse var, at hun var nødt til at blive – fordi: ”det her er en drømmefødsel”.
Så jeg har nu to søde, rolige og virkelig behagelige jordemødre, som kun er der for mig. Noget der virkelig gør, at jeg er kæmpe fortaler for at føde hjemme i øvrigt. Al tid i verden til den fødende. Det er sådan det bør og skal være.
Jeg får besked på, at hvis jeg vil have min bluse af inden han kommer ud, ja så er det nu. De spørger om jeg vil have min BH af også, men der får jeg mumlet noget med, at den skal jeg nok tage af bagefter, og at der nok skal blive åbnet for madkasserne når han er kommet ud. Jordemødrene smiler lidt af det, og kalder mig overskudsagtig. Men det føler jeg sgu også at jeg er, trods alt. Og det er blandt andet på grund af dem, og den stemning de er med til at skabe.

Jeg skal nu presse igen, og nu er hovedet nok halvvejs ude (sådan føles det i hvert fald), så jeg får besked på at gispe. Jeg vil sige, at følelsen af at have et hoved mellem benene (ja, ikke sådan!) det er vanvittigt! Det svier som ind i helvede, og ”Ring of fire” er vist en rimelig dækkende betegnelse. Men de søde jordemødre, og verdens bedste mand, som stadig ligger hos mig, guider mig og støtter mig, og kort efter er hovedet født. Jeg får besked på at presse lidt mere, også selvom veen skulle være slut.

Klokken 8:12.

Jeg presser endnu engang, og ud kommer lille fine Samuel, smurt ind i fosterfedt fra top til tå. I øjenkrogen har jeg bemærket, hvordan min mor, min svigermor og selv Noah har stået på sidelinjen, helt stille og bare set deres nye barnebarn og den nye lillebror komme til verden. Jeg kigger på Jon, og vi giver hinanden et kys. Den ene jordemoder siger: ”Ej nu bliver jeg også helt rørt”, for alle i rummet græder af glæde over synet af den lille fedtede fyr, der nu ligger helt krøllet sammen hos mig, og putter. Han er så fuld af fosterfedt, at han glider rundt, og jeg synes det er svært at holde ham på maven. Det hjælper da han har ligget lidt.

picmonkey-collage-7 Det var en helt fantastisk stemning at opleve. Så meget kærlighed og ro. En fantastisk velkomst til den lille dreng, der kun skriger ganske kort, og derefter er helt rolig. Den ene jordemoder siger, at man slet ikke kan se i mit ansigt, at jeg har født. Men jeg føler mig også frisk, og ovenpå.

Vi nyder alle sammen lille Samuel, og jordemødrene spørger om vi har tjekket at det nu også rent faktisk er en Samuel der er kommet ud. Det har slet ikke strejfet nogen af os lige at tjekke op på hvad der er mellem benene. Og altså – jeg er ikke et sekund i tvivl, for han har vist sig fint frem på scanninger, men vi løfter håndklædet alligevel, bare for en sikkerheds skyld. Og der er stadig en tissemand.

Klokken 8:30.

Navlesnoren får lov at pulsere færdigt imens han ligger hos mig, og da Jon ikke har et stort behov for at klippe den over, får min mor æren. Jeg kan ikke huske om det var lige før, eller lige efter den blev klippet, at jeg spontant føder moderkagen uden problemer. Her kommer en lille blødning, som Noah får fortalt jordemoderen at han godt kan tåle at se, fordi han har set mange actionfilm. Derefter forlader alle, undtagen jordemoder, Jon og jeg (ja og Samuel) rummet, da jeg skal syes en lille smule. Imens jeg bliver syet, får Jon lov at sidde med Samuel, og det er kærlighed ved første blik. Samuel, krøllet godt sammen og med tommeltotten i munden, på sin fars bare mave, i vores seng, i vores soveværelse. Det kunne ikke være bedre. Og Jon har ikke været meget for at dele ham lige siden (selvom han dog taber lidt på det grundlag, at han ikke har et sæt madkasser som jeg har).

picmonkey-collage-9Imens jeg bliver ordnet, er vores mødre gået efter morgenbrød, og da de er tilbage, kommer de ind med en fin bakke med mad til os, som jeg havde glædet mig til at spise. Dog er al appetit forsvundet. Det eneste jeg kan fokusere på, er vores lille krøllede dreng.

Jordemoderen beordrer mig til at drikke noget med sukker inden jeg rejser mig fra sengen. Jeg har intet drukket, udover en halv kop kaffe, og jeg har kastet op et par gange. Så jeg får serveret et stort glas appelsinsodavand, som jeg drikker på sengekanten. Samuel måles og vejes, inden han igen pakkes ind, og kommer over til mig.

picmonkey-image-4Jordemoderen dokumenterer fødslens forløb, sikrer sig at jeg har det godt, inden hun smutter videre. Min mor, min svigermor og Noah får på skift lov at holde Samuel.

picmonkey-collage-8

Lidt efter lidt bryder selskabet op, og tilbage er kun Jon, Noah, Samuel og jeg. Og jeg tror aldrig mit hjerte har kunne rumme så meget kærlighed, som det gør nu. Til mine tre dejlige drenge.

Skulle det nogensinde blive aktuelt, så vil jeg til enhver tid føde hjemme igen. Det har været den smukkeste oplevelse, og det var uden tvivl en drømmefødsel. Jeg har altid brækket mig lidt over konceptet: ”smertefri fødsel” (for seriøst, hold nu forpulet kæft!), og det er da heller ikke fordi jeg på nogen som helst mulig måde husker denne oplevelse som smertefri – men (!) smerterne fylder uendeligt lidt, og gjorde det også i situationen. Og jeg er helt sikker på, at de rolige omgivelser var med til, at det blev sådan. Jeg var selv langt mere til stede, end jeg havde troet var muligt.

img_2943

Læs del 1 her.

Hvis du vil læse min fødselsberetning fra da jeg fik Noah, kan du finde den her.



kommentar

En hjemmefødselsberetning. Del 1.

Den 24/8-2017, 38+0 kom Samuel til verden. 52 centimeter lang, og med en flot kampvægt på 3440 gram. Jeg har valgt at dele beretningen op i to dele – ikke fordi jeg tænker at udsætte spændingen. For jeg har jo ligesom afsløret hvad beretningen ender med. Men mere for, at den ikke bliver alt for lang.

untitledpicmonkey-collage-3

Jeg havde længe gået med en fornemmelse af, at han ikke ville blive et september-barn. Jeg kan faktisk huske, hvordan det allerede føltes forkert med september, helt tilbage fra da jeg tissede på en pind, og de fine streger dukkede op. Det skubbede jeg dog hurtigt fra mig, da alle undersøgelser og scanninger viste en sund og rask dreng, der skulle melde sin ankomst omkring den 7/9.

Hen imod de sidste par uger af graviditeten, oplevede jeg dog en krop der langsomt blev træt, tung og besværet. Ikke sådan at det er underligt, for man er jo tung, og deraf træt og besværet. Men på den der måde hvor jeg slet ikke kunne se hvordan det skulle kunne fortsætte helt frem til termin. Alt i min krop var ømt, og jeg kunne næsten ikke gå på trapper mere (… og så er det fanme sjovt at bo på 2.sal skal jeg hilse at sige). Hver nat vågnede jeg når jeg skulle vende mig, fordi jeg var så øm. Og der var bare noget i mig der sagde, at så længe skulle det da ikke kunne fortsætte. Og i dagene op til Samuels fødselsdag, ændredes ømhed til smerter, og de natlige tisseture blev erstattet af en konstant følelse af at skulle tisse i døgnets 24 timer, selv i sekundet jeg rejste mig fra toilettet kunne jeg sætte mig ned og dryppe af igen. Min træthed blev til slut til ekstrem udmattethed, og jeg kunne græde ved tanken om at skulle forlade lejligheden. Her havde jeg dog et mindre rengøringsflip, hvor jeg i ugerne op til fødslen fik rengjort stort set alt. Det var kun de sidste dage inden fødslen, at al rengøring blev sat på hold, fordi jeg simpelthen kunne sove hele tiden.
Og jeg blev ved med at have følelsen af, at Samuel ville komme før tid. Både fordi kroppen begyndte at sige fra – men også fordi både min mor og min veninde, som begge skulle med til fødslen, tog på sommerferie på skift inden for min termin, og derfor ville jeg selvfølgelig føde inden terminsdatoen. Det giver jo sig selv, at når man ikke må føde – så gør man det!


Jeg fik ret.

picmonkey-collage-2
Den 23/8 klokken 6:45.

Vækkeuret ringer. Vi skal op og sende Noah i skole, og det er tid til jordemoderkonsultation nr. 3 i graviditeten. Jeg går på toilettet for at dryppe af (seriøst når man tisser hele tiden, så er der kun dryp, selvom det føles som om man skal pisse en sø.), og da jeg tørrer mig er slimproppen gået. Og for dem der ikke har stiftet bekendtskab med sådan en fætter – glæd jer over det. Den er herreklam. Slimproppen i sig selv, er ikke nødvendigvis et tegn på at man føder med det samme. Der kan godt gå uger, og der er vist også noget med, at den kan gendannes. Men dengang med Noah, der fødte jeg altså tre dage efter. Og det, sammenholdt med følelsen af at der snart vil ske noget, giver mig et sug i maven. Et kæmpe et. Og jeg tror panikken breder sig i både Jon og jeg. Vi ser nemlig gerne, at Samuel bliver i maven, bare sådan lige et par uger mere. Og jeg føler ikke at jeg afslører for meget når jeg siger, at det gjorde han ikke.
Vi tager til jordemoder, får konstateret at han ligger fast med hovedet, godt dybt i bækkenet. Alt ser fint ud. Så vi tager på Fisketorvet for at finde små kurve til puslebordet, da vi vil gøre puslepladsen fin og færdig i den kommende uge. Vi finder ingen kurve, og jeg er træt og øm, så vi tager hjem igen.
Hen ad aftenen, kommer der igen noget slimprop, og jeg har tiltagende plukveer. Plukveer har jeg døjet meget med, så jeg ligger ikke så meget i dem. Men jeg ender dog med at tage tid på dem alligevel, da Jon er faldet i søvn. De kommer rimelig regelmæssigt i løbet af de to timer, men jeg synes ikke det var markant anderledes end alle andre dage, hvor der også efterhånden kom mange. Så jeg lukker øjnene omkring klokken 01:30, den 24/8.

Klokken 02:40.

Jeg slår øjnene op, og i samme sekund tændes der en vandhane i mit underliv. Sådan føles det, da vandet pludselig går i en skylle. Hvordan det ikke når at rende ud i sengen, det fatter jeg ikke. Jeg løber ud på badeværelset (så meget man nu kan løbe, når man er ”lidt tyk” og går som en ”Brian”), og får sat mig på toilettet. Mine underbukser er fuldstændig smaskede ind i fostervand, og hele min krop ryster – nok lidt i chok. Jeg tager et bind på, og sætter mig ind i sengen, for lige at læse om jeg egentlig skal kontakte den vagthavende jordemoder ved vandafgang, eller om jeg skal afvente veer. Og splask – endnu en skylle, og både bind og underbukser er sølet ind. Igen. Jeg smækker derfor et håndklæde mellem benene, og ringer derefter til jordemoderen, som beder mig ringe igen når jeg får veer. Jeg havde haft et par småveer fra jeg slog øjnene op, men i ren autopilot fik jeg lagt på uden at nævne det for jordemoderen. Jeg kan huske, at jeg faktisk havde en ve da vi sagde farvel og lagde på.

Min første indskydelse herefter, er at så skal Noah jo ikke i skole. Han skal jo være med under fødslen. Jeg logger derfor på forældreintra, og giver besked om, at han tager sig en forlænget weekend med lillebror, som er på vej.

picmonkey-collage-5

Jeg vækker Jon og fortæller at vandet er gået, og siger at jeg vil ringe til vores mødre som begge skal være her, men at han gerne må sove videre, for det er jo ikke til at sige hvor hurtigt det vil gå, og jeg vil jo få brug for ham når det begynder at være hårdt. Jeg ringer til vores mødre (som lyder meget friske i telefonen begge to – men de har nok hurtigt gættet hvorfor jeg ringer), og de gør sig klar til at komme ud til os.

Klokken 03:27.

Jeg ringer igen til vagthavende jordemoder. Fortæller at der er veer, og at jeg ringer når jeg synes der er behov for, at der kommer en jordemoder hjem til mig.

Jeg kan mærke, at veerne hurtigt tager til, og der er mellem 3-5 minutter imellem. Dog er de milde, og jeg kan tale når jeg har dem. Alligevel beslutter jeg at hive Jon ud af sengen, for jeg er pludselig ret sikker på, at jeg snart får brug for ham. Noah er også vågnet nu, da han har hørt mig tale i telefon med jordemoderen. Han er helt i ekstase over, at det er lillebrors fødselsdag, og sender mig en sms inde fra sit værelse: ”ooooooommmmmmmgggggggg jeg er helt glad”. Han kigger ofte ind til mig, for lige at give et kram, og sige at han glæder sig så meget.

img_2954 Imens jeg venter på min mor og svigermor, får jeg lavet kaffe, sat hår, fixet min makeup og rettet min neglelak. Ikke at det nogensinde har været et mål for mig, at ligne én der skulle castes til ”Glamour” under fødslen, men jeg kan ikke rigtig finde ro, og der hjælper det altså at dulle mig lidt op. På den anden side, makeup eller ej – jeg render stadig rundt med et vådt håndklæde i mine mormortrusser, så det er vist ikke fordi det er af forfængelighed jeg gør mig i stand. Det skib er ligesom sejlet. For længst.

Jon er gået ned for at ryge en smøg og vågne. Og nok også lige for at trække vejret ekstra dybt, og lade det synke ind at fødslen er på trapperne.

img_2955

Min mor ankommer først, og jeg tager imod hende i opgangen, iført førnævnte mormortrusser med vådt håndklæde, og et hvidt lagen viklet om mig. Håret sidder godt, i øvrigt. Jeg tager nu tid på veerne sådan lidt mere kontinuerligt, da de kommer ret tæt på hinanden, og hurtigt bliver stærkere. Jeg kan stadig tale igennem dem, men jeg kan dog også mærke, at hver ve bliver stærkere end den foregående. Kort efter min mor er ankommet, kommer min svigermor, og her kræver veerne, at jeg lige går ind i mig selv og lukker omverdenen ude. Jeg bliver sendt i bad, og imens jeg er det, gør Jon og vores mødre sengen klar med afdækning og gamle håndklæder og lagener. I badet intensiveres veerne yderligere, og det hjælper ikke et sekund at jeg står under det varme vand. Det virker ikke lindrende på mig, så jeg gør mig færdig så hurtigt jeg kan, og ligger mig ind i sengen, hvor jeg stadig tager tid på veerne. Imens kan jeg høre, at Jon er gået lidt i gang med at rydde op. Han går blandt andet på loftet med nogle spisestole vi har haft brugt, da vi havde gæster til min og Noahs fødselsdag. Jeg undrer mig egentlig kort over, hvorfor de stole dog lige skal på loftet nu. Men tænker så også, at det måske er meget fint, at han så er beskæftiget med det. Der dukker jævnligt et ansigt op i døren til soveværelset. En mor, en svigermor, en mand og en søn, der lige ser til mig. Imens bringer hver enkelt ve mig et skridt tættere på, at møde det lille menneske der bor i min mave.

picmonkey-collage-4
Klokken 05:28.

Jeg ringer til den vagthavende jordemoder. Der må gerne komme en jordemoder ud til mig nu. Veerne er regelmæssige og har hele tiden været det. De fleste varer nu omkring et minut, og flere af dem bider til. Det er i hvert fald nemt for mig at mærke, at det er på tide at få en jordemoder på banen. Jeg fornemmer at de andre er lettede over, at jeg har ringet. Mest fordi de alle flere gange har spurgt, om jeg nu har styr på hvornår der skal ringes. Det ville selvfølgelig også have været lidt kedeligt, hvis jeg ikke nåede det.

img_2546

Læs del 2 her.



kommentar

Any day now!

img_2571
Nu kan lillebror faktisk melde sin ankomst hvornår det skulle være. Ikke at jeg føler han er lige på trapperne, men det kan jo gå i gang fra det ene øjeblik til det andet. Jeg har det egentlig fint med tanken om, at han lige bliver i maven frem til termin om knap 2 uger, men jeg ser helst ikke at jeg går alt for meget over. Og det er egentlig ikke af ren og skær utålmodighed, men fordi jo længere jeg går over, jo mere kommer jeg i fare for at miste min hjemmefødsel. Og det kan jeg faktisk godt mærke spøger lidt, selvom jeg nu egentlig sagtens kan forestille mig en god og rar fødsel på et hospital (… har jo ligesom prøvet det før). Det ville bare være så ærgerligt, ikke engang at få lov at prøve hjemme først.

Min krop er så træt og så øm, og jeg kan godt mærke, at dagene er lange efterhånden. Enten vågner jeg op, bare for at falde i søvn igen – eller også vågner jeg op og har ekstremt stort behov for at gøre rent. Så bliver det jo ligesom gjort kan man sige. Havde samme rengøringsflip dengang jeg ventede Noah. Da blev vi så bare overraskede med en kæmpe vandskade i vores lejlighed, så det hele var totalt spild. Det sørgede kloakvand i alle rum lidt for. Og Noahs første uger foregik på hospitalet og i overboernes lejlighed imens de var på ferie. Jeg håber lidt at denne omgang rengøringsvanvid i det mindste betyder, at her er pænt og rart når lillebror vil ud. Han er jo nok ligeglad, men jeg forestiller mig at jeg selv vil være ret glad for, at her ikke er alt for støvet og beskidt lige når jeg har født.

Men altså, jeg har det jo i grunden godt. Den sidste måneds graviditet er jo bare lidt en tør bitch, og jeg isolerer mig mere og mere, og tankerne omkring fødslen fylder efterhånden en del. Mentalt og fysisk begynder jeg at indstille mig på, at skide den kummefryser inden længe. Jeg glæder mig helt vildt. Og er også sådan lidt: “Hvorfor helvede gør du det her igen din idiot!?” Ikke bare det der med at føde (… for av!), men også det dér med at få et barn mere. Det er heldigt at de er så søde. Jon og jeg er begge enige om, at lillebror vildt gerne lige må vente med at melde sin ankomst. Bare lige lidt. Men mon ikke jeg rammer muren af utålmodighed inden længe. Så sjovt er det sgu heller ikke at skulle løfte maven hver gang jeg vender mig i sengen, eller tørre mig bagi med vådservietter. For ikke at tale om, hvor dyrt mit forbrug af Balancid efterhånden er. Og at lillebror headbanger min blære hver gang jeg skal tisse, så de få dråber det som regel drejer sig om, nærmest sprutter ned i kummen, og jeg får et kæmpe chok. Jeg kaster også næsten op når jeg skal have bukser på, for jeg kan fanme ikke nå ned til fødderne, og mine fødder kan ikke nå op til mine arme. Ja de kan ikke engang rigtig mødes på midten mere. Og så er mine plukveer begyndt at kræve tungt åndedræt og små udråb som: “fuck”, “puha” og “ej nej nej”.



kommentar

9 år.

20728128_10155424826121832_6400902887841174794_n
Idag er det her fjollehoved 9 år. Det er ret vildt, hvis du spørger mig. For 9 år siden, i skrivende stund, var jeg 20 minutter fra at få lov at presse, og 27 minutter senere, kom min lille krøllede Ullerberg til verden. 9 år. Det er vanvittigt at tænke på.

Dagen er blevet brugt med familien – boller og lagkage  – og til slut en tur på McD med gode venner. På alle mulige måder en dejlig dag, selvom Noah efter flere timers: “Hvornår kommer de?” lukkede sig inde på værelset. Delvist overvældet over mange mennesker samlet på et sted, og så også videre med dagen, for gaverne var jo pakket ud og spændingen dermed udløst.

Jon var på arbejde, så jeg stod selv for at gøre klar til hele gildet, og det var noget hårdere end det plejer at være, det må jeg jo være ærlig at tilstå. Jeg måtte da også lige trække vejret dybt et par gange, når Noah kom dansende ind til mig, fødselsdags-glad og fuld af sommerfugle, for det var sgu lidt svært at rumme så meget hyperaktivitet, når jeg bare selv var tyk og besværet. Det skulle selvfølgelig ikke gå ud over ham, og jeg tror det lykkedes at maskere meget godt, hvor lidt jeg kunne overskue det. Og heldigvis er min familie og mine venner søde til at passe godt på mig, så jeg lavede ikke det store, efter de trådte ind ad døren. Min veninde som er jordemoder var der, og hun mærkede på maven og skønnede lillebrors størrelse, fordi jeg ikke har fået ham skønnet rigtigt i snart to måneder. Omkring 2800gram fik hun det til. En lille spirrevip der ligger med hovedet godt begravet nede ved min blære. Det var virkelig dejligt, at hun lige gad mærke efter, for selvom jeg ikke har det store behov for jordemoderkonsultationer, så synes jeg nu nok alligevel at der er lidt rigeligt langt imellem dem, her 2. gang. En gang imellem er det jo meget rart, sådan lige at høre en fagperson sige, at alt ser fint ud. Selvom der ikke er noget der indikerer andet.

Nu er Noah lagt ind i seng, og jeg tror også at jeg selv hopper i putkassen. Det har været en lang dag – og imorgen skal der også bages, til når Noah skal have kage med i skolen på mandag. Og så tror jeg altså heller ikke, at jeg gider bage mere lige foreløbig. Udover lillebror, som jeg gerne bager færdigt.



kommentar

Lige om snart!

gravid
Jeg er ved at nå til vejs ende i graviditeten, og det kan altså godt mærkes. Jeg er i 37.uge, og som det ses på nyeste billede ovenover, ja så er jeg heller ikke helt lille mere. Men med en vægtøgning på 4,5 kilo siden første lægebesøg, ja så skal jeg ikke klage. Det er heller ikke fordi jeg kan brokke mig over graviditeten. Ok, det var måske ikke helt fair play, at jeg skulle have kvalme og kaste op i 25 uger (eller at kvalmen skulle vende tilbage nu), men de småproblemer jeg nu engang render rundt og har, ja de er nok ret forventelige, når man går og er højgravid.

Men jeg kan sige det sådan, at der er gået seriøs sport i at få armene til at nå underlivet efter toiletbesøg. Jeg ved fanme ikke hvorfor, men mine arme er blevet kortere, og jeg har eksperimenteret både med skovskiderstilling og vådservietter. Bliver helt forpustet af at skrive om det, og jeg kan blive helt grædefærdig når jeg skal på toilet, for det tager bare for evigt. Ja det er måske ikke det mest charmerende emne, men det er også en del af det, og sådan er det. Til gengæld har jeg også fået nogle gigantiske bumser, så den evige ungdom, nu hvor kroppen er fyldt 100 år i løbet af de seneste par måneder, ja den opretholdes på den måde.

Jeg lever stadig af Balancid. Min halsbrand er ikke blevet mildere den seneste tid, ligesom jeg nu vågner hver gang jeg skal vende mig i sengen. Både for at hjælpe maven med over på den anden side, og så fordi jeg får ondt i hoften jeg ligger på. Det var det med den 100-årige krop. Som også sjattisser, altså ikke i bukserne, men jeg skal simpelthen hele tiden tisse. Uden at skulle af med andet end et par dråber. Det er herligt. Især om natten. Så kan jeg lige få de ømme hofter igang, og vralte ud og vride blæren.

Men – med det sagt, så er det jo fantastisk altså. Lige om lidt, så kommer vores lille dreng til verden. Og vi er efterhånden totalt klar, sådan med inventar og tøj. Psykisk kan jeg godt mærke, at han egentlig gerne må blive derinde. Altså bare lige et par uger i hvert fald. Men det skulle han jo så også helst uanset hvad.
Det er bare ret syret at tænke på, at om lidt er jeg mor til to. Så har jeg fanme et barn mere jeg kan ødelægge. Hvem gav mig lige det ansvar? Og imorgen, så fylder Noah 9 år. 9 ÅR! Det er helt vanvittigt.



kommentar

Older posts