6 måneder.

Ja, så blev her pludselig stille. Typisk mig, men altså hvis du er på Instagram, så følg mig dér (HER). Der opdaterer jeg stort set dagligt. Det er så meget nemmere med et billede og få ord, end at skulle her ind forfatte et helt indlæg, når alle dage ligner hinanden.

Det går godt – helt vildt godt. Samuel er nem endnu – altså godt nok soves der mindre i dagtimerne, og han kræver da noget mere, nu hvor han ikke længere går under betegnelsen “kødtamagotchi”. Men det er jo forventeligt, og stadig rigtig dejligt. Til gengæld sover han gerne fra 19-06, endda de fleste nætter uden at vågne. Så jeg tier bare stille. Han giver mig også lov til at gå i bad, og spise. Og drikke kaffe.

Han begyndte at få grød og mos nytårsaften, og har sværget til det lige siden. Nu øver vi rugbrødshapsere, og det er straks værre.

Mere interessant har jeg ikke at fortælle. Sådan seriøst. Vi nyder det bare, og jeg inhalerer barslen, som jeg synes løber fra mig. Selvom jeg glæder mig til at få aktiveret andre centre end min hjerne, og til at drikke rødvin og være Camilla, så nyder jeg simpelthen bare min barsel så meget. Det er en tid der aldrig kommer igen. Det gør både uddannelse, arbejde og rødvin trods alt – uanset hvad. Så jeg er hende der taler babysprog 90% af tiden, hører børnesange og ikke rigtig ved hvordan resten af verden egentlig lige går og har det. Der er noget med en storkonflikt og en dum politiker der siger ting med at “give og tage”, og jeg ville gerne forholde mig til det, for det er sgu relevant for mig, og jeg er egentlig også sur og provokeret. Og jeg kan sige en hel masse om det, selvom jeg kun ved det halve af hvad der foregår. Men Samuel har lige lært at sutte på sin storetå, og så har han fundet sin tissemand. Og det er bare dér jeg holder mit fokus.

img_8146



kommentar

Imorgen for et år siden.

Imorgen er det et år siden jeg skrev dette indlæg. Og det er faktisk også et år siden, at de svageste og nærmest usynlige streger begyndte at vise sig på de mange pinde jeg fik tisset på i løbet af den aften (…ja, bare den ene aften!).

Noah var skidesyg. Juleaften. Og selvom det som oftest så vil være lige netop dét den juleaften så også huskes for, så husker jeg den udelukkende for den følelse jeg sad med i maven. Stregerne på tissepindene var så svage, at jeg egentlig allermest hældte til, at det bare var mig der allerede var blevet skingrende skør i det her baby-projekt, og nok bare så streger overalt. Men jeg syntes der var (u)synlige streger på samtlige pinde jeg tissede på, så håbet voksede i maven. Havde jeg nu ikke været gravid, ja så havde jeg sgu nok glemt alt om de måske-streger nu, og udelukkende husket netop den aften for, at Noah var syg og vi sad i Vanløse med et visnet træ og minus på julestemnings-kontoen. Men jeg var gravid. Og jeg har også et billede af én af de første (JA, jeg tissede virkelig på alle pinde – både den aften og frem til nytår) positive pinde, med flæskestegen i baggrunden.

img_0484

Og nej, der er bestemt ikke meget at se på den tissepind. Men noget var der, selvom kameraet ikke fangede det. Mine øjne gjorde, trods jeg bruger briller. Når jeg kigger på billedet nu, så fatter jeg ikke at jeg kunne se noget som helst. Men det kunne jeg. Jeg sagde intet til Jon, eller til nogen andre for den sags skyld. Og 1. juledag om morgenen syntes jeg da egentlig heller ikke jeg kunne se nogen streg på tissepinden alligevel, så jeg tog gladeligt hjem til morgenmads-hygge hos mine forældre, med en lidt mindre syg Noah, og drak et par gajolshots. For så senere at tisse på en pind  (Ja jeg ved det godt – jeg er ikke ligefrem typen der “slapper af i det” når jeg laver børn) der ok tydeligt viste to streger.

img_0545

Imorgen er det altså et år siden at Noah var skidesyg. Og også et år siden, at jeg tænkte der muligvis var nogen i maven, for så at give op på den tanke dagen efter – drikke et par gajolshots – og indse at jeg sgu havde ret i den første mavefornemmelse, og at usynlige streger også kan være synlige.

I år er alle friske – og den lille Gajolbaby fylder 4 måneder, og er faldet perfekt ind i familien. Imorgen er Samuels første juleaften, men allerede for et år siden, var han med.

Glædelig jul.

pc160059 img_6317



kommentar

3 måneder gammel.

Jeg synes tiden går alt alt for hurtigt. Lige så meget som jeg elsker at se Samuel lære nye ting, og vokse sig stor og stærk, lige så svært er det, at tiden forsvinder inden jeg når at se mig om.

Men nu er han blevet tre måneder. Det betyder, at han er blevet vaccineret første gang – og av mit hjerte i øvrigt. Jeg kan godt huske, at det ikke var sjovt dengang med Noah, og jeg mener også at den første vaccination blev givet, imens Noah sad hos sin far, og jeg bed negle et par meter væk. Men føj altså! Selvom det jo er det rigtige at gøre, så er det ikke en rar følelse inden i, når ens lille tykke baby stikker i et hyl fordi der bliver påført smerte, omend den jo er nødvendig. Det tror jeg de fleste forældre vil give mig ret i. Han klarede det ellers flot. Flottere end mig, der ellers efter første stik fik ros af sygeplejersken for at tage det pænt. Efter det sidste stik, tror jeg faktisk jeg havde flere tårer i øjnene, end Samuel, selvom han heller ikke var helt tilfreds. Men altså, det gode ved de helt små babyer, er jo at det hurtigt er glemt igen. Så sygeplejersken fik store smil da vi gik. Også fra mig. Samuel klarer det stadig godt efter vaccinen. Ingen feber, dog lidt mere pyller. Så han har hængt lidt ekstra på mig de sidste par dage.

skaermbillede-2017-11-26-kl-07-35-11
Ellers har vi haft et forløb hos kiropraktoren henover de seneste par uger. Og det har været fantastisk (… og dyrt). Samuel gik fra at ligge helt fladt på maven, og nægte at løfte hovedet, til at kunne løfte hovedet super flot, på bare et par uger. Det skete lidt fra den ene dag til den anden. Han var låst i både nakke, ryg og bækken. Så der var noget at arbejde med, og vi går stadig til kiropraktor én gang om ugen. Hvis man overvejer det, men lige mangler den sidste tro på at det virker, så vil jeg bare sige at det er helt vildt så god effekt Samuel har haft af det! De første behandlinger gjorde ikke den store forskel – synligt for os i hvert fald, men efter 3. behandling skete der SÅ meget. Så jeg kan kun anbefale kiropraktoren, og Jon og jeg har faktisk aftalt at den fremtidige lillesøster (som helt sikkert også bliver en dejlig lillebror), skal forbi kiropraktoren til tjek, lige så snart hun (… han) er født. Samuels baghoved var også meget skævt, men det er langsomt ved at blive rettet, både ved hjælp af behandlingen, og de “lektier” vi har fået med hjem af kiropraktoren. Ej, men det er bare så godt. Alle pengene værd!

pb250194

Han er stadig bare verdens gladeste og nemmeste baby, og det er sjovt som han viser mere og mere personlighed. Han snakker ekstremt meget – det siger både sundhedsplejersken, og sygeplejersken der stak ham (STAK HAM, onde dame!!!!). De var begge ret vilde med, hvor meget han har at fortælle. Men han snakker altså også hele tiden. Og der kommer nye lyde nærmest hver dag.

Han elsker Bamse (fra Bamse & Kylling), nok mest på grund af den flotte farve han har. Han går helt banjo når han skal skiftes, fordi Bamse hænger oven over ham. Det er noget af et cirkus hvis det er en lorteble vi skal skifte, men han er bare så glad for det stykke legetøj, så vi må tage de roterende lemmer under bleskift med.

Igår kom det første rigtige grin. Han lå ved sit legetøj, og spiste Kyllings ben, og et hjørne af sin dyne, så jeg kiggede på ham og sagde: “Duuuuuu’ en fjollerøøøøv'”. Og det var bare mega sjovt. Ja jeg tænker da også du skraldgriner, ikke? Det kunne jeg så gentage et par hundrede gange, og han grinte hver gang. Det går lige i hjertet. Og jeg fik det på video!

skaermbillede-2017-11-26-kl-07-43-47

Noah er stadig helt tosset med sin lillebror. Det er virkelig dejligt, at selvom han pludselig ikke er enebarn herhjemme, at han så bare nyder at skulle dele opmærksomheden. Altså, jeg er da sikker på at han godt kan være lidt træt af, at vi ikke altid lige kan være der med det samme han har brug for noget, men han elsker Samuel så meget, og taler jævnligt om hvor fantastisk det er at vi har fået ham. Og Samuel er også meget glad for sin søde storebror. Der gives store smil og spjæt når storebror dukker op i synsfeltet. De skal nok få meget sjov og ballade ud af hinanden, engang i fremtiden.

img_5871

Han sover stadig igennem, hvilket er fuldstændig vildt. Det er kun hvis han sover hos mig, at han vågner og vil have mad, og så udover det skal have sutten en 8-900 gange. Vi vækker nok bare hinanden hele tiden, for ingen af os sover særlig godt sammen (desværre, for nøj det er hyggeligt). Han får lov at falde i søvn hos mig i vores seng hver aften, og når han så sover, rykker jeg ham over i vuggen hvor han sover videre. Jeg er godt nok oppe og give sut ind i mellem, men det er intet i forhold til hvis han ligger hos mig. Så vi kan ikke klage over søvnmangel herhjemme. Han sover 14-17 timer i døgnet. Det eneste der kan være lidt svært ift. hans dejlige nattesøvn, er jo så at al maden skal indtages i dagtimerne, så det bliver ikke hver 3. time han sådan konsekvent spiser, og vi kan derfor ikke helt regne med hvornår han er sulten igen efter seneste måltid. Det er blevet til et par skrigture og et par kampsvedende forældre, hvis vi har været ovre efter Noah, og Samuel så er blevet sulten kort tid efter han har spist. Løsningen må nok være at vi må have en flaske med altid. Bare sådan for en sikkerheds skyld.

Og så slutter jeg lige af med et billede af hans fødder. Fordi, helt ærligt de er nuttede (og sure, men det kan jeg godt se igennem fingrene med).

pb250222



kommentar

2 måneder gammel.

Ja så er Samuel fyldt to måneder, altså sådan for en uge siden-agtigt (min ammehjerne – selvom jeg ikke ammer – aner ikke hvad dag det er, og hvad år vi er i), så jeg tænkte at det var tid til en status:

  • Han er stadig en nem baby. Faktisk på den måde, hvor jeg nærmest skammer mig, hvis jeg i et kort øjeblik lige synes, at det hele er lidt hårdt. Det er det virkelig ikke, nemlig.
  • Han sover stadig igennem, sådan de fleste nætter. I seng ved 21-22 tiden – sover til mellem 5-7. Sådan ser de fleste dage ud. Men han har dog også haft dage, hvor han har været VÅGEN i en time til halvanden. Ikke fordi han ville skiftes eller var sulten. Men bare fordi han lige tænkte, at vi trængte til at tale lidt sammen. Og altså, det er fanme svært ikke at smile, når man vågner ved at hele liften rumsterer, og der stikker arme og ben ud, imens man kan høre de der glade babylyde, hvor man bare ved, at der bliver hygget godt.
  • Han vejede 5780gram i fredags. Der er også ved at være gode og dejlige folder. 58,5 centimeter lang, og han er i størrelse 62, hvilket han har været i et par uger i hvert fald.
  • Han er begyndt at få øjenbryn. De ser lyse ud, lige umiddelbart, men hans hår er også begyndt at blive lidt lysere, end det var da han blev født. I noget lys får det faktisk et rødt skær. Ganske lidt godt nok, men det kunne jo være han blev lidt rødhåret. Jon er ikke begejstret, men det er jeg. Virkelig. Jeg ELSKER rødt hår. Men altså, indtil videre er det nu stadig brunt, og det er i virkeligheden nok bare lyset, og lidt ønsketænkning fra min side.
  • Det med at ligge på maven går faktisk fremad. Virkelig langsomt, og hovedet gider han helst heller ikke løfte. Men han falder ikke i søvn længere, og kan ligge på maven i længere tid ad gangen. Hovedet løftes måske ganske lidt, men ellers møffer han sgu hellere hele kroppen rundt, for at få udsyn til det han ønsker.
  • Vi har aftalt med sundhedsplejersken, at vi lige smutter forbi en kiropraktor. Han er nemlig også noget skæv-hovedet efterhånden, og dét sammen med hans modvilje mod at løfte hovedet, kunne godt tyde på at han er låst et sted. Vi prøver.
  • Til gengæld får man nemt kæmpe bussemænd ud af hans næse, hvilket de fleste mødre godt ved kan være noget af en udfordring. Jeg skal bare vende ham om på maven, og så skal han nok snotte næsen så godt rundt i hvad end han nu ligger på, og når jeg så fjerner ham, sidder bussemændene dér. Ja noget godt er der jo ved, at han ligger så fladt.
  • Han smiler, pludrer og snakker helt vildt. Især til hvide vægge, undersiden af min (hvide) IKEA-hylde, og den gennemsigtige afdækning vi har tilovers efter fødslen. Så det dér med at babyer godt kan lide farver og kontraster. Ikke ham her – eller også er det en form for medlidenhed med kedelige ting. Én ting er sikkert – der bliver smilet meget mere til den hvide væg, end til mig.

 

img_4763



kommentar

At være mor til to.

Jeg tror de fleste mødre med et barn, vil give mig ret i at det kan være rigtig svært at forestille sig, hvordan det er når det eksisterende barn pludselig skal dele sin mor og far med en ny baby. Den dér dårlige mor-samvittighed ved altid hvilke knapper den skal trykke på, og jeg tror ikke jeg har oplevet én eneste kommende mor til to, der ikke har været bekymret for, om den store nu vil få nok opmærksomhed – og om man overhovedet kan elske barn nummer to lige så meget.

Det med at elske det næste barn lige så meget, det var jeg egentlig aldrig et sekund i tvivl om, at jeg nok skulle kunne (hvilket så også gav mig dårlig samvittighed – for jeg har aldrig mødt andre der har haft det sådan). Men det med at give Noah den samme opmærksomhed, det fyldte ekstremt meget i mig under graviditeten – og gør det stadig. Han har trods alt været enebarn i ni år, og er så stor og kan så mange ting selv, at hans behov hurtigt ville kunne drukne i: “han kan jo godt selv“. Han skal selvfølgelig vænne sig til at dele med lillebror, men han skal jo ikke glemmes fordi han er så stor og så selvhjulpen. Men virkeligheden er også bare, at nej – han får ikke samme opmærksomhed, for nu er der altså to børn. Til gengæld vokser Samuel jo også op som lillebror, så han får heller ikke den opmærksomhed som Noah har fået i ni år. Eller jo, på nuværende tidspunkt får han jo en helvedes masse opmærksomhed, men han er jo også en baby, og der skal de basale behov jo helst opfyldes 10 minutter før han selv opdager, at der er noget han mangler. Men ellers så skal han jo også dele sin mor og far.

Men udover det, så er det altså en kæmpe gave at have to børn (og helt sikkert også flere – jeg vender lige tilbage når jeg engang ved det med sikkerhed). Nu ved jeg jo ikke hvordan det er at få børn tæt på hinanden, men jeg nyder virkelig min store dreng og min lille baby. De har allerede noget helt særligt sammen, og Noah elsker at passe på sin lillebror. Det betyder, at hvis jeg er alene med drengene, ja jeg så kan jeg stadig lave mad eller vaske tøj, for Noah sidder gerne og snakker med Samuel imens. Og selvom aldersforskellen er stor, så kan jeg se at de to har en helt særlig dynamik sammen – noget vi voksne ikke kan blande os i. Hvis Samuel kan høre Noah, så er det meget tydeligt at han leder efter ham. Hele hovedet kører rundt, og de smil storebror får, dem får jeg bestemt ikke. Så indtil videre er det ingen sag, at være alene med drengene, for Noah nyder at hjælpe – og Samuel er ikke en besværlig klient at arbejde med heller.

Det er selvfølgelig også svært ind i mellem, at skulle være der for dem begge. Lige nu har Noah efterårsferie og er hjemme med Samuel og jeg, og jeg kan da godt mærke forskel. Lige så snart Samuel sover, så skal jeg jo være noget for Noah, og det efterlader meget lidt tid til at være mig. Så når Jon kommer hjem, er jeg virkelig træt. Dog har jeg jo to fantastiske drenge. Noah der oftest gerne klarer det praktiske selv, og Samuel der indtil videre er verdens nemmeste baby. Jeg har det ikke hårdt – det ved jeg! Men træt, det bliver jeg nu stadig.

Jeg tror i øvrigt, at det har givet Noah noget helt særligt, at han var med til fødslen. Det var jo et stort ønske for ham, og det tænker jeg også har været med til, at danne et særligt bånd hos dem.

Mine to drenge, som jeg elsker lige højt. På hver sin måde, men med en lige så stor og ubeskrivelig kærlighed.

img_4223

pa160021

 



kommentar

Older posts