“Hvor er du sej at du træner når du er tyk”

Det er der (heldigvis) ikke mange der har sagt til mig. Det vil jeg gerne lige understrege. Men, for der er et men, det sker at jeg støder på den slags kommentarer henvendt til enten mig, andre, eller bare sådan ment ”in general”, og selvom det er vel ment, så synes jeg faktisk det er lidt latterligt. (… Og så fik du lige kaldt mig tyk dér, tak i øvrigt for det. Jeg beder jo tit folk om lige at sige det højt, bare så vi lige kan tale lidt om det, uden jeg selv har valgt det.)

Jeg er tyk. Fordi jeg spiser for meget sovs og løber for lidt. Det er i virkeligheden verdens nemmeste regnestykke, selv for en matematik-spasser som jeg. 3 sovs + 1 træning = tyk. Sådan cirka. Jeg træner 1 gang om ugen, i perioder mere, men jeg er ikke sej når jeg træner – fordi jeg er tyk. Og grundlæggende er der jo noget galt, når man er en sej overvægtig, fordi man går i fitness, eller løber en tur rundt om Damhussøen. Fordi det burde være så skide ligetil! SELVFØLGELIG (!!!!) skal man kunne gå uden for en dør for at bevæge sig, selvom man er tyk, og tykke mennesker behøver faktisk ikke være dovne fordi de er tykke (henviser til regnestykket ovenover samt billedet nedenfor. For meget sovs ødelægger ret meget for den slanke figur). Vi er faktisk bare mennesker, der så fylder lidt mere i landskabet, men bevares. Og selvfølgelig skal overvægtige gå i fitness, uden at skulle høre hverken det ene eller det andet for det. Altså hvis ikke vi kan gå i fitness, hvor skal vi så lige gå hen, ikke?! Men ok, det er ved at blive en dating-mekka oppe i de træningscentre, så jeg kan da godt se vi optager lidt unødvendig plads. Undskyld så.

Det er sådan lidt dobbeltkonfektagtigt, for ligeså mange der hepper på tykke motionister, ligeså mange er også gode til at pege fingre, fordi man jo selvfølgelig også er lidt klam når man er tyk og træner. Det giver jo helt sig selv. Hvad bilder man sig også ind at stå dér, foran andre og være tyk og ulækker? Ja for de kommentarer findes desværre også (heldigvis har jeg aldrig oplevet det foran mit ansigt, for det havde da resulteret i noget karatehug og et slag. I ansigtet. Med en stol). Og der findes også masser af billeder af tykke mennesker i fitness, som deles flittigt i medierne, så vi lige kan grine af, at de er tykke – og i fitness. For det er da sjovt haha, hva’?

Jeg er ikke sej fordi jeg træner selvom jeg er tyk. Jeg er sej fordi jeg træner! Ligesom alle andre, der gør det – også selvom de måske ikke synes det er lige så interessant som så meget andet de kunne lave. Og så er jeg faktisk heller ikke ulækker, eller én man skal grine af fordi jeg måske ikke løber så langt og elegant som mange andre. Jeg løber. Jeg forbrænder. Det er sejt. Men ikke fordi jeg er tyk – bare fordi jeg egentlig hellere ville lave et eller andet mere spændende. Det er, i min optik, generelt sejt når man får gjort noget man egentlig ikke gider. Om så det er træning, studieforberedelse eller noget helt tredje.

Hvorfor er det sejt at tykke mennesker træner? Fordi de går imod strømmen af fingerpeg og fordømmelse, eller fordi de bevæger sig i stedet for bare at sidde derhjemme, og være tykke med deres sovs? Man kan sgu godt af og til føle sig som en helt særlig race, for der er sgu intet heppekor til de normalvægtige i Fitness World (.. I siger bare til venner, jeg er så klar!), men der bliver heller ikke delt billeder af normalvægtige i fitness, som vi kan grine af. For det er jo ikke sjovt.

Jeg har heldigvis ikke oplevet den åbenlyse ”du er klam dit tykke, svedende, svin”-fordømmelse. Men helt ærligt, ikk? Så kan jeg faktisk godt føle det ligeså fordømmende, når du siger jeg er sej når jeg går i fitness, fordi jeg er tyk.

Skærmbillede 2016-05-30 kl. 14.00.11 … Bare lige for at illustrere, at jeg godt kan bevæge mig udover når jeg er i træningscentret. Så fik vi lige det på plads.

Hvis vi skal sætte det lidt mere i perspektiv:

– Hvor er du sej at du sagde fra overfor det røvhul, når du er tyk.
– Hvor er du sej at du bestod din eksamen, når du er tyk.
– Hvor er du sej, at du kom ind på din uddannelse, når du er tyk.
– Hvor er du sej, at du har klaret alt det selv, når du er tyk.
– Hvor er du sej, at du kunne regne det ud, når du er tyk.
– Hvor er du sej at du turde klippe dit hår kort, når du er tyk.
– Hvor er du sej, at du har åbnet din egen virksomhed, når du er tyk.
– Hvor er du sej,at du er blevet forfremmet, når du er tyk.
– Hvor er du sej, at du turde springe fra 10 meter vippen, når du er tyk.
– Hvor er du sej at du holdt den tale foran alle de mennesker, når du er tyk.
– Hvor er du sej, at du fortalte hvad du føler, når du er tyk.

…. Nej, vel?

“Bare vent – det bliver meget værre endnu. Og dit næste barn bliver en psykopat”. Tanker om forældre.

Kender I de der kommentarer? I det sekund man bare overvejer at sige, at man synes det er “hårdt for tiden“, så er der altid en eller anden snotskovl hærdet forælder, der kan berolige med ordene: “Det bliver kun værre. Små børn = små problemer, store børn = store problemer!” Eller nybagte forældre der har fået en nem baby, ja de skal heller ikke slippe for dumsmarte bemærkninger. Har et vennepar med den sødeste lille datter, som de selv betegner som en nem baby. De havde fået smidt: “Så får jeres næste barn nok kolik” i hovedet. Hvorfor? Hvorfor kan vi ikke anerkende andre mennesker for at synes noget er hårdt, og hvorfor kan vi ikke unde de forældre der har fået et nemt barn, at nyde det, og ikke mindst at sige det højt?

Det er som om alle andre forældre helst skal jordes lidt, for de skal sgu ikke tro de ved noget, har ret i noget eller skal nyde noget, for hvis ikke det er fordi den næste unge bliver et lille kolik-monster, så skal det nuværende barn nok udvikle raseri-psykoser inden det er fyldt tre. Jamen godt så. Men det er vel intet problem når selvsamme forælder bagefter højlydt kan proklamere, at det jo alligevel bliver mere rædselsfuldt senere hen. Så er der heldigvis masser af tid at slappe af i, ikke?

Det er en evig konkurrence forældre imellem. “Jeg tror nok lige jeg har det hårdere end dig, for min baby græder fire timer – ikke kun to!” eller: “Så skulle du prøve at have en teenager – de trækker tænder ud!”.  Skulle vi ikke måske bare lige slå fast, at andre mennesker kan have det hårdt, også selvom vi selv vurderer, at det vi selv gennemgår er det rene Titanic i en tornado af ild og død, mod de andres kæntrede joller i lavvande? Og helt ærligt ikke? Så tror jeg nok at de fleste forældre godt kan huske baby-tiden hvis de sådan lige tænker lidt nærmere over det. Jeg glæder mig (… som de fleste af jer nok efterhånden har opsnappet) til at få en baby igen, men jeg må da også indrømme, at jeg flere gang har tænkt: “Orker du det seriøst igen, din klovn!?” For gu var det hårdt! Uanset om jeg så synes det også er hårdt med en 7-årig, så var det altså også hårdt den gang. Men på en anden måde. Og det bliver helt sikkert også hårdt når Noah bliver teenager, men det gør ikke denne alder mindre hård, besværlig eller irriterende, hvilket den sommetider er.

Vi vil altid synes at “nu og her” er hårdest, når det kommer til børn, for det er NU vi står i det, og så kan vi ikke tage os af dengang hvor vi brugte timer på at putte, havde søvnløse nætter, en baby der havde ondt for tænder, rød røv og skidepine. For det var dengang og vi er for længst videre. Men prøv lige at tænk tilbage engang, eller hvis du var den heldige indehaver af perfekt nem baby, så prøv at anerkend, at andre kan have det hårdt, også selvom du står med nogle helt andre problematikker, som du lige nu selv synes er værre.

Nu skal vi holde op med at være sådan nogle bedrevidende, arrogante fjolser, der kommer med spydige bemærkninger. Vi ved ikke bedre, vi har det ikke hårdere end de andre. Vi er forskellige, og det er okay at sige når noget er hårdt – men det er ikke okay at kommentere på det, på en tarvelig måde (… ligesom referencen: “du har det med garanti ikke hårdere end børnene i Afrika” kan give mig lyst til, at karatehugge dig lige i ansigtet. For nej, så er der jo ingen af os der har det hårdt).

326481_10150322864016832_366640981_o
338867_10150315183986832_220393350_o
397933_10150495246801832_1510259866_n



kommentar

Jeg bliver altså sur når…

  1. Folk beslutter sig for først at finde deres pung frem, når ekspedienten i kassen har scannet alle varer, og sagt beløbet højt.
    Hallo, skader det nogen at du forbereder dig på det uundgåelige? Du skal betale uanset hvad, og det ville bare være virkelig rart, hvis du lige gad overveje hvor meget du spilder alle andres tid, ved at lede efter pungen i dit indkøbs-net, og så måske endda først derefter stå og tælle dine småmønter. Det er især ældre der laver lige netop det stunt, og stop nu med det! Jeg bliver virkelig irriteret, og så skammer jeg mig samtidig, for du er gammel, og så må du gerne være langsom.  Men find dog i det mindste din pung frem, så du ikke først skal lede efter den.


  2. Bilister kører op i røven på andre.
    For det første er det skide farligt (… og så burde der faktisk ikke være mere at sige til det, vel?) og for det andet er det virkelig provokerende – og du kommer ikke hurtigere frem af at presse andre. Her til morgen var der en bilist der kørte op i røven på en skolevogn. Altså, kan ingen huske hvor nervepirrende de første køreture var? Kan ingen huske hvor farligt det føltes at køre rundt blandt andre mennesker? Giv nu folk plads. Jeg gider ikke dø, fordi du er en sur stodder der åbenbart er kørt for sent hjemmefra.


  3. “Kædebreve” på Facebook.
    Altså I ved, de der statusopdateringer folk livligt kopierer eller deler, for at vise hvor fantastiske mennesker de er. Jeg H A D E R det så inderligt. “95% af mine venner ville ikke turde at sætte denne som deres status” eller “Vis du støtter op om det, bare ved at have denne som din status i en time”. NEJ! Jeg synes kræft er en lortesygdom, og jeg anerkender psykiske lidelser – men jeg hverken støtter det eller virker synderlig empatisk ved, at kopiere andres statusser, og samtidig prøve at ramme andre, med iscenesatte følelser med en kæde-opdatering. No. F-ing. Way. 


  4. Medier bruger clickbait.
    Seriøst. Hold nu op hvor er jeg træt af hvor populært det er blevet. Både blogs og aviser bruger det konstant, fordi deres indlæg eller nyheder åbenbart ikke har værdi nok til, at folk vil klikke sig ind på det af interesse. “Du gætter aldrig hvad der skete da….” NEJ det gør jeg ikke! Men jeg ved at hvis jeg trykker på det link, så bliver jeg slemt skuffet, for det er bare A L D R I G halvt så spændende som overskriften får det til at lyde. 


  5. Alle streamingtjenester kun smider et afsnit op af serier om ugen.
    Prøv liiige engang at høre her, ikk’å? Da vi i tidernes morgen valgte TV’et fra, og valgte jer til (JA Netflix og HBO Nordic – jeg taler til jer!!) var det fordi vi kunne binge-watche serierne. Fordi vi ikke var tvunget ud i, hvad der føltes som timelange reklamepauser, eller til at vente på at se et afsnit mere. Det var det vi valgte at bruge vores penge på. Jer -fordi I tilbød muligheden for, at vi kunne ligge og fede den på sofaen i timevis – uden afbrydelser. Men nu, nu kan vi vente på nye afsnit på alle de bedste serier. Det er så strengt!

GeeksMirage_BingeWatching2



kommentar

Om ældre damer der ikke synes det er LOL når skrald ikke finsorteres godt nok.

IMG_2963

Denne seddel hang nede ved vores vaskekælder for et par måneder siden. Jeg skal nemlig sige jer, at vi er flyttet ind i en blok med en særdeles aktiv boligforening, eller skulle jeg sige – en enkelt aktiv kvinde i boligforeningen. Hun hedder Anne Grete og er tydeligvis dedikeret til, at skabe de bedste rammer som overhovedet muligt for os alle. Det synes jeg sådan set er sejt. Måden hun gør det på kan så diskuteres. Denne besked er et godt eksempel på, hvorfor. Men hun synes i hvert fald IKKE det er LOL.

Da vi lige var flyttet ind, havde vi ikke set pap-containerne (som i øvrigt også er placeret på bagsiden af skralde-skuret i gården, smart.), og havde derfor stillet noget pap ved siden af de øvrige containere. Hvad gjorde Anne Grete? Baksede begge papkasser tilbage i opgangen – og det skal sige at de var så store, at jeg selv kun kunne bære én ad gangen. Bare lige for at sætte et eksempel.

Her til morgen mødte jeg hende i opgangen – sød og køn ældre dame iøvrigt. Der holdes tilsyneladende møde nede i gården, og det bad hun mig om at finde tid at komme til.

UNDSKYLD ANNE GRETE! Men jeg er ligeglad med om vi maler stakittet hvidt, eller om der kommer hinkeruder. Jeg stoler på at du tager den rigtige beslutning på vores vegne. Så jeg bliver indenfor, i ly af regn og slud (i april, seriøst!?) og skammer mig til stadighed over, at jeg ikke fandt den pap-container før det var for sent.

Sincerely, 2. sal til højre. 



kommentar