Bare lige en lille smøg. Og en lille flaske vin.

Sidst jeg drak alkohol, var den 25/12-2016 – hvor jeg senere samme dag stod og stirrede på to streger, og håbede på, at det lille birkes i maven var ligeså glad for Blå Gajol som jeg. Jeg havde set frem til det. At dele min krop med en anden, at pakke vinen og hyggesmøgerne væk. Og det har været fantastisk. Helt vildt fantastisk, at bære lillebror under mit hjerte. De to streger var det bedste i verden. Samuel (ja og Noah) er det bedste i verden. Julen var ellers blevet ødelagt, men det betød pludselig ingenting, da resten af juleferien gik med at få det til at synke ind, at der var nogen i min mave.
Men nu har jeg kraftsparkme lyst til alkohol. Vin og en mentolsmøg. Og så en god veninde, og en god snak til langt ud på natten.
For det er ikke fordi jeg er på vej ned i gården med en pakke cigaretter, et glas vin og mit eget selskab. Det er nok mere stemningen og hyggen med mine veninder jeg savner. Camilla-tiden, sådan rigtig Camilla-tid, hvor jeg ikke skal tage hensyn til nogen i min mave. Okay, hvis en veninde stod klar nede i gården, så var jeg nok trisset derned altså, men det er også bare for at understrege, at lysten ikke er til at gøre det alene. Jeg savner bare den form for voksentid. For der har været mange hyggetimer med veninder under graviditeten, men det har selvfølgelig været uden alkohol og smøger. Og det var fint – men jeg er træt af te og kage. Træt af kaffe-dates (som også er hyggelige altså!) og hele tiden at have et hensyn at tage. Og jeg glæder mig helt vildt, til at komme lidt ud igen.

 

Barselsboblen er for fed – min baby er den nemmeste i verden – men nu hvor amningen ikke virker, så vil jeg sgu også kunne mærke det. Jeg tror snart jeg skal have mig en smøg og et glas vin. Så skal jeg bare lige finde lysten til at forlade Samuel i et par timer også. Det kniber til gengæld. Måske jeg skulle få allieret mig med mormorpigen, og tage Jon med under armen. Han kan godt gå for en veninde, hvis jeg har vin og smøger. Og hun passer godt på mine børn når jeg fulder mig.

 

pa190103

Indlægget blev skrevet (og planlagt til udgivelse) for et par dage siden. I mellemtiden har min mor (verdens bedste af slagsen) været på besøg – med en flaske rosé under armen. Det blev til et lille glas, men det var fantastisk. Og resten af flasken lod hun stå. Ja jeg sagde jo, at hun er verdens bedste.



kommentar

8 uger – og sov igennem.

Igår aftes klokken 19, faldt Samuel i søvn. Og han sov skisme godt. Faktisk så godt, at jeg et par minutter i midnat, da det var 6 timer siden han sidst havde fået en bajer, besluttede at skifte hans ble og fodre ham af. Han inhalerede maden, tog et bleskift med et smil – fordi han elsker (!) sit puslebord, og at få lidt luft til de ædlere dele. Derefter gik han kold, stadig med sutteflasken i mundvigen. Og stod først op omkring klokken 6:30. For at skide – og sove videre.

img_4275
Dette yndige skide-fjæs, var hvad der mødte mig imorges. Han smilede hele vejen igennem. Men han havde jo også sovet så skønt. Det har jeg så ikke. Han skælder nemlig enormt meget ud i søvne, så jeg har rendt i pendulfart mellem vugge og seng for at nusse og give sut –  han har nemlig også sovet hele natten i sin vugge, for første gang. Men alene det, at han har sovet så fint og så endda har ville sove for sig selv i en hel nat, giver mig følelsen af også at have sovet igennem. 8 uger gammel – han er fanme sej altså.

Klokken er nu 09:49, og han ligger ved siden af mig i sofaen. Og sover. Han gør det virkelig nemt at være på barsel. Indtil videre.

 

Læs her om de 10 ting man gør som nybagt mor – og kom gerne med flere ting!



kommentar

At være mor til to.

Jeg tror de fleste mødre med et barn, vil give mig ret i at det kan være rigtig svært at forestille sig, hvordan det er når det eksisterende barn pludselig skal dele sin mor og far med en ny baby. Den dér dårlige mor-samvittighed ved altid hvilke knapper den skal trykke på, og jeg tror ikke jeg har oplevet én eneste kommende mor til to, der ikke har været bekymret for, om den store nu vil få nok opmærksomhed – og om man overhovedet kan elske barn nummer to lige så meget.

Det med at elske det næste barn lige så meget, det var jeg egentlig aldrig et sekund i tvivl om, at jeg nok skulle kunne (hvilket så også gav mig dårlig samvittighed – for jeg har aldrig mødt andre der har haft det sådan). Men det med at give Noah den samme opmærksomhed, det fyldte ekstremt meget i mig under graviditeten – og gør det stadig. Han har trods alt været enebarn i ni år, og er så stor og kan så mange ting selv, at hans behov hurtigt ville kunne drukne i: “han kan jo godt selv“. Han skal selvfølgelig vænne sig til at dele med lillebror, men han skal jo ikke glemmes fordi han er så stor og så selvhjulpen. Men virkeligheden er også bare, at nej – han får ikke samme opmærksomhed, for nu er der altså to børn. Til gengæld vokser Samuel jo også op som lillebror, så han får heller ikke den opmærksomhed som Noah har fået i ni år. Eller jo, på nuværende tidspunkt får han jo en helvedes masse opmærksomhed, men han er jo også en baby, og der skal de basale behov jo helst opfyldes 10 minutter før han selv opdager, at der er noget han mangler. Men ellers så skal han jo også dele sin mor og far.

Men udover det, så er det altså en kæmpe gave at have to børn (og helt sikkert også flere – jeg vender lige tilbage når jeg engang ved det med sikkerhed). Nu ved jeg jo ikke hvordan det er at få børn tæt på hinanden, men jeg nyder virkelig min store dreng og min lille baby. De har allerede noget helt særligt sammen, og Noah elsker at passe på sin lillebror. Det betyder, at hvis jeg er alene med drengene, ja jeg så kan jeg stadig lave mad eller vaske tøj, for Noah sidder gerne og snakker med Samuel imens. Og selvom aldersforskellen er stor, så kan jeg se at de to har en helt særlig dynamik sammen – noget vi voksne ikke kan blande os i. Hvis Samuel kan høre Noah, så er det meget tydeligt at han leder efter ham. Hele hovedet kører rundt, og de smil storebror får, dem får jeg bestemt ikke. Så indtil videre er det ingen sag, at være alene med drengene, for Noah nyder at hjælpe – og Samuel er ikke en besværlig klient at arbejde med heller.

Det er selvfølgelig også svært ind i mellem, at skulle være der for dem begge. Lige nu har Noah efterårsferie og er hjemme med Samuel og jeg, og jeg kan da godt mærke forskel. Lige så snart Samuel sover, så skal jeg jo være noget for Noah, og det efterlader meget lidt tid til at være mig. Så når Jon kommer hjem, er jeg virkelig træt. Dog har jeg jo to fantastiske drenge. Noah der oftest gerne klarer det praktiske selv, og Samuel der indtil videre er verdens nemmeste baby. Jeg har det ikke hårdt – det ved jeg! Men træt, det bliver jeg nu stadig.

Jeg tror i øvrigt, at det har givet Noah noget helt særligt, at han var med til fødslen. Det var jo et stort ønske for ham, og det tænker jeg også har været med til, at danne et særligt bånd hos dem.

Mine to drenge, som jeg elsker lige højt. På hver sin måde, men med en lige så stor og ubeskrivelig kærlighed.

img_4223

pa160021

 



kommentar

10 ting man gør som nybagt mor.

Bruger sin baby som levende tallerken. En baby kan godt hænge i armene på sin mor, og sådan en mor bliver sommetider sulten. På et tidspunkt, ja så går det bare op for mor, at hun er nødt til at spise. Og så fungerer en baby altså glimrende som tallerken, og krummerne rammer derfor ikke gulv eller sofa. Kun baby.

Skider for åben dør. Ind i mellem, så vil ens tarmsystem skide på (ha!), at baby ikke vil have at man går fra den. Og så må man være kreativ. At skide for åben dør og samtidig snakke med sin baby, det giver i hvert fald 30 sekunder til at få styr på sagerne inden baby reelt opdager, at man er gået på toilettet. Ved hysterisk baby og akut behov for blæretømning, så kan to arme vokse til i hvert fald fire – og man kan mestre et toiletbesøg med en baby på armen. Det anbefales dog ikke hvis man skal mere end at tisse.

Finder ekstremt stor glæde i en lorteble. Ja. Dette gælder måske særligt mødre til små babyer med mavekneb. Hold nu op, det er lige så man bliver rørt til tårer, når baby bliver højrød i ansigtet, og presser som man selv gjorde da man pressede baby ud. Det bliver ikke smukkere. Og så skal indholdet i bleen jo også lige holdes øje med.

– Apropos at holde øje, så holder man øje med hvor meget baby spiser, skider og sover. Er man total pro, så bruger man en app til at skrive det hele ned. Og der går sport i den. Det kan i øvrigt også være meget rart når man bliver vækket, helt beløjet, om natten og ikke engang kan huske sit eget navn, at man så lige kan slå op i arkiverne, og se hvornår baby sidst fik mad.

– Tager ekstremt mange billeder af baby, og deler dem på de sociale medier. Men baby er sgu så sød, og alle skal se hvor vidunderlig en skabning den er. Det med at begrænse sig, ses sjældent hos nybagte mødre – og helt generelt hos forældre. Medmindre de hårdnakket står ved slet ikke at vise deres børn frem online. Og så er der faktisk en chance for at deres familie, venner og bekendte ligefrem mangler at se billeder af ynglet.

– Googler alt. Alt. Dagligt er man nødt til lige at vurdere om man har ødelagt sin baby. Og der er heste-nettets debatter som regel gode. Er det normalt at baby sover konstant? Hvordan får man en forstoppet baby til at skide, og findes der andre derude, der skider for åben dør? Spørgsmålene er mange.

Drikker kold kaffe. Det er nærmest ligegyldigt hvor nem baby er. Kaffe er koldt i barselsland. Mindst lunkent i hvert fald. Hvilket jo nok er meget godt, når man bruger baby som levende tallerken.

– Vasker tøj. Mere eller mindre konstant. For babyer har nemlig helt styr på hvornår du lige har vasket. Og baby vil derfor målrettet gå efter at tisse igennem eller gylpe på samtlige dyner og tæpper lige når du tror du har styr på det. Ligesom den også vil gylpe, sådan rigtig bræk-gylpe, ned ad sine mange dobbelthager, når den ligger på puslebordet, svøbt i et håndklæde efter et dejligt bad. Forfra mor. Forfra. Og baby topper den også gerne med at gylpe ned ad mor.

– Skulle det ske at du kommer ud at handle uden baby, så tager du dig selv i at vugge indkøbsvognen roligt frem og tilbage, så baby ikke vågner. Det er simpelthen blevet så inkorporeret i dine arme og din krop, at du umuligt kan stå stille imens du stirrer ned i køledisken, og leder efter det der er nemmest og hurtigst at tilberede til aften.

– Man jonglerer med tusind ting, og man opdager at man faktisk kan nærmest alt med en baby på armen. Der var det med at bruge baby som levende tallerken, og at tisse med baby. Men man kan også lave mad, sætte vasketøj over, lægge makeup, skrive sms’er, varme flasker, handle ind og gøre rent. Måske ikke i samme tempo som normalt, men man kan gøre det.

Kan du huske din barsel, og hvad der kendetegnede den?

picmonkey-collage-14
Vil du læse min hjemmefødselsberetning, kan du finde den her. Og hvis du vil have helt styr på do’s and dont’s omkring hvad man må sige til gravide, kan du læse dette indlæg og blive meget klogere.



kommentar

En lille tyk og vågen baby.

Samuel er nu syv uger gammel, og har nu flere dobbelthager. Man skal faktisk til at gøre en indsats for at komme ind bag dem alle og “gøre rent”. Dejligt, nu hvor vi havde en opstart med for stort vægttab og gulsot. Han er mega rundhovedet og der kommer langsomt gode elastikker. Det bliver ikke meget bedre.

pa120074Alt går stadig godt. Han er begyndt at være langt mere vågen om dagen, så jeg skal lige indstille mig på at jeg ikke lige altid kan nå det hele, og ikke altid være lige så overskudsagtig som hidtil. Han er nu stadig nem altså. Selv når jeg synes jeg har det lidt hårdt, så har jeg det nemt. Og jeg nyder det, for det kan jo vælte fra den ene dag til den anden. Han har da også lige haft tre dage i rap hvor han sov 20-minutters lure om dagen, og så er han altså ikke så hyggelig at være sammen med. Fint nok at han er vågen, men han er nu altså sjovest når han er vågen og frisk, og ikke vågen og mega træt.

pa120121Noah er stadig virkelig glad for sin lillebror. Intet nyt under solen. Han har det også lidt nemmere, lader det til, end han havde i det første stykke tid. Men der kæmpede vi jo også med uduelige patter og vægttab, så fokus var ekstremt meget på Samuels trivsel. Nu fylder de begge lige meget – på hver deres måde. Jeg har jo lidt den holdning, at det ikke kun er Noah der skal lære at være storebror. Samuel skal også lære, at han er lillebror. Han er ikke enebarn, så ind i mellem, så må han vente lidt. Ja i det omfang det nu kan lade sig gøre for en lille størrelse som ham. Men når Jon er på arbejde og jeg er alene med drengene, så nytter det ikke noget at jeg kun er noget for Samuel, og Noah så bare må vente. Og det går egentlig ret fint. Som sagt, så er Samuel bare rigtig nem, og kan fint ligge og pludre med mine planter eller med sit legetøj, imens jeg laver aftensmad. Jeg overvejer dog at ønske mig en højstol med spædbarndsindsats til ham til jul, så han kan komme med i køkkenet til den tid. Han bliver jo ikke ved med at være tilfreds med at konversere med planter. Formodentlig. Forhåbentlig.

pa130203Ellers øver vi hovedløft. Det går sådan ca. sådan som på billedet. Han har det herligt når han ligger helt fladt, og ikke løfter hovedet. Hvis du følger med på instagram, vil du også se, at der efterhånden er en del af disse billeder. Jeg overvejer at købe kyllingen fra bObles. Bare for at hjælpe ham lidt på vej. Hvis du har erfaring med den, så skriv endelig om det virker. 299kr er sgu alligevel også en sjat at sende afsted, nu hvor ungen jo nok skal lære det uden. Det er i hvert fald ikke en bekymring, for det er jo alligevel knap så ofte at vi møder andre voksne mennesker, som aldrig lærte det. Men det kunne måske motivere ham til at kigge op, fremfor at falde i søvn når han ligger helt fladt. Men skyd løs – virker det med bObles?

pa130181Selv har jeg det godt. Min krop er sig selv igen, sådan nogenlunde. Jeg kan godt mærke at vores trilleture ikke er så lange endnu, men jeg kan gå længere og længere distancer for hver gang, og det skal nok blive rigtig fint. Udover det, så vejer jeg et par kilo mindre end før jeg blev gravid. Og min mave ligner en punkteret badebold – akkurat som før. Alt er som det plejer.

pa130165

 



kommentar

Older posts