Når der bare ikke er energi nok til at ramme tasterne.

Afvænning.

Noah er blevet seriøst glad for min iPhone. Lidt for glad. Faktisk så glad at jeg har (og hold nu fast) 58 spil liggende på mobilen lige pt. For så meget rygrad har jeg jo. Når ungen står med fråde ud af munden og bare skriger:Jeg vil ha’ en ny spil!!! JOOOOOOOOOOO!!! så tør jeg nærmest ikke sige nej. For når jeg gør, så ved jeg bare hvordan resten af dagen vil gå.

Men nu blev jeg enig om en afvænning. Han kan snildt ligge et par timer i sin seng og spille på den (Hvilket er ALT for meget!) og så får han altså ikke søvn nok. Det synes han måske selv, men så sur som han har været de sidste par dage, så tror jeg ikke han kan overbevise mig om at han sover rigeligt. Og når der ikke går mere end 30 sekunder fra jeg har plantet min mås på cyklen til han sover, ja så er løbet vidst kørt for ham.

Her forleden havde jeg, så pisse intelligent som jeg jo er, givet Noah telefonen uden at logge af min apple-konto. Det resulterede i et tab på 119 kr. For han købte “guld” til et spil der hedder Ninjafishing. Ja seriøst. Ninjafishing. Du fisker, du skærer. Og med ekstra guld kan du fiske i dybere vand og få en mere fancypancy båd. Seriøst!!! Og mig som ellers altid sletter opkaldslisten så han ikke ringer – og logger af kontoen så der ikke kan købes noget.

Men den der afvænning. Ja den startede idag. Han må gerne spille – bare ikke i så lang tid som han gør lige pt. Ja vi tager det jo i små bider. Og hvor godt det gik? Jo tak, han fik valget mellem at læse en bog med mig, eller spille på telefonen sammen med mig i 10 minutter. Selvfølgelig valgte han telefonen. Og hvad jeg så gjorde? Jeg faldt da i søvn! Og vågnede fuldstændig radbrækket i hans seng en halv time senere, alt i mens han stadig spillede. Og jeg flåede bare telefonen ud af hånden på ham. Neeeeeeej det var kun 10 minutter, du skal sove!!. Og der går det så nærmest i slowmotion – Noah der rækker ud efter den elskede iPhone, mig der lettere (eller slet ikke) elegant vælter ud over sengehest og løber ind i stuen med telefonen. Noah der græder (stadig i slowmotion) og tigger og beder om at få lov at spille. Mig der vender tilbage til ham – uden telefon.

Og her. Her laver jeg så klassikeren. Den bløde søde mor. Skal vi så ikke lige læse en bog skat?. Og hvad var muligheden fra start? Enten en bog eller at spille på telefonen.

Jeg faldt i søvn og faldt i. Noah har tabt kampen på forhånd. Jeg skaffer en nokia 3210.

   

1 kommentar

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når der bare ikke er energi nok til at ramme tasterne.