Jeg hader Halloween. Og andre ting.

5 tips til den nybagte mor #2

untitled-8
Læs de første 5 tips her.


– Fjern fnuller i folderne:
Din lille baby vil, uanset om den er slank eller tyk, højst sandsynligt have gode folder – især ved hagen (hagerne). Det kan være afsindigt svært at vaske det ordentligt, for man kan knap komme ind mellem alle folderne. Men det er vigtigt, for der bliver hurtigt rødt og i værste tilfælde får baby svamp, hvis man ikke får vasket og tørret ordentligt. Jeg har god succes med de førnævnte vatrondeller, som nemt kan krænges ind i alle dellerne, og så smør jeg gerne med en creme efter bad.


– Vaskeklude i badet:
Når jeg bader Samuel bruger jeg ikke vatrondeller, men de almindelige engangsvaskeklude. De er lidt store og fjumrede til sådan nogle små kropsdele, så jeg klipper dem over (vaskekludene altså). Det er nemmere at håndtere – særligt hvis man holder baby med den ene arm. Ja og så er det billigere, fordi pakken jo selvsagt holder længere. Klip over i 4 dele – det er stadig fine størrelser til den lille babykrop. Og igen – så kan de også komme ind mellem folderne, også dem ved lårbasserne.


– Luft i maven:
De fleste babyer vil på et tidspunkt have luft i maven – ja det har vi andre jo også (eller er det kun mig?). Dette kan måske ikke afhjælpes helt, men det kan lindre hvis man altid bøvser baby af flere gange under et måltid. Dette er også en stor hjælp hvis man har fået en gylpegøj. Jo mere vi bøvser, des mindre luft og gylp. Men altså, bøvs gerne baby af op til flere gange, og hold evt. en spisepause med et hyggeligt bleskift. Dette er også en god idé hvis man har en baby der inhalerer en flaske, eller suger brystet fladt, inden man når at blinke. Det giver ondt i maven, og det er ikke sjovt. Hverken for baby eller for mor.


– Når du giver baby mad:
En rigtig god idé, særligt hvis du ammer, er at have et amme-kit med dig. De fleste bliver afsindigt tørstige når de ammer, altså på den der ”jeg tror kraftedeme jeg dør hvis jeg ikke får vand”-agtige måde, og så er det fanme ufedt at sidde dér, med en baby der suger væske ud af dig. Så hav altid en drikkedunk med dig. Hvad du ellers tilføjer til dit amme-kit er op til dig. Det kan være stofbleer, amme-indlæg, lansinoh, fjernbetjening, mobiltelefon, mælkesnitter eller raketbrændstof. Det du plejer at mangle, det skal du have med. Lav evt. en lille kurv. Sådan én med hank. Den kan nemt transporteres rundt med babyen.


– Når baby er en sugemalle:
Babyer sutter, og de gør det meget. Hvis du ammer eller har ammet, så ved du også hvor meget der faktisk kan være tale om. Og altså, en baby kan jo ikke bruge sin mor som sut – det er jo sådan set sutten der er en erstatning for mor. Men den er så til gengæld fremragende. De fleste vil fraråde at man tilbyder sutten før amningen er etableret, da baby kan forvirres af to vidt forskellige sutteteknikker, og konsekvensen kan være, at amningen ikke kommer til at fungere. Men er amningen etableret – eller giver du flaske, så overvej om sutten er rigtig for jer. Den giver ro i mange situationer, og samtidig forhindrer den muligvis også at tommeltotten kommer i brug. Sødt ser det ud, som baby ligger dér med tommeltotten i munden, men den er sgu svær at vænne et lille barn af med. Sutten kan man fjerne – tommelfingeren derimod. Den bliver altså ved med at være der.


Læs også #tips1



kommentar

   

... Ingen kommentarer - endnu!

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

SMID EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg hader Halloween. Og andre ting.