1 måned.

p1010095

Igår blev den her lille bassetrold en hel måned – jeg synes det er gået stærkt, men samtidig føles det som om han har været her for evigt.

Jeg jinxer det jo nok når jeg skriver det ned, for det er jo en regel, men han er virkelig en nem og mild baby. Jo jo, han skal skam nok sige hvor skabet skal stå, hvis vi ikke stiller det korrekt i tide. Men ellers er han simpelthen så nem at have med at gøre. Det var Noah også langt henad vejen, men han sov knap så meget, og var meget svær at få til at falde til ro (… og så var jeg måske heller ikke selv helt så rolig og overskudsagtig som idag). Så jeg sidder ind i mellem og kigger på Samuel, og tænker om babyer nu skal sove så meget – og så længe. Men han trives jo, og er også mere og mere vågen ad gangen. Jeg er bare ikke vant til babyer der kan sove 3-6 timer. Ja, for han tog lige en lur på 6(!) timer igår aftes fra 20-2. Jeg håber det varer ved, og at han måske kan rykke den til efter nat-bajeren, så jeg også får sovet så meget. Jeg er ikke lige klar på at gå i seng klokken 20 nemlig. Det brugte jeg en stor del af min graviditet på.

p1010105

Jeg er blevet mere og mere fortrolig med barnevogn og Samuels rytme, så vi er stort set ude at gå hver dag – dog altid med en lun bajer i bagagen, for uanset hvor meget jeg har fodret ham af inden, så kan han godt lide at overraske mig på vores gåture, og være sulten midt i det hele. Det er sådan en lille sjov leg han leger. Det griner vi meget af, ham og jeg.

Jer der følger mig på Instagram, har nok også opdaget at jeg er ude i en seriøs omgang babyspam for tiden. Jeg kan simpelthen ikke styre det. Det er med dårlig samvittighed jeg uploader billeder efterhånden, for jeg kan sgu godt forstå hvis folk er trætte af at glo på mine babybilleder. Men så alligevel ikke, for han er jo så smuk og vidunderlig – hvilket også altid er det jeg kommer frem til, lige inden jeg trykker “del”, og smider billedet op alligevel. Men altså, jeg kan godt se at det kammer lidt over. Det kan jeg godt. Jeg er bare ikke klar til at skrue ned for det endnu. Og det bliver jeg nok ikke før han selv siger fra over for fotografen her. Sådan var det i hvert fald med Noah. Han gider det ikke rigtig mere, det med at få taget billeder. Det er så alligevel ikke altid jeg hører efter. Jeg er jo hans mor.

p1010134

Nå, men nem baby. Han sover godt, spiser godt og skider nogenlunde. Der er stadig en smule mavekneb – men ikke så slemt som i sidste uge. Men vi giver ham også en smule kamillete (jo man må godt, og nej jeg vil ikke høre dine argumenter for hvorfor man ikke må), og nogle lune bade når det gør lidt ondt på ham. Det plejer at berolige ham godt, og måske endda få ham til at falde godt i søvn, hvis maven gør det svært at finde ro. Alt i alt er han bare det dejligste, ligesom sin storebror.

 



kommentar

Hold kæft man bliver kedelig.

p1010124-1

Altså helt ærligt. Det giver jo sig selv i virkeligheden, at man bliver kedelig når man går på barsel. For man er jo indkapslet i babygøgl, og derfor er der ikke meget andet indhold i ens hverdag. Jeg var seriøst på vej ind på bloggen, for at skrive om mavekneb og fyldte lortebleer. Ja. Det var jeg. Helt ærligt. Hvem helvede gider dog nogensinde læse om det? Jeg gad ikke, det er helt sikkert.

I stedet kan jeg lige kort nævne, at Samuel sov 4 timer i streg i nat. For at vågne og få mad – og sove 4 timer mere. Ja det er også kedeligt egentlig. Så det gider jeg heller ikke fortælle om. Men jeg sov dejligt også. Det gjorde jeg virkelig.

Så… Idag fik jeg igen bakset barnevognen ned ad trapperne, og vi fik gået en lang og dejlig tur. Jeg spiste en kanelsnurre og drak én af de dér mærkelige køledisks-iskaffer (som smager af fisk), og hørte “Outlander” på lydbog. Også kedeligt. Altså at fortælle om. Det var en pisselækker snurre, og en vildt hyggelig tur. Men kedeligt at fortælle om. Og den iskaffe, vist nok fra Starbucks, den køber jeg skisme ikke igen.

Samuel er begyndt at smile når vi taler til ham, og når han kigger på os. Det er til gengæld ikke kedeligt. Eller jo, det synes du nok, for det er ikke din baby, og så er det generelt lidt kedeligt. Men han smilede. Og det fortæller jeg gerne om. Men der er egentlig ikke mere at sige, end at han smiler nu. Sådan mere eller mindre bevidst. Og ikke kun i søvne eller når mælkekomaet er indtruffet. Og så er han begyndt at holde ekstra øje med sin storebror, hvilket er rigtig hyggeligt at sidde og kigge på.

Men mere er der vist ikke sket af ekstremt spændende ting. Jeg har spist fem toffifee, og nu vil jeg se noget doku, imens der ligger en lille baby (ja altså Samuel) og snorker ved siden af mig.

img_3510

 



kommentar

Om flere hager, tykke kinder, grænser, brystpumper og irriterende lemmer.

p1010082
… Lang overskrift alligevel.

460 gram havde den her lille pølse taget på, da sundhedsplejersken var her for seks dage siden. Og det var altså vel at mærke på en uge, at han havde anlagt tykke kinder og flere hager (som man seriøst kan grave i, når han skal vaskes). Så nu er der ikke flere bekymringer angående vægten. Han tager meget fint på, han er ikke gul længere – og så er han glad! Jeg malker stadig, men det bliver mindre og mindre. Sådan en brystpumpe er ikke god for patværket skal jeg hilse (fra patværket) og sige. De er blevet hevet og flået så meget i, at de er blevet helt lilla og ømme. Så det er ikke vildt fristende længere, at malke ud. Ikke at det altså nogensinde var fristende, men måske bare lidt nemmere at få taget sig sammen til, da man ikke havde blå mærker på brystvorterne.

Samtidig begynder det også at blive en smule trivielt, at bruge den smule Camilla-tid jeg har, på at sidde og lade en maskine hive mine brystvorter dobbelt så lange, når nu jeg kunne lave andre ting. Der ikke involverer bryster. Eller brystpumper. Jeg gør det dog lige lidt endnu, da han jo har godt af at få mælken, men jeg kan godt se at det bare bliver prioriteret mindre og mindre. Og det er også okay.

img_3401
Samuel har ikke længere mavekneb – ikke ret meget i hvert fald – så han har vænnet sig til erstatningen. Og han inhalerer det nærmest når det bliver serveret for ham. Deraf kinder og hager, og hvor er det bare pissefedt at se ham blive tykkere, nu hvor vores start var så svær. Babyer er søde, men de er altså pænere når de ikke er gule, og når de ikke taber sig og ser syge og afkræftede ud. Det der sygdoms-look, det var hårdt at se på.

Noah er stadig virkelig forelsket i Samuel, og han holder hårdt på, at han ikke synes det er svært at få en lillebror. Han er dog noget mere grænsesøgende, og han har flere konflikter i skolen end han har haft i langt over et år, så det er tydeligt at det ikke er helt nemt. Men man kan jo godt elske sin lillebror, og så samtidig synes det er svært at han er kommet til. Vi har sagt til ham, at vi jo ikke bliver sure hvis han ikke synes det er så sjovt og hyggeligt, for det kan vi sagtens forstå hvis han ikke synes det er. Samuel tager rigtig meget tid – altså han er en super nem baby egentlig, men når man er 9 år gammel og har været enebarn indtil nu, ja så fylder sådan en kød-tamagotchi jo ret meget, når den så pludselig er her. Samuel kan jo ikke lige vente på at vi har tid – så det sker at Noah må vente, og det er rigtig hårdt ikke at kunne være der lige dér når han har brug for det. Heldigvis er vi jo to voksne, så han bliver jo på ingen måde forsømt. Men det ér bare noget andet, og det kan ikke undgås at tingene er helt anderledes, når der pludselig er et menneske mere i husholdningen. Og i og med han er så grænsesøgende, så får han en masse negativ opmærksomhed hvor lillebror får en masse positiv, og det er fanme svært! Det er ikke sjovt at dikkedikke Samuel, for at skulle irettesætte Noah. Hvis han synes det er svært at få en lillebror, så bliver det jo nok ikke nemmere på den måde. Så vi skal trække vejret en ekstra gang herhjemme for tiden. Så han også får den positive opmærksomhed, som han jo har brug for – deraf grænsesøgende adfærd. Vi skal nok lære det, og det skal nok blive godt. Det er bare svært at blive storebror – og mor og far til to.

img_3400
Idag var jeg for første gang ude at trille barnevognen alene. Det er noget af et show, da vi har barnevognen stående i lejligheden på 2. sal, men vi har endnu ingen lås til den, og så er den stadig så ny, at ingen af os synes den behøver stå i en klam rottebefængt kælder, som i øvrigt lige har været oversvømmet af kloakvand. Så den fine Emmaljunga skal altså bakses ned og op hver gang vi skal ud, så det har været svært at tage tilløb til. Det gik selvfølgelig rigtig fint. Havde heldigvis en flaske med just in case, og endte da også på en bænk ved Damhussøen, med Samuel pakket ind i sin duniduo, imens jeg gav flasken før han kunne overgive sig til søvnen. Han er i øvrigt også udstyret med et sæt røvhuls-hænder, som konsekvent tager sutten fra ham. Han vil så gerne have den – men der er altid en hånd der hiver den ud, og så starter sirenen, og han kan ikke finde ro. Det er det samme når han skal have mad. Det er sgu svært at krænge en flaske forbi begge hænder, når de prøver at skubbe den væk, og så selv proppe sig ind i Samuels mund. Stakkels lille mand. De hænder har han ikke selv valgt. Der burde være et sted hvor man kunne returnere uduelige lemmer, og så få nogle lidt mere samarbejdsvillige.

p1010128



kommentar

Status fra barselsboblen.

p1010111

* Advarsel: Indeholder babyspam!

Imorgen er Samuel 3 uger gammel, og det føles som om han har været hos os meget længere. Han er en dejlig og rolig lille fyr, som egentlig (indtil videre) kun græder når han er sulten – eller har ondt i maven. Desværre har han slået sig på flasken allerede, og den pokkers erstatning giver ham mavekneb.

Jeg havde ellers virkelig sat mig for, at amning bare skulle fungere denne gang, i og med det aldrig lykkedes med Noah heller. Men da Samuel har gulsot, og jeg havde rigtig svært ved at lægge ham til brystet, ja så fik min mælkeproduktion aldrig det nøk opad, som var nødvendigt for at mætte ham. Gulsoten sløvede ham, og hans sutteteknik var helt i skoven, så han tog slet ikke nok på, og trivedes ikke. Vi endte til sidst på børnemodtagelsen på Herlev Hospital, fordi han pludselig blev meget slap og bleg, og ikke rigtig ville vækkes, eller spise. Jeg både ammede, malkede ud og supplerede op, men det fungerede bare ikke. Det tog langt over en halv time, at få bare 5ml mælk i ham på sprøjte. Og ja, amning var vigtigt. Men han er vigtigst, og mine principper og ønsker fylder intet, når han er den der tager konsekvensen af det når det mislykkes.

Så nu malker jeg ud det jeg magter, og ellers får han erstatning. Og det er helt okay. Jeg havde troet det ville ramme mig hårdt, i og med ønsket om en veletableret amning var så stort, men det endte ud i at være et kedeligt og dræbende projekt, som var ved at frarøve mig den glade tid med min nyfødte baby. Det var simpelthen ikke det værd. Amning skal ikke være et projekt, og nu er det sådan det er endt med begge mine unger. Skulle der snige sig en baby mere ind ad brevsprækken engang i fremtiden, ja så er jeg faktisk ikke sikker på jeg gider prøve igen.

p1010030

Nå, men det går også meget bedre nu hvor Samuel får den mad han skal bruge. Som sagt giver det dog en helvedes mavekneb som han virkelig kæmper med. Han presser og krymper sig helt sammen, skriger og bliver meget ked af det. Det er nok det eneste der kan give mig den dårlige mor-samvittighed når det kommer til bryst eller flaske. Var det ikke for de latterlige pis-patter jeg render rundt med, så havde han ikke haft mavekneb eller behov for den erstatning. Og så var han heller ikke blevet sultet i sine første 14 dage. Men nu er det her vi er – og når maven ikke værker, så er han en glad, smilende og snaksaglig lille gut, som ingen af os helt kan få nok af. Heller ikke Noah, som nok ellers godt kunne føle sig lidt tilsidesat i alt det her. Vi gør alt hvad vi kan for at få ham med i det hele, og for at være sammen med ham så meget som muligt, men uanset hvordan man vender og drejer det, så er der altså flyttet en baby ind, og de har det med at vende op og ned på alting.

p1010325

p1010196

Men udover flasker og mavekneb, ja så går det altså bare rigtig fint. Jeg er blevet lidt bedre til at sove når Samuel sover, men ofte kribler det for meget i mine hænder efter at få gjort lidt rent, få taget mig et bad, malket ud eller skoldet flasker, til at jeg bare kan sove med. Og på de dage hvor jeg får sovet med ham, der føler jeg også at dagen er lidt spildt, fordi den kun går med at sove, made og skifte. Jeg kan bedre lide at være kommet i tøjet, have sat håret og børstet mine tænder når drengene kommer hjem, end at tage imod dem i døren stadig iført morgenånde og ammeindlæg der dingler rundt i min kavalérgang. På den anden side, så er det jo bare så skide hyggeligt at putte med sin lille baby dagen lang, og så kan det nok være at lejligheden ligner en regulær øjenbæ når den er fuld af støv og snavs. Det løber ingen vegne, men det gør tiden med ham her til gengæld.

p1010097

p1010114

p1010106



kommentar

En hjemmefødselsberetning. Del 2.

untitledOmkring klokken 06:00.

Jordemoderen er ankommet. Hun mærker hvor langt jeg er. 3cm åben, blød og med udslettet livmoderhals. Hun finder et lavement frem, som jeg får lov til at give mig selv, og jeg får derefter fred til at klare det alene. Jeg sætter stopuret i gang, og venter bare på, at der er gået fem minutter, som man mindst skal vente, inden jeg rejser mig og går på toilettet. Den sidste ve jeg har, inden jeg rejser mig, siger mig så også at hvis jeg ikke går ud og tømmer mig – ja bogstaveligt talt – så vil det ske spontant midt i sengen under næste ve. Der er godt nok afdækning på, men alligevel.

picmonkey-collage-6Jeg får toiletbesøget overstået, tager et hurtigt bad (så hurtigt som man nu kan, når det varme vand får veerne til at føles som knivstik) og går ind i sengen igen.

Jon lægger sig nu hos mig i sengen, og minder mig om at trække vejret ind ad næsen og puste ud, når jeg lige synes det giver mest mening at sige av, eller klynke lidt, fordi det i grunden også er lidt synd for mig. Jordemoderen taler noget om, at jeg skal byde veerne velkomne og gøre plads til, at baby kan komme ud. På det tidspunkt tænker jeg egentlig mest, at han sgu da nok skal komme ud, om så jeg ligger i NATO-stilling og er iført kyskhedsbælte, men jeg lytter alligevel til hende, og det giver så god mening når hun hjælper mig med at ligge ordentligt. Jeg mærker for hver eneste ve, hvordan han stille og roligt bevæger sig mod udgangen. Og jeg har virkelig tænkt meget over siden, hvor vigtigt det er at lytte til sin jordemoder. Også selvom man allerhelst vil skrige i stedet for at trække vejret, eller ligge helt krøllet sammen, fremfor at – ja – give plads til, at baby kan komme ud. Psykisk sker der også noget helt andet, når jeg arbejder med min krop i stedet for at modarbejde den.

Den næste halvanden times tid går med at have veer – da det jo er sådan fødsler er indrettet – og jeg kan tydeligt mærke at de bider hårdere, og kommer med mindre og mindre mellemrum. Jeg når ind i mellem kun lige at glædes over en afsluttet ve, før min mave giver tegn til én mere. Jon er fantastisk. Ligger hos mig og holder om mig, og hjælper mig med vejrtrækningen. En enkelt gang spørger han vist om han må gå på toilettet, eller måske var det ned for at ryge, men ellers er han der bare, og det er så beroligende. Ham, og så en rolig jordemoder der ser til mig, og min mor der forsigtigt kommer ind og aer mig, fordi det er lidt svært at se sin lille pige have ondt, og så svigermor der står og tripper i døråbningen ind til soveværelset. Noah kigger også ind til mig, og lærer efterhånden hurtigt, at kram og nus skal være når jeg ikke har en ve. Jeg får al den fred, og al den omsorg jeg har brug for, som alle der er til stede giver på hver deres måde.

 Klokken 7:30.

Der er vagtskifte og min jordemoder sætter sig hos mig, og siger at hendes kollega nu er kommet for at tage over. Jeg fortæller at jeg har lyst til at presse med. Hun siger så, at det er den nye jordemoder der tjekker mig indvendigt, fordi hun alligevel skal gøre det når hun møder ind, og det derfor ikke helt giver mening, at hun også tjekker mig (og det er så fint – for det er ikke videre behageligt). Mine veer er meget voldsomme, og jeg skal gøre alt hvad der står i min magt for ikke at presse med. Jeg får en varmepude på lænden, og Jon nusser mig imens der bliver pakket en hel masse grej ud af jordemødrene. Samuels hjertelyd bliver tjekket jævnligt, hvilket jeg synes er ekstremt ubehageligt. Det med, at noget rører min mave når jeg har en ve, det synes jeg kun gør ondt værre. Men det skal jo ligesom gøres, og lyden af hans fine lille hjerte, er da heller ikke det værste at lytte med på. Den nye jordemoder introducerer sig (tror jeg – ærligt kan jeg ikke huske ret meget lige herfra), og vil derefter tjekke mig indvendigt.

Klokken 7:50.

9 cm udvidet, og kun med en blød kant.
Jeg får grønt lys til at følge min krop og presse med, og herfra tager kroppen totalt over. Det der med pressetrang – altså undskyld mig, men det burde hedde pressetvang. Hold da helt kæft hvor skal jeg da lige love for, at det er den vildeste følelse – nogensinde! Jeg kan mærke at der skyller en hel masse fostervand ud når jeg presser, og at Samuels hoved for hver ve, kommer længere og længere ud. Jordemoderen siger noget med, at det jeg mærker bare er fostervand, og at jeg måske også tisser lidt (ærligt, så tror jeg sgu der kommer noget ud af alle huller, men hvad fanden – så er man ligesom tømt godt ud, og det er der jo folk der betaler for at få onduleret).
Den første jordemoder, som egentlig har fri, vælger at blive. Min svigermor har senere fortalt, at hendes begrundelse var, at hun var nødt til at blive – fordi: ”det her er en drømmefødsel”.
Så jeg har nu to søde, rolige og virkelig behagelige jordemødre, som kun er der for mig. Noget der virkelig gør, at jeg er kæmpe fortaler for at føde hjemme i øvrigt. Al tid i verden til den fødende. Det er sådan det bør og skal være.
Jeg får besked på, at hvis jeg vil have min bluse af inden han kommer ud, ja så er det nu. De spørger om jeg vil have min BH af også, men der får jeg mumlet noget med, at den skal jeg nok tage af bagefter, og at der nok skal blive åbnet for madkasserne når han er kommet ud. Jordemødrene smiler lidt af det, og kalder mig overskudsagtig. Men det føler jeg sgu også at jeg er, trods alt. Og det er blandt andet på grund af dem, og den stemning de er med til at skabe.

Jeg skal nu presse igen, og nu er hovedet nok halvvejs ude (sådan føles det i hvert fald), så jeg får besked på at gispe. Jeg vil sige, at følelsen af at have et hoved mellem benene (ja, ikke sådan!) det er vanvittigt! Det svier som ind i helvede, og ”Ring of fire” er vist en rimelig dækkende betegnelse. Men de søde jordemødre, og verdens bedste mand, som stadig ligger hos mig, guider mig og støtter mig, og kort efter er hovedet født. Jeg får besked på at presse lidt mere, også selvom veen skulle være slut.

Klokken 8:12.

Jeg presser endnu engang, og ud kommer lille fine Samuel, smurt ind i fosterfedt fra top til tå. I øjenkrogen har jeg bemærket, hvordan min mor, min svigermor og selv Noah har stået på sidelinjen, helt stille og bare set deres nye barnebarn og den nye lillebror komme til verden. Jeg kigger på Jon, og vi giver hinanden et kys. Den ene jordemoder siger: ”Ej nu bliver jeg også helt rørt”, for alle i rummet græder af glæde over synet af den lille fedtede fyr, der nu ligger helt krøllet sammen hos mig, og putter. Han er så fuld af fosterfedt, at han glider rundt, og jeg synes det er svært at holde ham på maven. Det hjælper da han har ligget lidt.

picmonkey-collage-7 Det var en helt fantastisk stemning at opleve. Så meget kærlighed og ro. En fantastisk velkomst til den lille dreng, der kun skriger ganske kort, og derefter er helt rolig. Den ene jordemoder siger, at man slet ikke kan se i mit ansigt, at jeg har født. Men jeg føler mig også frisk, og ovenpå.

Vi nyder alle sammen lille Samuel, og jordemødrene spørger om vi har tjekket at det nu også rent faktisk er en Samuel der er kommet ud. Det har slet ikke strejfet nogen af os lige at tjekke op på hvad der er mellem benene. Og altså – jeg er ikke et sekund i tvivl, for han har vist sig fint frem på scanninger, men vi løfter håndklædet alligevel, bare for en sikkerheds skyld. Og der er stadig en tissemand.

Klokken 8:30.

Navlesnoren får lov at pulsere færdigt imens han ligger hos mig, og da Jon ikke har et stort behov for at klippe den over, får min mor æren. Jeg kan ikke huske om det var lige før, eller lige efter den blev klippet, at jeg spontant føder moderkagen uden problemer. Her kommer en lille blødning, som Noah får fortalt jordemoderen at han godt kan tåle at se, fordi han har set mange actionfilm. Derefter forlader alle, undtagen jordemoder, Jon og jeg (ja og Samuel) rummet, da jeg skal syes en lille smule. Imens jeg bliver syet, får Jon lov at sidde med Samuel, og det er kærlighed ved første blik. Samuel, krøllet godt sammen og med tommeltotten i munden, på sin fars bare mave, i vores seng, i vores soveværelse. Det kunne ikke være bedre. Og Jon har ikke været meget for at dele ham lige siden (selvom han dog taber lidt på det grundlag, at han ikke har et sæt madkasser som jeg har).

picmonkey-collage-9Imens jeg bliver ordnet, er vores mødre gået efter morgenbrød, og da de er tilbage, kommer de ind med en fin bakke med mad til os, som jeg havde glædet mig til at spise. Dog er al appetit forsvundet. Det eneste jeg kan fokusere på, er vores lille krøllede dreng.

Jordemoderen beordrer mig til at drikke noget med sukker inden jeg rejser mig fra sengen. Jeg har intet drukket, udover en halv kop kaffe, og jeg har kastet op et par gange. Så jeg får serveret et stort glas appelsinsodavand, som jeg drikker på sengekanten. Samuel måles og vejes, inden han igen pakkes ind, og kommer over til mig.

picmonkey-image-4Jordemoderen dokumenterer fødslens forløb, sikrer sig at jeg har det godt, inden hun smutter videre. Min mor, min svigermor og Noah får på skift lov at holde Samuel.

picmonkey-collage-8

Lidt efter lidt bryder selskabet op, og tilbage er kun Jon, Noah, Samuel og jeg. Og jeg tror aldrig mit hjerte har kunne rumme så meget kærlighed, som det gør nu. Til mine tre dejlige drenge.

Skulle det nogensinde blive aktuelt, så vil jeg til enhver tid føde hjemme igen. Det har været den smukkeste oplevelse, og det var uden tvivl en drømmefødsel. Jeg har altid brækket mig lidt over konceptet: ”smertefri fødsel” (for seriøst, hold nu forpulet kæft!), og det er da heller ikke fordi jeg på nogen som helst mulig måde husker denne oplevelse som smertefri – men (!) smerterne fylder uendeligt lidt, og gjorde det også i situationen. Og jeg er helt sikker på, at de rolige omgivelser var med til, at det blev sådan. Jeg var selv langt mere til stede, end jeg havde troet var muligt.

img_2943

Læs del 1 her.

Hvis du vil læse min fødselsberetning fra da jeg fik Noah, kan du finde den her.



kommentar