Når lillebror kommer til verden.

untitled-5
Jeg har egentlig vidst det længe nu, hvordan jeg ønsker fødslen skal foregå. Det var ikke fordi det var planen helt fra start, men fra 1.jordemoderbesøg kunne jeg bare mærke, at det var det helt rigtige. Nemlig at lillebror gerne skal komme til verden hjemme i vores lejlighed. Det der har haft stresset mig allermest ved fødslen, har hele tiden været turen frem og tilbage til hospitalet, og så det med at være ambulant fødende, og derfor skulle smides hjem med det samme. Ikke at jeg gad blive der heller – for Guds skyld nej, hvad skulle jeg dog lave dér? Men tanken om at skulle vralte ud til en bil, lige efter at have skidt en kummefryser (der lå på tværs), den er bare så utiltalende som noget overhovedet kan være. Og det er tanken om at køre bil når man er i fødsel i øvrigt også. Av!

Tanken om at være herhjemme derimod, i trygge omgivelser, uden at skulle tænke på transport og turen hjem igen, den er så rar og rolig. Og jeg ved selvfølgelig godt, at jeg alligevel kan ende med at skulle på hospitalet, men som udgangspunkt, så er planen, at lillebror skal komme til verden herhjemme. Uden smertestillende, uden kliniske omgivelser og uden den travlhed som der desværre er på de fleste af landets fødegange. Og jeg glæder mig helt vildt!

Samtidig har den kommende storebror gjort det klart, at han ønsker at være her. Han vil gerne være hjemme når lillebror flytter ind. Den havde jeg på ingen som helst måde set komme, men både Jon og jeg er enige om, at hvis Noah ønsker at være her, så vil vi ikke tage den oplevelse fra ham. Vi skal bare forberede ham så godt vi overhovedet kan, og det er vi godt igang med. Han har set en fødselsvideo (dog ikke skudt nedefra, så det var ikke en splatterfilm), og så har vi talt meget om, at jeg nok bliver ked af det og græder, og at jeg har rigtig ondt, men at det er okay og helt normalt. Og så har vi helgarderet os med mormorpigen, som skal være med – primært for at passe på Noah, sådan at hvis han pludselig ikke vil være med mere, så har han mulighed for at komme væk.

Jon havde det meget svært ved tanken om hjemmefødsel, og har det nok stadig lidt. Men han synes jo, at det skal foregå på den måde jeg er allermest tryg ved og sikker på. Nu mangler jeg bare at overbevise ham om, at det altså ikke er sådan, at vi skal ud at købe maling efter mit underliv er eksploderet ud over vores stue.



kommentar

2. graviditetsundersøgelse

Idag var jeg afsted til min 2.graviditetsundersøgelse hos lægen. Jeg kan godt mærke, at jeg her 2. gang nemt glemmer alle undersøgelser – og har egentlig ikke det store behov for dem heller. Men når jeg så har været afsted, ja så har det altså alligevel skabt lidt ekstra glæde.

Min vægtstatus er +2kilo siden før jeg blev gravid. Så det skal jeg bestemt ikke klage over. Jeg vejer nu det samme som jeg gjorde, da jeg var afsted til 1.graviditetsundersøgelse, og siden tabte jeg mig lidt, og har så taget det på igen. Men altså 2 kilo, det er jo ingenting. Ja eller det er vel hvad lillebror, fostervand, moderkage og livmoder optager lige nu. Så jeg er virkelig tilfreds. Jeg havde ikke frygtet at tage på – for helt ærligt, så følger det altså med at kroppen ændrer sig. Men jeg ville gerne undgå at tage for meget på, og det holder jeg jo sådan set rigtig fint indtil videre.

Lillemanden ligger allerede med hovedet nedad. Ikke at det står fast dog, men han ligger klar og parat. Og min læge mener at han er en stor dreng. Mit SF-mål (symfyse-fundus) er 25, hvilket også er stort, uden dog at være for stort, men det er jo også 2. gang, så det hele går nok bare lidt stærkere.

Ellers fik jeg bare ros – min læge mener jeg er født til at være gravid. Ingen voldsomme skavanker, minimal vægtøgning og et smukt blodtryk. Det er jo noget man kan lide at høre. Og jeg er altså også selv ret tilfreds med tingenes tilstand indtil videre.

Vi fik også snakket lidt om fødslen. Men den fortæller jeg lidt mere om en anden god gang.

skaermbillede-2017-05-24-kl-18-59-37

Ps: jeg kan se jeg har sat gang i et par jordemødre, så jeg må hellere lige skrive, at jeg udmærket er klar over at fosterskøn ikke laves så tidligt. Jeg synes dog næppe heller, at “stort” kan betegnes som et reelt fosterskøn, så jeg tog det ikke så seriøst. Jeg kan dog godt gøre mig skyldig i at synes det er pissehyggeligt, at der står i min vandrejournal, at fosteret er skønnet stort. No harm done. Jeg er hverken bange for at skyde 5 kilo kødtamagotchi ud af kusinen, eller at han skulle sidde fast på vejen ud. Det var en sød tanke og en sød bemærkning. Så bliv ikke forargede på jeres professions vegne. Det er jeg ikke.



kommentar

110 dage endnu.

Til termin altså. Det virker som ekstremt lang tid, men når jeg om 6 uger går på barsel, så tænker jeg egentlig at tiden nok skal løbe stærkt. Altså det gør den egentlig allerede, men jeg glæder mig helt vildt til at pakke mine skolebøger væk, og ikke skulle tænke over noget som helst sygeplejefagligt – hverken i sommerferien, eller i det kommende år. Det har været et virkelig hårdt skoleår synes jeg. Særligt fordi jeg i det sidste halvår har været i praktik, og også har haft voldsom kvalme med dertilhørende opkast. Det er en kedelig kombination. Så ja jeg trænger til at kunne slukke for at være sygeplejestuderende. Bare for en stund altså.

Lige pt. drøner jeg rundt i hjemmeplejen, hvilket faktisk er rigtig hyggeligt. Super søde sygeplejersker, der nok passer mere på mig end jeg selv gør. Var nær blevet taklet forleden, da jeg prøvede at løfte en skammel til en borger. For jeg skal ikke løfte noget som helst. Det er sødt, at de passer sådan på mig. Og rart at være et sted, hvor de hører og ser mig, og viser en hel masse hensyn. Så på den måde skal de næste 6 uger (indtil barsel, hvis jeg ikke lige fik nævnt det tidligere) nok gå fint. Jeg kan lide at være der, og de passer godt på mig. Vi kører rundt i bil, og de prøver så vidt at undgå trapper for min skyld. Altså på den måde, at jeg gerne må sige fra eller køre med en anden sygeplejerske, hvis køresedlen viser, at der er mange trapper at bestige i løbet af dagen. Borgerne skal selvfølgelig stadig besøges, selvom de bor på 3.sal.

Både Noah, Jon og min mor har nu mærket lillebror i maven. Det er rart at kunne dele det med andre, og ikke bare kun kunne mærke det selv. Men han bliver jo også større og større, og stærkere og stærkere, og maven rumsterer godt med når han møffer rundt i sin store 1-værelses derinde.

Jeg er begyndt at få en del plukveer. Særligt når jeg ligger mig om aftenen, strammer det hele godt til. Men også når jeg går kan de være belastende. Det er mest fordi jeg også har mange ligamentsmerter når jeg går, så kombinationen af kraftig sidestik og plukveer, er rigtig ubehageligt. Men jeg skal ikke klage. Udover lidt opkast ind i mellem stadig, en smule halsbrand og natlige tisseture, ja så har jeg det faktisk godt. Jeg bliver mere forpustet end førhen, og er ved at dø når jeg cykler, men jeg har det faktisk godt. Mit bækken er helt fint, og det eneste tidspunkt jeg har ondt i halebenet, er når jeg ligger for længe på det, og det kan jeg jo nemt komme uden om. Vægten er nu nogenlunde som den var inden jeg blev gravid. Jeg har tabt mig noget grundet opkast, men det ser ud til at jeg har taget det på igen den seneste måneds tid. Men okay, der ligger også én i maven, så i virkeligheden er jeg stadig under min før-graviditetsvægt. Dejligt når jeg er tyk i forvejen. Og han vokser fint som han skal, så det er alt sammen helt som det skal være.

Igår bestilte jeg tid til en 3D/4D scanning om en måned. Det har vi lovet Noah, så nu tager vi en tur ind og ser til lillebror sammen. Jeg glæder mig rigtig meget. Havde egentlig ikke et stort behov for flere scanninger, men vi havde lovet Noah at komme med til én, og han vil så gerne. Ja og jeg kan da godt mærke, at nu hvor der er bestilt tid, så glæder jeg mig rigtig meget alligevel.

img_1220

 



kommentar

Gennemscanning og et navn.

Tiden går – og endelig er kvalmen på retur. Vi mødes kun kortvarigt hver morgen, hvor det sommetider er lidt en kamp at finde ud af, om det er mig eller kvalmen der skal vinde. Heldigvis er det oftere og oftere mig, så opkastninger er på et minus og overskudskontoen er så småt i plus.

Lillebror sparker løs, og der går ikke længe mellem livstegn derinde fra. Han er en stærk bassetrold allerede, og det er vildt hyggeligt at han laver krumspring så ofte.

Gennemscanningen er også overstået, og den gik helt som den skulle. Han blev målt til at være over en uge større ift. den fastlagte termin. Ja det gjorde han faktisk også allerede til kønsscanningen. Men sund og rask – og ganske livlig. Og stadig en lillebror. Jordemoderen nåede knap at sætte scanneren på maven, før der var to lårben og en tissemand. Det var rart lige at få kønnet bekræftet en ekstra gang – når man nu kunne.

Ellers er jeg nu i min sidste klinik inden sommerferie (… og barsel). Jeg er i hjemmeplejen, dog heldigvis med en vejleder der gerne/helst kører bil, så på den måde bliver jeg ikke for overbelastet, hvilket jeg ellers var noget nervøs for inden klinikstart. Ikke at jeg var nervøs for at bevæge mig, men når det hele allerede knirker og knager lidt, ja så kan 8 uger på cykel godt virke temmelig skræmmende lige pludselig. Men det ser ud til at blive en god klinikperiode, selvom jeg da kan sige uden at blinke, at jeg ser virkelig meget frem til at få lidt fri. Det har været et langt studieår, så det gør mig ikke noget at rive et år ud af kalenderen, og komme lidt væk fra det.

Lillebror har sparket Jon da jeg var 21+2, og idag fik Noah også et puf, og glæden af at se maven danse. Det er rart ikke længere at være ene om at mærke lillemanden. Som i øvrigt nok bliver mester i stopdans endda. Ja han forstod da nok at ligge helt stille hver gang Jon og Noah prøvede at mærke eller se ham. Men nu fik vi ham – endelig!

Navnet til lillebror er i øvrigt på plads. Lige pludselig var vi bare enige om et navn – selvom listen var lang, og vi egentlig ikke deler smag i særlig mange navne. Og det var faktisk Jon der pludselig en dag sagde navnet højt. Da jeg havde tygget lidt på det, føltes det bare rigtigt i maven, at han skulle hedde det. Så vi aftalte at kalde ham det i et par dage, og så se hvordan vi havde det derefter. Nu har han nok heddet det i et par uger, og vi er bare nået frem til, at det ikke bliver anderledes.

Men jeg skriver altså ikke endnu, hvad lillebror kommer til at hedde.

img_1046



kommentar