Det er lørdag d. 24. december 2016.

Det er lørdag d. 24. december 2016, og jeg står i Fakta. Midt i mellem mylderet af de få der lige mangler en mælk, tonser jeg rundt efter det hele. Altså flæskesteg, fløde, kartofler og alle de der ting, som er ret essentielle for en traditionel julemiddag. Det virker i øvrigt helt absurd at shoppe flæskesteg på selve juleaftensdag. Sådan lidt utjekket og for sent på den agtigt. Og meget lidt lig mig. Lige på det punkt, ja der er jeg faktisk ok tjekket.

Hjemme i lejligheden sidder Jon med Noah, som siden igår har haft det rigtig skidt. Han har feber, hoster og har ondt i halsen. Igår aftes kastede han op. Og så har han bare sovet det meste af dagen væk. Lille mand. Han vil ingen steder idag. Og når man er 8 år, så er det altså store ord, at ville aflyse sin juleaften.

Så vi skal ingen steder. Og juleaften bliver altså bare os tre og et vissent juletræ, i en lille lejlighed i Vanløse.

Min familie har lige været forbi til gave-byt, og så havde de and og risalamande med. Vi kommer ikke til at mangle noget, ud over deres gode selskab, dansen om juletræet og lidt julestemning. For den er der måske ikke det store af, nu hvor Noah igen blunder på sofaen, og kun har spist 1/2 Danone yoghurt siden igår aftes.

Det er første gang jeg ikke fejrer jul ude, men når det nu endelig skal være, så er det ikke helt galt at fejre den med mine to drenge, og vores visne juletræ.

 

juletrae



kommentar

Hov, bloggen blev 5 år.

Så gik tiden lige, hva’?! 5 år (og seks dage, fordi jeg ikke lige var opmærksom på mit jubilæum) siden jeg skriblede det første ned. Dengang på blogspot, og dengang med et sæt bryster der nok ikke var ligeså lange, men stadig lidt. Dengang Jon var ny i hulen, og dengang Noah sagde ting som: “Skovbanan“, “Klunkedunk” (Dunderklumpen), “Skinke-daaaaaaskning“, og hvor han konstant så “Dinosaur King” i fjernsynet, eller ringede tilfældige gamle damer op når jeg sov, og råbte: “Jamen det er jo mig Noah!!” ind i røret. Dengang gik han også under navnet “Ullerberg“. Meget er sket siden.

Her er hvad jeg skrev:


“Kender I det hvor man bare lige tænker “Hey! Jeg skal da ha’ en blog og være total fancy-pancy-moderne”? Og når den blog så er oprettet, så aner man ikke hvad man skal skrive om, hvem der skal læse det og hvad formålet egentlig er.

Så til en start kan jeg jo fortælle at jeg endnu ikke er klar over hvad den her blog kommer til at indeholde, om jeg kommer til at skrive meget eller om den bliver så fancy-pancy-moderne som jeg drømmer om.

Mit navn er Camilla. Jeg er 23 år gammel og bor i København med min dejlige søn Noah på 3 år. Jeg arbejder indenfor detailhandlen og betragter mig selv som en rigtig skrankeluder. Og det er ment mere positivt end det umiddelbart lyder.

Jeg har en sød kæreste – Jon – som man måske kan gætte ud fra mit lidt folkeskole-agtige billede. Han er sgu da egentlig en ret okay gadget.

Men det var lige lidt om mig. Jeg aner stadig ikke hvad bloggen kommer til at handle om. Men det finder jeg vel ud af!”


Det er egentlig ikke fordi jeg nogensinde fandt ud af, hvad bloggen helt skulle handle om. Hold kæft jeg har skrevet meget vrøvl gennem tiden, og når jeg læser gamle indlæg igennem (inklusiv ovenstående), så krummer jeg alligevel lidt tæer. Fortids-Camilla var bare lidt en anden. Dengang herskede der også et større kaos, både inden i, men også i omgivelserne. Det var ikke altid nemt, at være fortids-Camilla, og selvom vi egentlig havde det godt, Ullerberg og jeg, så er det ikke rigtigt en tid jeg savner. At jeg for et år siden, endelig, kunne pille “enlig-mor”-mærkatet ud af min eksistens, har været det bedste nogensinde. Heldigvis har Jon sørget for, at jeg ikke følte mig enlig længe før det.

Detailhandlen (ja let’s be honest: tankstationen) er for længst et overstået kapitel, men det er Jon heldigvis ikke. Jeg er snart halvvejs i sygeplejerskestudiet, og jeg arbejder på verdens ultimativt bedste afdeling på Rigshospitalet. Og Noah har vist ikke sagt Klunkedunk siden dengang. Men en Skovbanan, det er han stadig. Og en Ullerberg. Nu bor vi sammen, alle tre, i en lille lejlighed i Vanløse, og livet har aldrig været bedre.

Fem år. Det er alligevel længe den lille blog har levet. Og tusindvis af oplevelser, tanker og følelser siden.

Tak fordi du læser med.

 

picmonkey-collage-4



kommentar

Well played, Metropol. Well played.

Det er lidt op ad bakke, det må jeg nok tørt konstatere. Den 6. februar skydes modul 8 igang, og jeg skal i klinik igen. Denne gang står den på psykiatrien, som vist lidt har været sådan en “nej-hat” gennem studiet indtil videre. Nu var jeg endelig nået til den konklusion, at jeg er klar til at springe med hovedet først, og dykke ned i den svære sygepleje. Den dér hvor man ikke bare lige måler et blodtryk eller tømmer stomi-poser. Det dér psykiatri skræmmer mig ikke rigtig mere, selvom jeg dog stadig ikke ser mig selv arbejde i psykiatrien som færdiguddannet. Nå, men på lige nøjagtig dette modul, kan man indgive ønsker til kliniksteder, og det har jeg selvfølgelig gjort. Det endte meget logistisk, i og med jeg jo skal kunne aflevere Noah hver morgen, så jeg tog områderne i nærheden, bare for at være sikker.

Sikker på hvad spørger du så? Ja det skal jeg sige dig, for det eneste jeg fik ud af at ønske, det var ikke at få nogle af mine ønsker opfyldt. Glædelig jul, Camilla. Der føles det lige lidt som om, Metropol bevidst frasorterer de steder man har valgt. Og ja ja, jeg ved sgu da godt at der jo kun er et vist antal pladser, men jeg var den første til at søge om alle stederne, og selvom der ikke er et først-til-mølle-princip, så føles det alligevel som at få sprøjtet halvanden liter citron i øjet, for derefter at gnide chili ind i det andet, når man så ikke får lov at komme nogle af de steder.

Næ nej. Jeg skal til Ishøj. Ishøj. Ishøj. Ja. Det giver lige en transport-tid på over 1 1/2 time om dagen, for så ikke at tale om et månedskort, der ender med at koste mere end 900kr. Tak Metropol, ad hjertet tak.  Det eneste jeg fik opfyldt, var at jeg ville på et åbent afsnit. Jeg har i øvrigt endnu ikke snakket med nogen, som har fået ét af deres ønsker opfyldt.

Ej, men ved I nu hvad. De har kraftedeme bare at være søde. Og bage meget kage.

 

skaermbillede-2016-12-07-kl-09-15-25

 



kommentar