Dårlig mor.

Altså hvad er det med mødre (inklusiv undertegnede)?

Så startede Noah i skole. Det reagerer han altid på, mere eller mindre. Det er svært efter en dejlig sommerferie, ligesom det også er for alle os andre, der dog formår at pakke vores vrede ind i vat, og skjule det så godt vi kan for omverdenen (alt imens vi hader kollegaer, arbejde, skole og alt andet der ikke omhandler afslapning og tanketomhed). Det gør børn jo ikke – for de er så umiddelbare og kalder en spade for en spade. Og at starte i skole efter en ferie er bare K.E.D.E.L.I.G.T.

Noah tager det ellers egentlig pænt nok. Han reagerer, ja. Men tager det meget pænere i år end de to forrige skoleår. Det er vist mest bare det der med at slå lyttebøfferne ud, og lukke ædespalten i, der forvolder problemer. Men det er jo stadig et problem, og det får jeg selvfølgelig at vide af skolen. Og så kommer den…

Den dårlige samvittighed. Følelsen af at være en rådden mor. “Jeg gør aldrig noget rigtigt“, “Jeg har ødelagt mit barn“, “Hvorfor i alverden vil du dog have flere børn, din børne-ødelægger?“. Og det er simpelthen så latterligt. Noah er som Noah er. Ikke sådan et barn der passer ind i en boks – og det rammer altså hårdt både for barn og forældre. Den der skide boks, som ingen rigtig passer ind i, men som nogen formår at sætte sig i alligevel – den er så forkert skruet sammen. Og når det så vælter lidt for Noah, så vælter mor med.

Og det sker ved hver skolestart. Der danner sig et mønster. De næste par måneder synes Noah at det er: “buuuh – ked’liiigt” at gå i skole, og så opfører han sig derefter. Imens sidder jeg på nåle og venter på beskeder eller opkald fra lærere, alt i mens jeg skriger mig selv ind i hovedet, at jeg måske bare skulle få fjernet hele underlivet inden jeg sætter flere børn til verden, som jeg lige kan ødelægge og forskrue.

Så vender Noah sig til skolen igen (… er stadig lidt en ballademager, men oh well) og jeg kan trække vejret og tænke: “Ok. Det skal nok gå. Han ender ikke med at sælge stoffer i baggården alligevel“. Og så er det sommerferie igen.

IMG_3741
Så nu fortjener jeg croissanter. 2 stk. idag, og så må jeg senere hen skrive et indlæg om det kødtelt af en mave, der er resultat af disse. Eller også snakker vi ikke mere om det. 



kommentar

A thousand years

Nu har vi ramt søndag, og jeg sidder i min lænestol, helt blæst bagover af træthed. Men allermest er jeg blæst bagover af kærlighed. Kærlighed til to mennesker, der igår gav hinanden et rungende JA til det smukkeste bryllup man overhovedet kunne forestille sig (Virkelig. Det var ren Kronprins Frederik og Mary Donaldson, ja for de af jer der husker den omgang).

Kender man mig bare en lille smule, vil man være klar over, at jeg er sådan en anti-romantiker, der faktisk mest af alt får gang i min brækrefleks når folk er for søde. Men med de to her, der bare efter at have kendt hinanden i 7 år (sådan ca) stadig er så forelskede og så perfekte sammen, at enhver Disney-film i virkeligheden godt kan pakke sammen og gå hjem, så kan jeg altså ikke undgå at blive rørt, glad, nærmest forelsket i deres forelskelse og faktisk helt uden at smage opkast i munden. Der har altid været noget særligt magisk over deres kærlighed, og igår var ingen undtagelse. Gid festen kunne vare evigt. Men på en eller anden måde så ved jeg, at med de to så er det lige præcis dét den gør.


Og så greb jeg i øvrigt buketten. Eller. Den ramte gulvet, jeg skubbede modstander væk (… som vist egentlig nok havde buketten lidt før mig, meeen), og lagde mig oven på buketten. Og nu står den så fint her hos mig, og minder mig om hvor fantastiske mennesker jeg har i mit liv. Dem har jeg heldigvis mange af. Men de her to, de har en helt særlig plads, og er nogle af de få der formår at gøre mig blød i knæene, omfavne romantikken, kærligheden og livet på en lidt mere Disney-agtig facon, end havnearbejderen her ellers er vant til.

Tillykke med jeres fine fine fine, smukke, vidunderlige, dejlige, fantastiske, romantiske, ovenud perfekte, helt oppe i skyerne, eventyr-agtige, kærligheds-fyldte bryllup. Og tak fordi vi fik lov at være en del af jeres dag og aften. Det betyder mere end i tror.

IMG_3712



kommentar

OTTE ÅR

1930500_24454481831_7940_n
Den her lille Ullerberg er 8 (OTTE!) år nu. For 8 (OTTE!) år siden havde jeg knap en times fødsel tilbage, inden han så dagens lys kl. 21.57 på Sydvestjysk Sygehus. På den ene side er der oceaner af tid mellem dengang og idag, men på den anden side er det svært at forstå, at det lille myr ovenover, idag bruger størrelse 36 (SEKSOGTREDIVE!) i sko, bander mere end sin mor og taler konstant. Om minecraft. Og Pokémon Go. Ja og så er han i øvrigt begyndt til Taekwondo. Jov.

Traditionen tro vækkede han mig et par minutter før vækkeuret gjorde, med et kæmpe smil klistret fast til ansigtet. Han har fået gaver, kage, spaghetti og kødsovs og en tur i biffen med Jon og mig. Nu samler han LEGO imens han ser film. Hvornår holdt han op med at være Ullerberg, og hvornår blev han sådan én der nærmest kan det hele selv?

Verdens bedste Noah, 8 (OTTE!) år idag.



kommentar

Så opdrag dog dit barn!

… Ja og opfør dig som et normalt velfungerende menneske, der ikke tror, at du og dit barn, begge er sået af Guds sæd (… Ja jeg skrev sæd), og er mere værd end os andre dødelige.

Det er ikke meget jeg beder om. Og jeg blander mig ellers generelt ikke i andres opdragelse, for her er vi skam ikke perfekte, hverken barn eller voksne. Men problemet er måske netop at du, dig der ikke har din høflighed med dig ud i den virkelige verden, tror du er hævet over alle andre.

Når Noah og jeg går turen til skole om morgenen, og hjem igen om eftermiddagen (… ja og egentlig generelt bare når vi er ude at gå, hvor end det så er) så oplever vi konstant at ingen, og jeg mener seriøst ingen, går til side og giver plads på fortovet. Ja det er seriøst ikke mere end det mit indlæg skal handle om. Fortovs-pli. Og det er særligt forældre og deres børn, der åbenbart mener, at de har krav på hele fortovet, også selvom det betyder, at alle andre må gå ud på vejen, eller suge maven godt ind, og vælte ind i hækken. Det kan altså godt gå hen og blive lidt for actionpacked ned af de små villaveje, inden skolen starter.

Kære forælder. Det er jo ikke en magtkamp. Det er jo ikke fordi du vælger dine kampe med omhu. Det er jo ikke svært at bede sit barn gå til side. Vel? Jeg praktiserer det i hvert fald. “Går du lige til side Noah”, “Hov Noah, se dig lige for, der kommer andre der skal forbi”, “Så går du lige ind foran mig”, “Så går jeg lige ind foran dig”, “Vi rykker os lige lidt, så de andre kan komme forbi”. Ja det er bare eksempler på, hvad du kan sige til dit barn, på en respektfuld, anerkendende og helt ok-agtig måde, hvor dit helt særligt perfekte, nærmest royale barn, da umuligt kan føle sig stødt. Noah bliver i hvert fald ikke ramt på sin stolthed, fordi jeg lærer ham at være opmærksom og vise hensyn.

Forestil dig, at vi er biler. Du fylder begge vejbaner. En modkørende bilist dukker op. Hvad gør du?  Gør du krav på begge vejbaner, fordi du er lidt en nar, eller rykker du over i din vejbane, sådan at der er plads til den modkørende bilist?

Forestil dig så nu, at fortovet er den vejbane. Vi er bilisterne. Ja ok, du dør ikke af at gå ind i mig (… Selvom mit temperament nærmest har nået Vestegns-højder). Hvorfor går du ikke til side? Hvorfor har du krav på at fylde det hele sammen med din familie, imens jeg og min familie ikke må være der?

Det er simpelthen bare mærkeligt. Altså, tænk at skrive et blogindlæg om folk på fortovet. Det burde ikke skulle være et problem at gå rundt, vel?

Og jeg har skam kommenteret på det (jeg sidder jo ikke bare her og brokker mig, uden at have sagt det højt først), men det preller af på dig. Uanset hvor pænt eller vredt jeg siger det.

Vil du ikke godt please lære dit barn at gå til side? Hvilke værdier du giver dit barn ellers, det blander jeg mig ikke i. Men lær dog dit barn at vise hensyn, så jeg ikke også skal støde ind i dit barn med sit afkom om 20 år. Jeg gider ikke være en sur dame. Men åh det er så svært!

Og her vil jeg gerne lige understrege, at det selvfølgelig ikke kun er forældre med deres børn, der har røvhuls-hatten på (altså kun forældrene – børnene kan jo ikke gøre for det), men opdragelse starter et sted. Og måske hvis vi lærer vores børn om høflighed, pli, venlighed og god karma, så er der ikke så mange nederen (JA jeg skrev faktisk lige nederen. Vestegns-temperament nu) mennesker, der tror de ejer det hele.

Og god dag til jer.

Skærmbillede 2016-08-10 kl. 08.35.30



kommentar

Jeg siger ikke at jeg købte en børste til 475 kroner.

Men jeg siger heller ikke, at jeg ikke gjorde. Til gengæld fik håret en god (vand)ondulering, og jeg ligner ikke længere en hippie anno Roskilde Festival 07´.

13908813_10154263041836832_4871029577299696176_oNu er jeg ved at være dér, hvor de to kærligheds-fester vi har i vente i august, bare kan komme an. Kjolen (… ja ja kjolerne), stiletterne, tasken (taskerne) og håret er klar til champagne, sol (JO DANMARK, på de skide to dage kan du godt lige!) og dans.

Håber I har det herredejligt. Min ferie kører fortsat. Noah startede i 2. klasse igår. Og jeg er fyldt 28 siden sidst.



kommentar