Kraftedeme: En blog om kræft.

cancerheader
Her forleden, faldt jeg over denne blog – og jeg synes helt ærligt den fortjener at blive læst. En ung kvinde på 36 år, mor til tre skønne piger, fik den 1/2-2016 konstateret brystkræft. Og hvad gør man så lige? Følg endelig med hos hende – det er en stærk, rørende fortælling om, hvordan hverdagen pludselig ændrer sig. Det ene øjeblik er barslen skudt igang, det næste øjeblik skal den krydres med kemo, skaldet-hed og tanker om sygdom. Hun er vildt sej, inspirerende og og værd at følge med hos. Så gør det lige, ik’?

Må man tage sit arbejde med hjem?

Untitled1
Lige fra første dag på sygeplejestudiet, har der været snakket om det at tage sit arbejde med hjem. Hvor går grænsen, og hvor personligt må det blive når det kommer til relationen mellem patient og sygeplejerske. Jeg er jo stadig ny i faget, nærmest så ny som man kan blive, og derfor er jeg nok endnu ikke hærdet nok til, at jeg ikke vil opleve at tage arbejdet med hjem, når jeg forlader hospitalet. I virkeligheden tror jeg ikke at det nogensinde kan undgås, for i sygeplejefaget vil man altid møde mennesker, der vil røre én langt ind i sjælen. Men det der med at ”tage patienterne med hjem” er også en hårfin grænse, for gør man det hele tiden, vil det helt sikkert blive for hårdt psykisk at have med at gøre. Men hvis man aldrig lader sig blive rørt, tror jeg også noget af omsorgen går tabt.

Jeg har allerede mødt mennesker der har rørt mig, særligt en enkelt som jeg ved jeg vil have med mig i mit fremtidige virke. Nemlig min første patient, der gik bort. Et menneske jeg havde skabt en relation til gennem en længere periode – et menneske der lærte mig at kende og som jeg lærte at kende. Et menneske som havde været igennem et meget kedeligt og langt forløb, hvor også pårørende var meget kede af det. Jeg holdt hans hånd da han var døende, fugtede hans mund når den blev for tør, jeg vaskede ham og gav ham rent tøj på, hjalp ham til at ligge behageligt, fortalte ham at jeg var hos ham, og at han ikke var alene, når de pårørende ikke kunne være der. Det var så stærkt og så fint, så rørende, så trist. Så mange ting på én gang – men han ønskede fred og han fik det. Og jeg kunne mærke at lige dér, der gjorde jeg en forskel for et menneske. Og takken kom også fra de pårørende efterfølgende, som var så glade for at jeg havde været der når de ikke kunne, og at jeg havde gjort en indsats for at lære deres familiemedlem at kende. Større bliver det altså ikke. Men jeg har helt sikkert taget lige netop denne patient med hjem. Jeg har ikke grædt og været ked af det – for omstændighederne var sådan, at han jo gerne ville herfra, og det hjalp helt sikkert meget, at jeg havde det at forholde mig til. Men jeg har tænkt meget på ham – jeg gør det stadig. Og jeg synes faktisk det er okay. Jeg er dog helt sikker på, at når jeg første gang står ansigt til ansigt med et døende menneske der ønsker livet, så bliver det hårdt. Helt umenneskeligt. Og der må jeg indrømme at jeg ser frem til at være garvet nok til at kunne kapere det bedre. Stadig lade mig blive rørt, for ellers tror jeg nærmest man kan blive for kold.

En sygeplejerske fortalte mig at hun havde tilladt sig selv at tage 5 patienter med sig videre i livet. Mødte hun nye patienter der rørte hende særligt, måtte hun skifte ud i patienterne, men altid sørge for max at have 5 med sig. Det synes jeg er en fin tanke – at vi gerne må lade os røre og blive kede af det, men ikke med alle patienterne, for det kan vi slet ikke selv rumme som mennesker.



kommentar

9 fordomme.

Untitled
Selvfølgelig er du det. Eller er det også en fordom? Jeg læste for ikke ret længe siden inde hos Emiliblog, et megafedt indlæg om fordomme. Vi har dem jo alle sammen, men det der med at sige dem højt, kan gå hen og blive helt pinligt. Men alligevel skal jeg da med glæde dele ud af egne fordomme, for dem er der masser af. Bare husk, at de er skrevet med et glimt i øjet. Jeg er godt klar over at fordomme som oftest slet ikke har et gram rigtighed eller korrekthed over sig. Men når man siger dem højt, er det vel også fordi man anerkender, at man gør sig nogle tossede tanker, ikke? Jeg understeger lige 110% at jeg udmærket er klar over, at mine fordomme hverken er okay eller fair.


1: Jeg er så hende den tykke, der dømmer de andre overvægtige når jeg ser dem spise usundt. Jeg spiser selv usundt. Det er den underligste fordom at have mod andre, når man gør nøjagtigt det samme. Men jeg har jo altid en god undskyldning for at spise sovs med ske, som andre tykke helt sikkert ikke har.


2: Jeg har det svært ved de polerede hjem på nettet, og særligt hvordan mange opstiller selv deres børn, så det ser ud som om de sidder pænt og leger med et enkelt stykke legetøj, der selvfølgelig er lavet af spelt-økologisk-himalaya-træ, og hvor der selvfølgelig heller intet rod er. Jeg siger ikke at børn aldrig kan fordybe sig i et enkelt stykke legetøj, men det er godt nok ikke ret ofte vi ser billeder af børn med oceaner af farvestrålende legetøj omkring sig – det hele er så pastel og så poleret, at jeg får lidt ondt i øjnene. Men andres børn roder selvfølgelig heller ikke. Det er kun mit.  Det der med at smide et billede op af fredagens bland-selv-slik-skål, og så lige grave det ene hjørne i skålen fri, så alle kan se at det bliver serveret på Royal Copenhagen porcelæn, det er sgu for cheasy. Æd det slik, gerne fra en Margrethe-skål eller noget tubberware. Du behøver ikke vise hele verden at dit bland-selv-slik skal frådes fra en 1600kr dyr skål, virkelig. (PS: min instagram er heller ikke for god på poleret-hjem fronten). Jeg tænker ofte, at de her polerede typer garanteret er mega selvglade og tror de er bedre end alle os andre.


3:Jeg har også en fordom over for ammemødre. Ikke dem der har ammet altså som sådan, men dem der prædiker om hvor godt det er. Det ved alle i forvejen – og langt de fleste giver jo ikke op uden kamp. Jeg kan kun hilse herfra og sige, at det var den sværeste beslutning nogensinde at opgive amningen, og det skar ind i mit hjerte de første mange gange far gav flaske – for det var ikke naturligt. Samtidig har jeg også fordomme over for dem der bare ikke gider amme. For det ER jo bedst, og så bliver jeg også irriteret når kvinder opgiver på forhånd, når jeg selv kæmpede og ikke slog til. Hele amme-debatten er, hvis man spørger mig (og det gør man selvfølgelig) helt hen i vejret. Alle ender med at være sure og kede af det. I virkeligheden er vi jo de bedste mødre vi overhovedet kan være overfor vores børn. Jeg får sådan en spelt-feeling hver gang jeg støder på mødre der peger fingre ad andre mødre. Og så er det egentlig ikke fordi det nødvendigvis er amme- eller flaskemødre.


4: Den er er i den mere pinlige, og helt forkerte afdeling. Jeg har fordomme over for SOSU’er og det er SÅ tarveligt, forkert, nederen, latterligt og jeg har faktisk svært ved at stå ved det! Især fordi jeg udmærket ved at langt de fleste er sindssygt kompetente og dygtige til deres arbejde. Jeg arbejder selv sammen med nogen nu, og dem har jeg absolut ingen fordomme overfor, så det er blevet sådan en lidt abstrakt fordom, fordi jeg så har mødt nogle få der uddannede sig som SOSU’er, fordi det var nemt at komme ind på uddannelsen (… Det betyder jo bare ikke altid, at jobbet er nemt). I virkeligheden er de allesammen dygtigere end mig på nuværende tidspunkt, da jeg er under uddannelse, og faktisk kan lære meget af dem. Så den fordom er jeg faktisk rigtig ked af at ha’ – den passer ikke ind i det billede jeg faktisk ser til dagligt. Forhåbentlig blegner den og forsvinder helt med tiden. Jeg er nemlig generelt rigtig ked af fordomsfuldhed blandt befolkningsgrupper. Vi kan jo ikke allesammen være kirurger. Jeg kunne i hvert fald aldrig være det


5: Jeg har det heftigt stramt med vegetarer, veganere, ja endda dem der prædiker økologi, men stadig spiser kød. For mig handler det ikke om hvad du spiser. I don’t care! Det handler om det budskab der som oftest sendes på nettet, om hvor godt det er at spise ren økologi, eller hvor fantastisk en åbenbaring det er ikke at spise kød – gerne med en tilføjelse af at vi andre, der enten æder kød eller ikke kun køber økologisk, er uvidende, tåbelige, ondskabsfulde og forkert skruet sammen. Jeg elsker kød, og min SU giver mig ikke rigtig gode muligheder i forhold til at leve økologisk. Jeg er ikke ond, jeg er ikke tarvelig og uvidende. Jeg træffer mine egne valg, ligesom alle andre. Jeg respekterer det du propper i ædespalten, så respektér lige tilbage, tak. Så engang en kommentar på Instagram omkring børn og søde sager. En mor kommenterede sådan ca. sådan her: Altså så længe man kun giver sit barn økologisk mad, så går lidt sunde sager nok også en gang i mellem.” Suk. Og min fordom her, går uretfærdigt ud på at sådan er ALLE vegetarer, øko-mennesker eller veganere. (Og nej, det er de ikke).


6: Folk der deltager i ”konkurrencer” på Facebook, som er slået op af sider der tydeligvis er fake. Hallo, det er ikke et positivt tegn, at siden kun har det ene opslag omkring konkurrencen, og nej der er ikke vildt stor chance for, at de første 3000 (!!!) der kommenterer får 3 plader marabou hver. Vel? Det er så til gengæld noget jeg ikke er ked af at sige (skrive) højt. Det er fanme at være for godtroende.


7: Kærestepar der konstant skriver på hinandens væg, tagger hinanden i opslag, kommenterer alle hinandens ting på facebook. Hallo, vi har ligesom fattet at I er lykkelige, eller i hvert fald gerne vil fremstå som værende lykkelige. Men så lukker kvalmebutikken ligesom også. Jeg tror simpelthen ikke på man er så super happy, hvis man konstant bræger op om hvor lykkelige man er sammen. Faktisk tror jeg allermest på, at de par der har det dårligst, er dem der altid skal minde os andre om, hvor godt de har det.


8: Folk der stemmer DF. Ja undskyld, men de få der tør indrømme at de stemmer på DF, virker enormt usympatiske og uintelligente på mig. Det er Nationen-brugerne der har gjort deres indtog på Facebook, og som ikke er sene til at fortælle om hvor klam man er, fordi man ikke er racist. Det er dem der ingen empati har for de stakkels mennesker, der har været tvunget til at flygte fra deres hjemland, ej men altså – har folk seriøst ingen skam i livet? DF’er? Jeg kommer aldrig til at forstå dig, og jeg vil det faktisk helst heller ikke. Alle der stemmer DF, er ærgerlige mennesker, simpelthen.


9: Folk der ikke kan stave, er ikke særlig kloge. Det er virkelig en træls fordom, for jeg ved den ikke er sand. Kender flere ordblinde der er meget intelligente, også mere end jeg, så jeg ved det slet ikke holder stik. Men mit øje kan ikke lide stavefejl. Og hvis jeg ikke kender dig fra virkeligheden, kan du være sikker på at mine øjne straks spotter alle fejlene, og min hjerne derefter konkluderer at du er uintelligent. I know – det er så tarveligt, og jeg ved godt – og jeg mener det virkelig når jeg siger det – jeg VED at det slet ikke er rigtigt!  OG jeg ved også godt at jeg selv har fejl i både tegnsætning og stavning.

Hvilke fordomme har du?



kommentar

Vil du være sygeplejerske?

Cartoon-Hospital-Icon-Vector
 

Kvote 2 ansøgningen er måske allerede sendt, eller også venter du på huen der trykker til sommer, med at sende ansøgningen afsted. Uanset hvad, så er der tosset lang tid til du får svar på, om du er kommet ind på dit studie eller ej. Men måske har du søgt ind, eller overvejer at gøre det, på sygeplejerskeuddannelsen, og jeg kan jo kun skrige af mine lungers fulde kraft: GØR DET!

Jeg har selv kun læst på Metropol siden september sidste år. Så jeg er stadig ny i folden, helt grøn og forvirret, men ikke desto mindre er jeg vild med den her uddannelse. Allerede nu har jeg oplevet så meget, lært en masse og stoltheden over netop dette fag, vokser hver dag.

Uddannelsen veksler meget mellem undervisning på skolen og praktikker ude på hospitalerne – eller i kommunerne. Det fungerer bare så godt. Du får lært en masse på skolen, som du først rigtig forstår når du kommer ud til patienterne og borgerne, og får prøvet det hele af i praksis.

Det er en hård uddannelse. Det der med at være blandt alvorligt syge mennesker, det vil være svært. Især når du som ny, ikke helt aner hvordan du skal takle det. Du vil hurtigt finde ud af at der skal jongleres med mange ting, og at det du har øvet dig skriftligt i på skolen, det gør sygeplejersken ude i praksis – oppe i sit hoved. (Sådan nogle sygeplejersker er ret seje, at I ved det).

Du vil møde nogle dedikerede lærere, som alle bare ønsker at du er ligeså dedikeret omkring faget som de er – det er SÅ tydeligt, at de virkelig gerne vil uddanne nogle dygtige sygeplejersker.

Når du er på skolen er dagene oftest korte, men forberedelsen (altså læsningen) kan være ret voldsom – lær at prioritere! Man kan ikke nå at læse det hele, men man kan skimte noget, og gå i dybden med noget andet. I de fleste uger har man en studiedag – og har man en uge uden studiedage, har man måske en anden uge med hele to af slagsen. Og en studiedag, det er det vi andre kalder for en fridag. Det var så måske dér man kunne hive bøgerne frem, men….

Praktikkerne er hårde! Nu er jeg selv ved at være færdig med min første lange 10-ugers praktik, så forhåbentlig vil den næste ikke være lige så tung at komme igennem, men jeg er. så. træt. Her er det nødvendigt at bruge den ugentlige studiedag på læsning, for ellers kan du simpelthen ikke følge med. Jeg lyver ikke når jeg siger, at 20:30 er over min sengetid. Det er SÅ fedt at være på afdelingen, at lære en masse, at møde patienterne på godt og ondt. Men hold nu fast, jeg slæber mig hjem, og holder kun lige hovedet oven vande indtil Noah er lagt i seng, madpakkerne er smurt og aftensmaden er spist. Jeg glæder mig derfor en smule til, at jeg skal tilbage på skolen i slutningen af april. De der korte skoledage efterfulgt af studiedage, det passer mig ret fint. (Ja man er vel studerende).

Men selvom jeg er træt, overvældende træt faktisk, så er det, det mest givende jeg nogensinde har foretaget mig. At kunne gøre en forskel for de mennesker der er syge, måske endda døende, det er fantastisk. Patienten der genkender dig, og har savnet dig mens du var væk – det giver den vildeste følelse inden i. Og det er noget af det, jeg personligt finder attraktivt ved den her uddannelse. For man kan gøre en forskel blot ved at være empatisk og vise omsorg. En gang i mellem er det faktisk det eneste der skal til.

Søg ind for satan – jeg giver en øllebajer i fredagsbaren. Just kidding. Der kommer aldrig nogen i den bar.



kommentar

Er dit barn kræsent?

produce1 copy

For ikke ret lang tid siden, modtog jeg en mail fra en gruppe studerende, der er igang med et projekt om børns kræsenhed. Jeg havde inde på Maria Vestergaards blog, kommenteret på et indlæg, om hvorvidt børn kan være kræsne eller ej, og derfor valgte de at kontakte mig. Da jeg selv har en rigtig kræsen dreng, kan jeg godt blive lidt træt af folks tendens til at tro, at børn udelukkende bliver kræsne, fordi deres forældre ikke giver dem varieret mad. Så jeg sagde selvfølgelig JA da de spurgte mig, om de måtte stille mig nogle spørgsmål omkring kræsenhed.

1. Hvornår begyndte Noah at være kræsen?
Noah har altid været kræsen, lige fra dengang han begyndte at spise andet end mælk.

2. Hvordan tacklede I det omkring middagsbordet?
I starten troede vi det handlede om, at han jo skulle vænnes til rigtig mad, så der gjorde vi ikke meget andet end at supplere op med en flaske efter måltidet, men det blev aldrig rigtig bedre for ham at spise. Han kastede ofte maden op, og det var tydeligt at det “voksede” i munden på ham. Vi prøvede at blive ved at servere forskellig mad for ham, i håb om at det blev bedre, og det er det også blevet ganske langsomt med tiden – men selv idag får han opkast-fornemmelsen og må spytte maden ud. Det er meget tydeligt at han får det fysisk dårligt, når der er noget i munden han ikke kan lide. Vi holder stadig på at han skal smage maden, og det er han rigtig god til, men mange gange må han simpelthen spise noget andet end vi gør, for ellers får han ingen mad. Det der med at “så er der ikke andet hvis du ikke spiser det på tallerkenen” holder ikke rigtig, hvis det betyder at han så kan gå sulten i seng hver dag. Det er afprøvet, og det virker ikke. Maden smager ikke bedre for ham, og han spiser det til stadighed ikke, hvis der ikke er et andet alternativ.

3. Hvor kræsen var han på en skala fra 1-10, da han var yngre, og hvor kræsen er han i dag?
Hvis 1 er super kræsen, så scorede han helt klart 1 fra start. Der var intet han kunne lide, udover rugbrød som han stadig elsker den dag idag. Idag er han nok sneget sig op på en 3 stykker, og det bliver bedre og bedre, selvom det går rigtig langsomt.

4. Havde/har det nogen sociale konsekvenser for ham, at han var kræsen – evt. til børnefødselsdage eller lign.?
Jeg synes egentlig ikke jeg oplever en social konsekvens, for til de fleste arrangementer til børn, er udvalget af mad også meget børnevenligt, og så er der som regel noget han kan spise. I familien er især min mor rigtig sød til at grave lidt rundt i fryseren, hvor hun ofte har et eller andet han kan spise. Men jeg synes nu ikke vi kan forvente at der bliver tilbudt noget særligt til ham når vi er ude, så det er altså ikke sådan at vi ringer rundt og bestiller special-mad til ham. Hovedreglen er at man må spise hvad andre serverer når vi er ude. Undtagen hos mormor.

5. Har det haft sociale konsekvenser for dig som forælder at have et kræsent barn?
Både og. Det gør det da lidt vanskeligere som forælder at tage ud både til venner/familie, men også bare ud at spise. Han skal jo have mad, og det skal jo ikke være en kamp for ham at få det ned. Nu er han efterhånden ved at være dér hvor der oftest er et eller andet på bordet han kan spise, men at gå på restaurant er sjældent pengene værd. Jeg vil dog sige at langt hen ad vejen, er det ikke så stort et problem. Det er jo bare sådan det er, og sådan har det hele tiden været. Vi har nok vænnet os til det.

6. Droppede du dårlig-mor-samvittigheden helt fra begyndelsen, eller var der en særlig oplevelse, der fik dig til det?
Den dårlige samvittighed har da helt sikkert været der. Både fordi enhver forælder jo altid kan finde på et eller andet de kunne have gjort anderledes, men også fordi samfundet har en klar og tydelig holdning til hvad der er rigtigt – og hvad der er forkert. Men når jeg ser tilbage i tiden ved jeg også, at det altså bare er sådan Noah er indrettet, og jeg har simpelthen prøvet alt og gjort alt hvad jeg kunne, for at vække hans interesse for mad. Jeg synes bare at man på et tidspunkt er nødt til, for barnets skyld, at anerkende at man ikke er herre over alt, og at alverdens eksperter kommer til kort, når barnet bare ikke har den interesse for mad som mange andre har. Jeg tror måske det handler om, at mange har den opfattelse at man giver sine egne dårlige vaner videre, og at man derfor selv er skyld i barnets kræsenhed. Men vi spiser altså meget alsidig kost, og det er ikke kun det sunde som Noah ikke kan lide. Jeg er eksempelvis en sovs-og-kartofler-pige, men det gider Noah slet ikke. Det forholder sig altså ikke sådan at jeg selv er kræsen, og derfor kun har tilbudt ham toastbrød med nutella eller pasta og kødsovs. Og det er heller ikke sådan, at han lige fra start har fået sin vilje og har fået serveret noget andet mad.Det gør han ofte den dag idag, fordi vi ikke gider spise det samme hele tiden, men vi gider heller ikke se ham kæmpe for at få noget mad ned, som han bare slet ikke kan lide. Vi vænner ham til nye madvarer ganske langsomt. Og nu kan han lide brocolli og iceberg-salat. Det lyder måske som ingenting, men herhjemme er det en sejr, både for ham og for os.

7. Hvilke holdning har du mødt fra folk omkring Noahs kræsenhed?
Heldigvis har jeg mødt allermest forståelse. Jeg har da oplevet venner spørge ind til, hvorfor han sidder til bords med os og spiser noget andet end det jeg serverer for dem, men når jeg så forklarer det er der også fuld forståelse. Jeg tror nogengange jeg er min egen værste fjende til gengæld, for jeg tænker da ofte, når jeg laver Noahs madpakke, at den garanteret ikke er lige så god og sund som de andre børns, og at lærerne og pædagogerne sikkert tænker deres. Men hvad nytter det at give ham gulerødder og agurker med, når han ikke spiser det alligevel?
Det er da sket, at jeg har fået at vide at jeg under ingen omstændigheder skal servere alternativer for Noah, når han ikke vil spise det jeg laver. Det er ligesom prøvet, det virkede ikke, og det var ikke det værd at se min søn være ked af det og sulten.

Har du et kræsent barn, eller døjer du selv med at være kræsen, så har de studerende oprettet en gruppe på facebook, som du kan blive medlem af HER. Her sidder andre i samme situation. 



kommentar