Venter på posten.

… For postmanden skulle gerne snart, og allerhelst inden jul, komme forbi med vores lejekontrakt. Vores. For vi sagde ja til lejligheden, og når klokken slår 12 nytårsaften, er den vores. Med hjælp fra mine fantastiske forældre, er indskuddet klaret, og ikke noget vi behøver at bekymre os om. Hvilket er rart når lejligheden prismæssigt er sat højere end prisen på min sjæl.

Jeg glæder mig så sindssygt meget til, at få nøglerne og låse døren op. Til at se vores navne på døren og starte et liv med hinanden, hvor vi endelig er rigtigt sammen som en familie.
Vi har allerede siddet og kigget IKEA’s hjemmeside igennem, og lavet en huskeliste over de møbler vi skal have købt. Deriblandt en seng! Det er så lækkert at vi får vores eget soveværelse. Nu har jeg ligesom også boet i en stue siden sommeren 2010, så det med at få et soveværelse er næsten som at vinde i lotto. ( Ja ja, næsten. )

Samtidig flytter vi jo også fra Preben, hvilket må siges at være på tide. Nu hvor han ikke selv forsvandt inden da. (Ja så er det sagt så pænt og så neutralt som jeg overhovedet kunne).

Men jeg er bare så glad. Det bliver så fantastisk, når alt er på plads, og vi er i vores nye hjem. Men fra nu af, og indtil vi når dertil, er det lidt pres. Der er mange praktiske ting der skal ordnes. Ikke mindst gruer jeg for at skille møbler ad, for så at samle dem igen. Det måtte godt bare ske automatisk…



kommentar

… Kender du det dér med, at man får tilbudt en lejlighed?

…. 3 værelser, moderniseret OG i Vanløse? Jeg gør.


Jeg er nok den gladeste person nord for Alperne lige pt. Skal se den imorgen tidlig før jeg siger JA, men ih der skal altså en del til før jeg siger nej. Kryds fingre for, at den er noget vi kan bruge! Så kan vi endelig flytte sammen, og Noah kan blive på sin skole. Det vil være helt vanvittigt lækkert at få den her julegave, selvom prisen er sat ligeså højt som min sjæl.



kommentar

10 ting man opdager når man læser til sygeplejerske.

Når det kommer til uniformen har de fleste af os et indædt ønske om at iklæde os KJOLEN, når vi for første gang skal slæntre rundt på et hospital. Det viser sig at man ligner en krydsning mellem en slagteriarbejder og en sygeplejerske fra 50’erne, såfremt man altså som jeg, er kort og bred. Kjolen afprøvet – never again!


2 Hvor akavede situationer man kan sætte sig selv i, når man kommer i kontakt med patienter. Som eksempelvis på min første dag på RIGET hvor en (kommende) patient på afdelingen stopper mig, ligesom jeg er på vej hjem, for at høre om dette er den afdeling hun skal indlægges på efter sin operation. Jeg spørger hvad hun skal have lavet, og hun svarer at hun skal have anlagt en stomi – hvortil jeg kvitterer med et: “Spændende!”. (…. Nej Camilla, det synes patienterne ikke det er).


Tilsyneladende nejer jeg helt ubevidst når jeg møder patienterne. Ja, nejer. Som en lille skolepige der står skoleret overfor rektor. Jeg nejer. Og når jeg bliver gjort opmærksom på det af patienten, ja så gør jeg det igen. OG kvitterer sommetider med en lille dans også. Og nej, jeg kan ikke lade være.


De kloge (min kusine og min fornuft) har fortalt mig at det at læse til sygeplejerske, ikke er som at være med i Grey’s Anatomy. Men prøv lige at overbevis mig om det, når jeg hører ambulancehelikopteren på taget, når jeg står i elevatoren som er fuld af kirurger, medicinstuderende og læger. Eller når jeg går igennem forhallen på RIGET med lidt vind i min kittel. Det er Grey’s. Det kan ikke benægtes.


Jeg kan ikke længere bruge normale danske, menneske-ord i en almindelig samtale, hvis det handler om kroppen – og jeg har lært den latinske betegnelse. Du har ikke længere en brystkasse – det er thorax. Og nej, du har ikke en mave. Det er abdomen. Og jeg er ikke bleg for at fortælle vidt og bredt om alt det jeg har lært. Jeg kan faktisk ikke lade være. Og det er der nogen der er trætte af. (Ikke mig.)


Det viser sig at det skræmmer mig mere, at skulle hente mad eller drikke til en patient, end det skræmmer mig at vaske deres gigantiske operationssår. Jeg kan ikke forklare det – og ja det giver ikke mening.


Når man ikke er i praktik, ja så er man jo i skole. Og det dér med at gå i klasse med 40 piger der alle skal være sygeplejersker gør, at det bare virker helt normalt at snakke om svamp i skeden – og A38’s virkning på det. Eller vigtigheden i at tisse når man har haft sex. Ligesom vi også fører helt almindelige samtaler om vores afføringsmønster, og ingen tænker nærmere over det.


Når det ikke er underligt at se youtube-videoer på storskærm i timen, om den personlige hygiejne hos mænd. Der findes en norsk udgave på youtube, hvor en kvinde vasker en mand (dukke godt nok) forneden. Det er 7-8 minutter med “vaske, vaske, duppe duppe, løfte, holde, vaske, duppe, frem og tilbage, duppe, tørre“. Så hvis du lige keder dig – det var så lidt.


Ligeledes kan en lærer få samtlige 40 piger til, helt uden at bede om det, at sidde helt stille med et koncentreret udtryk i ansigtet – fordi hun fortæller at man kan lave knibeøvelser på tre forskellige måder. (….. Og ja, alle prøvede. Resten af timen).


10 At det er et bad-ass-fag! Shit man skal kunne meget, og man står virkelig med andres liv i hænderne, på en måde som nok først går op for mig nu. Det er vildt fascinerende, men også vanvittigt skræmmende! Jeg elsker det mere og mere, og min respekt for faget vokser hver dag. Så selvom jeg ligner en slagteriarbejder i kjolen, og endnu ikke helt har styr på kommunikation med patienterne (eller de der knibeøvelser min lærer snakker om) så tror jeg på at det bliver godt!

PicMonkey Collage



kommentar