Bobler af lykke!

Så fik jeg lige den første eksamen som sygeplejestuderende overstået! Endda med en superflot karakter.
Jeg har været et decideret nervevrag denne gang, for det var en eksamen uden hverken forberedelsestid eller notepapir at støtte sig op af. Værsgo at redegør for hele 1. moduls pensum! Det har været et par uger med eksplosiv skidepine og små angstanfald, hold nu kæft jeg har været ude at skide (både bogstaveligt og billedligt talt altså). Har nærmest boet på skolen, og siddet og terpet løs med nogle af pigerne fra mit studie, og jeg har næsten ikke set Noah. Men jeg ved så også udmærket, at havde jeg ikke terpet løs og gået all in, så var jeg ikke gået ud med den fine karakter – og den viden det har givet mig. Så det har været godt givet ud, omend jeg er tæsketræt nu – men på den der måde hvor jeg ikke kan sove, men kun kan sidde og smile som var jeg en forelsket lalleglad idiot. Jeg er SÅ glad. Det skulle være den ondeste eksamen på hele studiet (… Jeg tror på det fordi det ikke kun er studerende der har sagt det, men faktisk også mine lærere), så det er så fedt at kunne krydse den af listen. Nu er der kun 13 eksamener til, at jeg er sygeplejerske. Det er pludselig kommet meget tæt på, på en eller anden måde. Det er nok lidt skørt, men jeg tror virkelig bare at jeg har tænkt, at når den her eksamen er klaret, så kører det. Så er jeg rigtigt igang, for nu har jeg bevist over for mig selv at JEG KAN! Det er en profession som jeg altid har set vanvittigt meget op til, så jeg er bare endnu mere stolt nu, hvor jeg faktisk har overstået en eksamen på studiet. Det hele blev måske lidt mere virkeligt nu! Jeg kan finde ud af det, og jeg elsker det. Det er vanvittigt spændende (selv anatomi og fysiologi, som jeg ellers fik lidt brækfornemmelser af i starten -det er nok mit yndlingsfag nu!)

Igår aftes blev brugt med nogle af pigerne fra klassen, og lidt øl. Men nu – nu er jeg mor igen. Og idag skal jeg i zoo med Noah, som iøvrigt får en pjækkedag med sin mor i næste uge hvor vi skal i biffen og ud at spise. Jeg glæder mig til at kunne være mor igen, og ikke bare en temperamentsfuld, panisk, ynkende studerende. Jeg klarede det, og jeg skal være sygeplejerske!

Nyt nips.

Idag skulle Noah til børnefødselsdag, og da det var for langt hjemmefra til at jeg kunne nå hjem og slappe af, tog jeg på udflugt med mig selv. Her endte jeg i Waterfront i Hellerup, hvor jeg også satte mig og fik en dejlig kop kaffe. Og da jeg fik min skønne Pilea igår, måtte jeg lige ud og købe et par nye potter at plante stiklingerne i.

PA100007

Mormor-kop fra Normann Copenhagen samt messing-potte fra Bahne.

PA100008

Ja-hatten fra Bahne kunne jeg slet ikke stå for. 

PA100011

 

PA100012
Jeg er helt vild med min lejlighed nu. Den er så hyggelig og så fin. Havde den bare to værelser mere, så ville den være perfekt.



kommentar

Retroplanten: PILEA

Åh hvor har jeg sukket efter Pilea i meget meget lang tid. Ingen har haft dem – alle har talt om dem. Sådan er virkeligheden for mig (og sikkert mange af jer andre) der gerne vil have retro-ting i hjemmet. I det sekund Pilea fik stukket retro-kortet i hånden, har den været ultra-populær, og ikke til at opstøve.

Men idag, da jeg trængte til en pause fra min eksamenslæsning, tænkte jeg at jeg ville prøve at køre ud til et par forskellige blomsterforretninger i nærheden. Min veninde havde forleden skrevet til mig, at Pilea er alle steder på Frederiksberg (… Og så åbenbart ingen steder ud over dér – kan jeg konstatere!) så jeg mente det var et godt sted at starte. Lang historie kort (eller i virkeligheden var det aldrig en lang historie), jeg fandt min Pilea i den allerførste butik jeg henvendte mig i. Lige ved Frederiksberg Metro, ved siden af Change og Baresso – Bum! Og de har altså fået nye idag. De var igang med at blive sat på hylderne da jeg kom, og ekspedienten sagde at de altid har dem (bare en lille public service til andre retrohungrende godtfolk). Og nu har jeg virkelig meget Pilea. Kunne plante 5 stiklinger i andre potter med det samme, og der er flere på vej.

PA090004 PA090008 PA090012 PA090015Ps: Da jeg ikke umiddelbart har planer om at beklæde min lejlighed med Pilea, så sælger jeg mine stiklinger løbende til en 10’er. 



kommentar

Lidt om insulin, løbebånd og livet.

BLOG
Det gik ellers lige så godt, det der bloggeri. Men så var sommerferien slut (… og med det mener jeg tiden uden lektier) og tiden løber afsted, og det er svært at finde plads til at skrive en masse herinde, nu når der sker så meget spændende hele tiden.
Jeg er så glad for mit studie. Det er den rette hylde jeg er kommet på – selvom det allerede er både hårdt og angstprovokerende. Jeg har været i første klinik hos hjemmeplejen, og det var en rigtig positiv oplevelse. Her fik jeg lidt større kendskab til den basale sygepleje, og jeg fik da også lov at prøve at give insulin, at dosere medicin og til at lægge kompressionsforbindinger. Det hele var så akavet som det skulle være, men de ældre mennesker var så tålmodige og forstående. Og ja, så fik jeg jo en kittel på, og det gav et sug i maven.
Jeg er også begyndt at træne to gange om ugen, og jeg er overraskende nok virkelig blevet glad for det. Den havde jeg ikke lige set komme, men det er rigtig rart at få rørt sig. Jeg har da også tabt mig en smule – mest i centimeter rundt omkring (… Hvorfor forsvinder brysterne altid først, når nu der er langt mere mave?!), men jeg er ikke blevet til en helse-mor. Her spises stadig sovs med fløde, og mine weekender er hellige. Så det bliver ikke imorgen jeg vågner op og er slank. Og det er ok, så længe det stadig bare går den rigtige vej, stille og roligt.
Ellers går det bare stødt derudaf. Noah er ved at vænne sig til at gå i 1. klasse, men det er bare ikke nemt for sådan et lille menneske, at omstille sig i så stor en grad man skal, når man skifter fra børnehaveklasse til 1. klasse. Her er langt flere lærere, fag og krav, og langt mindre frihed, tryghed og leg. Det er ikke ligefrem sådan en opgradering man drømmer om i den alder (… eller nogensinde, egentlig), så lige nu er skolen sådan lidt bob-bob, og frikvarter er yndlingsfaget.
Om under en måned skal jeg til min første eksamen, hvilket er noget der giver fuldtidsskidepine. Hold nu op tiden går hurtigt, og jeg føler slet ikke jeg er klar. Men gør man så egentlig også nogensinde det?