Hold nu kæft, det går sgu da egentlig meget godt!

Det er ikke mange kreative indlæg jeg spytter ud for tiden, men det er stadig ret stramt med arbejde, skole og familieliv, så det er nu heller ikke fordi det er tid til så meget andet 🙂 Men det gør ikke noget, for det kører bare! Har fået min første løn, og den viste sig at være bedre end jeg havde forventet – og så blev jeg bare så glad, da jeg for første gang i mit liv, havde en stillingsbetegnelse der ikke var “slave i butik”. Der står PÆDAGOGMEDHJÆLPER – og det er måske ikke fordi det er sådan en fornem titel, men det er sgu et rigtigt arbejde – et vigtigt arbejde! Og jeg elsker stadig at møde ind hver morgen – og jeg er så sindssygt heldig, at jeg nu står til nok at være fast medhjælper frem til jul. Desværre kan jeg jo ikke fortsætte derefter som andet en tilkaldevikar, for jeg starter jo i skole igen, men hvor er det FUCKING (ja pardon my french) fedt, at jeg efter fem uger, får tilbudt en fast stilling. Det synes jeg er ret sejt.

Vi skulle ha’ hygget med Jon her til aften, men da jeg kom hjem lå han med migræne, så jeg inviterede simpelthen Noah på date, hvor han valgte Jensens Bøfhus (as usual), og da jeg spurgte ham om jeg var fin nok til at gå i byen med ham, sagde han: “Mor, folk vil jo tro at jeg går i byen med min babysitter!” 😀 Han er simpelthen så fantastisk! Og vi havde en skøn aften sammen, hvor vi fik snakket om hvordan det gik i skolen, og hvem der var de bedste venner. Det er så hyggeligt at kunne snakke sådan med ham – han bliver jo så stor! Og han er simpelthen så god og sød for tiden, vi har næsten ingen konflikter. Nu ligger han og sover sødt ved min side, og jeg tror ikke det varer længe før jeg kryber ned til ham. Imorgen skal han til fødselsdag hos Esmeralda, og så skal han sove hos sin mormor og morfar, imens jeg skal ud og lege bartender til min svigerindes fødselsdagsfest 🙂

Rigtig god weekend!



kommentar

Var det noget med et par asiatiske svinekæber, og noget flækærtemos i madpakken?

Noah har i et stykke tid snakket om, at få mad fra skolens madordning, fordi der er nogle andre fra klassen der får det. Jeg tænker egentlig, at det er helt fint for mig – altså bare en gang imellem, da det ellers hurtigt bliver ret dyrt i længden.

I dag kunne jeg så se et link til ordningen på forældreintra, og tænkte at det vel så var på tide, at jeg kiggede på det. Efter at ha’ oprettet en profil derinde, kan jeg nu se udvalget af mad i det næste lange stykke tid, og det ser nogenlunde sådan her ud:

Anderagout med pasta og salat med pærer, spidskål og enebær
Ragout af oksetykkam med jordskokker, timian og knust sort peber. Flækærtemos og sprøde rodfrugter
Kartoffel-porresuppe med ristede hasselnødder, grov løvstikkepesto og fransk løgpizza
Eat-hotdog af okse- og lammekød med ristet rug, blommeketchup, svamperemoulade, poppede kerner samt chokolade-havremælk
Hokaidosuppe med ristede græskarkerner, fåremælksyoghurt og spicy græskarmuffin
Røget makrel med radiser, agurk og kartofler i mild rygeostcreme. Rugbrødsbolle
Kalvefrikassé med persille, kogte kartofler og glaserede rødbeder i balsamico
Asiatiske svinekæber med jasmin ris og salat af blommer, fennikel og cashewnødder

Nu har jeg godt nok en dreng, hvis liv ville være fuldendt hvis han fik lov til, at leve af lyst brød, knorr lasagne og ostepops, så det er jo ikke fordi han er nem at please i forvejen, men det her!? Har sådan lidt sendt en føler ud på min private Facebook, og der er delte meninger omkring menuen, men dog stadig en generel enighed om, at det bare ikke er noget at servere for børn. (Nogen, inklusiv mig selv, ville endda gå så langt at sige, at det ikke er en menu man generelt serverer. For nogen!) Ok, jeg kan måske gå så langt og sige, at det er fint maden er der – men så ha’ dog et mere down-to-earth menukort til os, der bare gerne vil servere normal menneskemad for vores børn! Altså, mad kan jo godt være sundt og spændende, uden det er gourmetmad. Det kan da ikke passe, at vi efterhånden alle sammen skal være så spelt, at vores børn skider bærkompot og anderagout?! Nu er det heldigvis sådan, at der er et nogenlunde ok alternativ sådan ca. hver gang merkur og venus står på linje med hinanden, og der er fuldmåne og stjerneregn, som består af mad jeg synes lyder lidt mere som noget Noah ville spise, men det er indtil videre udsolgt helt indtil november! (Her kan man så overveje, om ikke der burde laves lidt mere af den slags mad, så man ikke skal være ude et helt skoleår i forvejen, for at få bestilt mad til sit barn 😉 )
Jeg ved godt, at der findes nogen der ville klappe i deres hænder over sådan en menu her, og det er jo ikke fordi jeg beder om fed friture mad, men jeg synes bare godt man kan peppe almindelig mad op – på en almindelig og sund måde. Altså, hvornår begyndte det lige at være Noma der stod for udbringningen af mad i almindelige danske folkeskoler?

Ok, jeg har en skide kræsen søn, og det bærer mit indlæg her nok også præg af. Han får selvfølgelig lov at prøve noget mad hvis det er det han vil, men det går mig sgu lidt på, at det hele skal være så fancy-pancy, at når der så en sjælden gang dukker et normalt måltid mad op på menuen, så går folk så meget amok, at man skal være heldig hvis ens barn når at smage det, bare én gang i hele dets skoletid!



kommentar

Stram hverdag.

Det er godt nok en udfordring, at få det hele til at gå op i en større enhed for tiden. Mit liv ser sådan ud, at jeg står op, går på arbejde, går hjem og er mor indtil kl 19:30 hvor jeg laver lektier indtil jeg går i seng – står op og går på arbejde …………. 🙂 Det er rigtig fedt, men også vildt hårdt! Får ikke meget tid til at lave ingenting, fordi afleveringerne på flexfag er så omfattende, at jeg nærmest ikke kan tillade mig at holde lektiefri dage. Og samtidig ser jeg heller ikke Noah særlig meget føler jeg, men det er jo ikke unormalt for en almindelig familie, at det er vilkårene. Vi har nok bare vænnet os til, at ha’ gode lange dage sammen, fordi jeg ikke har haft så mange skoletimer 😉

Jeg er helt overvældet og overrasket over, hvor glad jeg er blevet for mit arbejde. Jeg er udmærket klar over, at jeg ikke har været der længe, og at det også kan være en faktor der spiller ind, men jeg har aldrig (og jeg mener aldrig) været glad for at gå på arbejde. Når jeg står af toget om morgenen, sætter jeg farten op, for at komme hurtigt derover, og jeg kommer også helst lidt før jeg skal møde. Det er da så livsbekræftende at blive mødt af børn der stormer gennem lokalet, for at give mig et kæmpe knus, og at se lille Ella der ikke engang kan gå, blive tydeligt utilfreds med, at der er en trappe imellem hende og mig. Jeg elsker det! Jeg elsker de børn, og jeg elsker mine lange dage. Så ja det er stramt lige nu, men det er jo heldigvis ikke for evigt, at der både er lektier og fuldtidsarbejde på én gang 🙂

Noah har det også bare godt i skolen. Han har svært ved at sidde stille og tie stille, men det var hvad jeg havde forventet, og heldigvis gør de en fænomenal indsats for at hjælpe ham, så han er i gode hænder.

I onsdags havde han sin første legeaftale hjemme hos en pige fra klassen. Ham og hele deres bordgruppe skulle derhen og det gik KANON godt! Og Noah har umiddelbart et godt øje til en af pigerne fra klassen, det er ret sødt. Han havde virket lidt sådan “ØV” fordi han skulle lege med nogle piger efter skole, men han indrømmede godt da jeg hentede ham, at det jo var sjovt, og dumt at bekymre sig når man bruger meget af tiden på fritidshjemmet på, at lege kysseleg med dem 🙂 Han bliver sgu så stor!

Nu går jeg lidt og glæder mig til, at få min første løn. Har aftalt med mig selv, at den første må jeg gerne bruge, imens de andre skal på opsparingen. Næste sommer får jeg ikke SU, så det kommer børnepengene til at dække ind for, men vi vil gerne på ferie og det kommer jeg nemt til at få penge til, med alle de vagter der tilsyneladende er at hente. Godt nok, skal jeg møde fysisk op på skolen fra midt januar, men det er så få timer, at jeg engang i mellem sagtens kan arbejde før eller efter – eller tage en fri dag. Så det her hektiske liv fortsætter ikke voldsomt længe, og det er nok derfor jeg kan overskue alle arbejdstimerne, lektietimerne og at det ikke er så tit, jeg kan hente Noah lige efter skole. Det er vildt gode penge, og med udsigten til fuldtidsarbejde det meste af tiden, resten af året, så er det ingen sag, at få fyldt opsparingen op. 🙂



kommentar