Fødselsdagsbarn, skolebarn og så lige noget med et nyt arbejde.

Kl. var lidt i halv 7 i morges, og jeg vågner ved at der står en MEGET glad dreng, og smiler stort til mig.

“Nå, mor – hvor stor var jeg så lige!? Er du ikke bare stolt af mig?”

Idag er det Noahs 6 års fødselsdag – hvor blev tiden lige af!? Jeg synes da ikke det er særlig lang tid siden, at jeg lå på Sydvestjysk Sygehus og kiggede på det lille menneske, som jeg lige var blevet mor til. Hvor er der sket meget de sidste seks år. Og hvor kan jeg også mærke at jeg er vokset på mange måder. Jeg var jo kun 20 år da jeg fik Noah, så jeg blev ligesom kastet ud i at være voksen, hvilket til tider var lige lidt hårdere, end hvad jeg følte jeg kunne klare. Jeg blev voksen før tid, men det skal ikke skjules at jeg bestemt ikke var så VOKSEN som 20-årig, som jeg måske gik og bildte mig selv ind. 🙂 Jeg har kæmpet mig frem til hvor jeg er nu. Barsel på kontanthjælp, slavearbejde på en tankstation, og nu får jeg så den eksamen jeg aldrig fik dengang. Så der er jo sket ufatteligt meget, og det er nok også en af grundene til, at jeg ikke forstår hvor tiden blev af. (Og så også bare fordi jeg er MOR. Vi forstår det simpelthen aldrig.)

Noah tog på fritidshjem med flødeboller i favnen, et bundt balloner og godt humør, og de stod klar med et TILLYKKE og med flag. Det er simpelthen så fantastisk et fritidshjem. Tænk at de, med så mange børn, husker Noahs fødselsdag! Det har jeg godt nok ikke oplevet før. Selvfølgelig er den da blevet fejret i børnehaven, men det har ikke været på samme måde. Det er bare dejligt. Og eftermiddagen gik med, at Noah slappede af imens jeg samlede en hulens masse LEGO. Er blevet helt ok til det efterhånden, men det ville vel også være underligt andet når man er drengemor. 🙂 Og når man har en søn der ikke har den fjerneste interesse i at samle det.

Ellers venter vi bare i spænding til i morgen hvor Noah skal starte i skole. Det er noget af en milepæl – og endnu end “hvor blev tiden af!?” situation. Jeg er så pavestolt og så glad. Og jeg ser vildt meget frem til, at min store dreng lærer at skrive og læse – måske han endda kan lære lidt matematik, så han kan hjælpe mig når jeg skal læse til januar (jeg er nok sådan ca. på samme niveau i hvert fald 😉 ) Jeg synes det er vildt fedt, at ha’ et barn der starter i skole. Reform eller ej 😉

Og så har jeg fået job! Og det gik godt nok ellers hurtigt. For fire dage siden brokkede jeg mig lidt på Facebook, over den lidt trælse studie-situation, og én af mine barndomsveninder kommenterede på det. Hun ville da lige høre lederen på sin arbejdsplads, om ikke der lige var en plads til mig. I går sendte jeg en mail til lederen, og i dag blev jeg ringet op. Af en meget sød kvinde (lød det til) som var meget glad for at ha’ hørt fra mig. Og i morgen skal jeg over og få styr på diverse papirer med hende. Og så er jeg officielt vikar i en vuggestue. 🙂 Jeg er SÅ glad! Aner ikke hvor mange timer jeg får – om det bliver fast eller tilkaldevikar, men bare det at få lov at komme lidt ud og lave noget (og så endda med små nuttede unger) gør mig totalt glad! Ekstra penge på kontoen er da helt klart også noget at se frem til. Det er bare så vildt. Det var vist egentlig ret ok, at jeg ikke kom ind på noget studie. For om et år har jeg (forhåbentlig) en studentereksamen, og kan søge ind igen – og så endda på en masse andet spændende end det jeg indtil videre har været begrænset til.

Jeg er glad!



kommentar

Sådan her bliver det!

Nu er jeg færdig med at hade alle skolerne, for at afvise mig. Det er spild af tid, for jeg kan alligevel intet gøre ved det. Jeg har givet mig selv lov til at være sur i et par uger, men nu føler jeg faktisk at jeg har fundet en god løsning.

Her til aften fandt jeg nemlig ud af, at alt hvad jeg mangler for at få en fuld HF, er geografi og matematik på c-niveau. Plus SSO og tværfagligt projekt (Men de betyder ikke så meget for mig, de skal ligesom bare laves) Matematik har altid været mit største hadefag. Jeg droppede ud af gymnasiet i sin tid, fordi jeg havde så ondt i maven hver gang jeg skulle ha’ matematik. Så det har været helt bevidst at jeg ikke tog min fulde HF, men bare gav den gas til kvote 2. Det har simpelthen været total skrækscenarie at skulle ha’ matematik igen. Men det er som om, at jeg ikke rigtig frygter det længere. Der er jo sket meget siden dengang.  Med mig altså. Jeg er jo ikke den samme person længere, og jo jeg kan da sagtens mærke at det bestemt ikke er med min gode vilje, at jeg melder mig på et matematik-hold. Men jeg vil faktisk gerne. (Meget ambivalent at ville det, men ikke ville det 😉 ) Og selv hvis jeg får bundkarakterer, ser mit gennemsnit super fint ud. Og så skal jeg ikke vurderes på andet end mine karakterer, når jeg søger ind på en  uddannelse.

Så det er planen. Muligvis vil jeg finde noget arbejde ved siden af, men det vil jeg tage som det kommer. Det kan godt være det virker sådan lidt fladt, og lyder super dumt, men det er virkelig et kæmpe stort skridt for mig, at nå dertil hvor jeg tør læse matematik. Jeg skal sikkert nok gå i panik flere gange, men jeg er jo heldig, for jeg har verdens bedste kæreste som bare er super god til matematik, og han skal nok kunne samle mig op og hjælpe mig med det jeg synes er svært. Så sådan bliver det! Slut med kvote 2, næste år vil jeg være kvote 1 😉



kommentar

Når virkeligheden rammer, og den føles som en våd berlinger lige i ansigtet.

Så sidder jeg hjemme i Vanløse. Det er på sin vis rart nok, for vores fly var selvfølgelig to timers tid forsinket, så vi endte med at bruge fire timer i Antalya lufthavn (og for jer der har været der, ved I nok også at den ikke er super spændende.) Så det at komme hjem, var faktisk helt ok.

Jeg savner vores hotel allerede. Der var så rart, så fint og så var det bare skønt at glemme virkeligheden, og nyde de gode ting. En ring på fingeren, en fantastisk fødselsdag i syden og en bare gennemgående skøn uge med mine mænd, kan jo få mig igennem hvad som helst.

Men nu sidder jeg her. I Vanløse, og virkeligheden banker ikke kun på – den lå faktisk på sofaen og ventede på mig, da jeg åbnede døren. Jeg kom ikke ind på min uddannelse. Som i ikke. Det rammer mig så hårdt lige nu, og jeg er så ked af det! Det startede lidt i går allerede. For der skulle kufferterne pakkes, og det var den sidste dag i Belek. Men nu går det bare for alvor op for mig. Jeg havde sagt pænt farvel til VUC. Jeg havde læst mine fag, og jeg kunne ikke bruge dem til mere. Havde glædet mig så meget til at komme sådan RIGTIGT videre. Og komme i gang med noget der betød noget for mig – noget som gav mening. Jeg var SÅ klar. Og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg slet ikke ville komme ind på nogle af de uddannelser jeg søgte. Mit “worst case scenario” var at blive sendt til Hillerød og studere – jeg havde ikke et sekund overvejet at jeg slet ikke ville komme ind.

Jeg kender flere med et gennemsnit på 2 som er kommet ind på de uddannelser jeg har søgt. Og jeg kender også til flere, hvis hjerneaktivitet nærmest ikke kan måles, som er kommet ind. Hvorfor har jeg så knoklet i to år for at få gode karakterer, hvis det i sidste ende handler om, hvor i bunken af ansøgninger jeg ender?!

Jeg føler mig bare så dum, fordi jeg gik og var så sikker på at komme ind. Jeg havde masser af planer – planer som alle skal sættes på standby, fordi jeg ikke kan komme ind på en skide uddannelse. Sådan noget som at få børn, det er jeg da godt klar over ikke er aktuelt hverken i morgen eller om et halvt år. Men jeg vil sgu ikke ha’ at det skal være min uddannelse, der skal begrænse mig i det. Og det gør mig ked af det, at det liv jeg glæder mig til at starte med Jon, det skal udsættes fordi jeg ikke kom ind. Han kunne komme ind på en universitetsuddannelse, med et karaktérgennemsnit der faktisk var under deres adgangskvotient sidste år, og jeg kan ikke komme ind på en professionsbachelor hvis adgangskvotient er langt lavere end mit karaktergennemsnit. Jeg ved godt man ikke skal sammenligne, og jeg er MEGA glad på Jons vegne (VIRKELIG!!), men jeg synes sgu ikke det er fair!

Jeg er bare så skuffet, så ked af det, så ærgerlig og så vred! Og jeg vil meget hellere glemme, at jeg nu står til at bruge et år på at læse flere enkeltfag, eller arbejde, end jeg vil se det i øjnene. For det gør bare for ondt at tænke på. Jeg hader at se alle folks lykkelige statusopdateringer på Facebook, og det er ikke i orden, det ved jeg sgu godt. Men jeg er så misundelig og så skuffet at det bare gør ondt at skulle mindes om det jeg ikke fik, hver gang jeg ser andres lykke og glæde.

Problemet er ikke kun, at jeg ikke kom ind i år. Problemet er også, at intet er sikkert næste år. Og jeg er altså 26 år gammel. Hvad er det der skal til, for at jeg kan komme ind på min uddannelse?! Det hele er så usikkert nu, og det kan jeg ikke lide.

Og det gør mig også ked af det, når jeg ikke kan glæde mig oprigtigt med Jon når han fortæller om sin uddannelse. For jeg er så glad på hans vegne, men hver gang nogen nævner deres uddannelse, som de lige er blevet optaget på, bliver jeg mindet om at jeg ikke kom ind. Og den følelse inden i, kan jeg ikke bare se bort fra. Det gør bare så ondt! For jeg ville jo bare så gerne!



kommentar

    Newer posts