Bloggen lukker og slukker.

Ja bum bum. Har egentlig ikke lyst til at lukke Mullefilumsen ned, men det er desværre sådan at jeg føler mig enormt begrænset i mine skriverier. Ikke så meget fordi min familie og venner kan følge med, men fordi der er ting jeg har brug for at skrive om som på en eller anden måde pisser folk i mit liv af. Og når jeg bliver begrænset i mine skriverier, ja så bliver det noget halvhjertet pis og aldrig rigtig godt.

Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at stoppe med at blogge, men jeg må lukke ned for MulleF og åbne noget nyt og mere privat. Jeg har endnu ikke fundet på hverken navn eller noget som helst andet, og det vil jo sjovt nok ikke blive skrevet herinde, idet idéen jo ligesom er at jeg igen skal ha’ lov at udfolde mig på min egen lille legeplads uden at der sidder emsige røvskøger rundt omkring og piver.

Men til jer der ikke kender mig privat, hvis I vil med over på min nye legeplads når jeg engang har fundet på navn – så må I endelig smide en mail på musselingo@hotmail.com

Jeg har været super glad for alle de mennesker der har kigget forbi, men især har jeg jo været glad for de af jer der har fulgt mig hele vejen. Og jeg HÅBER virkelig at I vil kigge med fremover selvom min blog har været mere død end en kremeret. Det skal nok komme til at ændre sig når jeg får mulighed for at udfolde mig lidt mere uden der kommer noget drama ud af det.

TAK for nu, jeg håber vi ses igen snart 🙂

Okay, det har jeg måske lidt glemt.

Jeg var jo single og livet var rædsomt, det kan I godt huske ikke? Ja. Det holdt jeg så hurtig op med, det var ikke lige noget for mig.

Nu skal det ikke være mega personligt, desværre, da jeg ved at der både er familie, venner og kællinger der læser med på min blog. Men når jeg kan skrive jeg er single, kan jeg vel også skrive at jeg ikke er det længere.

Jeg skrev jo ikke nogen decideret årsag til mit brud med kæresten – det har jeg stadig ikke tænkt mig. Men faktum er at vi fik snakket en masse, og pludselig var problemerne til at løse, hvorimod de førhen var helt umulige.

Så nu er jeg altså sammen med ham igen. Og det har aldrig været bedre, nogensinde. Jeg føler mig godt nok lidt kikset for har aldrig rigtig forstået det der med at slå op og så fortryde. Synes det er så ubeslutsomt. Men sådan er jeg åbenbart bare.

Og det er helt fint. Jeg må æde den hvis hans venner og familie nu synes jeg er en umoden lille lorteskøge – og jeg må æde den hvis folk omkring mig synes jeg er til grin. Jeg vil nemlig kun ha’ Jon. Og det vil Noah også – han blev helt vildt lykkelig da han fandt ud af at Jon og mor var kærester igen.

Så sådan ligger landet! 🙂

Kvinde, er du undertrykt?

Min seneste danskaflevering handlede om kvindeundertrykkelse, og jeg synes egentlig den blev rigtig god – så jeg har valgt at lægge den op på bloggen. Måske for at skabe debat – men mest for at give kvinderne lidt at tænke over 😉

HEADER (2)

De røde strømper er hevet godt op om anklerne, manden er under tøflen og børn er der ingen af. Du er i midten af trediverne og har fokuseret så meget på din karriere, at du har glemt at din livmoders lyst til livet, langsomt er ved at ebbe ud. Du kan ikke finde ud af at lave mad, men har til gengæld styr på hvordan man blander den lækreste strawberry daiquiri. Der er fandeme ikke nogen der skal fortælle dig hvad du skal, og du har i øvrigt ret til at få lige så meget i løn som din mandlige kollega.

Der bliver snakket om frigørelse, undertrykkelse og rettigheder. Du vil gerne skabe karriere og være lige så meget værd som en mand. Men du vil selv tage hele barslen når og hvis du får børn, og du vil ikke være værnepligtig. I virkeligheden vil du ikke ha’ ligestilling. Du vil bare ha’ mere. Og sådan er det jo bare når du er vokset op i et samfund hvor du er overflødig og spild af ressourcer, hvis altså du vælger at gå hjemme og sylte og passe unger.

Kvindesagsforkæmperen Johanne Meyer, holdt i 1888 en tale om kvindens politiske valgret. Hun talte om kvinden der blev udeladt hver gang der blev diskuteret rettigheder. Når de besiddelsesløse ville have stemmeret, blev kvinden ikke inkluderet automatisk. Johanne Meyer døde i året hvor kvinderne endelig fik deres stemmeret. I 1915. Men hvorfor ville kvinderne så desperat have ret til at stemme? De gik hjemme og levede alligevel af deres ægtemands løn. Det var ham der skulle betale skat og ham der skulle begå sig i samfundet.

Hvad skulle kvinden bruge sin stemmeret til? For det var jo i bund og grund ildeset at man som kvinde diskuterede andet end huslige pligter og børn. Og det var jo ikke kvinden som ville blive særlig påvirket af hvad der foregik i Landstinget.

Vi har alle sammen holdninger og de fleste af os ved også godt, i hvert fald nogenlunde, hvor vi vil sætte vores kryds når der skal stemmes. Men én ting er at ha’ en mening. En anden ting er vel spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet betyder noget for en hjemmegående husmor, om regeringen er rød eller blå? Sådan som samfundet er bygget op i dag, ville det selvfølgelig være små perverst ikke at lade kvinderne stemme, men dengang kvinderne rent faktisk gik hjemme og styrede hjemmet med hård hånd, hvad kunne de da bruge deres stemmeret til?

Katrine Winkel Holm anklager feminismen i en artikel i Berlingske Tidende. Hun har valgt at gå hjemme, skabe familie og rent faktisk dyrke den. Hun bliver betragtet som et samfundsmæssigt spild og bliver beskyldt for at forhindre realiseringen af ligestilling fordi hun har valgt familie frem for karriere. Kvinderne er jo i et dilemma idet de skal vælge om de vil gøre karriere imens de er allermest fødedygtige, eller om de vil få børn og lade det være deres vigtigste job. De fleste kvinder er, når de er færdiguddannede, langt over den fødedygtige alder og mange af dem kommer derfor til at kæmpe for at få et barn. Var karrieren virkelig så vigtig?

De fleste mennesker vil se dig som en tåbe, hvis du vælger familie frem for karriere. Det er bare ikke naturligt længere, at man som kvinde går hjemme og passer hus og børn. Det bliver ikke betragtet som et arbejde hvis en kvinde går hjemme. Tøjvask, indkøb, madlavning, rengøring og børnepasning er langt fra hvad nutidens dansker tænker på, når vedkommende hører om en hjemmegående husmor. Mange ser billedet for sig, af en kvinde der sidder og slapper af med en café latte i hånden alt i mens hun gør hvad hun kan for at bruge ægtemandens hårdt tjente penge. Det er næsten lige før, at en hjemmegående husmor bør få tatoveret ”DOVEN” i panden, for det er jo ikke andet end afslapning at gå hjemme.

Nu lyder jeg måske som en kvinde der burde ha’ været hjemmegående husmor i 1950’erne, og på mange punkter ville jeg nok passe fint ind dér, men jeg synes dog at det er en rigtig vigtig ting, at en kvinde ikke længere bare fungerer som nikkedukke for sin mand. At hun ikke bare skal se sød ud og være enig i alt han siger.  Vi har også en stemme og vi har ret til at bruge den. Vi har også en mening og vi har ret til at ytre den.

Henrik Ibsen skrev i 1879 ”Et dukkehjem”. Her er der blandt andet en samtale mellem to kvinder der diskuterer hvorvidt det er rigtigt eller forkert at man som kvinde låner penge uden sin mands samtykke. Den ene kvinde, Nora, har nemlig lånt penge til en rejse til Syden, hvilket er blevet beordret af hendes mands læge. Hendes mand vil ikke overleve uden den tur. Og her er det så, at Noras gamle veninde Fru Linde bliver forarget over at Nora er gået bagom ryggen på sin mand. Det er jo ikke tilladt for en kvinde at låne penge uden sin mands samtykke. Med andre ord, er kvinden i 1800-tallet bundet på hænder og fødder. Hun er en fødemaskine, et kreatur som kun er skabt til at gå hjemme, uden hverken en mening eller nogle rettigheder. Hun bliver ikke betragtet som et selvstændigt menneske med egne idéer og tanker. Og lige i denne historie, er Nora bare snu nok til at kunne låne pengene alligevel. Så med blandt andet ”Et dukkehjem” og Johanne Meyers tale kan man jo konkludere at kvinderne allerede i 1800-tallet, lige så stille begyndte at åbne munden og bede om ret til at være et selvtænkende individ.

Man kan diskutere fra nu af og til juleaften om hvorvidt rødstrømperne har gavnet nogen noget. Personligt, så synes jeg kun det er en god ting, hvis man som kvinde hviler nok i sig selv til at turde gå hjemme i dette samfund. Jeg synes ikke ligestilling er det rette ord at stræbe efter. Jeg synes hellere at ordet ”selvbestemmelse” bør være kernen i dette samfund. Vi har så mange muligheder, bliver der himlet op om. Men hvis vi så tager muligheden for at gå hjemme, ja så er det alligevel ikke i orden. Så man kan vel sige at vi har rigtig mange muligheder for at gøre karriere. Der er et hav af muligheder hvis blot vi følger normen. Og følger vi ikke normen, så er vi gammeldags og dovne.

Jeg synes du skal tage de røde strømper af. Og jeg synes du skal tænke på hvad du vil med dit liv. Vil du arbejde og gøre karriere, så gør du det. Men det er også helt i orden hvis du har muligheden for at gå hjemme, og rent faktisk gerne vil det. Det er jo langt fra alle der rent faktisk kan få lov at gå hjemme selvom de vil det. Penge vokser jo ikke på træerne, eller på ægtemandens kreditkort.

Så jeg synes vi skal slette ordet ”ligestilling” fra vores hukommelse. Det er alligevel de færreste der ønsker ligestilling når det kommer til stykket. De fleste vil langt hellere have flere muligheder og have lov til at tænke selv, og være herre over egen fremtid.

Er det virkelig undertrykkelse at en kvinde går hjemme og ikke skaber karriere? Eller er det undertrykkelse at en kvinde ikke får lov til selv at vælge hvad hun allerhelst vil?