Jeg vil gerne sige undskyld til alle mænd.

For jeg har været en ægte skøge. Jeg har rullet med øjnene og sukket højlydt hver gang i har ligget på jeres dødsleje, midt i en snue. Jeg har grinet af jer og nok også mobbet lidt (ville ha’ indsat link til Fie Laursen, men alene tanken om at linke til hende, gav mig lidt fysisk ubehag) og I har bare ligget dér, små og ynkelige og med savl på kinden.

Jeg ved nu hvad det vil sige at ha’ en vaskeægte mandeinfluenza. Den er i omløb og er blevet omtalt i diverse medier. Det er en epidemi. Men ingen har tilsyneladende tænkt sig at indrømme det. Ingen har tilsyneladende tænkt sig at råbe højt. Denne influenza er ikke blot en influenza. Det er en mandeinfluenza. Og jeg har beviser.

I mandags faldt jeg meget tidligt i søvn. Vågnede 15 minutter efter med SAVL PÅ MIN KIND (og endda på min pude) fordi jeg var så øm i halsen at jeg ikke engang kunne sluge mit eget savl i søvne. Og jeg tog mig selv i at ligge og klynke. Altså seriøst. Sådan “buh-uh-vræææææl”. Og overvejede i sidste ende også at skrive et offentligt farvel på facebook. For jeg var sikker på jeg ikke ville overleve. Og min makeup er gået fra at være fuldt belagt i mandags (okay så meget var der heller ikke) til bare gradvist at ryge af uden hjælpemidler. Jeg har ikke engang orket at tage en vatrondel og lidt makeupfjerner og gøre noget aktivt ved det. Og i går… I går så jeg Dr. Phil. (ultimativt forfærdeligt!)

Men jeg er jo viking. Viking med bryster og pt langt fedtet hår. Og sådan nogen som os, vi har kampgejst. (Undtagen i mandags, der havde vi dødsangst). Jeg giver mig selv til kl. 6  i morgen tidlig. For der er jeg nemlig rask – jeg skal i skole og jeg skal drikke en fyraftensøl (bitch please, det er der ikke noget der hedder når man bare har været i skole) med nogle fra min klasse. Og det skal jeg bare. Noah bliver hentet i børnehaven af morfar og mormorpigen – og jeg har i øvrigt også en livsvigtig ting at hente i Illum. En ny neglelakfjerner. Så I kan nok se at det er mere end vigtigt at jeg kommer af sted i morgen. Og det gør jeg. Bum.

Mandeinfluenza du vinder ikke denne gang!

Gavekort til en times fotografering.

Jeg har ved en fejl fået tilsendt to gavekort med posten. Gavekortet er på 995 kr. og dækker en times fotografering hos profilfoto. – man skal altså selv betale for de billeder man gerne vil ha’ 🙂 Og da jeg ikke skal bruge to gavekort, tænkte jeg at jeg ville smide det på bloggen og håbe der var én derude der kan bruge det 🙂 Jeg havde selv glæde af dem forrige år og deres priser og kvalitet er i top. Gå evt. ind på deres hjemmeside HER og se om du bor i nærheden af et af deres studier.

Bare smid en kommentar til det her indlæg hvis du kan bruge gavekortet – alt afhængigt af hvor mange der melder sig på banen må jeg trække lod. 🙂

Bare lidt bla, bla, bla.

Her er jeg gået fuldstændig neden om og hjem med den mest forpulede mandeinfluenza ever! Har virkelig følt mig døden nær det sidste døgns tid, og jeg har ligget i dvale nærmest konstant siden i går aftes, kun afbrudt af at skulle lave mad og hygge med Noah. Han er heldigvis sød og omsorgsfuld når det kommer til det. Han mente nu nok at han kunne lave aftensmad selv, men da han kom ind i stuen med pebernødder, digestive og vingummibamser måtte jeg altså lige sætte en grænse – selvom tanken jo var super sød 🙂

I lørdags kom jeg i byen. Det var super tiltrængt på alle måder og det gav lige et pusterum hvor jeg ikke tænkte så meget på det der med at være single og hvor jeg kunne gøre lige som det passede mig. Dagen efter var der ingen moralske tømmermænd, kun gode, gamle og ondskabsfulde jeg-brækker-mig-tømmermænd. (Og det gjorde jeg!) Der kom Noah med cola og chips til mig – og bad mig lige for god ordens skyld om, ikke at drikke så meget øl en anden gang. Funny-ha-ha.

Men udover sygdom og sleske tømmermænd (som heldigvis er ovre), så har jeg det nogenlunde. Det går fremad og det er så dejligt. Jeg har endda tabt mig over 5 kg. siden nytår. Det er så også kun 3. gang jeg forsøger at smide “hvalpe”fedtet, men en eller anden dag må det da lykkes. Håber jeg kan holde motivationen denne gang.  Man bliver bare så træt af at ha’ en mave der ligner en oldemorrøv (og her er jeg nok ond ved ældre mennesker, for deres bagdele er sgu alligevel nok kønnere end det hængebugsvin, der har sat sig fast på min mave). Jeg har lånt mine forældres Wii og anskaffet mig Wii fit plus. Det kan jeg SÅ meget anbefale til dem der ikke har tid, lyst eller mulighed for at komme i fitnesscenter. Det giver jo ikke helt det samme, men det er da alligevel funktionelt – måske især for dem der, ligesom jeg, ikke får rørt sig særlig meget ellers.

Så alt i alt så går det nogenlunde. Det ska nok gå alt sammen.

Der er i grunden ret mange huller i mit gulv…

… Er ting jeg kommer til at tænke over når jeg alligevel bare ligger og glor ud i luften. Eller: “det der fedtede håndaftryk på mit spejl burde nok blive fjernet snart”. Der går mange tanker igennem mit hoved, når jeg bare ligger dér. Mest af alt handler mine tanker om min eks. For han var da sød, dejlig, fantastisk, lækker, forstående, omsorgsfuld, kærlig, humoristisk og helt igennem vidunderlig. Ja ja, jeg er helt med på det her var min beslutning – og jeg står ved den! MEN, hold kæft jeg savner ham. Hold nu fucking kæft hvor jeg bare savner at ringe til ham og fortælle ham en masse ting om min dag. Tager mig selv i at tænke: “Ej det skal jeg lige huske at sige”, men nej.

Vi skrev lidt sammen i dag.. Og det var SÅ sært det der med: “Håber du har det godt”, “Vi snakkes”, “Hej Milla”. Havde mest af alt lyst til at proppe hver besked med røde hjerter og kyssesmileyer (men den havde nok ikke været helt god, vel?)

… Og når jeg så ligger dér i sofaen. Om aftenen når Noah er faldet i søvn, så dukker alle tanker op. “Ja C, du gjorde det rigtige, men hvis du nu bare kunne prøve, så kunne I måske finde ud af det? Men hans familie og venner må da også hade dig, ja han hader dig vel også og hvorfor tror du selv det er en god idé at prøve igen?”. Og det tror jeg egentlig ikke det er – næ, jeg ville jo ikke mere så hvad skulle ha’ ændret sig nu? Keine. Udover trygheden som er forsvundet. Og at det måske ikke alligevel helt er så irriterende når han driller mig eller når han har ret i ting. Ikke at det er grunden til at jeg smuttede i første omgang altså.

Argh, mit lille hoved står bare ikke stille. Kører forbi hans lejlighed hver dag og jeg tager mig selv i at sidde og glo efter ham, på trods af jeg aldrig så ham når jeg kørte forbi da vi var kærester. Hvorfor helvede er det så svært det der kærestesorg? Hvorfor går jeg ikke fri af de piksmerter (altså ikke bogstaveligt talt pik) når det var mit valg? Og hvorfor fanden skal det fylde så meget?

Jeg står ved min beslutning fordi jeg ved det er den rigtige, men det ændrer ikke på at han har sat sig godt og grundigt i mit hjerte – og ja han nægter altså at rejse sig og skride. I det mindste tuder jeg ikke hvert øjeblik. Har faktisk haft makeup på i dag. Det er store sager, for det er første gang jeg har turde gøre det og satset på jeg ikke ville græde i løbet af dagen.

Appetitten er også tilbage. I stor stil. Nu skal jeg kæmpe for ikke at æde for meget. Sig mig hvad helvede er det her? Er der en venlig sjæl der gider skrive faserne efter et break-up ned? Kommer der nogensinde et tidspunkt hvor jeg kan leve med han finder en anden en dag? (Han skal bare aldrig finde en anden, altså det skal han bare ikke! BASTA!) Og kommer der nogensinde et tidspunkt hvor jeg kigger ind i min fremtid og kan se at det kan lade sig gøre at få noget op at køre med en anden?

Hold kæft jeg er sølle. Godt jeg har optaget en dårlig film jeg kan tude til i aften.

Jamen det er jo skønt at være single….

….. Sagde løgneren.

Det her bliver et af de mere personlige indlæg. Måske burde det ikke blive skrevet ned, men det bliver det alligevel. Min blog skal ikke kun handle om ”se en lækker opskrift”, ”så sagde Noah” og  ”jeg er træt”.

For to dage siden tog jeg beslutningen om at slå op med min kæreste. Grunden er jo sådan set ligegyldig – men jeg kan hurtigt slå fast at det intet ondt har på sig. Vi var gode ved hinanden og ingen af os har gjort hinanden ondt på nogen som helst måde.

Og nu er det sådan at jeg aldrig har sat mig ned og slået op med nogen før. Har aldrig haft modet til det, da det sidste jeg ønsker er at såre et menneske der betyder rigtig meget. I mine teenage-år var det mig der blev droppet fordi jeg var for naiv til at se at kærlighed bare ikke er nok. I mit voksenliv har der kun været Noahs far og Jon. Så det her er altså den første gang jeg tager en beslutning, og den gør så forbandet ondt.

Jeg har tudet og tudet og tudet så meget at jeg har stået indover vasken på badeværelset og hyperventileret. Jeg har tudet så meget at mine øjenlåg er ved at være så hævede, at det ligner en allergisk reaktion. Jeg har ligget i fosterstilling og haft rigtig ondt af mig selv. Hold kæft hvor gør det ondt helt inde i hjertet – helt ud til fingerspidserne og ja, det smerter bare i hele kroppen.  Jeg har prøvet det med at trøsteshoppe og den eneste effekt af det, var at min bankkonto nu næsten er lige så tom som jeg føler mig inden i.

Og al den smerte har jeg også påført et andet menneske. Én der betyder alverden og som slet ikke fortjener det. Så jeg kan sidde og ha’ ondt af mig selv, men det var mig valg, ikke hans. Det er min egen skyld at jeg sidder her og græder – men det er også min skyld at han er helt knust.

Det er ikke fordi jeg tror min beslutning er den forkerte. Men i og med at der, for en gangs skyld, ikke er utroskab eller andre dårligdomme indblandet, gør det bare mere ondt.  Der er jo ingen vrede eller noget had. Bare to mennesker som er rigtig kede af det. Og jeg tror aldrig jeg har grædt så meget som nu. Tårerne springer bogstaveligt talt ud af hovedet på mig – altså det gør de. De løber ikke ned ad kinderne, nej de flyver bare ud og det stopper bare ikke.

Og så sidder jeg her, midt i al elendigheden, og glemmer at fokusere på de ting der lå til grund for min beslutning, og så husker jeg kun de gode ting. Hvor fantastisk han er, hvor godt han passer på mig og på Noah, hvor sjovt vi har det. Og ja. Det gør simpelthen bare så ondt. Han er jo et af de dejligste mennesker jeg nogensinde har lukket ind i mit liv. Og sandheden er, at jeg kommer til at savne ham mere end ord kan beskrive.

Mad har jeg heller ikke spist det store af. Og har tabt omkring et kilo på to dage. Tvang mig selv til at spise lidt grønt i går, og da jeg lige havde slået op (og heller ikke havde spist hele dagen) tillod jeg mig selv, i allerbedste Bridget Jones stil, at bestille lidt junk. Det viste sig så bare at det befandt sig bedre i skraldespanden end i min mave.

Jeg er bare knust og ødelagt og det piner mig at jeg har såret jordens dejligste person så meget. Så det der med at være single, ikk’? Det er så rædselsfuldt at det ikke kan forklares på nogen som helst måde. Jeg vil jo ikke være alene og jeg vil jo ikke ha’ en anden.

Fuck, hvor gør det bare ondt!

Older posts