Har overvundet min dødsangst, set et pindsvin og drukket merlot!

Jep. Kan du huske dødselevatoren på min skole? (Ellers kan du læse lidt her) Jeg har simpelthen overvundet min frygt. Hvad skete der så første gang? Den gik i stå. Ja det gjorde den. Og var det ikke fordi jeg havde en sød klassekammerat med, havde jeg lagt mig ned i fosterstilling og skreget som en lille baby. Det er nok det værste halve minut i mit liv. 😉 Men nu bruger jeg den altså. Elevatoren. Det er stadig med en smule koldsved, men det er blevet bedre. At gå op til 4. sal blev alligevel lidt for ubehageligt for mig!

Udover det, så hygger vi os bare her i Vanløse. Igår havde jeg en sød veninde på besøg som jeg ikke ser særlig tit, så vi fik lige klaret verdenssituationen over en god flaske merlot. Og Noah fik underholdt os også, indtil han gik kold ved 22-tiden, lykkelig over at få lov til at putte inde hos os. Og så var det lige at jeg for første gang siden jeg gik i børnehave, så et pindsvin. Lige ude foran min lejlighed – det har nok, udover merlot’en, været dagens højdepunkt. Den var så sød, lille og fin!

Og så er tiden kommet, efter 3 ugers skolegang, hvor jeg faldt i søvn i en time. Altså det vil jeg vove at påstå aldrig er sket før. Udover muligvis når der er blevet set film i gymnasiet (det er bare som om det er ‘meant to be’ at man skal ligge og savle ind over bordet…) Men i går, faldt jeg altså i søvn i dansk. Det drejede sig om få sekunder, men det skete. Og jeg kæmpede for at holde mig vågen. Hvilket resulteret i at jeg måtte ned i kantinen og købe cola, kaffe, chokolade og vingummier. (behøver jeg sige at jeg tog elevatoren?) Men jeg overlevede, og fik også reddet en klassekammerat fra at gå kold også. Længe leve dansk-analyser på 4 timer!

Okay jeg er godt klar over det…

Er simpelthen for røv-ringe til at skrive herinde lige pt. Og det er ikke fordi jeg har travlt. Jeg er bare stadig dybt fascineret af mit nye liv som skolepige. I’m lovin’ it! Men nu er jeg blevet slået oven i hovedet med én: “Hvorfor skriver du aldrig mere?!” og så må jeg jo hellere…

Så går det godt? Ja. Det gør det. Har mødt Jon allerbedste ven (plus hans kæreste, deres lækre baby og en masse andre….) i weekenden. Det var skide hyggeligt. Nu er jeg ikke helt hemmelig mere – det tog også kun lige knap halvandet år før han turde vise mig frem. Det kan jeg så måske også godt forstå..

Ellers sker der ikke det store. Jeg kan da snildt finde et par ting jeg har gået og været lidt små irriteret over på det seneste. Eksempelvis leveringstiderne på justeat (Ja indrømmet – dem er jeg glad ved!). Hvad er det for noget at skrive man kommer kl. 19:10 med maden, når man så først kommer kl. 20!? Det irriterer mig. Det er mad jeg venter på. For pokker!

Og så er der mennesker. Mennesker i bussen. Dem som ikke rejser sig for børn og ældre. (Det må også være svært for dine unge stærke ben at stå op jo….) Og/eller dem der breder sig med poser og tasker så de optager et helt sæde. Hallo, det er ikke 1.klasse du rejser på, tag dit lort på skødet og lad os andre få lov at sidde.. Hvor svært kan det være!?

TDC. Måske mest bare fordi de har sendt mig en lille regning på et telefonnummer der ikke er mit. Sjovt den slags sker en måned efter jeg har opsagt mit abonnement hos dem. Virkelig sjovt. Men jeg kommer ikke tilbage fordi I prøver at tage flere penge fra mig…

Aaaah (kender I det hvor det lettede? Ikke fordi man har pruttet, men bare fordi man fik sit mundlort ned på skrift.)

Så kan vi tage dagens sjove:

Noah: Nu skal vi fanme bare hjem mor.
Mig: Ja det skal vi… fanme.
Noah: Vi skal fanme hjem og ha’ en varm kop the!
Mig: Jamen det er da det vi skal.
Noah: Vi skal fanme også ha’ skumfiduser!

Ej seriøst. Har virkelig intet at sige. Jeg kunne nok godt KÆMPE for at finde på mere. Men hvor fedt kan et indlæg blive når man virkelig skal prøve at finde på noget?! Jeg er allerede lidt halvpinlig over det her.

PS: Gik ind i en glasdør i fredags.

“du må ikke være med til at lege”

Okay. Jeg er sådan ret hårdfør. Kan godt synes det er trist at aflevere en ulykkelig dreng i børnehaven, men det går mig ikke specielt meget på. Troede faktisk lidt at jeg var unormal – for min mor græd åbenbart hver gang jeg græd når hun afleverede mig i børnehaven. Men jeg fandt ud af det idag – at jeg er temmelig normal (på det punkt..)

For det første der sker da jeg afleverer Noah, er at to af hans kammerater sidder inde og leger med LEGO, imens de andre børn er på legepladsen. Og da Noah så dukker op, siger den ene: “Noah skal altså ikke være med, ham gider jeg ikke lege med”. Første gang han siger det, sørger jeg bare for at få Noahs ting på plads, og hjælpe ham med at få sin Nintendo, da han har fået lov at sidde inde og spille. Men da ungen siger det igen – så bliver jeg altså gal! Hvad sker der lige!!!! Fik med bævende underlæbe fremstammet noget i retningen af: “Hallo, det er der bare ikke noget der hedder! Alle må være med til at lege, og hvis I ikke lader ham være med, så skal jeg da med glæde få fat i en voksen!”

Og da måtte jeg altså tørre et par tårer væk. Sådan en forpulet møgunge! (Pædagogisk? Nej, men det var og er det jeg tænker) Og min lille Noah som bare tog imod og sagde: “Det ved jeg godt, jeg leger bare selv herovre.”. AV 🙁 Det er bare slet ikke okay. Og jeg endte med at tage ham med udenfor til én af de voksne, bare for lige at gøre opmærksom på snothvalpen (Igen, nej det er ikke pædagogisk.), og der gik ikke engang 10 sekunder, så havde en af de andre rollinger meldt sig på banen for at komme med ind og lege med Noah. Heldigvis, for jeg ville slet ikke kunne bære at gå fra ham hvis det var med følelsen af, at han bare blev ladt alene.

Og heldigvis er det første gang jeg har overhørt sådan noget – Noah er en vellidt dreng, har altid nogen at lege med. Men at ét af de børn Noah normalvis snakker SÅ pænt om, ikke engang siger hej, men bare: “Du skal altså ikke være med!”, det er bare ikke iorden. Og så kan det sgu godt være det bare er et barn, men det er jeg ligeglad med. Jeg gør da meget ud af at fortælle Noah at man skal være sød – og at ALLE må være med til at lege!

Så sådan gik det til, at jeg græd på min 40 minutters bustur i skole. Heldigvis kunne Noah fortælle, da jeg hentede ham, at det onskabsfulde kreatur (Nej ikke særlig pædagogisk overhovedet….) gerne ville lege med ham, da jeg var gået. Det manglede satanedeme også bare!

BANG

… Så lå jeg dér. I sofaen – med indtørret savl i mundvigen. Hold da lige Grev Ingolf, hvor er jeg kvæstet. Det er hårdere end man tror, sådan at sidde på sin flade i 7 timer, og lytte til lyden af kridt mod tavle.

Idag har jeg, udover at ha’ 3 timers samfundsfag omhandlende enevælde, grundloven og revolutioner, brugt 4 stive timer på at analysere en novelle. 4 timer. Til sidst havde vi analyseret os så langt ud, at selve handlingen forsvandt. Havde helt glemt hvor mange ting man kan hive ud af selv den mindste tekst.

Så jeg nåede lige at lave mad (som jeg var den eneste der gad spise, for Noah gad fanme ikke – han ville ha’ noget andet!) og vaske op – så blev jeg fanget mellem sofa og dyne. Sådan en form for halv vågen tilstand, men så alligevel ikke vågen overhovedet. Jeg er færdig! Så det er jo ikke helt dårligt at der er skemafri dag imorgen. (Det syntes jeg det var imorges – vil jo i skole! Men nu kan jeg ligesom godt se, at det gamle liv her, trænger til at få smurt de gigtplagede lemmer)

Idag har jeg iøvrigt spist salat. Og med al den renden på trapper til 4. sal, så må jeg nok indrømme at jeg føler jeg har fortjent noget til at holde på formen. (Her tænker jeg kage…)

Så imorgen, der flader vi ud. Det håber jeg Noah er med på.

Har det lågsus

Ja lågsus er nok det ord der dækker min sindstilstand bedst. Den har det lågsus. For jeg har på fornemmelsen, at det dér skole – det bliver godt!

Det er hårdt at vænne sig til at sidde ned i så lang tid ad gangen. Var faktisk så træt igår at jeg faldt i søvn i bussen. Og kørte for langt.

Men jeg elsker det. Imorges gik jeg igennem strøget, købte en latte-to-go og smilede hele vejen til klasseværelset. Det generer mig slet ikke at møde op. Mit vækkeur er ikke tortur længere. For jeg VIL gerne op og i skole. Arj men altså da, det er simpelthen så fan-fucking-tastic! Har allerede lektier for, men who cares? Skal jo ikke lave franske hotdogs eller se på sure kunder længere.

Og så har jeg fået det sødeste og sejeste lærerteam, og en masse klassekammerater der lader til at være godt skruet sammen. Må ellers indrømme jeg frygtede det lidt. Man hører jo så meget om VUC, men jeg er virkelig blevet positivt overrasket.

Udover elevatorerne. (Indsæt dybt suk) Det er de der oldschool uden dør og som bare bliver ved med at køre. Bliver panisk angst bare af at kigge på dem. Hvad hvis man ikke når ud på sidste etage, hvor kører den så hen? Nej nej. Jeg må vænne mig til at springe op og ned ad trapperne et års tid.. Det er jo også kun på 4. sal jeg har klasseværelse……..,

 

Older posts