Så blev den ged barberet

Jep. Så fik kæresten mødt samtlige personer fra tosseanstalten igår. Og det gik sgu da meget godt. Vi kom et par timer før de andre gæster, så han lige kunne se mine forældre lidt i fred også. Og jeg indså ret hurtigt at han passer godt ind. Min far slår en kæmpe bøvs, peger på Jon og siger: “Ej Jon, ved du nu hvad? Den slags gør vi altså ikke her!”– hvortil Jon peger ud på vejen og siger: “Det var bare vejen der gav sig.” Så man kan sige at han blev budt meget pænt velkommen. Måske især fordi min far plejer at prutte, så lidt pli havde han da.

Så var der lige min moster, der efter at ha’ snakket med ham i 10 minutter, spurgte om han var én af min lillebrors venner. Min lillebror er 16. Jon er 33. Det tog Jon heldigvis pænt. Og blev så resten af dagen omtalt som “Magnus’ kammerat”.

Men på trods af bøvser og et alders-kiks, så hviskede han da til mig at det var hyggeligt. – Der var jo også kaffe og kage.

Resten af dagen gik med det sædvanlige. At omtale folks udseende og vægt. For sådan er det i min familie. (Og det er da herligt når man selv er lidt småbuttet………) Her handler alting om hvor fed man er, hvor bleg man er, hvor tynde andre er, hvordan deres hår ser ud, om man har fede ankler eller manboobs. Og da Jon var gået og jeg var klar til dommen, kom det også prompte fra mormor: “Ja han var jo noget så tynd!”.  Hvad er det med min familie?

Men alle sagde at han var rigtig sød og hyggelig at snakke med, og min lillebror og ham har allerede aftalt at skulle ud at køre motorcross. De fik vidst endda snakket om en tur til Miami Beach hvor de skulle på “Hooters”. Men det er jo heller ikke så underligt med alle de planer, når nu de er kammerater…….

8 dage tilbage, morgenspasmer, træt Skovbanan og sød nok kæreste.

Ja eller. 8 arbejdsdage. Men de 4 dage i mellem kan jeg nok lige overleve.

Det har været en ok dag. Arbejdet, ja det ved alle jo nok at jeg godt kunne ha’ undværet. Er træt af sure ansigter. Jesus Kristus hvor jeg dog bare håber at mit fremtidige arbejde kun indeholder glade mennesker (bitch please, as if!), men det sker nok ikke.

Dagen startede med flere af de der kunder der, i stedet for at stille sig i kø som alle andre, planter sig i morgenbrødsafdelingen, og råber: “JA det er faktisk min tur, men jeg skal jo ha’ brød!”. Åh hvor jeg hader dem. Både fordi – HVORFOR stiller du dig ikke i kø så jeg kan se du er klar til at blive betjent!? – men også fordi de andre kunder i køen har tendens til snerpethed når jeg bliver sat i dilemmaet: hjælpe morgenbrødsskøgen eller bede vedkommende tage plads i køen som alle andre. Idag var det så tilfældigvis ikke mig der betjente kunder – jeg stod og bagte wienerbrød alt imens jeg gik i deciderede morgenspasmer over folks forsøg på at ødelægge min morgen. (Okay de forsøgte nok ikke, men det lykkedes!)

Men jeg kom da igennem dagen, som altid. Jeg er jo lidt af en survivor. Og så var det over at hente Skovbananen, som for tiden er så træt når jeg henter ham, at lige så snart vi rammer bus eller cykelsæde, så er han faldet i søvn. Og det er knap så handy hvis man er med bus. For så skal 20 kg sovende klump barn bæres både ind og ud. Det er ikke specielt elegant. Kan se mig selv om et par år, når jeg har fået Bjarne Riis lår af cykelturene – og Brian arme af busturene. Så tror jeg sgu jeg vil toppe den med et røvgevir (læs: Amagernummerplade – tattoo på lænden) og en afblegning af håret. Hvor bliver jeg dog yndig.

Så skulle kæresten ha’ været her idag. Men som så mange andre gange, aflyser han. Det er nemlig noget han er MEGET god til. Så er han træt, så er han syg, så orker han ikke, så trænger han til at være sig selv, så har hans mor bøvl med antennen, så skal hendes hund luftes, så er der lykkehjulet i TV og så er han klemt fast imellem dyne og sofa. Hold nu op der er gået sport i den – og han vinder hver gang 🙂 (Skøge, fristes jeg til at sige. Men jeg gjorde det ikke….)

Nå, men ja han aflyste jo så idag, men tillod sig lige at give et kald efter arbejde. Det lød nogenlunde sådan her:

Kæreste: Hej Millapigen. Eeeej jeg var ellers lige på vej ud til dig, men jeg gav op.
Mig: Hvad? På vej ud til mig?
Kæreste: Ja. Men jeg gav op. Kan du ikke give mig et kys igennem telefonen?
Mig: Øøøh nej?
Kæreste: Nå. Jamen så ses vi lige om lidt.
Mig: ……. ?
Kæreste: Hallo?
Mig: Mener du det!?
Kæreste: Ja ses om lidt. Hey!

… Og således gik det til. Han gik efter et minuts tid. Men jeg fik kys – så han er semi-tilgivet for idag. Og heldigvis ser jeg ham jo igen på lørdag (hvis han da ikke aflyser…….) og så skal han kastes for ulvene på søndag til min lillebrors fødselsdag.

Instagram

Jeg vil rigtig gerne begynde at bruge Instagram igen. Har brugt det rigtig meget i en periode, men gik så i stå da jeg lånte min venindes kamera. Men jeg synes jo i grunden at Instagram-billeder på blogs er skide hyggelige. Så nu starter jeg ud med lidt af de gode gamle billeder – og så vil jeg forhåbentlig tage mig sammen og lave “min uge med instagram”.

Så nu må vi se om ikke jeg kan hanke lidt op i mig selv, og få taget nogle lækre billeder af min store Skovbanan.

Jeg kan i øvrigt følges på Instagram – navnet er Mullefilumsen 🙂

Man kan godt føle sig en smule ond

… Når man kommer til at rive Ullerberg på ryggen, så han får en rift. Og man føler sig endnu mere ond når man så, helt spontant, midt i trøsteturen nyser ud over ham så han får savl på maven……………………………. Hold kæft hvad har han dog gjort siden han er endt her hos mig?!