Held og lykke Roskilde!

Ja jeg fandt et gaaaammelt blogindlæg fra 2007, som jeg skrev efter en tur på Roskilde. Jeg er nødt til at dele det – det var ikke sjovt dengang. Det er det nu:

“Jeg klarede det”.

Måske er det ikke den sætning jeg plejer at forbinde med slutningen på Roskilde Festival, men i år har der været mere overlevelse end oplevelse på programmet.
Jeg har haft en ultimativ fed festival – set i bakspejlet. Ellers var jeg sådanset parat til at dø.

Med våde sokker, gummistøvler og mudder til knæene, var der ikke meget glæde at hente i min lejr. Havde vi ikke haft et villatelt, ja så var vi nok ikke blevet hele ugen. På trods af jeg har boet i telt og camperet et utal af gange, ja så så jeg mig selv slået ud torsdag morgen, hvor regnen haglede ned på den pressening vi havde dækket vores telt med. (klogt gjort iøvrigt).

Jeg vågnede klokken 9 og blev enig med mig selv om, at jeg simpelthen ikke ville forlade teltet før regnen holdt op. Da klokken så blev 14.30 måtte jeg sande at regnen nok ikke ville stoppe lige foreløbig. På trods af der kun var ca. 2 meter fra telt til villatelt, ja så var jeg rimelig våd da jeg kom ind til de andre. Og la’ mig så endelig give mine 4 tøser en klapsalve for ikke at ha’ pakket kufferten så optimistisk som mig. De havde alle regntøj – det havde jeg ikke.

Vi gik over til boderne i camping vest for at se om der kunne findes nogen form for regntøj dér – men nej selvfølgelig ikke. Til gengæld kunne man købe bikinier. (Flot tænkt! Det var da lige hvad der var brug for!). Så vi tog toget til Roskilde station og gik i Føtex hvor jeg fandt en fin, men meget blå og meget stor, regnjakke. Den sidste de havde tilbage.

Bagefter gik vi på Restaurant Peking og spiste kinesisk buffet. Humøret skiftede rigtig meget. Vi gik fra det ultimativt bedste grineflip længe – til nærmest at sidde og tude. Og det var til stor morskab for gæsterne ved bordet ved siden af.

Efter ca 4 timers restaurantbesøg blev vi nødt til at smutte tilbage til festivalen. Vi ville slet ikke. Faktisk snakkede jeg flere gange om at hænge mig i et gardin ud af vinduet. Jeg ville meget hellere slikke gulvet rent i føtex, end tilbage til den oversvømmede lejr.
Og med min mors sms beskeder med “der er intet håb, vejret bliver ikke bedre” og min kærestes “HAHA der kommer mere regn, men nææ solen skinner i Århus“, blev jeg ikke mindre deprimeret.
Men tilbage måtte vi jo desværre – og vi nåede da at høre en halv times “The Killers”, mens vi travede tilbage til vores lejr. Vi lå nemlig lige op ad orange scene så alt kunne høres.

Vores lejr stod oprejst – som den eneste omkring os. Vi satte os ind i villateltet og drak en vidst nok velfortjent tuborg. Det regnede stadig helt vildt og lysten til at ligge sig til at dø blev ikke mindre selvom jeg nu havde en fin regnjakke og et badge med ordene “Jeg har kønsvorter – knep mig!“.

Senere på aftenen regnede det stadig. Men jeg ville super gerne se Björk, så jeg trodsede vejrguderne med nogle af de andre, for at se hvad hun dog var for én.
Desværre regnede det meget kraftigt – lige i hovedet på én hvis man kiggede op på scenen, så jeg opgav også denne koncert.

Til sidst smuttede jeg ind i villateltet og skrællede mine våde jeans af, gik barrøvet op til toiletterne for at tisse og gik derefter ind i teltet og faldt i søvn i en våd sovepose.

Dette var nok den værste dag på hele ugen – skrevet ned mere positivt end den burde. For vi var virkelig møgfrusterede og det var slet ikke sjovt overhovedet. Og det gjorde det ikke bedre at jeg lå i en lejr hvor det at bagtale hinanden, var på top 3 listen over de sjoveste ting at bruge sin tid på. Oh my.. Det synes jeg også var sjovt – i 4.klasse.

Udover det – så er der opfundet ny og genial scorereplik. Den lyder sådan her:
Du synes jeg er lækker.

Alt i alt har det været en temmelig hård uge – og en uge som har skabt en del tvivl om hvorvidt jeg skal afsted næste år. Men selvfølgelig skal jeg det. Kan jeg klare det her, så kan jeg klare alt =)

// MULLE

Min uden-Ullerberg-uge i billeder.

Er det meget tydeligt jeg har kedet mig? Er ikke den store “EJ-nu-må-jeg-hellere-tage-et-billede-af-mig-selv”, men selv dét har jeg spildt mit liv på.  Og the sims og min lillebrors dimission..  (sidstnævnte er ikke spild af liv, selvom pigerne tudede lidt for meget)

Sidste billede er fra idag – jeg forbereder mig på skolestart. Jep, det er MIT penalhus og mit ringbind. Og nårh ja -min fede blyant med dertilhørende blyantspidser, lineal og viskelæder. Man skal jo være smart, sådan på en første skoledag. Jeg tror jeg bliver den sejeste i min klasse.

Altså hvad pokker sker der?

Det ender kraftsparkme med at jeg får flettet flere bandeord ind i én sætning, end Bitterfissen! Hvorfor? Fordi min arbejdsplads åbenbart er lidt for gode til at snakke grimt om folk.

Og ja ja,  det har jeg da vidst længe – sladder og bagtaleri er jo normen i sådan én stor glad familie……. Åbenbart! Hvornår bliver voksne mennesker voksne?

Jeg skal da lige love for at man bliver fodret med totalt ufede informationer, når man vender tilbage fra ferie. Og så er der måske nogen (min mor) der siger: “Skulle du ikke tage at passe på hvad du skriver på nettet?”. Næh. Jeg har lagt min opsigelse, så hvis der er nogen fra min arbejdsplads der læser med, kan de da bare spørge. Hvad har jeg at miste? Det er ikke mig der har snakket grimt om mig foran en masse andre. Jeg snakker generelt pænt – om mig selv.

Ej, jeg synes bare det er så åndssvagt. Det er jo ikke kun den her arbejdsplads hvor man fodres med sladder og bagtaleri – det sker bare alt for mange steder.

Og nu er det jo ikke fordi jeg er perfekt. Men hvor ville jeg ønske at folk ville komme til mig, hvis der var et problem. Det værste er bare, synes jeg, at det er de færreste dernede der kan tillade sig at påtale andres arbejdsindsats, ikke før de ser på hvad pokker de egentlig selv går og (ikke) laver.

Hvor er det bare kikset! ØV.  22 arbejdsdage tilbage – så råber jeg satanedeme pik og skrider!

Dimission anno 2012.

Ak ja. Så var det min lillebrors tur til at dimittere (hedder det dét!?) igår. Færdig med folkeskolen og ud i verden med ham. Og det var en spøjs dimission. I forhold til min egen sådan som jeg husker den.

Vi starter ud med viceinspektøren der holder en tale i hvad der føles som flere dage (og de stole vi sad på, var de samme stole som var på skolen dengang jeg gik der! Gamle og elendige skøge-stole). Han nævnte blandt andet at han ville sende de unge mennesker ud med god energi, i håb om at de ville blive til noget stort. Bagefter snakkede han om at det ser sort ud for drengene da meningsmålingerne siger at ca 25% af dem, ikke vil være hverken uddannede eller i arbejde om 15 år. Motiverende, right? Så snakkede han om EM og alt muligt jeg ikke hørte fordi min mobil var mere spændende – og pludselig døde mikrofonen. Som et tegn fra de højere magter til at han skulle tage at tie stille og få os videre i programmet. Men han nåede dog lige at kalde afgangsklasserne u-underviselige. Igen, motiverende.

Så skulle vi synge fællessang (hvad pokker er det med folkeskoler og fællessang!?). “For der var skoven grøn grøøøøøøn” runger stadig i mine ører her et døgns tid efter.

Skoleinspektøren har altid været meget glad for at synge for, men hun gik dog lige lovlig langt da hun forsøgte sig med en rap. Ikke at det fungerede særlig godt. Hun er jo skoleinspektør.

Og så var der alle pigerne… Ja hvor skal jeg starte. De tudede. Og tudede. Og tudede lidt mere. Og det er da sødt nok og alt det man nu siger, men for faen! Det er nu livet begynder. Min dimission var sgu ikke noget i nærheden af gårsdagens. Er du vimmersvej, hvis vi havde grædt, så ville forældrene sgu syntes vi var sindssyge, og lærerne ville blive helt pinligt berørete. Jeg forstår det bare ikke. De tudede da de holdt taler, de tudede da lærerne holdt taler, de tudede da de kom, de tudede da vi spiste, de tudede da de gik. Jeg håber da deres fest gik bedre!

Og jeg synes bare at jeg havde det SÅ godt i folkeskolen. Havde den samme klasselærer fra start til slut – elskede folkeskolen. Men jeg græd satanedeme godt nok ikke. De unge mennesker jeg så igår, har skiftet lærere ud flere gange end jeg har været fuld. (Og jeg har været ret fuld). Så ja ja jeg er nok bare en muggen kynisk skøge, men jeg forstår bare ikke. De må jo bare ha’ haft det godt. Og jeg er allerede parat til at besøge min gamle klasselærer efter sommerferien, bare for at se om ikke hun kan klemme en lille bitte tåre ud for min skyld.

Men det var nu hyggeligt. Og lærerne genkendte mig. (Godt eller skidt, man ved det ikke). Selv skoleinspektøren. Troede jeg. Indtil jeg skulle sige farvel og lovede snart at komme på besøg. “Ja Nadja det må du gerne, det kunne være så hyggeligt!”. Dafuq?

Og så ringede min skovbanan hele 3 gange – årh hvor var det dejligt at høre hans stemme. Den lille vidunderlige unge!

Savner ham. Alt for meget!

Jeg er simpelthen ved at gå til! Savner simpelthen bare Noah helt forfærdeligt – så meget at det gør helt ondt i maven at tænke på ham. (Ja jeg skal tage mig sammen, han er trods alt hos mig 95% af tiden).

Det har været en lang dag synes jeg. Min kollega kom hoppende imod mig imorges, gav kram og var glad for at se mig. Jeg ville også være glad for at se ham – alle andre steder end på arbejdspladsen. Jeg var knap så entusiastisk, men det var da en rar velkomst. Dejligt at se man har været savnet.

Der var egentlig en hel masse ting jeg ville skrive, men alt det jeg har tænkt over er forsvundet, og det eneste jeg kan fokusere på, er hvor meget jeg savner min Skovbanan. Glæder mig så sindssygt til at få ham hjem igen. Jeg er så ynkelig, jeg ved det godt. Han kommer jo hjem igen og jeg skal bare prøve at nyde min alenetid. Bortset fra det er kedeligt.

Suk.

Older posts