Hævnen er så fucking sød!

Dengang jeg var lille, der var jeg hundeangst for at sove alene på mit værelse. Jeg kan huske jeg decideret bad til gud hver aften fordi jeg ikke ville dø på mit værelse. Jeg var bange. Og det var den eneste periode af mit liv hvor jeg rent faktisk håbede og troede der var en gud.

Og det gik ud over min mor. Ikke at jeg troede på gud altså, men at jeg var så bange. For hun skulle nemlig sidde på mit værelse til jeg sov. Og hvis hun så meget som rørte sig det mindste, så slog jeg øjnene op og tiggede hende om at blive. Og den søde, omsorgsfulde mor jeg nu har, ja hun blev da siddende. Hver nat, nogle gange i flere timer – eller hele natten.

Og nu siger jeg bare én ting: Payback time! For jeg har nemlig en kamp med Noah hver aften. Én ting er overhovedet at overbevise ham om han skal I seng. Bare det alene, er nærmest umuligt uden der bliver smækket en dør og råbt: Dumme mor! og:Jamen du SKAL altså i seng!. Når den seance så er overstået, og han rent faktisk befinder sig på sit værelse, så starter næste etape: Hvad kan Noah gøre for at trække det i langdrag så han ikke skal sove lige nu? Og der var jo engang hvor han bare lige var tørstig, skulle ha’ et kram, skulle puttes under dynen eller bare lige se mig – men det var dengang. For nu. Der skal først læses bog. Og når den er læst, skal han gerne lige skabe sig fordi jeg ikke vil ‘hente nye spil‘ til min iPhone. Når så han har forstået at der altså ikke bliver hentet nye spil, så vil han gerne spille de andre – og det er fint. Han må gerne ligge og hygge sig i sin seng. Hvis ikke det var fordi han så efter en halv time/tre kvarter kalder på mig og skal nusses i søvn. Og hvis jeg så meget som trækker vejret for dybt, så slår han øjnene op og tigger mig om at blive……. Hvilket jeg gør.

Undskyld mor! Jeg håber at min undskyldning kan godtages nu, så hævnen ikke begynder at indtræffe om natten også.

Idag…

Er det et år siden:

  • Jeg spiste French Chicken med min veninde.
  • Jeg dansede en form for halv-retarderet dans i min lejlighed med førnævnte veninde.
  • Jeg ringede til mit arbejde, og sagde: Kigger du ikke lige forbi?
  • Jeg tiggede og bad over sms, og skrev vidst noget om offentlige fodboldbaner, asiater og herpes.
  • Jeg lavede aftensmad til ham den søde klokken meget sent.
  • Jeg håbede på at hende dér veninden gad gå kold på sofaen så jeg kunne kysse ham dér.
  • Jeg kyssede ham dér.
  • Jeg holdt mig vågen hele natten med ham. (OG sov selvfølgelig over mig!)

Idag er det et år siden jeg lokkede Jon i fordærv. Det tog et par timer, men det lykkedes. Og det har vi fejret. Med vand og ciabattaboller – og en lille morfar på sofaen. For så romantiske ER vi bare.?

Statoil – på vej videre.

Ja jeg har måske forsømt bloggen lidt. Men weekenden stod altså på malibu, merlot og skønne damer, og det kan man altså ikke tilsidesætte for en computer!

Jeg har idag valgt at lægge min opsigelse på mit arbejde igennem 2 og et halvt år. Jeg skal nemlig til at spidse blyanterne og tilbage til skolebænken. Og jeg glæder mig!

Skal starte på VUC så jeg kan blive klog, god og artig nok til at komme på pædagogseminariet. Er helt vildt spændt og tæller nærmest dage til d. 13/8!

Det er underligt at jeg sådan har en tidsbegrænsning på mit arbejde nu, men jeg er på ingen måde i tvivl om at det har været den rigtige beslutning. Og idag kan jeg endelig gå offentligt med det og skrige ud til verden:

Jeg skal starte i skole!

Ps. Noah er rask, glad og synes stadig jeg er en tyk, grim og dum mor ?

Jeg kan simpelthen ikke forstå det!

Jeg har lige siddet og set Stine-sagen på kanal 4. De fleste ved vel hvem hun er. Ung kvinde vi lærte at kende i De unge mødre og som så blev mistænkt for ruskevold mod sin 4 måneder gamle baby. Noget hun måtte sidde fængslet for i et halvt år, og vente knap to år på at blive frikendt for.

Den dag i dag, bor begge hendes børn i plejefamilier. To forskellige. De kender ikke hinanden. Og Stine, hun har samvær hver 14. dag. Børnene ved ikke engang at hun er deres mor.

Og det jeg bare ikke kan forstå, er atfagfolkene i den grad har svigtet. Ja de skal gribe ind når er er en mistanke – men fængsel, børnehjem, plejefamilier og overvåget samvær (uden mulighed for overhovedet at røre sine børn), hvordan pokker kan det blive nødvendigt i en sag som denne?!

Der er SÅ mange tabere i den her sag og de to af dem er små børn. Det er rystende! Og jeg bliver SÅ gal! Hvordan kan den bedste løsning nogensinde være at smide den mistænkte i fængsel og sende børnene væk fra hinanden? Hvordan kan den bedste løsning være at sende børnene i plejefamilier når deres mor endnu ikke engang har fået at vide om hun er skyldig eller uskyldig?

Hvorfor ser de kun på hende – ikke faren? Jeg er så vred. Fagfolk? Hvor!?

Jeg håber af hele mit hjerte at Stine får sine børn igen. Og at deres forhold kan rettes op, så de igen kan blive en familie. Men det har Holbæk Kommune indtil videre brugt et halvt år på at tænke over. Flot!

Tænk at der er blevet brugt så meget tid og energi på at ødelægge den lille familie, fremfor at bruge ressourcerne et sted hvor det rent faktisk er nødvendigt!

Jeg kan simpelthen ikke forstå det!!!!

Ugens musthave!

Jeg har tænkt lidt over at indføreugens musthave” her på bloggen. Og finde sæsonens lækreste outfits til ungerne fra www.metoo.dk.

Dette outfit er specielt udvalgt af Noah:

Jeg har set begge stykker tøj i én af de butikker der forhandler ME TOO, så jeg er helt sikker på at jeg kommer til at investere i det. Både fordi Noah selv har valgt det, men også fordi tøjet bare er så lækkert!