Afvænning.

Noah er blevet seriøst glad for min iPhone. Lidt for glad. Faktisk så glad at jeg har (og hold nu fast) 58 spil liggende på mobilen lige pt. For så meget rygrad har jeg jo. Når ungen står med fråde ud af munden og bare skriger:Jeg vil ha’ en ny spil!!! JOOOOOOOOOOO!!! så tør jeg nærmest ikke sige nej. For når jeg gør, så ved jeg bare hvordan resten af dagen vil gå.

Men nu blev jeg enig om en afvænning. Han kan snildt ligge et par timer i sin seng og spille på den (Hvilket er ALT for meget!) og så får han altså ikke søvn nok. Det synes han måske selv, men så sur som han har været de sidste par dage, så tror jeg ikke han kan overbevise mig om at han sover rigeligt. Og når der ikke går mere end 30 sekunder fra jeg har plantet min mås på cyklen til han sover, ja så er løbet vidst kørt for ham.

Her forleden havde jeg, så pisse intelligent som jeg jo er, givet Noah telefonen uden at logge af min apple-konto. Det resulterede i et tab på 119 kr. For han købte “guld” til et spil der hedder Ninjafishing. Ja seriøst. Ninjafishing. Du fisker, du skærer. Og med ekstra guld kan du fiske i dybere vand og få en mere fancypancy båd. Seriøst!!! Og mig som ellers altid sletter opkaldslisten så han ikke ringer – og logger af kontoen så der ikke kan købes noget.

Men den der afvænning. Ja den startede idag. Han må gerne spille – bare ikke i så lang tid som han gør lige pt. Ja vi tager det jo i små bider. Og hvor godt det gik? Jo tak, han fik valget mellem at læse en bog med mig, eller spille på telefonen sammen med mig i 10 minutter. Selvfølgelig valgte han telefonen. Og hvad jeg så gjorde? Jeg faldt da i søvn! Og vågnede fuldstændig radbrækket i hans seng en halv time senere, alt i mens han stadig spillede. Og jeg flåede bare telefonen ud af hånden på ham. Neeeeeeej det var kun 10 minutter, du skal sove!!. Og der går det så nærmest i slowmotion – Noah der rækker ud efter den elskede iPhone, mig der lettere (eller slet ikke) elegant vælter ud over sengehest og løber ind i stuen med telefonen. Noah der græder (stadig i slowmotion) og tigger og beder om at få lov at spille. Mig der vender tilbage til ham – uden telefon.

Og her. Her laver jeg så klassikeren. Den bløde søde mor. Skal vi så ikke lige læse en bog skat?. Og hvad var muligheden fra start? Enten en bog eller at spille på telefonen.

Jeg faldt i søvn og faldt i. Noah har tabt kampen på forhånd. Jeg skaffer en nokia 3210.

Når der bare ikke er energi nok til at ramme tasterne.

Så sker der jo det at bloggen går i stå. Og det går sørme ikke.

Har været helt vildt træt midt i sommervarmen. Så snart vi har ramt hjem, har jeg ramt sofaen. Så har ikke haft det store overskud til at skrive.

Og Noah bruger sådan cirka hele aftenen på at komme med gode grunde til hvorfor han ikke bør sove nogensinde aldrig. (Når jeg siger gode grunde, mener jeg i virkeligheden at han råber, skriger og kaster med sin sengehest) Så når han endelig er gået kold, ja så går der som regel ikke længe før jeg også gør.

Igår blev han så gal på mig da jeg, klokken 19, fortalte ham at det heller ikke varede længe før han skulle i seng, at han spyttede en mundfuld makaroni ud over hele gulvet. Og hvor smart var det lige? For så skete der jo det, at knægten røg i seng hurtigere end han kunne nå at reagere på det. (At han så efterfølgende brugte 3 timer på at være skidesur, det er noget andet)

Så da jeg afleverede ham i børnehaven i morges, var han bundulykkelig. Og en mors samvittighed bliver bare aldrig bedre – så det bliver aldrig nemmere at gå fra en ked tumling. Han var også helt ulykkelig da jeg hentede ham, så det gjorde jo ikke samvittigheden meget bedre.

Nu ligger han og råber fra sit værelse. Suk. Det bliver vidst lige så sent som igår.Og så bliver det sikkert med en ligeså sur og trist Skovbanan imorgen, fordi han ikke får sin søvn.

Hvad pokker er det med børn der ikke vil sove? Jeg ville som regel give alt, bare for at sove lidt mere…

Fik jeg forresten fortalt?

Noah har i en længere periode haft en pose legetøj med i børnehaven. Hans små dinosaurer og nogle biler fra Cars. Og det er gået rigtig fint, indtil i tirsdags hvor han lånte det ud til et par unger der mente at det smarteste de kunne gøre, var at grave hele molevitten ned i sandkassen……

Så nu får vi legetøjet med hjem ad omgange, alt efter hvor meget der er blevet gravet frem i løbet af dagen. Flot. Virkelig flot.

Og det var så sidste gang Noah havde legetøj med i børnehave.

Skøn weekend!

Lørdag, ja den blev lige så pænt booket som fredag endte med at blive. Vi stod op ved 8-tiden hvor vi så lidt morgentv og spiste morgenmad. Derefter gav jeg den hele armen med rengøring og badning, så vi var klar til at smutte på legepladsen med madpakker, tæppe og alt sandkasse-legetøjet.

Og da vi sad derovre og hyggede os, kom min veninde og hendes kæreste forbi med asti og jordbær. Der sad vi så og hyggede en times tid, imens Noah legede lidt rundt omkring – og så kom Jon også over.

Ved 15-tiden smuttede vi så hjemad – for nu skulle vi gøre klar til at tage hjem til nogle af mine venner og grille.

Vi var hjemme ved 21-tiden og Noah var supertræt. Det har resulteret i en dreng der sov til kl. 10:18 og som stadig ligger i sengen og ser tv. Han er helt flad.

Nu bliver der vasket tøj, og knægten har bestilt spaghetti og kødsovs til morgenmad (ja han er endnu ikke nået længere…) og senere skal vi hjem til mormorpigen og morfar. For de har jo fri imorgen. Som alle andre. Undtagen mig. Jeg skal stå på en forpulet skodtankstation og lade som om jeg gider. Og det eneste der går igennem mit hoved på en arbejdsdag dernede, erfuck mit liv.
… Er så uendeligt træt af helligdage som jeg ikke får en skid ud af. Og så er jeg træt af mange andre ting dernede, men jeg må jo prøve at klare de sidste 2 måneder… Det er jo trods alt kun 2 måneder..

Hvornår er det weekend igen?!

Stress, fest i børneren og en levende kat.


Fredag. Der er min arbejdsplads som regel helvede på jord. Det er som om alle andre arbejdspladser beslutter sig for, at fredag er dagen hvor de skal holde dellerne ved lige, og købe morgenbrød og kager hos os. Og sådan en fredag var det igen idag. Dagen toppede da lige da en kollega ringede og meldte sig syg sådan ca. 15 minutter før han skulle møde… Jo tak du! Der stod vi to mennesker i en butik fyldt med kageliderlige og brødhungrende kunder, en masse varer der manglede, en masse varer der skulle bestilles og en butik der ellers bare lignede… Ja helvede på jord. Hvordan pokker man kan finde på at melde sig syg et kvarter før man skal møde, det fatter jeg simpelthen ikke. Er man syg, ja så er man syg. Men man vågner vel for filan ikke først lige inden man skal møde?

Resten af dagen gik med kaos. Vi fik heldigvis en anden kollega ind, men der var sort af mennesker. Havde til sidst væltet rundt så længe at jeg rystede og havde hjertebanken. HADER simpelthen den slags arbejdsdage, og det værste er, at mandag jo er helligdag! Og der skal jeg være én af hverdagens helte og stå klar til kunder der tror de skal dø fordi de ikke fik købt letmælk i netto dagen før, og fordi bageren har lukket. Jeg skal stå model til trailer-trængende mandspersoner der spilder min tid mere eller mindre hele dagen. Suk. 2 måneder tilbage Camilla. 2 måneder.

Og efter en lidt hæsblæsende og rædselsfuld dag på job, så var det direkte til sommerfest i børneren. Noah havde glædet sig som en gal, så det var lidt anti-cool at han 3 minutter før lederen byder os velkommen, går kold i en sofa udenfor. Han vågnede heldigvis op efter en halv time (fordi jeg vækkede ham….) og så fik han hygget og leget lidt. Lige inden festen sluttede, var der så en eller anden forpulet snotunge der valgte at overse Noah og hans ven (MED VILJE JA!!!!!) så de fik benene kørt over af en mooncar. Jeg siger det bare, det lille djævleyngel skal være glad for at jeg sad glad og tissede imens det foregik, for ellers!!!!! Heldigvis havde ondskaben selv fået en pæn skideballe (altså ikke pæn som i ‘nej søde lille nuttede vidunderbarn, det vil jeg da sørme gerne ha’ du lader være med’.) og Noah overlevede med Laffen (den nye æsel-erstatning, Hafferlaffen) og et kys og kram fra sin mor.

Jeg hader andres børn. Ikke Noahs venner eller børn af personer jeg godt kan lide. Men andres børn, de er generelt en plage for mig. For de kører min søn ned, slår ham med skovle eller andre genstande. Og ja, så så man lige mig sige jeg vil gerne være pædagog. Men jeg hader altså andres børn når de er onde mod mit barn. Bum.

Efter den vilde fest, satte vi os på cyklen for at vende snuden hjemad. Og efter 50 meters tid, møder vi Mia. Den skønneste lille blonde prinsesse-pige (Ja hun er ét af de børn jeg godt kan lide. Hun har heller ikke kørt Noah ned med en mooncar!) som går i samme børnehave som Noah. Og Noah spørger så om ikke han må komme ned og lege – bare lidt? Og på den måde fik vi lige inviteret os på besøg hos to søde madammer.

Ungerne rendte frem og tilbage på legeplads, i den lille have og på Mias værelse. Vi så dem næsten ikke. Og så var der rødvin. Så det var hyggeligt. Og Noah var ret skræmt fordi der rendte en levende kat rundt udenfor. Ja altså den var decideret levende. Som i at det faktisk bare var en ganske almindelig kat. Ved ikke om dem han er stødt på hidtil, har været døde.

Klokken 21.30 ville Noah gerne hjem. Og der gik ikke mange minutter før han sov på cyklen og hele vejen hjem. Det har så resulteret i en dreng der først nu (klokken 00:15) er faldet i søvn.

Men han har hygget sig. Udover det mindre trafikuheld (pis-unge!!!!!), så har han hygget sig. Og det først han sagde da han vågnede på cyklen var: Mor, hvor var det bare rigtig meget godt at vi lige besøgede Mia. Må jeg besøge hende igen imorgen?. ?

Older posts