Søndag.

En søndag er jo ultimativ slappe-af-dag.  For mig, er søndag ikke en decideret rar dag, da jeg ved at der venter 5 dage med arbejde, madpakker, trætte øjne og omkring 100 km på cykel i koldt, og af og til ret vådt, vejr.

Men alligevel er der jo noget hyggeligt over en søndag. Herhjemme er det film-dag på sofaen. Legetøjet ligger spredt på gulvet og der bliver hygget til den helt store guldmedalje.

Det har ellers været en lidt lala-weekend. Noah har været utroligt flabet og jeg synes jeg har mange (alt for mange) kampe med ham fordi han prøver grænser af. På det punkt er det slet ikke nemt at være alene med et barn. Der er ikke lige nogen man kan få hjælp af. Men sådan er det, og vi klarer den jo. Heldigvis er vi også gode til at snakke om tingene. Og han er blevet bedre til at forklare hvorfor han egentlig bliver sur eller hvorfor han er flabet. Det bunder jo som regel ud i at der er noget han ikke har fået lov til, eller at jeg måske lige laver noget der gør, at jeg ikke kan give ham 100% af min opmærksomhed. Men det er bare så ærgerligt at meget af vores weekend skal gå med at han er sur. Det tager ligesom lidt af den hygge og den afslapning man havde glædet sig til hele ugen.

Men idag er kampene ikke så store. Og efter en god nats søvn i Jons arme, er mit overskud også lidt større. Så selvom Søndag egentlig normalt er på min top 10 over ting jeg ikke er særlig glad for, så lader det nu til at blive en dejlig dag alligevel.

Man kan jo også sige at dagen kun starter godt ud, når man for en gangs skyld ikke bliver vækket af en knytnæve fra en morgensur knægt. I dag var klokken 5.30 da Noah kaldte. Og han lagde sig bare ind hos mig og Jon og holdt om mig indtil han stod op igen ved 9 tiden. 🙂

Nu håber jeg bare kampene forbliver små, så det eneste jeg skal koncentrere mig om idag, udover lidt mere tøjvask og madlavning, er ikke at sidde for lidt ned.

Drama drama drama.

Så gik jeg lige i vild panik til aften. Havde vasketid og havde sat to vaske over. Men den ene maskine gik simpelthen i baglås så jeg kunne ikke få mit tøj ud. Og det var selvfølgelig i den maskine hvor ALT mit og Noahs hverdagstøj lå. Inklusiv mit arbejdstøj. På displayet skrev den 22-e og selvom maskinen viste at den var færdig, ville låsen ikke gå op. Så dér stod jeg. Med våde hundeøjne og en kæreste og en nabo der febrilsk ledte efter døgn-telefonnumre. Og nå ja, så en lille træt Skovbanan som ikke helt kunne forstå at der ikke lige var tid til leg og ballade.

Åh hvor gik jeg i panik. Og bedre bliver det jo ikke når det eneste telefonnummer de skilter med, er til viceværtens kontor som jo kun er åbent i hverdagene. Mellem 11-12………………

Så jeg trykkede febrilsk på alle knapper. Slukkede på kontakten for selve maskinen, sparkede lidt til den og råbte lidt af den. Åh hvor var overskuddet bare småt. Det var da lige før jeg fik lyst til at sætte mig ned og hyle som en lille pige.

Hvad tænker de lige på.. Skulle jeg måske vente med at få mit tøj til tidligst mandag? Det nødtelefonnummer der stod på ejendommens hjemmeside, var til Skadesservice Danmark. Og jeg tænker lidt at de nok er relativt ligeglade med mit våde og indespærrede vasketøj.

Men det lykkedes mig at få sat vasken igang igen. Jeg var godt sur og det gik desværre lidt ud over min søde Skovbanan og kæreste. Så da jeg lagde Noah i seng, fik han en ekstra kys og kram og så snakkede vi lidt om det dumme vasketøj og at morpigen nok skulle få tøjet ud igen.

Et par søde mennesker skrev at man kunne åbne en låge på vaskemaskinen og så finde en dims til at åbne maskinen igen, men da jeg kom derned og vasken (endnu engang!) var kørt igennem, kunne jeg åbne lågen igen.

Da var klokken 21:07 og det var derfor for sent at tørre tøjet også. Så det hænger nu inde på Noahs værelse. Imorgen har jeg en vasketid igen. Men jeg bruger kun én maskine. Det her mareridt (som det jo selvfølgelig var!) gider jeg ikke også at bruge min søndag på.

Nu vil jeg spise lidt is og drikke en kop chaithe, og så nyde aftenen med min kæreste og glæde mig over at mit tøj er blevet frelst.

God lørdag aften til alle 🙂

Lørdagshygge.

Så kan man jo sige at dagen starter rigtig fint når man bliver vækket af en knytnæve i ryggen.

Indtil videre har den stået på rengøring fra min side og film/popcorn/legetøjshygge fra Noahs side.

Og så har Noah brugt rigtig dejlig meget tid på at kigge ud på snevejret.


Om lidt skal vi ud at handle ind og så kommer Jon og er hos os. Så det bliver rigtig dejligt. Noah har også spurgt efter ham omkring hvert 5. minut siden han vågnede.

Mor: Nu LOVER du mig simpelthen at hvis du skal se film på min computer, så rører du den ikke.
Noah: Slap af slap af mor, jeg rører den heller ikke. Rolig nu du!

Noah: Du er ikke dum, vel mor?
Mor: Nej det er jeg ikke. Og det er du heller ikke.
Noah: For du er min kærlighed!
Mor: ?