Bare lige en lille smøg. Og en lille flaske vin.

Sidst jeg drak alkohol, var den 25/12-2016 – hvor jeg senere samme dag stod og stirrede på to streger, og håbede på, at det lille birkes i maven var ligeså glad for Blå Gajol som jeg. Jeg havde set frem til det. At dele min krop med en anden, at pakke vinen og hyggesmøgerne væk. Og det har været fantastisk. Helt vildt fantastisk, at bære lillebror under mit hjerte. De to streger var det bedste i verden. Samuel (ja og Noah) er det bedste i verden. Julen var ellers blevet ødelagt, men det betød pludselig ingenting, da resten af juleferien gik med at få det til at synke ind, at der var nogen i min mave.
Men nu har jeg kraftsparkme lyst til alkohol. Vin og en mentolsmøg. Og så en god veninde, og en god snak til langt ud på natten.
For det er ikke fordi jeg er på vej ned i gården med en pakke cigaretter, et glas vin og mit eget selskab. Det er nok mere stemningen og hyggen med mine veninder jeg savner. Camilla-tiden, sådan rigtig Camilla-tid, hvor jeg ikke skal tage hensyn til nogen i min mave. Okay, hvis en veninde stod klar nede i gården, så var jeg nok trisset derned altså, men det er også bare for at understrege, at lysten ikke er til at gøre det alene. Jeg savner bare den form for voksentid. For der har været mange hyggetimer med veninder under graviditeten, men det har selvfølgelig været uden alkohol og smøger. Og det var fint – men jeg er træt af te og kage. Træt af kaffe-dates (som også er hyggelige altså!) og hele tiden at have et hensyn at tage. Og jeg glæder mig helt vildt, til at komme lidt ud igen.

 

Barselsboblen er for fed – min baby er den nemmeste i verden – men nu hvor amningen ikke virker, så vil jeg sgu også kunne mærke det. Jeg tror snart jeg skal have mig en smøg og et glas vin. Så skal jeg bare lige finde lysten til at forlade Samuel i et par timer også. Det kniber til gengæld. Måske jeg skulle få allieret mig med mormorpigen, og tage Jon med under armen. Han kan godt gå for en veninde, hvis jeg har vin og smøger. Og hun passer godt på mine børn når jeg fulder mig.

 

pa190103

Indlægget blev skrevet (og planlagt til udgivelse) for et par dage siden. I mellemtiden har min mor (verdens bedste af slagsen) været på besøg – med en flaske rosé under armen. Det blev til et lille glas, men det var fantastisk. Og resten af flasken lod hun stå. Ja jeg sagde jo, at hun er verdens bedste.



kommentar

   

8 uger – og sov igennem.

Igår aftes klokken 19, faldt Samuel i søvn. Og han sov skisme godt. Faktisk så godt, at jeg et par minutter i midnat, da det var 6 timer siden han sidst havde fået en bajer, besluttede at skifte hans ble og fodre ham af. Han inhalerede maden, tog et bleskift med et smil – fordi han elsker (!) sit puslebord, og at få lidt luft til de ædlere dele. Derefter gik han kold, stadig med sutteflasken i mundvigen. Og stod først op omkring klokken 6:30. For at skide – og sove videre.

img_4275
Dette yndige skide-fjæs, var hvad der mødte mig imorges. Han smilede hele vejen igennem. Men han havde jo også sovet så skønt. Det har jeg så ikke. Han skælder nemlig enormt meget ud i søvne, så jeg har rendt i pendulfart mellem vugge og seng for at nusse og give sut –  han har nemlig også sovet hele natten i sin vugge, for første gang. Men alene det, at han har sovet så fint og så endda har ville sove for sig selv i en hel nat, giver mig følelsen af også at have sovet igennem. 8 uger gammel – han er fanme sej altså.

Klokken er nu 09:49, og han ligger ved siden af mig i sofaen. Og sover. Han gør det virkelig nemt at være på barsel. Indtil videre.

 

Læs her om de 10 ting man gør som nybagt mor – og kom gerne med flere ting!



kommentar

At være mor til to.

Jeg tror de fleste mødre med et barn, vil give mig ret i at det kan være rigtig svært at forestille sig, hvordan det er når det eksisterende barn pludselig skal dele sin mor og far med en ny baby. Den dér dårlige mor-samvittighed ved altid hvilke knapper den skal trykke på, og jeg tror ikke jeg har oplevet én eneste kommende mor til to, der ikke har været bekymret for, om den store nu vil få nok opmærksomhed – og om man overhovedet kan elske barn nummer to lige så meget.

Det med at elske det næste barn lige så meget, det var jeg egentlig aldrig et sekund i tvivl om, at jeg nok skulle kunne (hvilket så også gav mig dårlig samvittighed – for jeg har aldrig mødt andre der har haft det sådan). Men det med at give Noah den samme opmærksomhed, det fyldte ekstremt meget i mig under graviditeten – og gør det stadig. Han har trods alt været enebarn i ni år, og er så stor og kan så mange ting selv, at hans behov hurtigt ville kunne drukne i: “han kan jo godt selv“. Han skal selvfølgelig vænne sig til at dele med lillebror, men han skal jo ikke glemmes fordi han er så stor og så selvhjulpen. Men virkeligheden er også bare, at nej – han får ikke samme opmærksomhed, for nu er der altså to børn. Til gengæld vokser Samuel jo også op som lillebror, så han får heller ikke den opmærksomhed som Noah har fået i ni år. Eller jo, på nuværende tidspunkt får han jo en helvedes masse opmærksomhed, men han er jo også en baby, og der skal de basale behov jo helst opfyldes 10 minutter før han selv opdager, at der er noget han mangler. Men ellers så skal han jo også dele sin mor og far.

Men udover det, så er det altså en kæmpe gave at have to børn (og helt sikkert også flere – jeg vender lige tilbage når jeg engang ved det med sikkerhed). Nu ved jeg jo ikke hvordan det er at få børn tæt på hinanden, men jeg nyder virkelig min store dreng og min lille baby. De har allerede noget helt særligt sammen, og Noah elsker at passe på sin lillebror. Det betyder, at hvis jeg er alene med drengene, ja jeg så kan jeg stadig lave mad eller vaske tøj, for Noah sidder gerne og snakker med Samuel imens. Og selvom aldersforskellen er stor, så kan jeg se at de to har en helt særlig dynamik sammen – noget vi voksne ikke kan blande os i. Hvis Samuel kan høre Noah, så er det meget tydeligt at han leder efter ham. Hele hovedet kører rundt, og de smil storebror får, dem får jeg bestemt ikke. Så indtil videre er det ingen sag, at være alene med drengene, for Noah nyder at hjælpe – og Samuel er ikke en besværlig klient at arbejde med heller.

Det er selvfølgelig også svært ind i mellem, at skulle være der for dem begge. Lige nu har Noah efterårsferie og er hjemme med Samuel og jeg, og jeg kan da godt mærke forskel. Lige så snart Samuel sover, så skal jeg jo være noget for Noah, og det efterlader meget lidt tid til at være mig. Så når Jon kommer hjem, er jeg virkelig træt. Dog har jeg jo to fantastiske drenge. Noah der oftest gerne klarer det praktiske selv, og Samuel der indtil videre er verdens nemmeste baby. Jeg har det ikke hårdt – det ved jeg! Men træt, det bliver jeg nu stadig.

Jeg tror i øvrigt, at det har givet Noah noget helt særligt, at han var med til fødslen. Det var jo et stort ønske for ham, og det tænker jeg også har været med til, at danne et særligt bånd hos dem.

Mine to drenge, som jeg elsker lige højt. På hver sin måde, men med en lige så stor og ubeskrivelig kærlighed.

img_4223

pa160021

 



kommentar

   

10 ting man gør som nybagt mor.

Bruger sin baby som levende tallerken. En baby kan godt hænge i armene på sin mor, og sådan en mor bliver sommetider sulten. På et tidspunkt, ja så går det bare op for mor, at hun er nødt til at spise. Og så fungerer en baby altså glimrende som tallerken, og krummerne rammer derfor ikke gulv eller sofa. Kun baby.

Skider for åben dør. Ind i mellem, så vil ens tarmsystem skide på (ha!), at baby ikke vil have at man går fra den. Og så må man være kreativ. At skide for åben dør og samtidig snakke med sin baby, det giver i hvert fald 30 sekunder til at få styr på sagerne inden baby reelt opdager, at man er gået på toilettet. Ved hysterisk baby og akut behov for blæretømning, så kan to arme vokse til i hvert fald fire – og man kan mestre et toiletbesøg med en baby på armen. Det anbefales dog ikke hvis man skal mere end at tisse.

Finder ekstremt stor glæde i en lorteble. Ja. Dette gælder måske særligt mødre til små babyer med mavekneb. Hold nu op, det er lige så man bliver rørt til tårer, når baby bliver højrød i ansigtet, og presser som man selv gjorde da man pressede baby ud. Det bliver ikke smukkere. Og så skal indholdet i bleen jo også lige holdes øje med.

– Apropos at holde øje, så holder man øje med hvor meget baby spiser, skider og sover. Er man total pro, så bruger man en app til at skrive det hele ned. Og der går sport i den. Det kan i øvrigt også være meget rart når man bliver vækket, helt beløjet, om natten og ikke engang kan huske sit eget navn, at man så lige kan slå op i arkiverne, og se hvornår baby sidst fik mad.

– Tager ekstremt mange billeder af baby, og deler dem på de sociale medier. Men baby er sgu så sød, og alle skal se hvor vidunderlig en skabning den er. Det med at begrænse sig, ses sjældent hos nybagte mødre – og helt generelt hos forældre. Medmindre de hårdnakket står ved slet ikke at vise deres børn frem online. Og så er der faktisk en chance for at deres familie, venner og bekendte ligefrem mangler at se billeder af ynglet.

– Googler alt. Alt. Dagligt er man nødt til lige at vurdere om man har ødelagt sin baby. Og der er heste-nettets debatter som regel gode. Er det normalt at baby sover konstant? Hvordan får man en forstoppet baby til at skide, og findes der andre derude, der skider for åben dør? Spørgsmålene er mange.

Drikker kold kaffe. Det er nærmest ligegyldigt hvor nem baby er. Kaffe er koldt i barselsland. Mindst lunkent i hvert fald. Hvilket jo nok er meget godt, når man bruger baby som levende tallerken.

– Vasker tøj. Mere eller mindre konstant. For babyer har nemlig helt styr på hvornår du lige har vasket. Og baby vil derfor målrettet gå efter at tisse igennem eller gylpe på samtlige dyner og tæpper lige når du tror du har styr på det. Ligesom den også vil gylpe, sådan rigtig bræk-gylpe, ned ad sine mange dobbelthager, når den ligger på puslebordet, svøbt i et håndklæde efter et dejligt bad. Forfra mor. Forfra. Og baby topper den også gerne med at gylpe ned ad mor.

– Skulle det ske at du kommer ud at handle uden baby, så tager du dig selv i at vugge indkøbsvognen roligt frem og tilbage, så baby ikke vågner. Det er simpelthen blevet så inkorporeret i dine arme og din krop, at du umuligt kan stå stille imens du stirrer ned i køledisken, og leder efter det der er nemmest og hurtigst at tilberede til aften.

– Man jonglerer med tusind ting, og man opdager at man faktisk kan nærmest alt med en baby på armen. Der var det med at bruge baby som levende tallerken, og at tisse med baby. Men man kan også lave mad, sætte vasketøj over, lægge makeup, skrive sms’er, varme flasker, handle ind og gøre rent. Måske ikke i samme tempo som normalt, men man kan gøre det.

Kan du huske din barsel, og hvad der kendetegnede den?

picmonkey-collage-14
Vil du læse min hjemmefødselsberetning, kan du finde den her. Og hvis du vil have helt styr på do’s and dont’s omkring hvad man må sige til gravide, kan du læse dette indlæg og blive meget klogere.



kommentar

En lille tyk og vågen baby.

Samuel er nu syv uger gammel, og har nu flere dobbelthager. Man skal faktisk til at gøre en indsats for at komme ind bag dem alle og “gøre rent”. Dejligt, nu hvor vi havde en opstart med for stort vægttab og gulsot. Han er mega rundhovedet og der kommer langsomt gode elastikker. Det bliver ikke meget bedre.

pa120074Alt går stadig godt. Han er begyndt at være langt mere vågen om dagen, så jeg skal lige indstille mig på at jeg ikke lige altid kan nå det hele, og ikke altid være lige så overskudsagtig som hidtil. Han er nu stadig nem altså. Selv når jeg synes jeg har det lidt hårdt, så har jeg det nemt. Og jeg nyder det, for det kan jo vælte fra den ene dag til den anden. Han har da også lige haft tre dage i rap hvor han sov 20-minutters lure om dagen, og så er han altså ikke så hyggelig at være sammen med. Fint nok at han er vågen, men han er nu altså sjovest når han er vågen og frisk, og ikke vågen og mega træt.

pa120121Noah er stadig virkelig glad for sin lillebror. Intet nyt under solen. Han har det også lidt nemmere, lader det til, end han havde i det første stykke tid. Men der kæmpede vi jo også med uduelige patter og vægttab, så fokus var ekstremt meget på Samuels trivsel. Nu fylder de begge lige meget – på hver deres måde. Jeg har jo lidt den holdning, at det ikke kun er Noah der skal lære at være storebror. Samuel skal også lære, at han er lillebror. Han er ikke enebarn, så ind i mellem, så må han vente lidt. Ja i det omfang det nu kan lade sig gøre for en lille størrelse som ham. Men når Jon er på arbejde og jeg er alene med drengene, så nytter det ikke noget at jeg kun er noget for Samuel, og Noah så bare må vente. Og det går egentlig ret fint. Som sagt, så er Samuel bare rigtig nem, og kan fint ligge og pludre med mine planter eller med sit legetøj, imens jeg laver aftensmad. Jeg overvejer dog at ønske mig en højstol med spædbarndsindsats til ham til jul, så han kan komme med i køkkenet til den tid. Han bliver jo ikke ved med at være tilfreds med at konversere med planter. Formodentlig. Forhåbentlig.

pa130203Ellers øver vi hovedløft. Det går sådan ca. sådan som på billedet. Han har det herligt når han ligger helt fladt, og ikke løfter hovedet. Hvis du følger med på instagram, vil du også se, at der efterhånden er en del af disse billeder. Jeg overvejer at købe kyllingen fra bObles. Bare for at hjælpe ham lidt på vej. Hvis du har erfaring med den, så skriv endelig om det virker. 299kr er sgu alligevel også en sjat at sende afsted, nu hvor ungen jo nok skal lære det uden. Det er i hvert fald ikke en bekymring, for det er jo alligevel knap så ofte at vi møder andre voksne mennesker, som aldrig lærte det. Men det kunne måske motivere ham til at kigge op, fremfor at falde i søvn når han ligger helt fladt. Men skyd løs – virker det med bObles?

pa130181Selv har jeg det godt. Min krop er sig selv igen, sådan nogenlunde. Jeg kan godt mærke at vores trilleture ikke er så lange endnu, men jeg kan gå længere og længere distancer for hver gang, og det skal nok blive rigtig fint. Udover det, så vejer jeg et par kilo mindre end før jeg blev gravid. Og min mave ligner en punkteret badebold – akkurat som før. Alt er som det plejer.

pa130165

 



kommentar

1 måned.

p1010095

Igår blev den her lille bassetrold en hel måned – jeg synes det er gået stærkt, men samtidig føles det som om han har været her for evigt.

Jeg jinxer det jo nok når jeg skriver det ned, for det er jo en regel, men han er virkelig en nem og mild baby. Jo jo, han skal skam nok sige hvor skabet skal stå, hvis vi ikke stiller det korrekt i tide. Men ellers er han simpelthen så nem at have med at gøre. Det var Noah også langt henad vejen, men han sov knap så meget, og var meget svær at få til at falde til ro (… og så var jeg måske heller ikke selv helt så rolig og overskudsagtig som idag). Så jeg sidder ind i mellem og kigger på Samuel, og tænker om babyer nu skal sove så meget – og så længe. Men han trives jo, og er også mere og mere vågen ad gangen. Jeg er bare ikke vant til babyer der kan sove 3-6 timer. Ja, for han tog lige en lur på 6(!) timer igår aftes fra 20-2. Jeg håber det varer ved, og at han måske kan rykke den til efter nat-bajeren, så jeg også får sovet så meget. Jeg er ikke lige klar på at gå i seng klokken 20 nemlig. Det brugte jeg en stor del af min graviditet på.

p1010105

Jeg er blevet mere og mere fortrolig med barnevogn og Samuels rytme, så vi er stort set ude at gå hver dag – dog altid med en lun bajer i bagagen, for uanset hvor meget jeg har fodret ham af inden, så kan han godt lide at overraske mig på vores gåture, og være sulten midt i det hele. Det er sådan en lille sjov leg han leger. Det griner vi meget af, ham og jeg.

Jer der følger mig på Instagram, har nok også opdaget at jeg er ude i en seriøs omgang babyspam for tiden. Jeg kan simpelthen ikke styre det. Det er med dårlig samvittighed jeg uploader billeder efterhånden, for jeg kan sgu godt forstå hvis folk er trætte af at glo på mine babybilleder. Men så alligevel ikke, for han er jo så smuk og vidunderlig – hvilket også altid er det jeg kommer frem til, lige inden jeg trykker “del”, og smider billedet op alligevel. Men altså, jeg kan godt se at det kammer lidt over. Det kan jeg godt. Jeg er bare ikke klar til at skrue ned for det endnu. Og det bliver jeg nok ikke før han selv siger fra over for fotografen her. Sådan var det i hvert fald med Noah. Han gider det ikke rigtig mere, det med at få taget billeder. Det er så alligevel ikke altid jeg hører efter. Jeg er jo hans mor.

p1010134

Nå, men nem baby. Han sover godt, spiser godt og skider nogenlunde. Der er stadig en smule mavekneb – men ikke så slemt som i sidste uge. Men vi giver ham også en smule kamillete (jo man må godt, og nej jeg vil ikke høre dine argumenter for hvorfor man ikke må), og nogle lune bade når det gør lidt ondt på ham. Det plejer at berolige ham godt, og måske endda få ham til at falde godt i søvn, hvis maven gør det svært at finde ro. Alt i alt er han bare det dejligste, ligesom sin storebror.

 



kommentar

   

Hold kæft man bliver kedelig.

p1010124-1

Altså helt ærligt. Det giver jo sig selv i virkeligheden, at man bliver kedelig når man går på barsel. For man er jo indkapslet i babygøgl, og derfor er der ikke meget andet indhold i ens hverdag. Jeg var seriøst på vej ind på bloggen, for at skrive om mavekneb og fyldte lortebleer. Ja. Det var jeg. Helt ærligt. Hvem helvede gider dog nogensinde læse om det? Jeg gad ikke, det er helt sikkert.

I stedet kan jeg lige kort nævne, at Samuel sov 4 timer i streg i nat. For at vågne og få mad – og sove 4 timer mere. Ja det er også kedeligt egentlig. Så det gider jeg heller ikke fortælle om. Men jeg sov dejligt også. Det gjorde jeg virkelig.

Så… Idag fik jeg igen bakset barnevognen ned ad trapperne, og vi fik gået en lang og dejlig tur. Jeg spiste en kanelsnurre og drak én af de dér mærkelige køledisks-iskaffer (som smager af fisk), og hørte “Outlander” på lydbog. Også kedeligt. Altså at fortælle om. Det var en pisselækker snurre, og en vildt hyggelig tur. Men kedeligt at fortælle om. Og den iskaffe, vist nok fra Starbucks, den køber jeg skisme ikke igen.

Samuel er begyndt at smile når vi taler til ham, og når han kigger på os. Det er til gengæld ikke kedeligt. Eller jo, det synes du nok, for det er ikke din baby, og så er det generelt lidt kedeligt. Men han smilede. Og det fortæller jeg gerne om. Men der er egentlig ikke mere at sige, end at han smiler nu. Sådan mere eller mindre bevidst. Og ikke kun i søvne eller når mælkekomaet er indtruffet. Og så er han begyndt at holde ekstra øje med sin storebror, hvilket er rigtig hyggeligt at sidde og kigge på.

Men mere er der vist ikke sket af ekstremt spændende ting. Jeg har spist fem toffifee, og nu vil jeg se noget doku, imens der ligger en lille baby (ja altså Samuel) og snorker ved siden af mig.

img_3510

 



kommentar

Om flere hager, tykke kinder, grænser, brystpumper og irriterende lemmer.

p1010082
… Lang overskrift alligevel.

460 gram havde den her lille pølse taget på, da sundhedsplejersken var her for seks dage siden. Og det var altså vel at mærke på en uge, at han havde anlagt tykke kinder og flere hager (som man seriøst kan grave i, når han skal vaskes). Så nu er der ikke flere bekymringer angående vægten. Han tager meget fint på, han er ikke gul længere – og så er han glad! Jeg malker stadig, men det bliver mindre og mindre. Sådan en brystpumpe er ikke god for patværket skal jeg hilse (fra patværket) og sige. De er blevet hevet og flået så meget i, at de er blevet helt lilla og ømme. Så det er ikke vildt fristende længere, at malke ud. Ikke at det altså nogensinde var fristende, men måske bare lidt nemmere at få taget sig sammen til, da man ikke havde blå mærker på brystvorterne.

Samtidig begynder det også at blive en smule trivielt, at bruge den smule Camilla-tid jeg har, på at sidde og lade en maskine hive mine brystvorter dobbelt så lange, når nu jeg kunne lave andre ting. Der ikke involverer bryster. Eller brystpumper. Jeg gør det dog lige lidt endnu, da han jo har godt af at få mælken, men jeg kan godt se at det bare bliver prioriteret mindre og mindre. Og det er også okay.

img_3401
Samuel har ikke længere mavekneb – ikke ret meget i hvert fald – så han har vænnet sig til erstatningen. Og han inhalerer det nærmest når det bliver serveret for ham. Deraf kinder og hager, og hvor er det bare pissefedt at se ham blive tykkere, nu hvor vores start var så svær. Babyer er søde, men de er altså pænere når de ikke er gule, og når de ikke taber sig og ser syge og afkræftede ud. Det der sygdoms-look, det var hårdt at se på.

Noah er stadig virkelig forelsket i Samuel, og han holder hårdt på, at han ikke synes det er svært at få en lillebror. Han er dog noget mere grænsesøgende, og han har flere konflikter i skolen end han har haft i langt over et år, så det er tydeligt at det ikke er helt nemt. Men man kan jo godt elske sin lillebror, og så samtidig synes det er svært at han er kommet til. Vi har sagt til ham, at vi jo ikke bliver sure hvis han ikke synes det er så sjovt og hyggeligt, for det kan vi sagtens forstå hvis han ikke synes det er. Samuel tager rigtig meget tid – altså han er en super nem baby egentlig, men når man er 9 år gammel og har været enebarn indtil nu, ja så fylder sådan en kød-tamagotchi jo ret meget, når den så pludselig er her. Samuel kan jo ikke lige vente på at vi har tid – så det sker at Noah må vente, og det er rigtig hårdt ikke at kunne være der lige dér når han har brug for det. Heldigvis er vi jo to voksne, så han bliver jo på ingen måde forsømt. Men det ér bare noget andet, og det kan ikke undgås at tingene er helt anderledes, når der pludselig er et menneske mere i husholdningen. Og i og med han er så grænsesøgende, så får han en masse negativ opmærksomhed hvor lillebror får en masse positiv, og det er fanme svært! Det er ikke sjovt at dikkedikke Samuel, for at skulle irettesætte Noah. Hvis han synes det er svært at få en lillebror, så bliver det jo nok ikke nemmere på den måde. Så vi skal trække vejret en ekstra gang herhjemme for tiden. Så han også får den positive opmærksomhed, som han jo har brug for – deraf grænsesøgende adfærd. Vi skal nok lære det, og det skal nok blive godt. Det er bare svært at blive storebror – og mor og far til to.

img_3400
Idag var jeg for første gang ude at trille barnevognen alene. Det er noget af et show, da vi har barnevognen stående i lejligheden på 2. sal, men vi har endnu ingen lås til den, og så er den stadig så ny, at ingen af os synes den behøver stå i en klam rottebefængt kælder, som i øvrigt lige har været oversvømmet af kloakvand. Så den fine Emmaljunga skal altså bakses ned og op hver gang vi skal ud, så det har været svært at tage tilløb til. Det gik selvfølgelig rigtig fint. Havde heldigvis en flaske med just in case, og endte da også på en bænk ved Damhussøen, med Samuel pakket ind i sin duniduo, imens jeg gav flasken før han kunne overgive sig til søvnen. Han er i øvrigt også udstyret med et sæt røvhuls-hænder, som konsekvent tager sutten fra ham. Han vil så gerne have den – men der er altid en hånd der hiver den ud, og så starter sirenen, og han kan ikke finde ro. Det er det samme når han skal have mad. Det er sgu svært at krænge en flaske forbi begge hænder, når de prøver at skubbe den væk, og så selv proppe sig ind i Samuels mund. Stakkels lille mand. De hænder har han ikke selv valgt. Der burde være et sted hvor man kunne returnere uduelige lemmer, og så få nogle lidt mere samarbejdsvillige.

p1010128



kommentar

Status fra barselsboblen.

p1010111

* Advarsel: Indeholder babyspam!

Imorgen er Samuel 3 uger gammel, og det føles som om han har været hos os meget længere. Han er en dejlig og rolig lille fyr, som egentlig (indtil videre) kun græder når han er sulten – eller har ondt i maven. Desværre har han slået sig på flasken allerede, og den pokkers erstatning giver ham mavekneb.

Jeg havde ellers virkelig sat mig for, at amning bare skulle fungere denne gang, i og med det aldrig lykkedes med Noah heller. Men da Samuel har gulsot, og jeg havde rigtig svært ved at lægge ham til brystet, ja så fik min mælkeproduktion aldrig det nøk opad, som var nødvendigt for at mætte ham. Gulsoten sløvede ham, og hans sutteteknik var helt i skoven, så han tog slet ikke nok på, og trivedes ikke. Vi endte til sidst på børnemodtagelsen på Herlev Hospital, fordi han pludselig blev meget slap og bleg, og ikke rigtig ville vækkes, eller spise. Jeg både ammede, malkede ud og supplerede op, men det fungerede bare ikke. Det tog langt over en halv time, at få bare 5ml mælk i ham på sprøjte. Og ja, amning var vigtigt. Men han er vigtigst, og mine principper og ønsker fylder intet, når han er den der tager konsekvensen af det når det mislykkes.

Så nu malker jeg ud det jeg magter, og ellers får han erstatning. Og det er helt okay. Jeg havde troet det ville ramme mig hårdt, i og med ønsket om en veletableret amning var så stort, men det endte ud i at være et kedeligt og dræbende projekt, som var ved at frarøve mig den glade tid med min nyfødte baby. Det var simpelthen ikke det værd. Amning skal ikke være et projekt, og nu er det sådan det er endt med begge mine unger. Skulle der snige sig en baby mere ind ad brevsprækken engang i fremtiden, ja så er jeg faktisk ikke sikker på jeg gider prøve igen.

p1010030

Nå, men det går også meget bedre nu hvor Samuel får den mad han skal bruge. Som sagt giver det dog en helvedes mavekneb som han virkelig kæmper med. Han presser og krymper sig helt sammen, skriger og bliver meget ked af det. Det er nok det eneste der kan give mig den dårlige mor-samvittighed når det kommer til bryst eller flaske. Var det ikke for de latterlige pis-patter jeg render rundt med, så havde han ikke haft mavekneb eller behov for den erstatning. Og så var han heller ikke blevet sultet i sine første 14 dage. Men nu er det her vi er – og når maven ikke værker, så er han en glad, smilende og snaksaglig lille gut, som ingen af os helt kan få nok af. Heller ikke Noah, som nok ellers godt kunne føle sig lidt tilsidesat i alt det her. Vi gør alt hvad vi kan for at få ham med i det hele, og for at være sammen med ham så meget som muligt, men uanset hvordan man vender og drejer det, så er der altså flyttet en baby ind, og de har det med at vende op og ned på alting.

p1010325

p1010196

Men udover flasker og mavekneb, ja så går det altså bare rigtig fint. Jeg er blevet lidt bedre til at sove når Samuel sover, men ofte kribler det for meget i mine hænder efter at få gjort lidt rent, få taget mig et bad, malket ud eller skoldet flasker, til at jeg bare kan sove med. Og på de dage hvor jeg får sovet med ham, der føler jeg også at dagen er lidt spildt, fordi den kun går med at sove, made og skifte. Jeg kan bedre lide at være kommet i tøjet, have sat håret og børstet mine tænder når drengene kommer hjem, end at tage imod dem i døren stadig iført morgenånde og ammeindlæg der dingler rundt i min kavalérgang. På den anden side, så er det jo bare så skide hyggeligt at putte med sin lille baby dagen lang, og så kan det nok være at lejligheden ligner en regulær øjenbæ når den er fuld af støv og snavs. Det løber ingen vegne, men det gør tiden med ham her til gengæld.

p1010097

p1010114

p1010106



kommentar

   

En hjemmefødselsberetning. Del 2.

untitledOmkring klokken 06:00.

Jordemoderen er ankommet. Hun mærker hvor langt jeg er. 3cm åben, blød og med udslettet livmoderhals. Hun finder et lavement frem, som jeg får lov til at give mig selv, og jeg får derefter fred til at klare det alene. Jeg sætter stopuret i gang, og venter bare på, at der er gået fem minutter, som man mindst skal vente, inden jeg rejser mig og går på toilettet. Den sidste ve jeg har, inden jeg rejser mig, siger mig så også at hvis jeg ikke går ud og tømmer mig – ja bogstaveligt talt – så vil det ske spontant midt i sengen under næste ve. Der er godt nok afdækning på, men alligevel.

picmonkey-collage-6Jeg får toiletbesøget overstået, tager et hurtigt bad (så hurtigt som man nu kan, når det varme vand får veerne til at føles som knivstik) og går ind i sengen igen.

Jon lægger sig nu hos mig i sengen, og minder mig om at trække vejret ind ad næsen og puste ud, når jeg lige synes det giver mest mening at sige av, eller klynke lidt, fordi det i grunden også er lidt synd for mig. Jordemoderen taler noget om, at jeg skal byde veerne velkomne og gøre plads til, at baby kan komme ud. På det tidspunkt tænker jeg egentlig mest, at han sgu da nok skal komme ud, om så jeg ligger i NATO-stilling og er iført kyskhedsbælte, men jeg lytter alligevel til hende, og det giver så god mening når hun hjælper mig med at ligge ordentligt. Jeg mærker for hver eneste ve, hvordan han stille og roligt bevæger sig mod udgangen. Og jeg har virkelig tænkt meget over siden, hvor vigtigt det er at lytte til sin jordemoder. Også selvom man allerhelst vil skrige i stedet for at trække vejret, eller ligge helt krøllet sammen, fremfor at – ja – give plads til, at baby kan komme ud. Psykisk sker der også noget helt andet, når jeg arbejder med min krop i stedet for at modarbejde den.

Den næste halvanden times tid går med at have veer – da det jo er sådan fødsler er indrettet – og jeg kan tydeligt mærke at de bider hårdere, og kommer med mindre og mindre mellemrum. Jeg når ind i mellem kun lige at glædes over en afsluttet ve, før min mave giver tegn til én mere. Jon er fantastisk. Ligger hos mig og holder om mig, og hjælper mig med vejrtrækningen. En enkelt gang spørger han vist om han må gå på toilettet, eller måske var det ned for at ryge, men ellers er han der bare, og det er så beroligende. Ham, og så en rolig jordemoder der ser til mig, og min mor der forsigtigt kommer ind og aer mig, fordi det er lidt svært at se sin lille pige have ondt, og så svigermor der står og tripper i døråbningen ind til soveværelset. Noah kigger også ind til mig, og lærer efterhånden hurtigt, at kram og nus skal være når jeg ikke har en ve. Jeg får al den fred, og al den omsorg jeg har brug for, som alle der er til stede giver på hver deres måde.

 Klokken 7:30.

Der er vagtskifte og min jordemoder sætter sig hos mig, og siger at hendes kollega nu er kommet for at tage over. Jeg fortæller at jeg har lyst til at presse med. Hun siger så, at det er den nye jordemoder der tjekker mig indvendigt, fordi hun alligevel skal gøre det når hun møder ind, og det derfor ikke helt giver mening, at hun også tjekker mig (og det er så fint – for det er ikke videre behageligt). Mine veer er meget voldsomme, og jeg skal gøre alt hvad der står i min magt for ikke at presse med. Jeg får en varmepude på lænden, og Jon nusser mig imens der bliver pakket en hel masse grej ud af jordemødrene. Samuels hjertelyd bliver tjekket jævnligt, hvilket jeg synes er ekstremt ubehageligt. Det med, at noget rører min mave når jeg har en ve, det synes jeg kun gør ondt værre. Men det skal jo ligesom gøres, og lyden af hans fine lille hjerte, er da heller ikke det værste at lytte med på. Den nye jordemoder introducerer sig (tror jeg – ærligt kan jeg ikke huske ret meget lige herfra), og vil derefter tjekke mig indvendigt.

Klokken 7:50.

9 cm udvidet, og kun med en blød kant.
Jeg får grønt lys til at følge min krop og presse med, og herfra tager kroppen totalt over. Det der med pressetrang – altså undskyld mig, men det burde hedde pressetvang. Hold da helt kæft hvor skal jeg da lige love for, at det er den vildeste følelse – nogensinde! Jeg kan mærke at der skyller en hel masse fostervand ud når jeg presser, og at Samuels hoved for hver ve, kommer længere og længere ud. Jordemoderen siger noget med, at det jeg mærker bare er fostervand, og at jeg måske også tisser lidt (ærligt, så tror jeg sgu der kommer noget ud af alle huller, men hvad fanden – så er man ligesom tømt godt ud, og det er der jo folk der betaler for at få onduleret).
Den første jordemoder, som egentlig har fri, vælger at blive. Min svigermor har senere fortalt, at hendes begrundelse var, at hun var nødt til at blive – fordi: ”det her er en drømmefødsel”.
Så jeg har nu to søde, rolige og virkelig behagelige jordemødre, som kun er der for mig. Noget der virkelig gør, at jeg er kæmpe fortaler for at føde hjemme i øvrigt. Al tid i verden til den fødende. Det er sådan det bør og skal være.
Jeg får besked på, at hvis jeg vil have min bluse af inden han kommer ud, ja så er det nu. De spørger om jeg vil have min BH af også, men der får jeg mumlet noget med, at den skal jeg nok tage af bagefter, og at der nok skal blive åbnet for madkasserne når han er kommet ud. Jordemødrene smiler lidt af det, og kalder mig overskudsagtig. Men det føler jeg sgu også at jeg er, trods alt. Og det er blandt andet på grund af dem, og den stemning de er med til at skabe.

Jeg skal nu presse igen, og nu er hovedet nok halvvejs ude (sådan føles det i hvert fald), så jeg får besked på at gispe. Jeg vil sige, at følelsen af at have et hoved mellem benene (ja, ikke sådan!) det er vanvittigt! Det svier som ind i helvede, og ”Ring of fire” er vist en rimelig dækkende betegnelse. Men de søde jordemødre, og verdens bedste mand, som stadig ligger hos mig, guider mig og støtter mig, og kort efter er hovedet født. Jeg får besked på at presse lidt mere, også selvom veen skulle være slut.

Klokken 8:12.

Jeg presser endnu engang, og ud kommer lille fine Samuel, smurt ind i fosterfedt fra top til tå. I øjenkrogen har jeg bemærket, hvordan min mor, min svigermor og selv Noah har stået på sidelinjen, helt stille og bare set deres nye barnebarn og den nye lillebror komme til verden. Jeg kigger på Jon, og vi giver hinanden et kys. Den ene jordemoder siger: ”Ej nu bliver jeg også helt rørt”, for alle i rummet græder af glæde over synet af den lille fedtede fyr, der nu ligger helt krøllet sammen hos mig, og putter. Han er så fuld af fosterfedt, at han glider rundt, og jeg synes det er svært at holde ham på maven. Det hjælper da han har ligget lidt.

picmonkey-collage-7 Det var en helt fantastisk stemning at opleve. Så meget kærlighed og ro. En fantastisk velkomst til den lille dreng, der kun skriger ganske kort, og derefter er helt rolig. Den ene jordemoder siger, at man slet ikke kan se i mit ansigt, at jeg har født. Men jeg føler mig også frisk, og ovenpå.

Vi nyder alle sammen lille Samuel, og jordemødrene spørger om vi har tjekket at det nu også rent faktisk er en Samuel der er kommet ud. Det har slet ikke strejfet nogen af os lige at tjekke op på hvad der er mellem benene. Og altså – jeg er ikke et sekund i tvivl, for han har vist sig fint frem på scanninger, men vi løfter håndklædet alligevel, bare for en sikkerheds skyld. Og der er stadig en tissemand.

Klokken 8:30.

Navlesnoren får lov at pulsere færdigt imens han ligger hos mig, og da Jon ikke har et stort behov for at klippe den over, får min mor æren. Jeg kan ikke huske om det var lige før, eller lige efter den blev klippet, at jeg spontant føder moderkagen uden problemer. Her kommer en lille blødning, som Noah får fortalt jordemoderen at han godt kan tåle at se, fordi han har set mange actionfilm. Derefter forlader alle, undtagen jordemoder, Jon og jeg (ja og Samuel) rummet, da jeg skal syes en lille smule. Imens jeg bliver syet, får Jon lov at sidde med Samuel, og det er kærlighed ved første blik. Samuel, krøllet godt sammen og med tommeltotten i munden, på sin fars bare mave, i vores seng, i vores soveværelse. Det kunne ikke være bedre. Og Jon har ikke været meget for at dele ham lige siden (selvom han dog taber lidt på det grundlag, at han ikke har et sæt madkasser som jeg har).

picmonkey-collage-9Imens jeg bliver ordnet, er vores mødre gået efter morgenbrød, og da de er tilbage, kommer de ind med en fin bakke med mad til os, som jeg havde glædet mig til at spise. Dog er al appetit forsvundet. Det eneste jeg kan fokusere på, er vores lille krøllede dreng.

Jordemoderen beordrer mig til at drikke noget med sukker inden jeg rejser mig fra sengen. Jeg har intet drukket, udover en halv kop kaffe, og jeg har kastet op et par gange. Så jeg får serveret et stort glas appelsinsodavand, som jeg drikker på sengekanten. Samuel måles og vejes, inden han igen pakkes ind, og kommer over til mig.

picmonkey-image-4Jordemoderen dokumenterer fødslens forløb, sikrer sig at jeg har det godt, inden hun smutter videre. Min mor, min svigermor og Noah får på skift lov at holde Samuel.

picmonkey-collage-8

Lidt efter lidt bryder selskabet op, og tilbage er kun Jon, Noah, Samuel og jeg. Og jeg tror aldrig mit hjerte har kunne rumme så meget kærlighed, som det gør nu. Til mine tre dejlige drenge.

Skulle det nogensinde blive aktuelt, så vil jeg til enhver tid føde hjemme igen. Det har været den smukkeste oplevelse, og det var uden tvivl en drømmefødsel. Jeg har altid brækket mig lidt over konceptet: ”smertefri fødsel” (for seriøst, hold nu forpulet kæft!), og det er da heller ikke fordi jeg på nogen som helst mulig måde husker denne oplevelse som smertefri – men (!) smerterne fylder uendeligt lidt, og gjorde det også i situationen. Og jeg er helt sikker på, at de rolige omgivelser var med til, at det blev sådan. Jeg var selv langt mere til stede, end jeg havde troet var muligt.

img_2943

Læs del 1 her.

Hvis du vil læse min fødselsberetning fra da jeg fik Noah, kan du finde den her.



kommentar

En hjemmefødselsberetning. Del 1.

Den 24/8-2017, 38+0 kom Samuel til verden. 52 centimeter lang, og med en flot kampvægt på 3440 gram. Jeg har valgt at dele beretningen op i to dele – ikke fordi jeg tænker at udsætte spændingen. For jeg har jo ligesom afsløret hvad beretningen ender med. Men mere for, at den ikke bliver alt for lang.

untitledpicmonkey-collage-3

Jeg havde længe gået med en fornemmelse af, at han ikke ville blive et september-barn. Jeg kan faktisk huske, hvordan det allerede føltes forkert med september, helt tilbage fra da jeg tissede på en pind, og de fine streger dukkede op. Det skubbede jeg dog hurtigt fra mig, da alle undersøgelser og scanninger viste en sund og rask dreng, der skulle melde sin ankomst omkring den 7/9.

Hen imod de sidste par uger af graviditeten, oplevede jeg dog en krop der langsomt blev træt, tung og besværet. Ikke sådan at det er underligt, for man er jo tung, og deraf træt og besværet. Men på den der måde hvor jeg slet ikke kunne se hvordan det skulle kunne fortsætte helt frem til termin. Alt i min krop var ømt, og jeg kunne næsten ikke gå på trapper mere (… og så er det fanme sjovt at bo på 2.sal skal jeg hilse at sige). Hver nat vågnede jeg når jeg skulle vende mig, fordi jeg var så øm. Og der var bare noget i mig der sagde, at så længe skulle det da ikke kunne fortsætte. Og i dagene op til Samuels fødselsdag, ændredes ømhed til smerter, og de natlige tisseture blev erstattet af en konstant følelse af at skulle tisse i døgnets 24 timer, selv i sekundet jeg rejste mig fra toilettet kunne jeg sætte mig ned og dryppe af igen. Min træthed blev til slut til ekstrem udmattethed, og jeg kunne græde ved tanken om at skulle forlade lejligheden. Her havde jeg dog et mindre rengøringsflip, hvor jeg i ugerne op til fødslen fik rengjort stort set alt. Det var kun de sidste dage inden fødslen, at al rengøring blev sat på hold, fordi jeg simpelthen kunne sove hele tiden.
Og jeg blev ved med at have følelsen af, at Samuel ville komme før tid. Både fordi kroppen begyndte at sige fra – men også fordi både min mor og min veninde, som begge skulle med til fødslen, tog på sommerferie på skift inden for min termin, og derfor ville jeg selvfølgelig føde inden terminsdatoen. Det giver jo sig selv, at når man ikke må føde – så gør man det!


Jeg fik ret.

picmonkey-collage-2
Den 23/8 klokken 6:45.

Vækkeuret ringer. Vi skal op og sende Noah i skole, og det er tid til jordemoderkonsultation nr. 3 i graviditeten. Jeg går på toilettet for at dryppe af (seriøst når man tisser hele tiden, så er der kun dryp, selvom det føles som om man skal pisse en sø.), og da jeg tørrer mig er slimproppen gået. Og for dem der ikke har stiftet bekendtskab med sådan en fætter – glæd jer over det. Den er herreklam. Slimproppen i sig selv, er ikke nødvendigvis et tegn på at man føder med det samme. Der kan godt gå uger, og der er vist også noget med, at den kan gendannes. Men dengang med Noah, der fødte jeg altså tre dage efter. Og det, sammenholdt med følelsen af at der snart vil ske noget, giver mig et sug i maven. Et kæmpe et. Og jeg tror panikken breder sig i både Jon og jeg. Vi ser nemlig gerne, at Samuel bliver i maven, bare sådan lige et par uger mere. Og jeg føler ikke at jeg afslører for meget når jeg siger, at det gjorde han ikke.
Vi tager til jordemoder, får konstateret at han ligger fast med hovedet, godt dybt i bækkenet. Alt ser fint ud. Så vi tager på Fisketorvet for at finde små kurve til puslebordet, da vi vil gøre puslepladsen fin og færdig i den kommende uge. Vi finder ingen kurve, og jeg er træt og øm, så vi tager hjem igen.
Hen ad aftenen, kommer der igen noget slimprop, og jeg har tiltagende plukveer. Plukveer har jeg døjet meget med, så jeg ligger ikke så meget i dem. Men jeg ender dog med at tage tid på dem alligevel, da Jon er faldet i søvn. De kommer rimelig regelmæssigt i løbet af de to timer, men jeg synes ikke det var markant anderledes end alle andre dage, hvor der også efterhånden kom mange. Så jeg lukker øjnene omkring klokken 01:30, den 24/8.

Klokken 02:40.

Jeg slår øjnene op, og i samme sekund tændes der en vandhane i mit underliv. Sådan føles det, da vandet pludselig går i en skylle. Hvordan det ikke når at rende ud i sengen, det fatter jeg ikke. Jeg løber ud på badeværelset (så meget man nu kan løbe, når man er ”lidt tyk” og går som en ”Brian”), og får sat mig på toilettet. Mine underbukser er fuldstændig smaskede ind i fostervand, og hele min krop ryster – nok lidt i chok. Jeg tager et bind på, og sætter mig ind i sengen, for lige at læse om jeg egentlig skal kontakte den vagthavende jordemoder ved vandafgang, eller om jeg skal afvente veer. Og splask – endnu en skylle, og både bind og underbukser er sølet ind. Igen. Jeg smækker derfor et håndklæde mellem benene, og ringer derefter til jordemoderen, som beder mig ringe igen når jeg får veer. Jeg havde haft et par småveer fra jeg slog øjnene op, men i ren autopilot fik jeg lagt på uden at nævne det for jordemoderen. Jeg kan huske, at jeg faktisk havde en ve da vi sagde farvel og lagde på.

Min første indskydelse herefter, er at så skal Noah jo ikke i skole. Han skal jo være med under fødslen. Jeg logger derfor på forældreintra, og giver besked om, at han tager sig en forlænget weekend med lillebror, som er på vej.

picmonkey-collage-5

Jeg vækker Jon og fortæller at vandet er gået, og siger at jeg vil ringe til vores mødre som begge skal være her, men at han gerne må sove videre, for det er jo ikke til at sige hvor hurtigt det vil gå, og jeg vil jo få brug for ham når det begynder at være hårdt. Jeg ringer til vores mødre (som lyder meget friske i telefonen begge to – men de har nok hurtigt gættet hvorfor jeg ringer), og de gør sig klar til at komme ud til os.

Klokken 03:27.

Jeg ringer igen til vagthavende jordemoder. Fortæller at der er veer, og at jeg ringer når jeg synes der er behov for, at der kommer en jordemoder hjem til mig.

Jeg kan mærke, at veerne hurtigt tager til, og der er mellem 3-5 minutter imellem. Dog er de milde, og jeg kan tale når jeg har dem. Alligevel beslutter jeg at hive Jon ud af sengen, for jeg er pludselig ret sikker på, at jeg snart får brug for ham. Noah er også vågnet nu, da han har hørt mig tale i telefon med jordemoderen. Han er helt i ekstase over, at det er lillebrors fødselsdag, og sender mig en sms inde fra sit værelse: ”ooooooommmmmmmgggggggg jeg er helt glad”. Han kigger ofte ind til mig, for lige at give et kram, og sige at han glæder sig så meget.

img_2954 Imens jeg venter på min mor og svigermor, får jeg lavet kaffe, sat hår, fixet min makeup og rettet min neglelak. Ikke at det nogensinde har været et mål for mig, at ligne én der skulle castes til ”Glamour” under fødslen, men jeg kan ikke rigtig finde ro, og der hjælper det altså at dulle mig lidt op. På den anden side, makeup eller ej – jeg render stadig rundt med et vådt håndklæde i mine mormortrusser, så det er vist ikke fordi det er af forfængelighed jeg gør mig i stand. Det skib er ligesom sejlet. For længst.

Jon er gået ned for at ryge en smøg og vågne. Og nok også lige for at trække vejret ekstra dybt, og lade det synke ind at fødslen er på trapperne.

img_2955

Min mor ankommer først, og jeg tager imod hende i opgangen, iført førnævnte mormortrusser med vådt håndklæde, og et hvidt lagen viklet om mig. Håret sidder godt, i øvrigt. Jeg tager nu tid på veerne sådan lidt mere kontinuerligt, da de kommer ret tæt på hinanden, og hurtigt bliver stærkere. Jeg kan stadig tale igennem dem, men jeg kan dog også mærke, at hver ve bliver stærkere end den foregående. Kort efter min mor er ankommet, kommer min svigermor, og her kræver veerne, at jeg lige går ind i mig selv og lukker omverdenen ude. Jeg bliver sendt i bad, og imens jeg er det, gør Jon og vores mødre sengen klar med afdækning og gamle håndklæder og lagener. I badet intensiveres veerne yderligere, og det hjælper ikke et sekund at jeg står under det varme vand. Det virker ikke lindrende på mig, så jeg gør mig færdig så hurtigt jeg kan, og ligger mig ind i sengen, hvor jeg stadig tager tid på veerne. Imens kan jeg høre, at Jon er gået lidt i gang med at rydde op. Han går blandt andet på loftet med nogle spisestole vi har haft brugt, da vi havde gæster til min og Noahs fødselsdag. Jeg undrer mig egentlig kort over, hvorfor de stole dog lige skal på loftet nu. Men tænker så også, at det måske er meget fint, at han så er beskæftiget med det. Der dukker jævnligt et ansigt op i døren til soveværelset. En mor, en svigermor, en mand og en søn, der lige ser til mig. Imens bringer hver enkelt ve mig et skridt tættere på, at møde det lille menneske der bor i min mave.

picmonkey-collage-4
Klokken 05:28.

Jeg ringer til den vagthavende jordemoder. Der må gerne komme en jordemoder ud til mig nu. Veerne er regelmæssige og har hele tiden været det. De fleste varer nu omkring et minut, og flere af dem bider til. Det er i hvert fald nemt for mig at mærke, at det er på tide at få en jordemoder på banen. Jeg fornemmer at de andre er lettede over, at jeg har ringet. Mest fordi de alle flere gange har spurgt, om jeg nu har styr på hvornår der skal ringes. Det ville selvfølgelig også have været lidt kedeligt, hvis jeg ikke nåede det.

img_2546

Læs del 2 her.



kommentar

24.08.2017

p1010025

p1010018

p1010034
Klokken 08:12 torsdag d. 24. August kom verdens dejligste Samuel til verden, hjemme i soveværelset efter en fantastisk hjemmefødsel (som jeg vil fortælle mere om når overskuddet er til det). Fra vandet gik, gik der knap fem timer til han var født. Han er 52 centimeter lang, og vejer 3440 gram – hvilket næsten er lidt skørt, da Noah var lige så lang og vejede 10 gram mere.

Samuel er en lille patteglad fyr, der sover mest om dagen, og holder fest om natten. Så jeg har egentlig ikke sovet særlig meget siden han kom ud til os, da det kun er mor og patværket der dur i de sene nattetimer. Men det er helt som det skal være. Han er perfekt, og vi glæder os bare til at lære ham bedre at kende.

Noah var til stede under hele fødslen, og han var bare så sej – og er utroligt glad for sin lillebror, som han nærmest ikke kan lade være.

Fysisk har jeg det fremragende. Og jeg kan selv tage strømper på, og samle ting op fra gulvet. Mælken løb til igår aftes, så jeg har Linse-patter for alle pengene, og min mave føles som budding.

Alt er godt. Alt er perfekt!



kommentar