Budapest 3.

Så er vi landet i lejligheden i Danmark igen, og hvor vi for et døgn siden sad og spiste sen frokost på en italiener på gågaden i Budapest, så sidder vi nu helt smadrede og venter på, at pizzamanden ringer på døren i vores lille 3’er i Vanløse.

3. dag var en dag der startede lidt stramt ud, men som heldigvis endte lykkeligt. Dagen stod på tung heldagsregn, og så var gode råd altså dyre. Vi havde ingen paraplyer med hjemmefra, da de var for lange til at være i kufferterne, så vi måtte købe os fra det, i en lille souvenir-biks på torvet ved Mathiaskirken. Som altid var det billigt, men denne gang fulgtes kvalitet og pris desværre ad, og jeg måtte under en time efter købet, smide den i skraldespanden. Vi havde dog planlagt at skulle til Pest, både for kagens skyld, men også for lidt sidste-gangs-shopping. Så ud i regnen måtte vi.

Gerbeaud, det lille fine konditori på Vörösmarty Square, havde vi hørt meget godt om, og det måtte vi selvfølgelig prøve. Det er et rigtig fint sted, med et stort udvalg af både mad og kager. Der er en kagemontre, og et par montre med chokolader, og ellers kan man bestille fra deres menukort, hvilket vi gjorde. Det smagte dejligt, men vi fortryder begge, at vi ikke udpegede nogle af kagerne i montren, da det der findes i menukortene, læner sig mere opad desserter, og det bliver hurtigt vammelt. Jeg, eksempelvis, fik en kaloriebombe bestående af: chokoladeis,vanilleis, vanillecreme, flødeskum, chokoladesovs, karamelsovs, choko-macaron og spongecake. Jeg nåede ikke halvvejs, før jeg havde nået mit kvalme-maks, og er jeg er ellers noget hårdfør. Dog fik vi et par skønne smoothies til, som let gled ned. Gerbeaud er hyggeligt, men prøv i stedet kagerne i montren, fremfor at udpege noget i menukortene. Jeg tror vi var gået derfra med en bedre oplevelse, hvis vi havde gjort sådan. Det er iøvrigt også billigt at spise hos Gerbeaud.

Lækre kager i montren hos Gerbeaud

Lækre kager i montren hos Gerbeaud

Vores desserter. Super lækre, men alt for meget.

Vores desserter. Super lækre, men alt for meget. Smoothies til gengæld, var rigtig gode.

Efterfølgende gik vi ud og købte lidt tøj, både til Noah, Jon og mig, og derefter var det simpelthen blevet så vådt og så koldt, at vi måtte tilbage til hotellet. Mine sko var våde, så det var mine sokker og mine fødder også. Og regnen blev værre og værre. På det tidspunkt var humøret ikke det bedste, og turen hjem var lang.

Da vi kom hjem, ville jeg prøve én af de kjoler jeg havde købt, og da opdagede jeg, at ekspedienten ikke havde fjernet alarmen. Så dér sad vi. I Buda på vores varme (og ikke mindst tørre) hotelværelse, lige kommet ud af al det våde tøj, og så var vi nødt til at skulle tilbage igen. I silende regn. Jeg tog mig lige et karbad, for altså… Hvem får det ikke bedre af et karbad?

img_0123

Derefter satte vi igen kursen mod Pest. Og det endte med at blive helt fint, for alarmen blev fjernet uden problemer, og vi fandt den lille italiener på gågaden, at spise sen frokost på. Det regnede stadig, men dog en del mindre, og julemarkedet sendte dejlige jule-vibes ud, med live musik og en duft af gløgg og vafler, der bredte sig langt ned ad gågaden. Så hvor vi tidligere følte, at vores sidste dag blev spoleret, og hvor vi troede vores sidste tid i Pest skulle være ærgerlig, så glemte den gode ekspedient at fjerne alarmen, og således måtte vi tilbage, hvilket gav os chancen for at sige et ordentligt farvel.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Julemarked på Vörösmarty Square

Lækker sen frokost hos Pasta E Basta

Lækker sen frokost hos Pasta E Basta

Da vi havde inhaleret det sidste Pest (…), drog vi atter mod vores hotel, hvor vi noget udmattede, måtte tage os en lille lur, inden vi skulle ud at spise.

img_0137

Bare for at give jer en idé om, hvor stort vores værelse var.

Vi havde allerede på forhånd aftalt, at vi igen ville besøge Jamie’s Italian. Ingen af os havde et større behov for at udforske de ungarske specialiteter yderligere – mest fordi ingen af os havde særligt lyst til hverken gåselever eller foie gras, så vi ville hellere gå på Jamie’s, som iøvrigt meget belejligt lå 200 meter fra vores hotel. Jeg kan klart anbefale Jamie’s. Der er meget hyggeligt, og personalet er ufatteligt søde. Og maden er god. Især deres skinny fries er helt vildt lækre. Men allermest er det bare hele stemningen der gør, at jeg klart kan anbefale, at man tager et smut forbi restauranten, som ligger ved Mathiaskirken.

Ultimate Garlic Bread

Ultimate Garlic Bread

Italian Steak & Rainbow Slaw

Italian Steak & Rainbow Slaw

Skinny fries

Skinny fries

Da vi havde hygget dér i et par timer, gik vi en sidste gang forbi Fiskerbastionen, for at nyde synet af det oplyste Pest og Donau, og derefter tog vi tilbage til hotellet, hvor vi hurtigt gik kold.

Det har været en helt fantastisk tur, og hvis man ikke har været i Budapest, så skylder man sig selv at tage derned. Vi ved, at vi vender tilbage en dag. Det er absolut ikke sidste gang, vi vil tage Kabelbanen ned ad bakken, og gå over Kædebroen og nyde bylivet i Pest. Og jeg er ret sikker på, at vi også gerne besøger samme hotel igen, i det rolige og meget smukke Buda.

skaermbillede-2016-11-13-kl-18-22-50

 



kommentar

   

Budapest 2.

Endnu en dag er gået, og nu har vi slået øjnene op til sidste dag i skønne Ungarn. Vi er stadig helt blæst bagover, hvis ikke mere efter igår. Her er vidunderligt.

Igår tog vi turen til Pest, den livlige del af byen, og det var også et helt fantastisk sted. Vi gik til Kædebroen, som er omkring 1km fra hvor vi bor, og da vi kom over på den anden side, gik vi til højre, hvor vi hurtigt fandt gågaden, som synes uendelig, da den fortsætter på sidegader. Efter et par km nåede vi Central Market Hall, som er et gigantisk (!) indendørs marked med både mad og shopping. Det er meget lokalt, med ungarske specialiteter, både inden for mad og diverse tingeltangel. Mange boder har de samme ting, men priserne varierer, så man kan med fordel gå lidt videre, og spare en del på den måde. Her er jo stadigvæk billigt, men man kan jo lige så godt gøre det så billigt for sig selv som muligt.

Midt på gågaden var også en rulletrappe ned til et lille ungarsk souvenir-marked. Meget hyggeligt, og endnu engang billigt. Og sælgerne både her og alle andre steder, er ikke nærgående, og accepterer hvis man ikke vil have hjælp eller råd.

På tilbagevejen gennem gågaden, fandt vi Julemarkedet på Vörösmarty Square. Ikke så stort som jeg havde forestillet mig. Men ganske hyggeligt med fine boder. Lidt ala det vi i Danmark har på Kultorvet. Dog blev det ikke til det store juleindkøb, da der egentlig ikke var meget julepynt, mere end porcelæn, mad og bamser. Samme sted finder man Gerbeaud Coffee House, som er et meget anerkendt konditori. Det prøver vi idag – og jeg skal nok fortælle hvordan det er. Men altså, der er kage. Jeg tror godt vi alle ved hvor glad jeg bliver.

Da vi igen ankom til Buda, stadig på gåben, tog vi Slotsbjergets Kabelbane op (Buda ligger på en bakke). Det var en sjov oplevelse, og ganske billigt (igen).

Efter lidt afslapning på Hotellet, drog vi atter mod Pest. En lille indskydelse: Du kan købe et Budapest Card, som du kan bruge til ubegrænset offentlig transport i henholdsvis 1,2 og 3 dage. Det er sikkert fint, men vi priser os lykkelige over ikke at købe det. For det første ligger alt i gå-afstand, hvis du da magter at gå, og for det andet ser man en masse ting på vejen, og skal ikke lære hverken metro, bus eller sporvognsnettet at kende. Det synes umuligt på så kort tid alligevel. Så overvej en enkelt gang vigtigheden af offentlig transport. Taxa er ikke dyrt hvis du gerne vil flotte dig en enkelt gang. Men hvis du vil blive i det centrale Budapest, så er kortet simpelthen unødvendigt. Det er så flot over det hele, at du vil misse en hel masse, ved konstant at sidde i en metro eller en bus.

Nå, men vi tog til Pest igen. Her tog vi en aften-sejltur på Donau. En time for 21oo HUF pr. person (50 kr) og en halv liter øl til 600 HUF (15 kr). Det var satanedeme koldt, men sikken en fantastisk udsyn. Byen er helt oplyst. Det er en smuk oplevelse. Efterfølgende fandt vi en lille restaurant/café at få noget mad på, og selvom vores intention egentlig var noget med alkohol, så måtte vi nu alligevel sande, at vi var for trætte.

På vej hjem nåede vi lige Kabelbanen inden den lukkede (skønt, for der er altså lidt længere op ad bakken, end der er ned, selvom det er gigantisk smukt).

Et godt tip: Book bord på restauranter hjemmefra! Det giver dig adgang til de populære steder. Vi gjorde det ikke, men det gør vi helt sikkert en anden gang – for der bliver en anden gang – og resultatet var, at alle steder var fyldt op, og vi måtte gå et andet sted hen. Det er lidt ærgerligt, men vi overlever nu nok.

Idag bliver det regn, regn og atter regn. Imorgen når vi tager hjem, bliver vejret selvfølgelig godt. Nå, men det er egentlig ok. Vi har set det vi ville, og idag bliver sådan set meget de samme steder, så lidt regn gør ikke så meget.

Kædebroen på vej ned ad bakken

Kædebroen på vej ned ad bakken

Úri Utca - vejen vi bor på i Buda

Úri Utca – vejen vi bor på i Buda

Central Market Hall

Central Market Hall

På vej ned ad bakken, udsigt over Kædebroen og Pest.

På vej ned ad bakken, udsigt over Kædebroen og Pest.

Sporgvogn i Pest

Sporgvogn i Pest

Ungarske julegodter på Julemarkedet

Ungarske julegodter på Julemarkedet

Julemarked

Julemarked

Parlamentsbygningen. Overdådigt smukt. Og på 18.000 kvm.

Parlamentsbygningen. Overdådigt smukt. Og på 18.000 kvm.

Kabelbanen (så hyggeligt!)

Kabelbanen (så hyggeligt!)

Det lille ungarske marked på gågaden.

Det lille ungarske marked på gågaden.

Gullasch i brødskål på julemarkedet.

Gullasch i brødskål på julemarkedet.



kommentar

Budapest.

Endelig endelig endelig er vi her. Og hvor er her bare virkelig latterligt lækkert! Her er så flot, hyggeligt, storslået og anderledes. Vi er dybt imponerede.

Vi bor i Buda, som er lidt den fine del af byen, og vores hotel (dette) er ufatteligt smukt, og vores værelse er på størrelse med vores lejlighed derhjemme (68kvm). Det hele er bare så fint, og så rart her. Morgenmadsbuffetten skal  afprøves for første gang lige om lidt, men selv hvis den er dårlig, så er alt andet her bare perfekt. Og så er her badekar. Og morgenkåber. Og te og kaffe på værelset.

300m fra vores hotel, ligger Mathiaskirken og Fiskerbastionen, og her kan man kigge udover Donau (… hvilket er et særsyn, særligt om aftenen når alt er oplyst) og mod små 30kroner kan man komme ind i Mathiaskirken også. Det har vi ikke været endnu, men mon ikke vi ender med at gøre det. Et lidt længere stykke væk, ligger Mammut Shoppingcenter, som er så overvældende stort, at vi simpelthen måtte opgive flere etager. Det er gigantisk!

Priserne varierer, men alt i alt er her virkelig billigt. Igår spiste vi autentisk ungarsk mad til frokost (gullasch-suppe, nogle kødpandekager og en spongecake), samt drak vin og vand. Under 200kr! Til aften flottede vi os, i Jamie Olivers italienske restaurant, som ligger lige ved vores hotel. Her blev det 300kr (inklusiv drikkepenge) for burger/fries, spaghetti carbonara, chokoladekage m. salty caramel, is-anretning og 2x limonade (ja tak). Det var super lækkert, men idag står den på flere ungarske kulinariske oplevelser, når vi efter morgenmaden tager vandreskoene på, og drager mod Pest, som er den mere livlige bydel på den anden side af Donau.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Udsigten over Donau

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Udsigten over Donau

 

img_0073

Her sover vi!

 

img_0075

Mathiaskirken

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Udsigten over Donau

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mathiaskirken

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mathiaskirken

 

img_0086

Mammut Shoppingcenter (eller det er kun en smule af det, man faktisk kan se)



kommentar

   

5 dage tilbage.

Så fik jeg overstået det tværfaglige modul, og har nu “ferie” (… underviserne kalder det studieforberedende uge. De studerende: ferie). Og om fem dage, drager Jon og jeg afsted på vores første kæresteferie nogensinde. Og turen går til Budapest! Jeg glæder mig helt vildt til, at være alene med min kæreste, til at se og opleve noget nyt. Og til at se den juniorsuite vi har bestilt. Misforstå mig ikke – jeg kommer helt sikkert til at savne Noah, for han er pludselig så langt væk (eller vi er langt væk), og det er længe siden jeg har undværet ham mere end 2 overnatninger. Men alenetid med Jon, det er sjældent, så jeg glæder mig, og ved i øvrigt at Noah jo har det dejligt hos mine forældre.

Vejrudsigten for Budapest: Koldt, måske regn, måske lidt sol, måske lidt sne. Så altså, alt i alt samme som herhjemme. Men vi har jo heller ikke bestilt turen, for sol og varme. Skæbnen vil i øvrigt også, at deres julemarked (som skulle være kæmpe stort og ret lækkert) åbner dagen efter vi kommer derned, så jeg tænker da at kufferten skal fyldes med julepynt. Så det bliver altså lige tre dage med kulde, jul, mad, varme drikke, alkoholiske drikke, kærlighed og seværdigheder. Og så på et plan hvor der ikke skal tages hensyn til, hvad et barn har lyst til. Nope, det er voksentid!

 

skaermbillede-2016-11-05-kl-11-31-58



kommentar

Yes it is still alive.

Så var jeg lige “typisk mig”, og forsvandt sporløs, hva’? Det er nok mest fordi mit liv i de sidste mange uger, har været fuld af studie, kedelige hverdagsting og alt det dér der gør livet så dejligt, og alligevel så intetsigende. Med andre ord: Der sker simpelthen ikke noget, der er værd at fortælle, men jeg har det dejligt. Måske især fordi jeg igår afleverede min projektopgave, sammen med den gruppe jeg er sammen med i hele det her modul. Det var ellers noget jeg havde frygtet, men jeg endte i en fantastisk gruppe, så det hele er gået over al forventning. Modulet er stadig frygteligt – den forventning blev heldigvis imødekommet, så helt forkerte var mine anelser ikke, da jeg forudså et par lange og kedelige 10 uger.

Så hvad ellers? Ikke så meget. Jeg kan godt mærke, at det her bliver ét af de dér indlæg, der nok ikke burde se dagens lys, simpelthen fordi det er så kedeligt. Men jeg fik pludselig lidt dårlig samvittighed over aldrig at skrive, og dårlig samvittighed vinder som regel.

Det jeg egentlig ville var nok også bare at sige, at jeg lever, jeg har det godt, men jeg har intet at fortælle. Det kan jo være det ændrer sig inden længe.

 

skaermbillede-2016-10-13-kl-13-25-10

Ham her er iøvrigt begyndt til taekwondo.



kommentar

“Alle sygeplejersker slår ihjel”

Til et arrangement for noget tid siden, blev jeg, af en ret fordomsfuld type skulle det vise sig, spurgt:

Hvordan har du det med, at alle tror, at sygeplejersker slår ihjel?

 

Han havde lige fundet ud af, at jeg læser til sygeplejerske, og kommentaren kom i ramme alvor (I shit you not!). Han mente i øvrigt også, at vores arbejdsopgaver var meget ens, i og med han havde været i militæret, og altså gav en form for aktiv dødshjælp, om end den måske ikke var så frivillig.

Godt så.

Og helt ærligt ikke? Så er han den første på Planeten Jorden, som jeg er stødt ind i, med et så forskruet syn på en anden profession. Alle patienter og pårørende jeg er stødt på gennem tiden, har været fulde af tillid til mig, og de sygeplejersker de har haft med at gøre. Jo, det er da ikke altid kemien har været der, men det er jo menneskeligt. Det betyder altså ikke, at vi har lyst til at slå patienterne ihjel.

Jeg blev faktisk meget chokeret over kommentaren. Altså jeg ved jo godt, at han har suget det til sig gennem Nykøbing-Falster-sagen, men jeg havde dog ikke troet, at folk så ville regne med, at sygeplejerske bare er en omgang morderiske sataner, der nyder godt af, at slå andre ihjel.

Men på den anden side, så mente han også at:

“Bogstavbørn, er børn af forældre der ikke gider passe dem”

 

Ja altså børn med diagnoser, hvis nogen var i tvivl om hvad han mente. Der fik jeg en ellers god hvidvin jævnt galt i halsen.
Jeg siger jer, at det var en forrygende aften, med en så positiv bordherre.

 

PicMonkey Collage-6



kommentar

   

Tværfagligt modul.

Ja overskriften er kedelig, men det er indholdet også.

Sommerferien er slut. Slut. Jeg er ved at komme mig over chokket, dog. Men skolen er igang, og min telefon bimler også lidt oftere, nu hvor dagligdagen også er igang igen på Rigshospitalet. Så jeg er banket tilbage til virkeligheden igen, hvor der er arbejde (hvilket i øvrigt er så skønt!), men også skole. Og forberedelser dertil. Og jeg har nået studiets lavpunkt, i hvert fald hvis man skal lytte til min mavefornemmelse, samt alle jeg kender der har været igennem det samme forløb.

Alle siger, at det er kedeligt, rodet, meningsløst og det værste modul på hele studiet. Velkommen til modul 5, Camilla. Nu er første uge gået, og så er der heldigvis kun 9 uger igen.

Det er et tværfagligt modul. Det vil jo altså sige, at jeg skal være sammen med andre professioner. Det er til gengæld meget spændende. Men hele modulet er bygget op omkring gruppearbejde. Og det munder ud i en gruppeeksamen. Altså. Mere hippie bliver det simpelthen bare ikke. Og jeg er mildest talt død uimponeret. Jeg er ikke fan af gruppearbejde. Slet ikke. Og det lader da også til, at de fleste i min klasse har det på samme måde. Men alle virker flinke og rare, og første uge er jeg også kommet igennem uden at få mordtanker på nogen som helst måde. Så det er på én eller anden måde vel nok ikke gået helt galt. Endnu.

Så. Hvis her er lidt stille herinde for tiden, er det bare fordi jeg sidder i et hjørne og skumler lidt. Og glæder mig til om 9 uger, hvor jeg er tilbage hvor græsset er grønnere – nemlig i min gamle klasse. Hvor temaet ikke er gruppearbejde og gruppeeksamen.

Gruppeeksamen.. Seriøst..

Skærmbillede 2016-09-04 kl. 10.48.13



kommentar

Dårlig mor.

Altså hvad er det med mødre (inklusiv undertegnede)?

Så startede Noah i skole. Det reagerer han altid på, mere eller mindre. Det er svært efter en dejlig sommerferie, ligesom det også er for alle os andre, der dog formår at pakke vores vrede ind i vat, og skjule det så godt vi kan for omverdenen (alt imens vi hader kollegaer, arbejde, skole og alt andet der ikke omhandler afslapning og tanketomhed). Det gør børn jo ikke – for de er så umiddelbare og kalder en spade for en spade. Og at starte i skole efter en ferie er bare K.E.D.E.L.I.G.T.

Noah tager det ellers egentlig pænt nok. Han reagerer, ja. Men tager det meget pænere i år end de to forrige skoleår. Det er vist mest bare det der med at slå lyttebøfferne ud, og lukke ædespalten i, der forvolder problemer. Men det er jo stadig et problem, og det får jeg selvfølgelig at vide af skolen. Og så kommer den…

Den dårlige samvittighed. Følelsen af at være en rådden mor. “Jeg gør aldrig noget rigtigt“, “Jeg har ødelagt mit barn“, “Hvorfor i alverden vil du dog have flere børn, din børne-ødelægger?“. Og det er simpelthen så latterligt. Noah er som Noah er. Ikke sådan et barn der passer ind i en boks – og det rammer altså hårdt både for barn og forældre. Den der skide boks, som ingen rigtig passer ind i, men som nogen formår at sætte sig i alligevel – den er så forkert skruet sammen. Og når det så vælter lidt for Noah, så vælter mor med.

Og det sker ved hver skolestart. Der danner sig et mønster. De næste par måneder synes Noah at det er: “buuuh – ked’liiigt” at gå i skole, og så opfører han sig derefter. Imens sidder jeg på nåle og venter på beskeder eller opkald fra lærere, alt i mens jeg skriger mig selv ind i hovedet, at jeg måske bare skulle få fjernet hele underlivet inden jeg sætter flere børn til verden, som jeg lige kan ødelægge og forskrue.

Så vender Noah sig til skolen igen (… er stadig lidt en ballademager, men oh well) og jeg kan trække vejret og tænke: “Ok. Det skal nok gå. Han ender ikke med at sælge stoffer i baggården alligevel“. Og så er det sommerferie igen.

IMG_3741
Så nu fortjener jeg croissanter. 2 stk. idag, og så må jeg senere hen skrive et indlæg om det kødtelt af en mave, der er resultat af disse. Eller også snakker vi ikke mere om det. 



kommentar

A thousand years

Nu har vi ramt søndag, og jeg sidder i min lænestol, helt blæst bagover af træthed. Men allermest er jeg blæst bagover af kærlighed. Kærlighed til to mennesker, der igår gav hinanden et rungende JA til det smukkeste bryllup man overhovedet kunne forestille sig (Virkelig. Det var ren Kronprins Frederik og Mary Donaldson, ja for de af jer der husker den omgang).

Kender man mig bare en lille smule, vil man være klar over, at jeg er sådan en anti-romantiker, der faktisk mest af alt får gang i min brækrefleks når folk er for søde. Men med de to her, der bare efter at have kendt hinanden i 7 år (sådan ca) stadig er så forelskede og så perfekte sammen, at enhver Disney-film i virkeligheden godt kan pakke sammen og gå hjem, så kan jeg altså ikke undgå at blive rørt, glad, nærmest forelsket i deres forelskelse og faktisk helt uden at smage opkast i munden. Der har altid været noget særligt magisk over deres kærlighed, og igår var ingen undtagelse. Gid festen kunne vare evigt. Men på en eller anden måde så ved jeg, at med de to så er det lige præcis dét den gør.


Og så greb jeg i øvrigt buketten. Eller. Den ramte gulvet, jeg skubbede modstander væk (… som vist egentlig nok havde buketten lidt før mig, meeen), og lagde mig oven på buketten. Og nu står den så fint her hos mig, og minder mig om hvor fantastiske mennesker jeg har i mit liv. Dem har jeg heldigvis mange af. Men de her to, de har en helt særlig plads, og er nogle af de få der formår at gøre mig blød i knæene, omfavne romantikken, kærligheden og livet på en lidt mere Disney-agtig facon, end havnearbejderen her ellers er vant til.

Tillykke med jeres fine fine fine, smukke, vidunderlige, dejlige, fantastiske, romantiske, ovenud perfekte, helt oppe i skyerne, eventyr-agtige, kærligheds-fyldte bryllup. Og tak fordi vi fik lov at være en del af jeres dag og aften. Det betyder mere end i tror.

IMG_3712



kommentar

   

OTTE ÅR

1930500_24454481831_7940_n
Den her lille Ullerberg er 8 (OTTE!) år nu. For 8 (OTTE!) år siden havde jeg knap en times fødsel tilbage, inden han så dagens lys kl. 21.57 på Sydvestjysk Sygehus. På den ene side er der oceaner af tid mellem dengang og idag, men på den anden side er det svært at forstå, at det lille myr ovenover, idag bruger størrelse 36 (SEKSOGTREDIVE!) i sko, bander mere end sin mor og taler konstant. Om minecraft. Og Pokémon Go. Ja og så er han i øvrigt begyndt til Taekwondo. Jov.

Traditionen tro vækkede han mig et par minutter før vækkeuret gjorde, med et kæmpe smil klistret fast til ansigtet. Han har fået gaver, kage, spaghetti og kødsovs og en tur i biffen med Jon og mig. Nu samler han LEGO imens han ser film. Hvornår holdt han op med at være Ullerberg, og hvornår blev han sådan én der nærmest kan det hele selv?

Verdens bedste Noah, 8 (OTTE!) år idag.



kommentar

Så opdrag dog dit barn!

… Ja og opfør dig som et normalt velfungerende menneske, der ikke tror, at du og dit barn, begge er sået af Guds sæd (… Ja jeg skrev sæd), og er mere værd end os andre dødelige.

Det er ikke meget jeg beder om. Og jeg blander mig ellers generelt ikke i andres opdragelse, for her er vi skam ikke perfekte, hverken barn eller voksne. Men problemet er måske netop at du, dig der ikke har din høflighed med dig ud i den virkelige verden, tror du er hævet over alle andre.

Når Noah og jeg går turen til skole om morgenen, og hjem igen om eftermiddagen (… ja og egentlig generelt bare når vi er ude at gå, hvor end det så er) så oplever vi konstant at ingen, og jeg mener seriøst ingen, går til side og giver plads på fortovet. Ja det er seriøst ikke mere end det mit indlæg skal handle om. Fortovs-pli. Og det er særligt forældre og deres børn, der åbenbart mener, at de har krav på hele fortovet, også selvom det betyder, at alle andre må gå ud på vejen, eller suge maven godt ind, og vælte ind i hækken. Det kan altså godt gå hen og blive lidt for actionpacked ned af de små villaveje, inden skolen starter.

Kære forælder. Det er jo ikke en magtkamp. Det er jo ikke fordi du vælger dine kampe med omhu. Det er jo ikke svært at bede sit barn gå til side. Vel? Jeg praktiserer det i hvert fald. “Går du lige til side Noah”, “Hov Noah, se dig lige for, der kommer andre der skal forbi”, “Så går du lige ind foran mig”, “Så går jeg lige ind foran dig”, “Vi rykker os lige lidt, så de andre kan komme forbi”. Ja det er bare eksempler på, hvad du kan sige til dit barn, på en respektfuld, anerkendende og helt ok-agtig måde, hvor dit helt særligt perfekte, nærmest royale barn, da umuligt kan føle sig stødt. Noah bliver i hvert fald ikke ramt på sin stolthed, fordi jeg lærer ham at være opmærksom og vise hensyn.

Forestil dig, at vi er biler. Du fylder begge vejbaner. En modkørende bilist dukker op. Hvad gør du?  Gør du krav på begge vejbaner, fordi du er lidt en nar, eller rykker du over i din vejbane, sådan at der er plads til den modkørende bilist?

Forestil dig så nu, at fortovet er den vejbane. Vi er bilisterne. Ja ok, du dør ikke af at gå ind i mig (… Selvom mit temperament nærmest har nået Vestegns-højder). Hvorfor går du ikke til side? Hvorfor har du krav på at fylde det hele sammen med din familie, imens jeg og min familie ikke må være der?

Det er simpelthen bare mærkeligt. Altså, tænk at skrive et blogindlæg om folk på fortovet. Det burde ikke skulle være et problem at gå rundt, vel?

Og jeg har skam kommenteret på det (jeg sidder jo ikke bare her og brokker mig, uden at have sagt det højt først), men det preller af på dig. Uanset hvor pænt eller vredt jeg siger det.

Vil du ikke godt please lære dit barn at gå til side? Hvilke værdier du giver dit barn ellers, det blander jeg mig ikke i. Men lær dog dit barn at vise hensyn, så jeg ikke også skal støde ind i dit barn med sit afkom om 20 år. Jeg gider ikke være en sur dame. Men åh det er så svært!

Og her vil jeg gerne lige understrege, at det selvfølgelig ikke kun er forældre med deres børn, der har røvhuls-hatten på (altså kun forældrene – børnene kan jo ikke gøre for det), men opdragelse starter et sted. Og måske hvis vi lærer vores børn om høflighed, pli, venlighed og god karma, så er der ikke så mange nederen (JA jeg skrev faktisk lige nederen. Vestegns-temperament nu) mennesker, der tror de ejer det hele.

Og god dag til jer.

Skærmbillede 2016-08-10 kl. 08.35.30



kommentar

Jeg siger ikke at jeg købte en børste til 475 kroner.

Men jeg siger heller ikke, at jeg ikke gjorde. Til gengæld fik håret en god (vand)ondulering, og jeg ligner ikke længere en hippie anno Roskilde Festival 07´.

13908813_10154263041836832_4871029577299696176_oNu er jeg ved at være dér, hvor de to kærligheds-fester vi har i vente i august, bare kan komme an. Kjolen (… ja ja kjolerne), stiletterne, tasken (taskerne) og håret er klar til champagne, sol (JO DANMARK, på de skide to dage kan du godt lige!) og dans.

Håber I har det herredejligt. Min ferie kører fortsat. Noah startede i 2. klasse igår. Og jeg er fyldt 28 siden sidst.



kommentar