1 måned.

p1010095

Igår blev den her lille bassetrold en hel måned – jeg synes det er gået stærkt, men samtidig føles det som om han har været her for evigt.

Jeg jinxer det jo nok når jeg skriver det ned, for det er jo en regel, men han er virkelig en nem og mild baby. Jo jo, han skal skam nok sige hvor skabet skal stå, hvis vi ikke stiller det korrekt i tide. Men ellers er han simpelthen så nem at have med at gøre. Det var Noah også langt henad vejen, men han sov knap så meget, og var meget svær at få til at falde til ro (… og så var jeg måske heller ikke selv helt så rolig og overskudsagtig som idag). Så jeg sidder ind i mellem og kigger på Samuel, og tænker om babyer nu skal sove så meget – og så længe. Men han trives jo, og er også mere og mere vågen ad gangen. Jeg er bare ikke vant til babyer der kan sove 3-6 timer. Ja, for han tog lige en lur på 6(!) timer igår aftes fra 20-2. Jeg håber det varer ved, og at han måske kan rykke den til efter nat-bajeren, så jeg også får sovet så meget. Jeg er ikke lige klar på at gå i seng klokken 20 nemlig. Det brugte jeg en stor del af min graviditet på.

p1010105

Jeg er blevet mere og mere fortrolig med barnevogn og Samuels rytme, så vi er stort set ude at gå hver dag – dog altid med en lun bajer i bagagen, for uanset hvor meget jeg har fodret ham af inden, så kan han godt lide at overraske mig på vores gåture, og være sulten midt i det hele. Det er sådan en lille sjov leg han leger. Det griner vi meget af, ham og jeg.

Jer der følger mig på Instagram, har nok også opdaget at jeg er ude i en seriøs omgang babyspam for tiden. Jeg kan simpelthen ikke styre det. Det er med dårlig samvittighed jeg uploader billeder efterhånden, for jeg kan sgu godt forstå hvis folk er trætte af at glo på mine babybilleder. Men så alligevel ikke, for han er jo så smuk og vidunderlig – hvilket også altid er det jeg kommer frem til, lige inden jeg trykker “del”, og smider billedet op alligevel. Men altså, jeg kan godt se at det kammer lidt over. Det kan jeg godt. Jeg er bare ikke klar til at skrue ned for det endnu. Og det bliver jeg nok ikke før han selv siger fra over for fotografen her. Sådan var det i hvert fald med Noah. Han gider det ikke rigtig mere, det med at få taget billeder. Det er så alligevel ikke altid jeg hører efter. Jeg er jo hans mor.

p1010134

Nå, men nem baby. Han sover godt, spiser godt og skider nogenlunde. Der er stadig en smule mavekneb – men ikke så slemt som i sidste uge. Men vi giver ham også en smule kamillete (jo man må godt, og nej jeg vil ikke høre dine argumenter for hvorfor man ikke må), og nogle lune bade når det gør lidt ondt på ham. Det plejer at berolige ham godt, og måske endda få ham til at falde godt i søvn, hvis maven gør det svært at finde ro. Alt i alt er han bare det dejligste, ligesom sin storebror.

 



kommentar

   

Hold kæft man bliver kedelig.

p1010124-1

Altså helt ærligt. Det giver jo sig selv i virkeligheden, at man bliver kedelig når man går på barsel. For man er jo indkapslet i babygøgl, og derfor er der ikke meget andet indhold i ens hverdag. Jeg var seriøst på vej ind på bloggen, for at skrive om mavekneb og fyldte lortebleer. Ja. Det var jeg. Helt ærligt. Hvem helvede gider dog nogensinde læse om det? Jeg gad ikke, det er helt sikkert.

I stedet kan jeg lige kort nævne, at Samuel sov 4 timer i streg i nat. For at vågne og få mad – og sove 4 timer mere. Ja det er også kedeligt egentlig. Så det gider jeg heller ikke fortælle om. Men jeg sov dejligt også. Det gjorde jeg virkelig.

Så… Idag fik jeg igen bakset barnevognen ned ad trapperne, og vi fik gået en lang og dejlig tur. Jeg spiste en kanelsnurre og drak én af de dér mærkelige køledisks-iskaffer (som smager af fisk), og hørte “Outlander” på lydbog. Også kedeligt. Altså at fortælle om. Det var en pisselækker snurre, og en vildt hyggelig tur. Men kedeligt at fortælle om. Og den iskaffe, vist nok fra Starbucks, den køber jeg skisme ikke igen.

Samuel er begyndt at smile når vi taler til ham, og når han kigger på os. Det er til gengæld ikke kedeligt. Eller jo, det synes du nok, for det er ikke din baby, og så er det generelt lidt kedeligt. Men han smilede. Og det fortæller jeg gerne om. Men der er egentlig ikke mere at sige, end at han smiler nu. Sådan mere eller mindre bevidst. Og ikke kun i søvne eller når mælkekomaet er indtruffet. Og så er han begyndt at holde ekstra øje med sin storebror, hvilket er rigtig hyggeligt at sidde og kigge på.

Men mere er der vist ikke sket af ekstremt spændende ting. Jeg har spist fem toffifee, og nu vil jeg se noget doku, imens der ligger en lille baby (ja altså Samuel) og snorker ved siden af mig.

img_3510

 



kommentar

Om flere hager, tykke kinder, grænser, brystpumper og irriterende lemmer.

p1010082
… Lang overskrift alligevel.

460 gram havde den her lille pølse taget på, da sundhedsplejersken var her for seks dage siden. Og det var altså vel at mærke på en uge, at han havde anlagt tykke kinder og flere hager (som man seriøst kan grave i, når han skal vaskes). Så nu er der ikke flere bekymringer angående vægten. Han tager meget fint på, han er ikke gul længere – og så er han glad! Jeg malker stadig, men det bliver mindre og mindre. Sådan en brystpumpe er ikke god for patværket skal jeg hilse (fra patværket) og sige. De er blevet hevet og flået så meget i, at de er blevet helt lilla og ømme. Så det er ikke vildt fristende længere, at malke ud. Ikke at det altså nogensinde var fristende, men måske bare lidt nemmere at få taget sig sammen til, da man ikke havde blå mærker på brystvorterne.

Samtidig begynder det også at blive en smule trivielt, at bruge den smule Camilla-tid jeg har, på at sidde og lade en maskine hive mine brystvorter dobbelt så lange, når nu jeg kunne lave andre ting. Der ikke involverer bryster. Eller brystpumper. Jeg gør det dog lige lidt endnu, da han jo har godt af at få mælken, men jeg kan godt se at det bare bliver prioriteret mindre og mindre. Og det er også okay.

img_3401
Samuel har ikke længere mavekneb – ikke ret meget i hvert fald – så han har vænnet sig til erstatningen. Og han inhalerer det nærmest når det bliver serveret for ham. Deraf kinder og hager, og hvor er det bare pissefedt at se ham blive tykkere, nu hvor vores start var så svær. Babyer er søde, men de er altså pænere når de ikke er gule, og når de ikke taber sig og ser syge og afkræftede ud. Det der sygdoms-look, det var hårdt at se på.

Noah er stadig virkelig forelsket i Samuel, og han holder hårdt på, at han ikke synes det er svært at få en lillebror. Han er dog noget mere grænsesøgende, og han har flere konflikter i skolen end han har haft i langt over et år, så det er tydeligt at det ikke er helt nemt. Men man kan jo godt elske sin lillebror, og så samtidig synes det er svært at han er kommet til. Vi har sagt til ham, at vi jo ikke bliver sure hvis han ikke synes det er så sjovt og hyggeligt, for det kan vi sagtens forstå hvis han ikke synes det er. Samuel tager rigtig meget tid – altså han er en super nem baby egentlig, men når man er 9 år gammel og har været enebarn indtil nu, ja så fylder sådan en kød-tamagotchi jo ret meget, når den så pludselig er her. Samuel kan jo ikke lige vente på at vi har tid – så det sker at Noah må vente, og det er rigtig hårdt ikke at kunne være der lige dér når han har brug for det. Heldigvis er vi jo to voksne, så han bliver jo på ingen måde forsømt. Men det ér bare noget andet, og det kan ikke undgås at tingene er helt anderledes, når der pludselig er et menneske mere i husholdningen. Og i og med han er så grænsesøgende, så får han en masse negativ opmærksomhed hvor lillebror får en masse positiv, og det er fanme svært! Det er ikke sjovt at dikkedikke Samuel, for at skulle irettesætte Noah. Hvis han synes det er svært at få en lillebror, så bliver det jo nok ikke nemmere på den måde. Så vi skal trække vejret en ekstra gang herhjemme for tiden. Så han også får den positive opmærksomhed, som han jo har brug for – deraf grænsesøgende adfærd. Vi skal nok lære det, og det skal nok blive godt. Det er bare svært at blive storebror – og mor og far til to.

img_3400
Idag var jeg for første gang ude at trille barnevognen alene. Det er noget af et show, da vi har barnevognen stående i lejligheden på 2. sal, men vi har endnu ingen lås til den, og så er den stadig så ny, at ingen af os synes den behøver stå i en klam rottebefængt kælder, som i øvrigt lige har været oversvømmet af kloakvand. Så den fine Emmaljunga skal altså bakses ned og op hver gang vi skal ud, så det har været svært at tage tilløb til. Det gik selvfølgelig rigtig fint. Havde heldigvis en flaske med just in case, og endte da også på en bænk ved Damhussøen, med Samuel pakket ind i sin duniduo, imens jeg gav flasken før han kunne overgive sig til søvnen. Han er i øvrigt også udstyret med et sæt røvhuls-hænder, som konsekvent tager sutten fra ham. Han vil så gerne have den – men der er altid en hånd der hiver den ud, og så starter sirenen, og han kan ikke finde ro. Det er det samme når han skal have mad. Det er sgu svært at krænge en flaske forbi begge hænder, når de prøver at skubbe den væk, og så selv proppe sig ind i Samuels mund. Stakkels lille mand. De hænder har han ikke selv valgt. Der burde være et sted hvor man kunne returnere uduelige lemmer, og så få nogle lidt mere samarbejdsvillige.

p1010128



kommentar

   

Status fra barselsboblen.

p1010111

* Advarsel: Indeholder babyspam!

Imorgen er Samuel 3 uger gammel, og det føles som om han har været hos os meget længere. Han er en dejlig og rolig lille fyr, som egentlig (indtil videre) kun græder når han er sulten – eller har ondt i maven. Desværre har han slået sig på flasken allerede, og den pokkers erstatning giver ham mavekneb.

Jeg havde ellers virkelig sat mig for, at amning bare skulle fungere denne gang, i og med det aldrig lykkedes med Noah heller. Men da Samuel har gulsot, og jeg havde rigtig svært ved at lægge ham til brystet, ja så fik min mælkeproduktion aldrig det nøk opad, som var nødvendigt for at mætte ham. Gulsoten sløvede ham, og hans sutteteknik var helt i skoven, så han tog slet ikke nok på, og trivedes ikke. Vi endte til sidst på børnemodtagelsen på Herlev Hospital, fordi han pludselig blev meget slap og bleg, og ikke rigtig ville vækkes, eller spise. Jeg både ammede, malkede ud og supplerede op, men det fungerede bare ikke. Det tog langt over en halv time, at få bare 5ml mælk i ham på sprøjte. Og ja, amning var vigtigt. Men han er vigtigst, og mine principper og ønsker fylder intet, når han er den der tager konsekvensen af det når det mislykkes.

Så nu malker jeg ud det jeg magter, og ellers får han erstatning. Og det er helt okay. Jeg havde troet det ville ramme mig hårdt, i og med ønsket om en veletableret amning var så stort, men det endte ud i at være et kedeligt og dræbende projekt, som var ved at frarøve mig den glade tid med min nyfødte baby. Det var simpelthen ikke det værd. Amning skal ikke være et projekt, og nu er det sådan det er endt med begge mine unger. Skulle der snige sig en baby mere ind ad brevsprækken engang i fremtiden, ja så er jeg faktisk ikke sikker på jeg gider prøve igen.

p1010030

Nå, men det går også meget bedre nu hvor Samuel får den mad han skal bruge. Som sagt giver det dog en helvedes mavekneb som han virkelig kæmper med. Han presser og krymper sig helt sammen, skriger og bliver meget ked af det. Det er nok det eneste der kan give mig den dårlige mor-samvittighed når det kommer til bryst eller flaske. Var det ikke for de latterlige pis-patter jeg render rundt med, så havde han ikke haft mavekneb eller behov for den erstatning. Og så var han heller ikke blevet sultet i sine første 14 dage. Men nu er det her vi er – og når maven ikke værker, så er han en glad, smilende og snaksaglig lille gut, som ingen af os helt kan få nok af. Heller ikke Noah, som nok ellers godt kunne føle sig lidt tilsidesat i alt det her. Vi gør alt hvad vi kan for at få ham med i det hele, og for at være sammen med ham så meget som muligt, men uanset hvordan man vender og drejer det, så er der altså flyttet en baby ind, og de har det med at vende op og ned på alting.

p1010325

p1010196

Men udover flasker og mavekneb, ja så går det altså bare rigtig fint. Jeg er blevet lidt bedre til at sove når Samuel sover, men ofte kribler det for meget i mine hænder efter at få gjort lidt rent, få taget mig et bad, malket ud eller skoldet flasker, til at jeg bare kan sove med. Og på de dage hvor jeg får sovet med ham, der føler jeg også at dagen er lidt spildt, fordi den kun går med at sove, made og skifte. Jeg kan bedre lide at være kommet i tøjet, have sat håret og børstet mine tænder når drengene kommer hjem, end at tage imod dem i døren stadig iført morgenånde og ammeindlæg der dingler rundt i min kavalérgang. På den anden side, så er det jo bare så skide hyggeligt at putte med sin lille baby dagen lang, og så kan det nok være at lejligheden ligner en regulær øjenbæ når den er fuld af støv og snavs. Det løber ingen vegne, men det gør tiden med ham her til gengæld.

p1010097

p1010114

p1010106



kommentar

En hjemmefødselsberetning. Del 2.

untitledOmkring klokken 06:00.

Jordemoderen er ankommet. Hun mærker hvor langt jeg er. 3cm åben, blød og med udslettet livmoderhals. Hun finder et lavement frem, som jeg får lov til at give mig selv, og jeg får derefter fred til at klare det alene. Jeg sætter stopuret i gang, og venter bare på, at der er gået fem minutter, som man mindst skal vente, inden jeg rejser mig og går på toilettet. Den sidste ve jeg har, inden jeg rejser mig, siger mig så også at hvis jeg ikke går ud og tømmer mig – ja bogstaveligt talt – så vil det ske spontant midt i sengen under næste ve. Der er godt nok afdækning på, men alligevel.

picmonkey-collage-6Jeg får toiletbesøget overstået, tager et hurtigt bad (så hurtigt som man nu kan, når det varme vand får veerne til at føles som knivstik) og går ind i sengen igen.

Jon lægger sig nu hos mig i sengen, og minder mig om at trække vejret ind ad næsen og puste ud, når jeg lige synes det giver mest mening at sige av, eller klynke lidt, fordi det i grunden også er lidt synd for mig. Jordemoderen taler noget om, at jeg skal byde veerne velkomne og gøre plads til, at baby kan komme ud. På det tidspunkt tænker jeg egentlig mest, at han sgu da nok skal komme ud, om så jeg ligger i NATO-stilling og er iført kyskhedsbælte, men jeg lytter alligevel til hende, og det giver så god mening når hun hjælper mig med at ligge ordentligt. Jeg mærker for hver eneste ve, hvordan han stille og roligt bevæger sig mod udgangen. Og jeg har virkelig tænkt meget over siden, hvor vigtigt det er at lytte til sin jordemoder. Også selvom man allerhelst vil skrige i stedet for at trække vejret, eller ligge helt krøllet sammen, fremfor at – ja – give plads til, at baby kan komme ud. Psykisk sker der også noget helt andet, når jeg arbejder med min krop i stedet for at modarbejde den.

Den næste halvanden times tid går med at have veer – da det jo er sådan fødsler er indrettet – og jeg kan tydeligt mærke at de bider hårdere, og kommer med mindre og mindre mellemrum. Jeg når ind i mellem kun lige at glædes over en afsluttet ve, før min mave giver tegn til én mere. Jon er fantastisk. Ligger hos mig og holder om mig, og hjælper mig med vejrtrækningen. En enkelt gang spørger han vist om han må gå på toilettet, eller måske var det ned for at ryge, men ellers er han der bare, og det er så beroligende. Ham, og så en rolig jordemoder der ser til mig, og min mor der forsigtigt kommer ind og aer mig, fordi det er lidt svært at se sin lille pige have ondt, og så svigermor der står og tripper i døråbningen ind til soveværelset. Noah kigger også ind til mig, og lærer efterhånden hurtigt, at kram og nus skal være når jeg ikke har en ve. Jeg får al den fred, og al den omsorg jeg har brug for, som alle der er til stede giver på hver deres måde.

 Klokken 7:30.

Der er vagtskifte og min jordemoder sætter sig hos mig, og siger at hendes kollega nu er kommet for at tage over. Jeg fortæller at jeg har lyst til at presse med. Hun siger så, at det er den nye jordemoder der tjekker mig indvendigt, fordi hun alligevel skal gøre det når hun møder ind, og det derfor ikke helt giver mening, at hun også tjekker mig (og det er så fint – for det er ikke videre behageligt). Mine veer er meget voldsomme, og jeg skal gøre alt hvad der står i min magt for ikke at presse med. Jeg får en varmepude på lænden, og Jon nusser mig imens der bliver pakket en hel masse grej ud af jordemødrene. Samuels hjertelyd bliver tjekket jævnligt, hvilket jeg synes er ekstremt ubehageligt. Det med, at noget rører min mave når jeg har en ve, det synes jeg kun gør ondt værre. Men det skal jo ligesom gøres, og lyden af hans fine lille hjerte, er da heller ikke det værste at lytte med på. Den nye jordemoder introducerer sig (tror jeg – ærligt kan jeg ikke huske ret meget lige herfra), og vil derefter tjekke mig indvendigt.

Klokken 7:50.

9 cm udvidet, og kun med en blød kant.
Jeg får grønt lys til at følge min krop og presse med, og herfra tager kroppen totalt over. Det der med pressetrang – altså undskyld mig, men det burde hedde pressetvang. Hold da helt kæft hvor skal jeg da lige love for, at det er den vildeste følelse – nogensinde! Jeg kan mærke at der skyller en hel masse fostervand ud når jeg presser, og at Samuels hoved for hver ve, kommer længere og længere ud. Jordemoderen siger noget med, at det jeg mærker bare er fostervand, og at jeg måske også tisser lidt (ærligt, så tror jeg sgu der kommer noget ud af alle huller, men hvad fanden – så er man ligesom tømt godt ud, og det er der jo folk der betaler for at få onduleret).
Den første jordemoder, som egentlig har fri, vælger at blive. Min svigermor har senere fortalt, at hendes begrundelse var, at hun var nødt til at blive – fordi: ”det her er en drømmefødsel”.
Så jeg har nu to søde, rolige og virkelig behagelige jordemødre, som kun er der for mig. Noget der virkelig gør, at jeg er kæmpe fortaler for at føde hjemme i øvrigt. Al tid i verden til den fødende. Det er sådan det bør og skal være.
Jeg får besked på, at hvis jeg vil have min bluse af inden han kommer ud, ja så er det nu. De spørger om jeg vil have min BH af også, men der får jeg mumlet noget med, at den skal jeg nok tage af bagefter, og at der nok skal blive åbnet for madkasserne når han er kommet ud. Jordemødrene smiler lidt af det, og kalder mig overskudsagtig. Men det føler jeg sgu også at jeg er, trods alt. Og det er blandt andet på grund af dem, og den stemning de er med til at skabe.

Jeg skal nu presse igen, og nu er hovedet nok halvvejs ude (sådan føles det i hvert fald), så jeg får besked på at gispe. Jeg vil sige, at følelsen af at have et hoved mellem benene (ja, ikke sådan!) det er vanvittigt! Det svier som ind i helvede, og ”Ring of fire” er vist en rimelig dækkende betegnelse. Men de søde jordemødre, og verdens bedste mand, som stadig ligger hos mig, guider mig og støtter mig, og kort efter er hovedet født. Jeg får besked på at presse lidt mere, også selvom veen skulle være slut.

Klokken 8:12.

Jeg presser endnu engang, og ud kommer lille fine Samuel, smurt ind i fosterfedt fra top til tå. I øjenkrogen har jeg bemærket, hvordan min mor, min svigermor og selv Noah har stået på sidelinjen, helt stille og bare set deres nye barnebarn og den nye lillebror komme til verden. Jeg kigger på Jon, og vi giver hinanden et kys. Den ene jordemoder siger: ”Ej nu bliver jeg også helt rørt”, for alle i rummet græder af glæde over synet af den lille fedtede fyr, der nu ligger helt krøllet sammen hos mig, og putter. Han er så fuld af fosterfedt, at han glider rundt, og jeg synes det er svært at holde ham på maven. Det hjælper da han har ligget lidt.

picmonkey-collage-7 Det var en helt fantastisk stemning at opleve. Så meget kærlighed og ro. En fantastisk velkomst til den lille dreng, der kun skriger ganske kort, og derefter er helt rolig. Den ene jordemoder siger, at man slet ikke kan se i mit ansigt, at jeg har født. Men jeg føler mig også frisk, og ovenpå.

Vi nyder alle sammen lille Samuel, og jordemødrene spørger om vi har tjekket at det nu også rent faktisk er en Samuel der er kommet ud. Det har slet ikke strejfet nogen af os lige at tjekke op på hvad der er mellem benene. Og altså – jeg er ikke et sekund i tvivl, for han har vist sig fint frem på scanninger, men vi løfter håndklædet alligevel, bare for en sikkerheds skyld. Og der er stadig en tissemand.

Klokken 8:30.

Navlesnoren får lov at pulsere færdigt imens han ligger hos mig, og da Jon ikke har et stort behov for at klippe den over, får min mor æren. Jeg kan ikke huske om det var lige før, eller lige efter den blev klippet, at jeg spontant føder moderkagen uden problemer. Her kommer en lille blødning, som Noah får fortalt jordemoderen at han godt kan tåle at se, fordi han har set mange actionfilm. Derefter forlader alle, undtagen jordemoder, Jon og jeg (ja og Samuel) rummet, da jeg skal syes en lille smule. Imens jeg bliver syet, får Jon lov at sidde med Samuel, og det er kærlighed ved første blik. Samuel, krøllet godt sammen og med tommeltotten i munden, på sin fars bare mave, i vores seng, i vores soveværelse. Det kunne ikke være bedre. Og Jon har ikke været meget for at dele ham lige siden (selvom han dog taber lidt på det grundlag, at han ikke har et sæt madkasser som jeg har).

picmonkey-collage-9Imens jeg bliver ordnet, er vores mødre gået efter morgenbrød, og da de er tilbage, kommer de ind med en fin bakke med mad til os, som jeg havde glædet mig til at spise. Dog er al appetit forsvundet. Det eneste jeg kan fokusere på, er vores lille krøllede dreng.

Jordemoderen beordrer mig til at drikke noget med sukker inden jeg rejser mig fra sengen. Jeg har intet drukket, udover en halv kop kaffe, og jeg har kastet op et par gange. Så jeg får serveret et stort glas appelsinsodavand, som jeg drikker på sengekanten. Samuel måles og vejes, inden han igen pakkes ind, og kommer over til mig.

picmonkey-image-4Jordemoderen dokumenterer fødslens forløb, sikrer sig at jeg har det godt, inden hun smutter videre. Min mor, min svigermor og Noah får på skift lov at holde Samuel.

picmonkey-collage-8

Lidt efter lidt bryder selskabet op, og tilbage er kun Jon, Noah, Samuel og jeg. Og jeg tror aldrig mit hjerte har kunne rumme så meget kærlighed, som det gør nu. Til mine tre dejlige drenge.

Skulle det nogensinde blive aktuelt, så vil jeg til enhver tid føde hjemme igen. Det har været den smukkeste oplevelse, og det var uden tvivl en drømmefødsel. Jeg har altid brækket mig lidt over konceptet: ”smertefri fødsel” (for seriøst, hold nu forpulet kæft!), og det er da heller ikke fordi jeg på nogen som helst mulig måde husker denne oplevelse som smertefri – men (!) smerterne fylder uendeligt lidt, og gjorde det også i situationen. Og jeg er helt sikker på, at de rolige omgivelser var med til, at det blev sådan. Jeg var selv langt mere til stede, end jeg havde troet var muligt.

img_2943

Læs del 1 her.



kommentar

En hjemmefødselsberetning. Del 1.

Den 24/8-2017, 38+0 kom Samuel til verden. 52 centimeter lang, og med en flot kampvægt på 3440 gram. Jeg har valgt at dele beretningen op i to dele – ikke fordi jeg tænker at udsætte spændingen. For jeg har jo ligesom afsløret hvad beretningen ender med. Men mere for, at den ikke bliver alt for lang.

untitledpicmonkey-collage-3

Jeg havde længe gået med en fornemmelse af, at han ikke ville blive et september-barn. Jeg kan faktisk huske, hvordan det allerede føltes forkert med september, helt tilbage fra da jeg tissede på en pind, og de fine streger dukkede op. Det skubbede jeg dog hurtigt fra mig, da alle undersøgelser og scanninger viste en sund og rask dreng, der skulle melde sin ankomst omkring den 7/9.

Hen imod de sidste par uger af graviditeten, oplevede jeg dog en krop der langsomt blev træt, tung og besværet. Ikke sådan at det er underligt, for man er jo tung, og deraf træt og besværet. Men på den der måde hvor jeg slet ikke kunne se hvordan det skulle kunne fortsætte helt frem til termin. Alt i min krop var ømt, og jeg kunne næsten ikke gå på trapper mere (… og så er det fanme sjovt at bo på 2.sal skal jeg hilse at sige). Hver nat vågnede jeg når jeg skulle vende mig, fordi jeg var så øm. Og der var bare noget i mig der sagde, at så længe skulle det da ikke kunne fortsætte. Og i dagene op til Samuels fødselsdag, ændredes ømhed til smerter, og de natlige tisseture blev erstattet af en konstant følelse af at skulle tisse i døgnets 24 timer, selv i sekundet jeg rejste mig fra toilettet kunne jeg sætte mig ned og dryppe af igen. Min træthed blev til slut til ekstrem udmattethed, og jeg kunne græde ved tanken om at skulle forlade lejligheden. Her havde jeg dog et mindre rengøringsflip, hvor jeg i ugerne op til fødslen fik rengjort stort set alt. Det var kun de sidste dage inden fødslen, at al rengøring blev sat på hold, fordi jeg simpelthen kunne sove hele tiden.
Og jeg blev ved med at have følelsen af, at Samuel ville komme før tid. Både fordi kroppen begyndte at sige fra – men også fordi både min mor og min veninde, som begge skulle med til fødslen, tog på sommerferie på skift inden for min termin, og derfor ville jeg selvfølgelig føde inden terminsdatoen. Det giver jo sig selv, at når man ikke må føde – så gør man det!


Jeg fik ret.

picmonkey-collage-2
Den 23/8 klokken 6:45.

Vækkeuret ringer. Vi skal op og sende Noah i skole, og det er tid til jordemoderkonsultation nr. 3 i graviditeten. Jeg går på toilettet for at dryppe af (seriøst når man tisser hele tiden, så er der kun dryp, selvom det føles som om man skal pisse en sø.), og da jeg tørrer mig er slimproppen gået. Og for dem der ikke har stiftet bekendtskab med sådan en fætter – glæd jer over det. Den er herreklam. Slimproppen i sig selv, er ikke nødvendigvis et tegn på at man føder med det samme. Der kan godt gå uger, og der er vist også noget med, at den kan gendannes. Men dengang med Noah, der fødte jeg altså tre dage efter. Og det, sammenholdt med følelsen af at der snart vil ske noget, giver mig et sug i maven. Et kæmpe et. Og jeg tror panikken breder sig i både Jon og jeg. Vi ser nemlig gerne, at Samuel bliver i maven, bare sådan lige et par uger mere. Og jeg føler ikke at jeg afslører for meget når jeg siger, at det gjorde han ikke.
Vi tager til jordemoder, får konstateret at han ligger fast med hovedet, godt dybt i bækkenet. Alt ser fint ud. Så vi tager på Fisketorvet for at finde små kurve til puslebordet, da vi vil gøre puslepladsen fin og færdig i den kommende uge. Vi finder ingen kurve, og jeg er træt og øm, så vi tager hjem igen.
Hen ad aftenen, kommer der igen noget slimprop, og jeg har tiltagende plukveer. Plukveer har jeg døjet meget med, så jeg ligger ikke så meget i dem. Men jeg ender dog med at tage tid på dem alligevel, da Jon er faldet i søvn. De kommer rimelig regelmæssigt i løbet af de to timer, men jeg synes ikke det var markant anderledes end alle andre dage, hvor der også efterhånden kom mange. Så jeg lukker øjnene omkring klokken 01:30, den 24/8.

Klokken 02:40.

Jeg slår øjnene op, og i samme sekund tændes der en vandhane i mit underliv. Sådan føles det, da vandet pludselig går i en skylle. Hvordan det ikke når at rende ud i sengen, det fatter jeg ikke. Jeg løber ud på badeværelset (så meget man nu kan løbe, når man er ”lidt tyk” og går som en ”Brian”), og får sat mig på toilettet. Mine underbukser er fuldstændig smaskede ind i fostervand, og hele min krop ryster – nok lidt i chok. Jeg tager et bind på, og sætter mig ind i sengen, for lige at læse om jeg egentlig skal kontakte den vagthavende jordemoder ved vandafgang, eller om jeg skal afvente veer. Og splask – endnu en skylle, og både bind og underbukser er sølet ind. Igen. Jeg smækker derfor et håndklæde mellem benene, og ringer derefter til jordemoderen, som beder mig ringe igen når jeg får veer. Jeg havde haft et par småveer fra jeg slog øjnene op, men i ren autopilot fik jeg lagt på uden at nævne det for jordemoderen. Jeg kan huske, at jeg faktisk havde en ve da vi sagde farvel og lagde på.

Min første indskydelse herefter, er at så skal Noah jo ikke i skole. Han skal jo være med under fødslen. Jeg logger derfor på forældreintra, og giver besked om, at han tager sig en forlænget weekend med lillebror, som er på vej.

picmonkey-collage-5

Jeg vækker Jon og fortæller at vandet er gået, og siger at jeg vil ringe til vores mødre som begge skal være her, men at han gerne må sove videre, for det er jo ikke til at sige hvor hurtigt det vil gå, og jeg vil jo få brug for ham når det begynder at være hårdt. Jeg ringer til vores mødre (som lyder meget friske i telefonen begge to – men de har nok hurtigt gættet hvorfor jeg ringer), og de gør sig klar til at komme ud til os.

Klokken 03:27.

Jeg ringer igen til vagthavende jordemoder. Fortæller at der er veer, og at jeg ringer når jeg synes der er behov for, at der kommer en jordemoder hjem til mig.

Jeg kan mærke, at veerne hurtigt tager til, og der er mellem 3-5 minutter imellem. Dog er de milde, og jeg kan tale når jeg har dem. Alligevel beslutter jeg at hive Jon ud af sengen, for jeg er pludselig ret sikker på, at jeg snart får brug for ham. Noah er også vågnet nu, da han har hørt mig tale i telefon med jordemoderen. Han er helt i ekstase over, at det er lillebrors fødselsdag, og sender mig en sms inde fra sit værelse: ”ooooooommmmmmmgggggggg jeg er helt glad”. Han kigger ofte ind til mig, for lige at give et kram, og sige at han glæder sig så meget.

img_2954 Imens jeg venter på min mor og svigermor, får jeg lavet kaffe, sat hår, fixet min makeup og rettet min neglelak. Ikke at det nogensinde har været et mål for mig, at ligne én der skulle castes til ”Glamour” under fødslen, men jeg kan ikke rigtig finde ro, og der hjælper det altså at dulle mig lidt op. På den anden side, makeup eller ej – jeg render stadig rundt med et vådt håndklæde i mine mormortrusser, så det er vist ikke fordi det er af forfængelighed jeg gør mig i stand. Det skib er ligesom sejlet. For længst.

Jon er gået ned for at ryge en smøg og vågne. Og nok også lige for at trække vejret ekstra dybt, og lade det synke ind at fødslen er på trapperne.

img_2955

Min mor ankommer først, og jeg tager imod hende i opgangen, iført førnævnte mormortrusser med vådt håndklæde, og et hvidt lagen viklet om mig. Håret sidder godt, i øvrigt. Jeg tager nu tid på veerne sådan lidt mere kontinuerligt, da de kommer ret tæt på hinanden, og hurtigt bliver stærkere. Jeg kan stadig tale igennem dem, men jeg kan dog også mærke, at hver ve bliver stærkere end den foregående. Kort efter min mor er ankommet, kommer min svigermor, og her kræver veerne, at jeg lige går ind i mig selv og lukker omverdenen ude. Jeg bliver sendt i bad, og imens jeg er det, gør Jon og vores mødre sengen klar med afdækning og gamle håndklæder og lagener. I badet intensiveres veerne yderligere, og det hjælper ikke et sekund at jeg står under det varme vand. Det virker ikke lindrende på mig, så jeg gør mig færdig så hurtigt jeg kan, og ligger mig ind i sengen, hvor jeg stadig tager tid på veerne. Imens kan jeg høre, at Jon er gået lidt i gang med at rydde op. Han går blandt andet på loftet med nogle spisestole vi har haft brugt, da vi havde gæster til min og Noahs fødselsdag. Jeg undrer mig egentlig kort over, hvorfor de stole dog lige skal på loftet nu. Men tænker så også, at det måske er meget fint, at han så er beskæftiget med det. Der dukker jævnligt et ansigt op i døren til soveværelset. En mor, en svigermor, en mand og en søn, der lige ser til mig. Imens bringer hver enkelt ve mig et skridt tættere på, at møde det lille menneske der bor i min mave.

picmonkey-collage-4
Klokken 05:28.

Jeg ringer til den vagthavende jordemoder. Der må gerne komme en jordemoder ud til mig nu. Veerne er regelmæssige og har hele tiden været det. De fleste varer nu omkring et minut, og flere af dem bider til. Det er i hvert fald nemt for mig at mærke, at det er på tide at få en jordemoder på banen. Jeg fornemmer at de andre er lettede over, at jeg har ringet. Mest fordi de alle flere gange har spurgt, om jeg nu har styr på hvornår der skal ringes. Det ville selvfølgelig også have været lidt kedeligt, hvis jeg ikke nåede det.

img_2546

Læs del 2 her.



kommentar

   

24.08.2017

p1010025

p1010018

p1010034
Klokken 08:12 torsdag d. 24. August kom verdens dejligste Samuel til verden, hjemme i soveværelset efter en fantastisk hjemmefødsel (som jeg vil fortælle mere om når overskuddet er til det). Fra vandet gik, gik der knap fem timer til han var født. Han er 52 centimeter lang, og vejer 3440 gram – hvilket næsten er lidt skørt, da Noah var lige så lang og vejede 10 gram mere.

Samuel er en lille patteglad fyr, der sover mest om dagen, og holder fest om natten. Så jeg har egentlig ikke sovet særlig meget siden han kom ud til os, da det kun er mor og patværket der dur i de sene nattetimer. Men det er helt som det skal være. Han er perfekt, og vi glæder os bare til at lære ham bedre at kende.

Noah var til stede under hele fødslen, og han var bare så sej – og er utroligt glad for sin lillebror, som han nærmest ikke kan lade være.

Fysisk har jeg det fremragende. Og jeg kan selv tage strømper på, og samle ting op fra gulvet. Mælken løb til igår aftes, så jeg har Linse-patter for alle pengene, og min mave føles som budding.

Alt er godt. Alt er perfekt!



kommentar

Any day now!

img_2571
Nu kan lillebror faktisk melde sin ankomst hvornår det skulle være. Ikke at jeg føler han er lige på trapperne, men det kan jo gå i gang fra det ene øjeblik til det andet. Jeg har det egentlig fint med tanken om, at han lige bliver i maven frem til termin om knap 2 uger, men jeg ser helst ikke at jeg går alt for meget over. Og det er egentlig ikke af ren og skær utålmodighed, men fordi jo længere jeg går over, jo mere kommer jeg i fare for at miste min hjemmefødsel. Og det kan jeg faktisk godt mærke spøger lidt, selvom jeg nu egentlig sagtens kan forestille mig en god og rar fødsel på et hospital (… har jo ligesom prøvet det før). Det ville bare være så ærgerligt, ikke engang at få lov at prøve hjemme først.

Min krop er så træt og så øm, og jeg kan godt mærke, at dagene er lange efterhånden. Enten vågner jeg op, bare for at falde i søvn igen – eller også vågner jeg op og har ekstremt stort behov for at gøre rent. Så bliver det jo ligesom gjort kan man sige. Havde samme rengøringsflip dengang jeg ventede Noah. Da blev vi så bare overraskede med en kæmpe vandskade i vores lejlighed, så det hele var totalt spild. Det sørgede kloakvand i alle rum lidt for. Og Noahs første uger foregik på hospitalet og i overboernes lejlighed imens de var på ferie. Jeg håber lidt at denne omgang rengøringsvanvid i det mindste betyder, at her er pænt og rart når lillebror vil ud. Han er jo nok ligeglad, men jeg forestiller mig at jeg selv vil være ret glad for, at her ikke er alt for støvet og beskidt lige når jeg har født.

Men altså, jeg har det jo i grunden godt. Den sidste måneds graviditet er jo bare lidt en tør bitch, og jeg isolerer mig mere og mere, og tankerne omkring fødslen fylder efterhånden en del. Mentalt og fysisk begynder jeg at indstille mig på, at skide den kummefryser inden længe. Jeg glæder mig helt vildt. Og er også sådan lidt: “Hvorfor helvede gør du det her igen din idiot!?” Ikke bare det der med at føde (… for av!), men også det dér med at få et barn mere. Det er heldigt at de er så søde. Jon og jeg er begge enige om, at lillebror vildt gerne lige må vente med at melde sin ankomst. Bare lige lidt. Men mon ikke jeg rammer muren af utålmodighed inden længe. Så sjovt er det sgu heller ikke at skulle løfte maven hver gang jeg vender mig i sengen, eller tørre mig bagi med vådservietter. For ikke at tale om, hvor dyrt mit forbrug af Balancid efterhånden er. Og at lillebror headbanger min blære hver gang jeg skal tisse, så de få dråber det som regel drejer sig om, nærmest sprutter ned i kummen, og jeg får et kæmpe chok. Jeg kaster også næsten op når jeg skal have bukser på, for jeg kan fanme ikke nå ned til fødderne, og mine fødder kan ikke nå op til mine arme. Ja de kan ikke engang rigtig mødes på midten mere. Og så er mine plukveer begyndt at kræve tungt åndedræt og små udråb som: “fuck”, “puha” og “ej nej nej”.



kommentar

9 år.

20728128_10155424826121832_6400902887841174794_n
Idag er det her fjollehoved 9 år. Det er ret vildt, hvis du spørger mig. For 9 år siden, i skrivende stund, var jeg 20 minutter fra at få lov at presse, og 27 minutter senere, kom min lille krøllede Ullerberg til verden. 9 år. Det er vanvittigt at tænke på.

Dagen er blevet brugt med familien – boller og lagkage  – og til slut en tur på McD med gode venner. På alle mulige måder en dejlig dag, selvom Noah efter flere timers: “Hvornår kommer de?” lukkede sig inde på værelset. Delvist overvældet over mange mennesker samlet på et sted, og så også videre med dagen, for gaverne var jo pakket ud og spændingen dermed udløst.

Jon var på arbejde, så jeg stod selv for at gøre klar til hele gildet, og det var noget hårdere end det plejer at være, det må jeg jo være ærlig at tilstå. Jeg måtte da også lige trække vejret dybt et par gange, når Noah kom dansende ind til mig, fødselsdags-glad og fuld af sommerfugle, for det var sgu lidt svært at rumme så meget hyperaktivitet, når jeg bare selv var tyk og besværet. Det skulle selvfølgelig ikke gå ud over ham, og jeg tror det lykkedes at maskere meget godt, hvor lidt jeg kunne overskue det. Og heldigvis er min familie og mine venner søde til at passe godt på mig, så jeg lavede ikke det store, efter de trådte ind ad døren. Min veninde som er jordemoder var der, og hun mærkede på maven og skønnede lillebrors størrelse, fordi jeg ikke har fået ham skønnet rigtigt i snart to måneder. Omkring 2800gram fik hun det til. En lille spirrevip der ligger med hovedet godt begravet nede ved min blære. Det var virkelig dejligt, at hun lige gad mærke efter, for selvom jeg ikke har det store behov for jordemoderkonsultationer, så synes jeg nu nok alligevel at der er lidt rigeligt langt imellem dem, her 2. gang. En gang imellem er det jo meget rart, sådan lige at høre en fagperson sige, at alt ser fint ud. Selvom der ikke er noget der indikerer andet.

Nu er Noah lagt ind i seng, og jeg tror også at jeg selv hopper i putkassen. Det har været en lang dag – og imorgen skal der også bages, til når Noah skal have kage med i skolen på mandag. Og så tror jeg altså heller ikke, at jeg gider bage mere lige foreløbig. Udover lillebror, som jeg gerne bager færdigt.



kommentar

   

Lige om snart!

gravid
Jeg er ved at nå til vejs ende i graviditeten, og det kan altså godt mærkes. Jeg er i 37.uge, og som det ses på nyeste billede ovenover, ja så er jeg heller ikke helt lille mere. Men med en vægtøgning på 4,5 kilo siden første lægebesøg, ja så skal jeg ikke klage. Det er heller ikke fordi jeg kan brokke mig over graviditeten. Ok, det var måske ikke helt fair play, at jeg skulle have kvalme og kaste op i 25 uger (eller at kvalmen skulle vende tilbage nu), men de småproblemer jeg nu engang render rundt og har, ja de er nok ret forventelige, når man går og er højgravid.

Men jeg kan sige det sådan, at der er gået seriøs sport i at få armene til at nå underlivet efter toiletbesøg. Jeg ved fanme ikke hvorfor, men mine arme er blevet kortere, og jeg har eksperimenteret både med skovskiderstilling og vådservietter. Bliver helt forpustet af at skrive om det, og jeg kan blive helt grædefærdig når jeg skal på toilet, for det tager bare for evigt. Ja det er måske ikke det mest charmerende emne, men det er også en del af det, og sådan er det. Til gengæld har jeg også fået nogle gigantiske bumser, så den evige ungdom, nu hvor kroppen er fyldt 100 år i løbet af de seneste par måneder, ja den opretholdes på den måde.

Jeg lever stadig af Balancid. Min halsbrand er ikke blevet mildere den seneste tid, ligesom jeg nu vågner hver gang jeg skal vende mig i sengen. Både for at hjælpe maven med over på den anden side, og så fordi jeg får ondt i hoften jeg ligger på. Det var det med den 100-årige krop. Som også sjattisser, altså ikke i bukserne, men jeg skal simpelthen hele tiden tisse. Uden at skulle af med andet end et par dråber. Det er herligt. Især om natten. Så kan jeg lige få de ømme hofter igang, og vralte ud og vride blæren.

Men – med det sagt, så er det jo fantastisk altså. Lige om lidt, så kommer vores lille dreng til verden. Og vi er efterhånden totalt klar, sådan med inventar og tøj. Psykisk kan jeg godt mærke, at han egentlig gerne må blive derinde. Altså bare lige et par uger i hvert fald. Men det skulle han jo så også helst uanset hvad.
Det er bare ret syret at tænke på, at om lidt er jeg mor til to. Så har jeg fanme et barn mere jeg kan ødelægge. Hvem gav mig lige det ansvar? Og imorgen, så fylder Noah 9 år. 9 ÅR! Det er helt vanvittigt.



kommentar

BARSEL

Yes yes yes, jeg er nu en uge inde i min barsel. Eller altså, principielt er det bare min sommerferie, for barslen starter først pr. 1/9, men men men, potato-tomato som man siger. Jeg har fri, og skal ikke igang igen, før lillebror er startet i vuggestue. Så barsel.

Jeg har nu lige knap 2 måneder til termin, og lillebror er efterhånden tung at danse med. Ja ja, jeg ved godt at han lige tager omkring 2 kilo på i løbet af den sidste etape her, men jeg får sgu allerede følelsen af ikke at kunne være i min egen krop. Som når man bliver klaustrofobisk af en lynlås der er gået i baglås, eller når et halstørklæde ikke vil af. Man prøver at flygte ud af situationen, får lidt koldsved og beder en panikken, men relativt stille bøn. Det er måske bare mig der bliver klaustrofobisk af tøj der driller, men ikke desto mindre, så får jeg af og til samme fornemmelse med lillebror i maven. Og den er sgu svær at flygte fra, for ham kan jeg jo ikke fjerne, og pladsen bliver ikke større af, at jeg triller rundt og kæmper med vejrtrækningen.

Første uge af min barsel (jo det kalder vi den), er blevet brugt i skønne Sæby hos min farmor, sammen med Noah, min lillebror og hans kæreste. Det var for kort tid vi var der, men det var et par dejlige dage der både stod på en smule shopping, en tur i Fårup Sommerland og en tur på stranden – og så en allerhelvedes masse lækker mad, som kun hende farmor-pigen kan lave det. Alt i alt en skøn tur, men som med alle andre ferier, føler jeg mig ikke mindre træt af at have været på den. Det havde måske hjulpet med lidt flere dage deroppe, så alting ikke skulle nås på relativt kort tid, men sådan blev det denne gang. Og Fårup Sommerland var et totalt hit – selv for mig der var for tyk til at prøve noget.

Igår fik jeg, imens Jon sov, bestilt puslebord, bæresele og badekar til lillebror. Efterhånden mangler vi kun ham – og jeg glæder mig til, at vi til august skal gøre soveværelset babyklar, og til at man kan se at der flytter en baby ind. Det føles som om der er evigheder til vi skal møde ham, men på samme tid er det jo lige om lidt.

img_1607
img_1721



kommentar

Eksamen og barsel.

skaermbillede-2017-06-27-kl-15-24-45
Sådan så jeg ud idag, efter at have afsluttet 2. år på sygeplejestudiet, med en super god eksamen i hjemmeplejen. Det gik så godt, og selvom det er lidt “ananas i egen juice”, så fik jeg bare kun ros med på vejen, både for min opgave, mit oplæg og eksaminationen. Det er den fedeste eksamen at slutte af med, inden jeg skal på en dejlig lang barsel, og derfor først skal starte op på studiet igen til september næste år. Jeg er så stolt over, at jeg klarede den så godt derinde. Det er ikke fordi det normalt går dårligt – men der har altid været en finger eller to at sætte, med ting jeg lige skulle blive bedre til. Ikke denne gang. Censor gav mig ros for det menneskesyn jeg viste i mit oplæg, og for en god opgave der viste kompleksiteten af min borgers kroniske sygdom. Det kunne ikke have været gået bedre!

Så nu har jeg tre dages tullen-rundt i hjemmeplejen tilbage, inden jeg på fredag kan gå på en længe ventet barsel. Jeg er helt høj idag. Høj på en veloverstået eksamen, høj på solskin, og høj på min barsel og det faktum at vi snart skal møde det lille menneske, der bor i min mave. De næste tre dage er lige til at overkomme, oven på sådan en dag som idag, selvom jeg gerne indrømmer at jeg længes efter fredag.

skaermbillede-2017-06-27-kl-15-35-24
Det her er i øvrigt lillebror der ses med en storetå i næsen. Og det er vel også en disciplin.



kommentar