Snart halvvejs.

Nu er jeg næsten halvvejs i graviditeten, hvilket er helt vildt. Jeg mærker så småt små puf nederst i maven, eller følelsen af en lille finger der kører hen over maveskindet – bare indefra. Det er vildt hyggeligt. Plukveerne er også begyndt lige så stille – de kan godt drille på dage hvor jeg går meget, eller hvis jeg bærer noget tungt eller går på trapper. Bækkenet knager også lidt, og om et par uger skal jeg i praktik i hjemmeplejen, og derfor cykle en del, så jeg må hellere passe lidt på mig selv, så ikke jeg ender med ikke at kunne noget.

Igår fik vi bestilt barnevogn til lillebror. Det blev en combivogn, selvom jeg egentlig sværger til rigtige barnevogne. Men da vi hverken har altan, gård eller have at stille ham i, så passer combi’en faktisk bedre. Vi har valgt en Emmaljunga Edge Duo, og jeg er allerede ved at dø af længsel efter den. Men vi henter den først henad sommeren. Så indtil videre må jeg bare hygge mig med min nye ammepude (som fungerer exceptionelt som nakkestøtte – jeg siger det bare) og alt det tøj der er købt til ham. Jeg nyder at være gravid, men hold kæft hvor jeg dog bare glæder mig til, at han er klar til at komme ud til os. Det gør Noah i øvrigt også. Han elsker sin lillebror, siger han. Og glæder sig helt vildt til at se ham efter sommerferien. Det gør vi også.

Men nu vil jeg lige allerførst nyde, at jeg har 14 dages ferie. Hvor jeg har tid til at drømme om vores Emmaljunga, og alle de ture jeg vil gå med den – og lillebror.

skaermbillede-2017-04-08-kl-12-46-20



kommentar

   

De vildeste og mest kvalmende måneder.

Jeg er nu nået dertil hvor kvalme og opkast svinder ind, og kun generer mig et par gange om ugen. Endelig! Troede det ville vare evigt. Jeg lagde ellers ud med at have det ret fint, sådan et par uger efter tissepinden var positiv. Men derfra var det op ad bakke. Ærligt talt.

img_0663

Der gik ellers ikke længe fra vi gik igang med at prøve, til jeg stod med en positiv test. Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville gå så stærkt, så jeg kunne næsten ikke fatte det, da jeg 2.juledag stod og kiggede på de to streger. Jeg tror der gik lidt tid før det ligesom sank ind, hvis det da overhovedet er sket endnu, og jeg måtte da også tisse på lidt flere pinde – bare lige for at være sikker.

Nytårsaften gik med at spytte i cola hjemme hos mine forældre. Jeg havde ikke været der ret længe, før min mor passede mig op i et hjørne – bare lige for at høre om jeg var gravid. Det er vist ikke så ofte jeg siger nej til alkohol. Men en hyggelig aften, hvor tankerne nu mest gik på den lille søde hemmelighed. Vi, Jon og jeg, havde nemlig besluttet ikke at sige noget til nogen endnu. Det var virkelig svært. Virkelig. For hvad kan man lige tale om, når det eneste der fylder er to streger, og tankerne om hvad man har i vente?

img_0671

Min mor har så også fortalt, nu hvor hun ved at jeg er gravid, at jeg var virkelig kedelig nytårsaften. Det var jeg nok også. Ret meget.

Et par uger efter, gik jeg ned med kvalme, opkast, træthed og ekstrem madlede. Der var bare intet der kunne behage mig. Og når man får kvalme både af sult – og af tanken om mad – så er det også en lille smule besværligt.

Men et par tidlige scanninger, for hyggens skyld, gjorde det mere udholdeligt at komme igennem. Selvom man kan have det noget så rædselsfuldt, så er det jo dobbelt så vidunderligt, det man har i vente.

 



kommentar

Og så kom du…

Ja her har været stille siden juleaften. Og det har knageme ikke været nemt. Og da slet ikke med min gode vilje – for det der skete kort efter juleaften, var at jeg tissede på en pind, og på den pind kom to streger. Og i min mave ligger Noahs lillebror og kilder med sine bittesmå arme og ben. Lillebror, som Noah allerede er helt forelsket i. Maven bliver kysset og krammet hele tiden. Han bliver verdens bedste storebror. Og jeg er så fuld af kærlighed, at det er lige før det tager overhånd. Det her er den vildeste opturs-følelse i livet. Dobbelt op på kærlighed og ballade-dreng. Det har simpelthen været helt umuligt for mig, at skulle skrive en hel masse herinde, for det eneste jeg har haft lyst til at fortælle, er jo at der banker endnu et hjerte under mit.

Men nu ligger du dér, inde i min mave lillebror. Og vi glæder os til at møde dig til september.

lillebror

Jeg har stort set sovet og kastet op siden nytår, og det har godt nok været en kende stramt. Jon har været den sejeste super-kæreste og bonus-far til at tage sig af alt herhjemme, imens min krop har straffet mig lidt for hårdt. Men tågen letter lige så stille (… lader det til), og om ikke andet, så gør lidt bræk og træthed ikke meget, når der kommer noget fantastisk ud af det.

Det skal jo heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg længe har gået og drømt om barn nummer 2. Nu sker det – og jeg kan slet ikke beskrive hvor fantastisk det er på alle måder! Endnu en dreng i klubben. Det skal nok blive sjovt. Og skræmmende. Og der bliver brug for kold hvidvin.

   

Det er lørdag d. 24. december 2016.

Det er lørdag d. 24. december 2016, og jeg står i Fakta. Midt i mellem mylderet af de få der lige mangler en mælk, tonser jeg rundt efter det hele. Altså flæskesteg, fløde, kartofler og alle de der ting, som er ret essentielle for en traditionel julemiddag. Det virker i øvrigt helt absurd at shoppe flæskesteg på selve juleaftensdag. Sådan lidt utjekket og for sent på den agtigt. Og meget lidt lig mig. Lige på det punkt, ja der er jeg faktisk ok tjekket.

Hjemme i lejligheden sidder Jon med Noah, som siden igår har haft det rigtig skidt. Han har feber, hoster og har ondt i halsen. Igår aftes kastede han op. Og så har han bare sovet det meste af dagen væk. Lille mand. Han vil ingen steder idag. Og når man er 8 år, så er det altså store ord, at ville aflyse sin juleaften.

Så vi skal ingen steder. Og juleaften bliver altså bare os tre og et vissent juletræ, i en lille lejlighed i Vanløse.

Min familie har lige været forbi til gave-byt, og så havde de and og risalamande med. Vi kommer ikke til at mangle noget, ud over deres gode selskab, dansen om juletræet og lidt julestemning. For den er der måske ikke det store af, nu hvor Noah igen blunder på sofaen, og kun har spist 1/2 Danone yoghurt siden igår aftes.

Det er første gang jeg ikke fejrer jul ude, men når det nu endelig skal være, så er det ikke helt galt at fejre den med mine to drenge, og vores visne juletræ.

 

juletrae



kommentar

Hov, bloggen blev 5 år.

Så gik tiden lige, hva’?! 5 år (og seks dage, fordi jeg ikke lige var opmærksom på mit jubilæum) siden jeg skriblede det første ned. Dengang på blogspot, og dengang med et sæt bryster der nok ikke var ligeså lange, men stadig lidt. Dengang Jon var ny i hulen, og dengang Noah sagde ting som: “Skovbanan“, “Klunkedunk” (Dunderklumpen), “Skinke-daaaaaaskning“, og hvor han konstant så “Dinosaur King” i fjernsynet, eller ringede tilfældige gamle damer op når jeg sov, og råbte: “Jamen det er jo mig Noah!!” ind i røret. Dengang gik han også under navnet “Ullerberg“. Meget er sket siden.

Her er hvad jeg skrev:


“Kender I det hvor man bare lige tænker “Hey! Jeg skal da ha’ en blog og være total fancy-pancy-moderne”? Og når den blog så er oprettet, så aner man ikke hvad man skal skrive om, hvem der skal læse det og hvad formålet egentlig er.

Så til en start kan jeg jo fortælle at jeg endnu ikke er klar over hvad den her blog kommer til at indeholde, om jeg kommer til at skrive meget eller om den bliver så fancy-pancy-moderne som jeg drømmer om.

Mit navn er Camilla. Jeg er 23 år gammel og bor i København med min dejlige søn Noah på 3 år. Jeg arbejder indenfor detailhandlen og betragter mig selv som en rigtig skrankeluder. Og det er ment mere positivt end det umiddelbart lyder.

Jeg har en sød kæreste – Jon – som man måske kan gætte ud fra mit lidt folkeskole-agtige billede. Han er sgu da egentlig en ret okay gadget.

Men det var lige lidt om mig. Jeg aner stadig ikke hvad bloggen kommer til at handle om. Men det finder jeg vel ud af!”


Det er egentlig ikke fordi jeg nogensinde fandt ud af, hvad bloggen helt skulle handle om. Hold kæft jeg har skrevet meget vrøvl gennem tiden, og når jeg læser gamle indlæg igennem (inklusiv ovenstående), så krummer jeg alligevel lidt tæer. Fortids-Camilla var bare lidt en anden. Dengang herskede der også et større kaos, både inden i, men også i omgivelserne. Det var ikke altid nemt, at være fortids-Camilla, og selvom vi egentlig havde det godt, Ullerberg og jeg, så er det ikke rigtigt en tid jeg savner. At jeg for et år siden, endelig, kunne pille “enlig-mor”-mærkatet ud af min eksistens, har været det bedste nogensinde. Heldigvis har Jon sørget for, at jeg ikke følte mig enlig længe før det.

Detailhandlen (ja let’s be honest: tankstationen) er for længst et overstået kapitel, men det er Jon heldigvis ikke. Jeg er snart halvvejs i sygeplejerskestudiet, og jeg arbejder på verdens ultimativt bedste afdeling på Rigshospitalet. Og Noah har vist ikke sagt Klunkedunk siden dengang. Men en Skovbanan, det er han stadig. Og en Ullerberg. Nu bor vi sammen, alle tre, i en lille lejlighed i Vanløse, og livet har aldrig været bedre.

Fem år. Det er alligevel længe den lille blog har levet. Og tusindvis af oplevelser, tanker og følelser siden.

Tak fordi du læser med.

 

picmonkey-collage-4



kommentar

Well played, Metropol. Well played.

Det er lidt op ad bakke, det må jeg nok tørt konstatere. Den 6. februar skydes modul 8 igang, og jeg skal i klinik igen. Denne gang står den på psykiatrien, som vist lidt har været sådan en “nej-hat” gennem studiet indtil videre. Nu var jeg endelig nået til den konklusion, at jeg er klar til at springe med hovedet først, og dykke ned i den svære sygepleje. Den dér hvor man ikke bare lige måler et blodtryk eller tømmer stomi-poser. Det dér psykiatri skræmmer mig ikke rigtig mere, selvom jeg dog stadig ikke ser mig selv arbejde i psykiatrien som færdiguddannet. Nå, men på lige nøjagtig dette modul, kan man indgive ønsker til kliniksteder, og det har jeg selvfølgelig gjort. Det endte meget logistisk, i og med jeg jo skal kunne aflevere Noah hver morgen, så jeg tog områderne i nærheden, bare for at være sikker.

Sikker på hvad spørger du så? Ja det skal jeg sige dig, for det eneste jeg fik ud af at ønske, det var ikke at få nogle af mine ønsker opfyldt. Glædelig jul, Camilla. Der føles det lige lidt som om, Metropol bevidst frasorterer de steder man har valgt. Og ja ja, jeg ved sgu da godt at der jo kun er et vist antal pladser, men jeg var den første til at søge om alle stederne, og selvom der ikke er et først-til-mølle-princip, så føles det alligevel som at få sprøjtet halvanden liter citron i øjet, for derefter at gnide chili ind i det andet, når man så ikke får lov at komme nogle af de steder.

Næ nej. Jeg skal til Ishøj. Ishøj. Ishøj. Ja. Det giver lige en transport-tid på over 1 1/2 time om dagen, for så ikke at tale om et månedskort, der ender med at koste mere end 900kr. Tak Metropol, ad hjertet tak.  Det eneste jeg fik opfyldt, var at jeg ville på et åbent afsnit. Jeg har i øvrigt endnu ikke snakket med nogen, som har fået ét af deres ønsker opfyldt.

Ej, men ved I nu hvad. De har kraftedeme bare at være søde. Og bage meget kage.

 

skaermbillede-2016-12-07-kl-09-15-25

 



kommentar

   

Budapest 3.

Så er vi landet i lejligheden i Danmark igen, og hvor vi for et døgn siden sad og spiste sen frokost på en italiener på gågaden i Budapest, så sidder vi nu helt smadrede og venter på, at pizzamanden ringer på døren i vores lille 3’er i Vanløse.

3. dag var en dag der startede lidt stramt ud, men som heldigvis endte lykkeligt. Dagen stod på tung heldagsregn, og så var gode råd altså dyre. Vi havde ingen paraplyer med hjemmefra, da de var for lange til at være i kufferterne, så vi måtte købe os fra det, i en lille souvenir-biks på torvet ved Mathiaskirken. Som altid var det billigt, men denne gang fulgtes kvalitet og pris desværre ad, og jeg måtte under en time efter købet, smide den i skraldespanden. Vi havde dog planlagt at skulle til Pest, både for kagens skyld, men også for lidt sidste-gangs-shopping. Så ud i regnen måtte vi.

Gerbeaud, det lille fine konditori på Vörösmarty Square, havde vi hørt meget godt om, og det måtte vi selvfølgelig prøve. Det er et rigtig fint sted, med et stort udvalg af både mad og kager. Der er en kagemontre, og et par montre med chokolader, og ellers kan man bestille fra deres menukort, hvilket vi gjorde. Det smagte dejligt, men vi fortryder begge, at vi ikke udpegede nogle af kagerne i montren, da det der findes i menukortene, læner sig mere opad desserter, og det bliver hurtigt vammelt. Jeg, eksempelvis, fik en kaloriebombe bestående af: chokoladeis,vanilleis, vanillecreme, flødeskum, chokoladesovs, karamelsovs, choko-macaron og spongecake. Jeg nåede ikke halvvejs, før jeg havde nået mit kvalme-maks, og er jeg er ellers noget hårdfør. Dog fik vi et par skønne smoothies til, som let gled ned. Gerbeaud er hyggeligt, men prøv i stedet kagerne i montren, fremfor at udpege noget i menukortene. Jeg tror vi var gået derfra med en bedre oplevelse, hvis vi havde gjort sådan. Det er iøvrigt også billigt at spise hos Gerbeaud.

Lækre kager i montren hos Gerbeaud

Lækre kager i montren hos Gerbeaud

Vores desserter. Super lækre, men alt for meget.

Vores desserter. Super lækre, men alt for meget. Smoothies til gengæld, var rigtig gode.

Efterfølgende gik vi ud og købte lidt tøj, både til Noah, Jon og mig, og derefter var det simpelthen blevet så vådt og så koldt, at vi måtte tilbage til hotellet. Mine sko var våde, så det var mine sokker og mine fødder også. Og regnen blev værre og værre. På det tidspunkt var humøret ikke det bedste, og turen hjem var lang.

Da vi kom hjem, ville jeg prøve én af de kjoler jeg havde købt, og da opdagede jeg, at ekspedienten ikke havde fjernet alarmen. Så dér sad vi. I Buda på vores varme (og ikke mindst tørre) hotelværelse, lige kommet ud af al det våde tøj, og så var vi nødt til at skulle tilbage igen. I silende regn. Jeg tog mig lige et karbad, for altså… Hvem får det ikke bedre af et karbad?

img_0123

Derefter satte vi igen kursen mod Pest. Og det endte med at blive helt fint, for alarmen blev fjernet uden problemer, og vi fandt den lille italiener på gågaden, at spise sen frokost på. Det regnede stadig, men dog en del mindre, og julemarkedet sendte dejlige jule-vibes ud, med live musik og en duft af gløgg og vafler, der bredte sig langt ned ad gågaden. Så hvor vi tidligere følte, at vores sidste dag blev spoleret, og hvor vi troede vores sidste tid i Pest skulle være ærgerlig, så glemte den gode ekspedient at fjerne alarmen, og således måtte vi tilbage, hvilket gav os chancen for at sige et ordentligt farvel.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Julemarked på Vörösmarty Square

Lækker sen frokost hos Pasta E Basta

Lækker sen frokost hos Pasta E Basta

Da vi havde inhaleret det sidste Pest (…), drog vi atter mod vores hotel, hvor vi noget udmattede, måtte tage os en lille lur, inden vi skulle ud at spise.

img_0137

Bare for at give jer en idé om, hvor stort vores værelse var.

Vi havde allerede på forhånd aftalt, at vi igen ville besøge Jamie’s Italian. Ingen af os havde et større behov for at udforske de ungarske specialiteter yderligere – mest fordi ingen af os havde særligt lyst til hverken gåselever eller foie gras, så vi ville hellere gå på Jamie’s, som iøvrigt meget belejligt lå 200 meter fra vores hotel. Jeg kan klart anbefale Jamie’s. Der er meget hyggeligt, og personalet er ufatteligt søde. Og maden er god. Især deres skinny fries er helt vildt lækre. Men allermest er det bare hele stemningen der gør, at jeg klart kan anbefale, at man tager et smut forbi restauranten, som ligger ved Mathiaskirken.

Ultimate Garlic Bread

Ultimate Garlic Bread

Italian Steak & Rainbow Slaw

Italian Steak & Rainbow Slaw

Skinny fries

Skinny fries

Da vi havde hygget dér i et par timer, gik vi en sidste gang forbi Fiskerbastionen, for at nyde synet af det oplyste Pest og Donau, og derefter tog vi tilbage til hotellet, hvor vi hurtigt gik kold.

Det har været en helt fantastisk tur, og hvis man ikke har været i Budapest, så skylder man sig selv at tage derned. Vi ved, at vi vender tilbage en dag. Det er absolut ikke sidste gang, vi vil tage Kabelbanen ned ad bakken, og gå over Kædebroen og nyde bylivet i Pest. Og jeg er ret sikker på, at vi også gerne besøger samme hotel igen, i det rolige og meget smukke Buda.

skaermbillede-2016-11-13-kl-18-22-50

 



kommentar

Budapest 2.

Endnu en dag er gået, og nu har vi slået øjnene op til sidste dag i skønne Ungarn. Vi er stadig helt blæst bagover, hvis ikke mere efter igår. Her er vidunderligt.

Igår tog vi turen til Pest, den livlige del af byen, og det var også et helt fantastisk sted. Vi gik til Kædebroen, som er omkring 1km fra hvor vi bor, og da vi kom over på den anden side, gik vi til højre, hvor vi hurtigt fandt gågaden, som synes uendelig, da den fortsætter på sidegader. Efter et par km nåede vi Central Market Hall, som er et gigantisk (!) indendørs marked med både mad og shopping. Det er meget lokalt, med ungarske specialiteter, både inden for mad og diverse tingeltangel. Mange boder har de samme ting, men priserne varierer, så man kan med fordel gå lidt videre, og spare en del på den måde. Her er jo stadigvæk billigt, men man kan jo lige så godt gøre det så billigt for sig selv som muligt.

Midt på gågaden var også en rulletrappe ned til et lille ungarsk souvenir-marked. Meget hyggeligt, og endnu engang billigt. Og sælgerne både her og alle andre steder, er ikke nærgående, og accepterer hvis man ikke vil have hjælp eller råd.

På tilbagevejen gennem gågaden, fandt vi Julemarkedet på Vörösmarty Square. Ikke så stort som jeg havde forestillet mig. Men ganske hyggeligt med fine boder. Lidt ala det vi i Danmark har på Kultorvet. Dog blev det ikke til det store juleindkøb, da der egentlig ikke var meget julepynt, mere end porcelæn, mad og bamser. Samme sted finder man Gerbeaud Coffee House, som er et meget anerkendt konditori. Det prøver vi idag – og jeg skal nok fortælle hvordan det er. Men altså, der er kage. Jeg tror godt vi alle ved hvor glad jeg bliver.

Da vi igen ankom til Buda, stadig på gåben, tog vi Slotsbjergets Kabelbane op (Buda ligger på en bakke). Det var en sjov oplevelse, og ganske billigt (igen).

Efter lidt afslapning på Hotellet, drog vi atter mod Pest. En lille indskydelse: Du kan købe et Budapest Card, som du kan bruge til ubegrænset offentlig transport i henholdsvis 1,2 og 3 dage. Det er sikkert fint, men vi priser os lykkelige over ikke at købe det. For det første ligger alt i gå-afstand, hvis du da magter at gå, og for det andet ser man en masse ting på vejen, og skal ikke lære hverken metro, bus eller sporvognsnettet at kende. Det synes umuligt på så kort tid alligevel. Så overvej en enkelt gang vigtigheden af offentlig transport. Taxa er ikke dyrt hvis du gerne vil flotte dig en enkelt gang. Men hvis du vil blive i det centrale Budapest, så er kortet simpelthen unødvendigt. Det er så flot over det hele, at du vil misse en hel masse, ved konstant at sidde i en metro eller en bus.

Nå, men vi tog til Pest igen. Her tog vi en aften-sejltur på Donau. En time for 21oo HUF pr. person (50 kr) og en halv liter øl til 600 HUF (15 kr). Det var satanedeme koldt, men sikken en fantastisk udsyn. Byen er helt oplyst. Det er en smuk oplevelse. Efterfølgende fandt vi en lille restaurant/café at få noget mad på, og selvom vores intention egentlig var noget med alkohol, så måtte vi nu alligevel sande, at vi var for trætte.

På vej hjem nåede vi lige Kabelbanen inden den lukkede (skønt, for der er altså lidt længere op ad bakken, end der er ned, selvom det er gigantisk smukt).

Et godt tip: Book bord på restauranter hjemmefra! Det giver dig adgang til de populære steder. Vi gjorde det ikke, men det gør vi helt sikkert en anden gang – for der bliver en anden gang – og resultatet var, at alle steder var fyldt op, og vi måtte gå et andet sted hen. Det er lidt ærgerligt, men vi overlever nu nok.

Idag bliver det regn, regn og atter regn. Imorgen når vi tager hjem, bliver vejret selvfølgelig godt. Nå, men det er egentlig ok. Vi har set det vi ville, og idag bliver sådan set meget de samme steder, så lidt regn gør ikke så meget.

Kædebroen på vej ned ad bakken

Kædebroen på vej ned ad bakken

Úri Utca - vejen vi bor på i Buda

Úri Utca – vejen vi bor på i Buda

Central Market Hall

Central Market Hall

På vej ned ad bakken, udsigt over Kædebroen og Pest.

På vej ned ad bakken, udsigt over Kædebroen og Pest.

Sporgvogn i Pest

Sporgvogn i Pest

Ungarske julegodter på Julemarkedet

Ungarske julegodter på Julemarkedet

Julemarked

Julemarked

Parlamentsbygningen. Overdådigt smukt. Og på 18.000 kvm.

Parlamentsbygningen. Overdådigt smukt. Og på 18.000 kvm.

Kabelbanen (så hyggeligt!)

Kabelbanen (så hyggeligt!)

Det lille ungarske marked på gågaden.

Det lille ungarske marked på gågaden.

Gullasch i brødskål på julemarkedet.

Gullasch i brødskål på julemarkedet.



kommentar

Budapest.

Endelig endelig endelig er vi her. Og hvor er her bare virkelig latterligt lækkert! Her er så flot, hyggeligt, storslået og anderledes. Vi er dybt imponerede.

Vi bor i Buda, som er lidt den fine del af byen, og vores hotel (dette) er ufatteligt smukt, og vores værelse er på størrelse med vores lejlighed derhjemme (68kvm). Det hele er bare så fint, og så rart her. Morgenmadsbuffetten skal  afprøves for første gang lige om lidt, men selv hvis den er dårlig, så er alt andet her bare perfekt. Og så er her badekar. Og morgenkåber. Og te og kaffe på værelset.

300m fra vores hotel, ligger Mathiaskirken og Fiskerbastionen, og her kan man kigge udover Donau (… hvilket er et særsyn, særligt om aftenen når alt er oplyst) og mod små 30kroner kan man komme ind i Mathiaskirken også. Det har vi ikke været endnu, men mon ikke vi ender med at gøre det. Et lidt længere stykke væk, ligger Mammut Shoppingcenter, som er så overvældende stort, at vi simpelthen måtte opgive flere etager. Det er gigantisk!

Priserne varierer, men alt i alt er her virkelig billigt. Igår spiste vi autentisk ungarsk mad til frokost (gullasch-suppe, nogle kødpandekager og en spongecake), samt drak vin og vand. Under 200kr! Til aften flottede vi os, i Jamie Olivers italienske restaurant, som ligger lige ved vores hotel. Her blev det 300kr (inklusiv drikkepenge) for burger/fries, spaghetti carbonara, chokoladekage m. salty caramel, is-anretning og 2x limonade (ja tak). Det var super lækkert, men idag står den på flere ungarske kulinariske oplevelser, når vi efter morgenmaden tager vandreskoene på, og drager mod Pest, som er den mere livlige bydel på den anden side af Donau.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Udsigten over Donau

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Udsigten over Donau

 

img_0073

Her sover vi!

 

img_0075

Mathiaskirken

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Udsigten over Donau

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mathiaskirken

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Mathiaskirken

 

img_0086

Mammut Shoppingcenter (eller det er kun en smule af det, man faktisk kan se)



kommentar

   

5 dage tilbage.

Så fik jeg overstået det tværfaglige modul, og har nu “ferie” (… underviserne kalder det studieforberedende uge. De studerende: ferie). Og om fem dage, drager Jon og jeg afsted på vores første kæresteferie nogensinde. Og turen går til Budapest! Jeg glæder mig helt vildt til, at være alene med min kæreste, til at se og opleve noget nyt. Og til at se den juniorsuite vi har bestilt. Misforstå mig ikke – jeg kommer helt sikkert til at savne Noah, for han er pludselig så langt væk (eller vi er langt væk), og det er længe siden jeg har undværet ham mere end 2 overnatninger. Men alenetid med Jon, det er sjældent, så jeg glæder mig, og ved i øvrigt at Noah jo har det dejligt hos mine forældre.

Vejrudsigten for Budapest: Koldt, måske regn, måske lidt sol, måske lidt sne. Så altså, alt i alt samme som herhjemme. Men vi har jo heller ikke bestilt turen, for sol og varme. Skæbnen vil i øvrigt også, at deres julemarked (som skulle være kæmpe stort og ret lækkert) åbner dagen efter vi kommer derned, så jeg tænker da at kufferten skal fyldes med julepynt. Så det bliver altså lige tre dage med kulde, jul, mad, varme drikke, alkoholiske drikke, kærlighed og seværdigheder. Og så på et plan hvor der ikke skal tages hensyn til, hvad et barn har lyst til. Nope, det er voksentid!

 

skaermbillede-2016-11-05-kl-11-31-58



kommentar

Yes it is still alive.

Så var jeg lige “typisk mig”, og forsvandt sporløs, hva’? Det er nok mest fordi mit liv i de sidste mange uger, har været fuld af studie, kedelige hverdagsting og alt det dér der gør livet så dejligt, og alligevel så intetsigende. Med andre ord: Der sker simpelthen ikke noget, der er værd at fortælle, men jeg har det dejligt. Måske især fordi jeg igår afleverede min projektopgave, sammen med den gruppe jeg er sammen med i hele det her modul. Det var ellers noget jeg havde frygtet, men jeg endte i en fantastisk gruppe, så det hele er gået over al forventning. Modulet er stadig frygteligt – den forventning blev heldigvis imødekommet, så helt forkerte var mine anelser ikke, da jeg forudså et par lange og kedelige 10 uger.

Så hvad ellers? Ikke så meget. Jeg kan godt mærke, at det her bliver ét af de dér indlæg, der nok ikke burde se dagens lys, simpelthen fordi det er så kedeligt. Men jeg fik pludselig lidt dårlig samvittighed over aldrig at skrive, og dårlig samvittighed vinder som regel.

Det jeg egentlig ville var nok også bare at sige, at jeg lever, jeg har det godt, men jeg har intet at fortælle. Det kan jo være det ændrer sig inden længe.

 

skaermbillede-2016-10-13-kl-13-25-10

Ham her er iøvrigt begyndt til taekwondo.



kommentar

“Alle sygeplejersker slår ihjel”

Til et arrangement for noget tid siden, blev jeg, af en ret fordomsfuld type skulle det vise sig, spurgt:

Hvordan har du det med, at alle tror, at sygeplejersker slår ihjel?

 

Han havde lige fundet ud af, at jeg læser til sygeplejerske, og kommentaren kom i ramme alvor (I shit you not!). Han mente i øvrigt også, at vores arbejdsopgaver var meget ens, i og med han havde været i militæret, og altså gav en form for aktiv dødshjælp, om end den måske ikke var så frivillig.

Godt så.

Og helt ærligt ikke? Så er han den første på Planeten Jorden, som jeg er stødt ind i, med et så forskruet syn på en anden profession. Alle patienter og pårørende jeg er stødt på gennem tiden, har været fulde af tillid til mig, og de sygeplejersker de har haft med at gøre. Jo, det er da ikke altid kemien har været der, men det er jo menneskeligt. Det betyder altså ikke, at vi har lyst til at slå patienterne ihjel.

Jeg blev faktisk meget chokeret over kommentaren. Altså jeg ved jo godt, at han har suget det til sig gennem Nykøbing-Falster-sagen, men jeg havde dog ikke troet, at folk så ville regne med, at sygeplejerske bare er en omgang morderiske sataner, der nyder godt af, at slå andre ihjel.

Men på den anden side, så mente han også at:

“Bogstavbørn, er børn af forældre der ikke gider passe dem”

 

Ja altså børn med diagnoser, hvis nogen var i tvivl om hvad han mente. Der fik jeg en ellers god hvidvin jævnt galt i halsen.
Jeg siger jer, at det var en forrygende aften, med en så positiv bordherre.

 

PicMonkey Collage-6



kommentar