BARSEL

Yes yes yes, jeg er nu en uge inde i min barsel. Eller altså, principielt er det bare min sommerferie, for barslen starter først pr. 1/9, men men men, potato-tomato som man siger. Jeg har fri, og skal ikke igang igen, før lillebror er startet i vuggestue. Så barsel.

Jeg har nu lige knap 2 måneder til termin, og lillebror er efterhånden tung at danse med. Ja ja, jeg ved godt at han lige tager omkring 2 kilo på i løbet af den sidste etape her, men jeg får sgu allerede følelsen af ikke at kunne være i min egen krop. Som når man bliver klaustrofobisk af en lynlås der er gået i baglås, eller når et halstørklæde ikke vil af. Man prøver at flygte ud af situationen, får lidt koldsved og beder en panikken, men relativt stille bøn. Det er måske bare mig der bliver klaustrofobisk af tøj der driller, men ikke desto mindre, så får jeg af og til samme fornemmelse med lillebror i maven. Og den er sgu svær at flygte fra, for ham kan jeg jo ikke fjerne, og pladsen bliver ikke større af, at jeg triller rundt og kæmper med vejrtrækningen.

Første uge af min barsel (jo det kalder vi den), er blevet brugt i skønne Sæby hos min farmor, sammen med Noah, min lillebror og hans kæreste. Det var for kort tid vi var der, men det var et par dejlige dage der både stod på en smule shopping, en tur i Fårup Sommerland og en tur på stranden – og så en allerhelvedes masse lækker mad, som kun hende farmor-pigen kan lave det. Alt i alt en skøn tur, men som med alle andre ferier, føler jeg mig ikke mindre træt af at have været på den. Det havde måske hjulpet med lidt flere dage deroppe, så alting ikke skulle nås på relativt kort tid, men sådan blev det denne gang. Og Fårup Sommerland var et totalt hit – selv for mig der var for tyk til at prøve noget.

Igår fik jeg, imens Jon sov, bestilt puslebord, bæresele og badekar til lillebror. Efterhånden mangler vi kun ham – og jeg glæder mig til, at vi til august skal gøre soveværelset babyklar, og til at man kan se at der flytter en baby ind. Det føles som om der er evigheder til vi skal møde ham, men på samme tid er det jo lige om lidt.

img_1607
img_1721



kommentar

   

Eksamen og barsel.

skaermbillede-2017-06-27-kl-15-24-45
Sådan så jeg ud idag, efter at have afsluttet 2. år på sygeplejestudiet, med en super god eksamen i hjemmeplejen. Det gik så godt, og selvom det er lidt “ananas i egen juice”, så fik jeg bare kun ros med på vejen, både for min opgave, mit oplæg og eksaminationen. Det er den fedeste eksamen at slutte af med, inden jeg skal på en dejlig lang barsel, og derfor først skal starte op på studiet igen til september næste år. Jeg er så stolt over, at jeg klarede den så godt derinde. Det er ikke fordi det normalt går dårligt – men der har altid været en finger eller to at sætte, med ting jeg lige skulle blive bedre til. Ikke denne gang. Censor gav mig ros for det menneskesyn jeg viste i mit oplæg, og for en god opgave der viste kompleksiteten af min borgers kroniske sygdom. Det kunne ikke have været gået bedre!

Så nu har jeg tre dages tullen-rundt i hjemmeplejen tilbage, inden jeg på fredag kan gå på en længe ventet barsel. Jeg er helt høj idag. Høj på en veloverstået eksamen, høj på solskin, og høj på min barsel og det faktum at vi snart skal møde det lille menneske, der bor i min mave. De næste tre dage er lige til at overkomme, oven på sådan en dag som idag, selvom jeg gerne indrømmer at jeg længes efter fredag.

skaermbillede-2017-06-27-kl-15-35-24
Det her er i øvrigt lillebror der ses med en storetå i næsen. Og det er vel også en disciplin.



kommentar

Hvad må man egentlig sige til en gravid?

untitled-6
Det er efterhånden lidt en jungle ikke? Både for den gravide, og for den der bare rigtig gerne vil kommentere på det. For hvad er i grunden egentlig okay at bræge op om, til en hormonel (ja selvfølgelig ikke dig, du er jo ikke hormonel) og tyk (nej det er du heller ikke) kvinde, som bærer et lille menneske under sit hjerte? Det kan være svært at navigere rundt i, fordi man allerhelst ikke skal fortie den voksende mave – men så absolut heller ikke bare skal kommentere på den. Der findes, et eller andet udefinerbart sted, en hårfin grænse for, hvad man som menneske kan tillade sig at sige – og ikke sige.

– “Hold da op, sikken en stor mave. Du bliver godt nok stor. Er du sikker på der kun er én derinde!? Det må være lige op over?”

Eller: “Hold da op, du er da ikke ret stor. Er du sikker på den lille får det den skal bruge?”

Nej nej nej og nej! Du siger da vel for pokker ikke, at maven er for stor! Eller for lille! Det går lige i nervebanen på en gravid. For hun er jo ikke tyk, men hun er heller ikke for lille. Hendes mave er jo lige som den skal være. Det eneste rigtige du kan sige (… tilsyneladende) er: “Hold da op. Der er en mave. Den er en mave med ca. ét barn i, måske flere. Der er en passende mængde babyer derinde i forhold til størrelsen på den mave.” På den måde har du nævnt maven, uden på nogen måde at kunne vække nogen som helst form for vrede. Ja medmindre du altså er stødt ind i den gravide, som gerne tager imod alle slags kommentarer, fordi de jo i grunden alle er velmente og positive, og fordi en mave jo selvfølgelig både kan være stor og lille. Og fordi det jo selvfølgelig også er okay, at kalde en spade for en spade, og også fordi den gravide jo godt ved, at du bare gerne vil snakke om hvor spændende det bliver, med den lille ny. Så må du gerne kalde maven stor eller lille. Men stol alligevel på, at baby har det godt uanset hvor lille maven er. Det har vi fagpersoner til at vurdere, så vi behøver ikke skræmme livet af gravide med små maver. Nemt ikke?

– “Nu skal du jo spise for to.”

Eller: “Nu skal du jo ikke spise for to.”

Nej nej og bare nej! Du dikterer vel ikke, hvor meget eller hvor lidt en gravid skal indtage af føde? Det er jo vildt provokerende, for uanset hvad du siger, så er det forkert. Du skal i stedet bare sige: “Spis hvis du vil. Ellers lad være. Du bestemmer helt selv over din egen krop – som i øvrigt har en passende størrelse i forhold til, hvor mange babyer der gemmer sig derinde“. Medmindre du selvfølgelig støder ind i sådan en gravid, der udmærket forstår og er klar over, at denne kommentar også bare er velment og positiv, og endnu en finurlig måde hvorpå samtalen kan dreje sig over på den lille baby (eller babyerne) i maven. Så må du gerne kommentere hvor mange personer hun spiser – eller ikke spiser – for. Nemt!

– “Ved I så hvad der gemmer sig derinde?”

Ja det spørger man tilsyneladende heller ikke rigtig om. For når den gravide så har sagt: “en lille pige” eller “en lille dreng”, så må du jo ikke reagere alt for positivt, som om det der ligger i maven har det helt rigtige køn, i forhold til hvis nu det havde været det modsatte køn der lå derinde. Så allerbedst er, hvis du ikke spørger. For så sætter du ikke gang i en større snak om køn, og hvad nu hvis den gravide er træt af kønsroller, og kalder sin baby for “høn”, og køber både legekøkken og legeværksted til ham.. nej hende.. høn. Det går jo ikke. Ja altså medmindre du støder ind i en gravid, der udmærket er klar over, at du jo spørger af nysgerrighed, og at uanset hvilket køn hun kan fortælle hun venter sig, ja så synes du jo bare det er hyggeligt og spændende at vide hvad der kommer, og du vil jo også bare gerne tale om den lille ny. Hos denne form for gravid behøver du ikke træde varsomt. Men en god idé er dog, at uanset hvilket kommende mor du står overfor, at så siger du aldrig (aldrig!!!!): “Så må vi håbe at det bliver en dreng/pige næste gang“. Det går bare ikke, og det’ uanset hvem du står overfor. Om så den gravide har 3 piger eller 3 drenge – så skal du vide, at hun og hendes mand har valgt at få et barn mere, fordi de vil have et barn mere. Og selvom det måske kommer med et snert af en drøm om at få et andet køn en de forgående, ja så vil barnet være ønsket og elsket uanset hvad. Så den kommentar må du desværre pakke væk, selvom den ligger lige på tungen.

– “Nu må I nyde tiden sammen, inden baby kommer:”

Denne kommentar er som oftest henvendt til de der ikke i forvejen har børn, og det må du ikke sige til dem altså! For så bliver mamasita sgu vred. Der er jo for fanden ikke noget at nyde med de hævede ankler, det knagende bækken, tisseturene om natten, skedesvampen under armene (…ja hvorfor ikke), den tunge mave og den evigt eksisterende halsbrand. Og man kan jo ikke sove på fucking forhånd vel!? Og hvis kommentaren er henvendt til en flergangsfødende, ja så er der jo nok at se til med de andre børn. Så det siger du bare ikke! Medmindre, selvfølgelig, du støder ind i den gravide der udmærket er klar over, at du siger det fordi du egentlig bare gerne vil tale om maven, måske tale lidt om hvordan det var da du selv ventede dig. Hvis du støder ind i denne gravide, så kan du godt sige det. Hun vil nemlig bare nikke smilende, og I vil begge udmærket være klar over, at det jo er en sød tanke, men uendeligt svært at nyde tosomheden, når man glæder sig så forbandet til den lille ny ankommer. Nemt!

– “Er du ikke bange for at flække, og at fødslen trækker ud? Min tante fødte en dreng på 6,5 kilo, og hun sprak hele vejen. Hele vejen. Måtte gå til genoptræning i et halvt år før hun kunne skide normalt. Ja og ungen kom med numsen først.”

Nej ikke rigtigt vel? Det er ikke super informativt, eller specielt rart for hverken den ene eller den anden form for gravide. Medmindre hun selv tager emnet op, selvfølgelig. Det er bare de færreste der vil tale om skrækscenarierne, for det er nu alligevel også de færreste gravide, der glæder sig over at skulle skide en kummefryser der ligger på tværs. Om så hun har prøvet det før eller ej, og om hun glæder sig til fødslen eller ej, så er det unægteligt ikke fordi hun glæder sig specielt over smerten, eller muligheden for at gå i stykker forneden. Tal gerne om fødslen – det synes de fleste gravide er hyggeligt, og det kan være sjovt at tale erfaringer og minder fra ens egne fødsler. Men pak skrækhistorierne væk. En gravid mave betyder ikke partout, at der skal tales om blodstyrtninger, ødelagte ringmuskler og ve-storm i 3 døgn. Hvis den gravide gerne tager de historier med, så opdager du det hurtigt -for så vil hun selv sige til.

– “Hvad skal barnet hedde?”

Det her, det spørger du kun om hvis du har et pokerfjæs der siger spar 2, eller hvis du kan finde ud af, at du ikke skal have en mening om navnet når der bliver svaret. De kommende forældre vil helt ærligt skide på hvad du synes om det navn de har valgt. De har valgt navnet, og din mening gør ikke andet end at skabe irritation, eller måske endda såre de kommende forældre. Så du smiler og siger, hvad end det er påklistret og med en stemme i falset: “Sikken et smukt navn I har valgt.” For det synes forældrene at navnet er. Og din mening – den er så uendeligt ligegyldig. Det skal du forstå. Og hvis du ikke kan forstå det, så skal du helt lade være med at spørge, for så behøver du heller ikke kommentere på det. Nemt!

– “Graviditet er jo ikke en sygdom!”

Stoooooop! Alle ved godt, at graviditeten i sig selv, ikke er en sygdom. Det ved alle. Men alle bør også vide, at der sommetider er nogle følger af graviditeten der gør, at den gravide er nødt til at blive sygemeldt. Det bliver hun ikke for sjov, eller fordi hun synes hun er syg. Det bliver hun fordi de følger der er kommet af graviditeten, hvad end det er bækkenløsning, højt blodtryk eller plukveer, gør, at hun ikke kan varetage sit arbejde. Og så er sådan en kommentar altså hverken velment eller sød, og den kan gøre ret ondt på den gravide, som sikkert i forvejen ikke synes det er sjovt, at skulle sygemeldes. Husk på at ikke alle kroppe kan bære en baby i 9 måneder uden at værke. Og idag skal kvinder jo arbejde, i modsætning til i fordums tid, hvor kvindens arbejde var at være gravid og føde. Et arbejde og en graviditet går altså ikke altid hånd i hånd. Det kan vi jo godt lige allesammen huske, ikke? Nemt, jo.

– Så som du kan se, så er det jo helt vildt nemt at omgås de gravide. Der er ting man bare ikke kan sige, ting man måske kan sige, og ting man kan sige til nogen – men ikke andre – og ting man.. Nej. Uanset hvad du siger, så kommer du til at pisse den gravide af. For selv hvis du ikke siger noget overhovedet, så er det med garanti også forkert. Ja altså, medmindre du møder den gravide der godt ved, at du bare er høflig og ikke vil træde nogen over tæerne. Så har du gjort det helt rigtige!



kommentar

   

Du ved du er gravid når…

Dine strækmærker får strækmærker. 
Jeg fik tusindvis af strækmærker da jeg ventede Noah. Nu er der begyndt at komme strækmærker i de allerede eksisterende strækmærker. Og nej, du behøver ikke anbefale en god creme. Enten er man genetisk disponeret – eller også er man ikke. 

Du skal tisse når du ikke skal tisse.
Jeg er altid ved at tisse i bukserne – føler jeg. Problemet er bare, at det er lillebror (den lille skid) der bruger min blære som trampolin (og hopper med hovedet først), og derfor sker det sommetider, at jeg ikke engang når ud fra toilettet, før jeg er ved at “tisse i bukserne” igen.

Du er enten ved at dø af sult, eller ved at vælte om af mæthed.
Der findes ikke noget in-between. Igår morges blev jeg ramt af en så kvælende sult, at jeg omgående fik ekstremt kvalme, og måtte ud og kaste op. Det sker ofte, at sulten kommer som et lyn fra en klar himmel. Det samme gør mætheden. Jeg kan ikke spise ret  meget ad gangen, før jeg føler jeg kan trille. Men det kan jeg vel egentlig grundlæggende godt, med den kropsform jeg er ved at anlægge.

‘Tætsiddende’ er din nye yndlings-beklædningsgenstand. 
Altså hallo, nu skal den mave krat’edme vises frem, og den skal bæres med stolthed – ikke gemmes væk i løse klude. Vi ved jo allesammen godt, at løse klude igen bliver yndlings-beklædningsgenstanden når baby er født. Så er der sgu ikke meget stolthed over det blævrende korpus længere.

Du spiser syreneutraliserende tabletter som slik.
Der kan altid lige kværnes en Balancid mere. Og én til. Halsbrand er svær at slippe uden om, og selv om natten kan jeg vågne af det. Derfor: Balancid på mit natbord og i min taske når jeg skal ud. Kan ikke leve uden. Det er mit nye drug.

Du distraheres af livet i maven.
Jeg kan have gang i fede samtaler, være ved at blive undervist eller se en god serie. Hvis lillebror vågner, så går jeg i dvale, og har kun den dansende mave for øje. Det bliver jeg bare aldrig træt af at kigge på og mærke. Og det begynder at blive lidt et problem i takt med, at han vokser. Det er som om jeg mærker ham oftere og oftere, og derfor forsvinder fra jordens overflade en del mere.

At gå på trapper er som at bestige et bjerg.
Jeg bor på 2. sal, men jeg sværger at min krop (og min puls) fortæller mig, at 2. sal er rykket meget længere op. Det går så langsomt efterhånden, at jeg ofte må stikke Noah mine nøgler, fordi han ellers skal stå og vente på, at jeg engang dukker op og kan låse ham ind i lejligheden. Og så tager det gerne lige 5-10 minutter før pulsen er tilbage til normalen, og jeg kan tale igen.

Du har det varmt. Også når det er koldt.
Ej men, det er jo helt vanvittigt, at jeg skal være gravid hele sommeren. Og det var det samme med Noah. Denne gang tager jeg bare en måneds tid mere, nu hvor vi får os et lille septemberbarn. Idag regner det, og det er lidt køligt. Alle vinduer i lejligheden er åbne, men mine tæer er så svedige, at jeg tror jeg kunne skøjte rundt. Hold kæft hvor er det bare ulækkert! Håber sommeren bliver kold og dejlig. Eller – det gør jeg selvfølgelig ikke, men måske gør jeg lidt.

Et spejl og en ekstra mand indgår i dine hårfjernelses-rutiner.
Ok, jeg har endnu ikke sat Jon igang med mine ben (… eller andet), men det er nogle jævnt akrobatiske stillinger vi (jeg) efterhånden er ude i, når der skal barberes hår af. Og jeg tror ikke der går længe, før Jon får æren – eller jeg simpelthen bare opgiver, og håber at sommerens største trend, er lange, sorte og stikkende hår på benene (og please også i bikinilinjen). Ja who am I kidding, Jon får ikke lov at barbere noget som helst. I kan kende mig på håret inden længe. Eller – allerede faktisk. Det look rocker jeg allerede.

Du får dun på maven.
Når nu vi er ved hår, så kan jeg lige tilføje, at der er ekstremt meget af det. Nu også på maven i form af små hvide (og sporadisk også mørke) dun-agtige hår. Sammen med mine strækmærker – der har fået strækmærker – så ser det sgu helt formidabelt ud efterhånden. 

Dine blodårer bliver mere mandige.
Når man bliver gravid, så sker der det at mængden af blod i kroppen øges, og derfor kan blodårer blive mere tydelige. Jeg har i hvert fald blodårer som gør enhver sygeplejerskestuderende lidt små-lummer i humøret, da der er noget godt at stikke i. Bonus-info: Hjertet bliver også større. Ifølge Noah bliver hjernen så også mindre. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. 

img_1348



kommentar

Når lillebror kommer til verden.

untitled-5
Jeg har egentlig vidst det længe nu, hvordan jeg ønsker fødslen skal foregå. Det var ikke fordi det var planen helt fra start, men fra 1.jordemoderbesøg kunne jeg bare mærke, at det var det helt rigtige. Nemlig at lillebror gerne skal komme til verden hjemme i vores lejlighed. Det der har haft stresset mig allermest ved fødslen, har hele tiden været turen frem og tilbage til hospitalet, og så det med at være ambulant fødende, og derfor skulle smides hjem med det samme. Ikke at jeg gad blive der heller – for Guds skyld nej, hvad skulle jeg dog lave dér? Men tanken om at skulle vralte ud til en bil, lige efter at have skidt en kummefryser (der lå på tværs), den er bare så utiltalende som noget overhovedet kan være. Og det er tanken om at køre bil når man er i fødsel i øvrigt også. Av!

Tanken om at være herhjemme derimod, i trygge omgivelser, uden at skulle tænke på transport og turen hjem igen, den er så rar og rolig. Og jeg ved selvfølgelig godt, at jeg alligevel kan ende med at skulle på hospitalet, men som udgangspunkt, så er planen, at lillebror skal komme til verden herhjemme. Uden smertestillende, uden kliniske omgivelser og uden den travlhed som der desværre er på de fleste af landets fødegange. Og jeg glæder mig helt vildt!

Samtidig har den kommende storebror gjort det klart, at han ønsker at være her. Han vil gerne være hjemme når lillebror flytter ind. Den havde jeg på ingen som helst måde set komme, men både Jon og jeg er enige om, at hvis Noah ønsker at være her, så vil vi ikke tage den oplevelse fra ham. Vi skal bare forberede ham så godt vi overhovedet kan, og det er vi godt igang med. Han har set en fødselsvideo (dog ikke skudt nedefra, så det var ikke en splatterfilm), og så har vi talt meget om, at jeg nok bliver ked af det og græder, og at jeg har rigtig ondt, men at det er okay og helt normalt. Og så har vi helgarderet os med mormorpigen, som skal være med – primært for at passe på Noah, sådan at hvis han pludselig ikke vil være med mere, så har han mulighed for at komme væk.

Jon havde det meget svært ved tanken om hjemmefødsel, og har det nok stadig lidt. Men han synes jo, at det skal foregå på den måde jeg er allermest tryg ved og sikker på. Nu mangler jeg bare at overbevise ham om, at det altså ikke er sådan, at vi skal ud at købe maling efter mit underliv er eksploderet ud over vores stue.



kommentar

2. graviditetsundersøgelse

Idag var jeg afsted til min 2.graviditetsundersøgelse hos lægen. Jeg kan godt mærke, at jeg her 2. gang nemt glemmer alle undersøgelser – og har egentlig ikke det store behov for dem heller. Men når jeg så har været afsted, ja så har det altså alligevel skabt lidt ekstra glæde.

Min vægtstatus er +2kilo siden før jeg blev gravid. Så det skal jeg bestemt ikke klage over. Jeg vejer nu det samme som jeg gjorde, da jeg var afsted til 1.graviditetsundersøgelse, og siden tabte jeg mig lidt, og har så taget det på igen. Men altså 2 kilo, det er jo ingenting. Ja eller det er vel hvad lillebror, fostervand, moderkage og livmoder optager lige nu. Så jeg er virkelig tilfreds. Jeg havde ikke frygtet at tage på – for helt ærligt, så følger det altså med at kroppen ændrer sig. Men jeg ville gerne undgå at tage for meget på, og det holder jeg jo sådan set rigtig fint indtil videre.

Lillemanden ligger allerede med hovedet nedad. Ikke at det står fast dog, men han ligger klar og parat. Og min læge mener at han er en stor dreng. Mit SF-mål (symfyse-fundus) er 25, hvilket også er stort, uden dog at være for stort, men det er jo også 2. gang, så det hele går nok bare lidt stærkere.

Ellers fik jeg bare ros – min læge mener jeg er født til at være gravid. Ingen voldsomme skavanker, minimal vægtøgning og et smukt blodtryk. Det er jo noget man kan lide at høre. Og jeg er altså også selv ret tilfreds med tingenes tilstand indtil videre.

Vi fik også snakket lidt om fødslen. Men den fortæller jeg lidt mere om en anden god gang.

skaermbillede-2017-05-24-kl-18-59-37

Ps: jeg kan se jeg har sat gang i et par jordemødre, så jeg må hellere lige skrive, at jeg udmærket er klar over at fosterskøn ikke laves så tidligt. Jeg synes dog næppe heller, at “stort” kan betegnes som et reelt fosterskøn, så jeg tog det ikke så seriøst. Jeg kan dog godt gøre mig skyldig i at synes det er pissehyggeligt, at der står i min vandrejournal, at fosteret er skønnet stort. No harm done. Jeg er hverken bange for at skyde 5 kilo kødtamagotchi ud af kusinen, eller at han skulle sidde fast på vejen ud. Det var en sød tanke og en sød bemærkning. Så bliv ikke forargede på jeres professions vegne. Det er jeg ikke.



kommentar

   

110 dage endnu.

Til termin altså. Det virker som ekstremt lang tid, men når jeg om 6 uger går på barsel, så tænker jeg egentlig at tiden nok skal løbe stærkt. Altså det gør den egentlig allerede, men jeg glæder mig helt vildt til at pakke mine skolebøger væk, og ikke skulle tænke over noget som helst sygeplejefagligt – hverken i sommerferien, eller i det kommende år. Det har været et virkelig hårdt skoleår synes jeg. Særligt fordi jeg i det sidste halvår har været i praktik, og også har haft voldsom kvalme med dertilhørende opkast. Det er en kedelig kombination. Så ja jeg trænger til at kunne slukke for at være sygeplejestuderende. Bare for en stund altså.

Lige pt. drøner jeg rundt i hjemmeplejen, hvilket faktisk er rigtig hyggeligt. Super søde sygeplejersker, der nok passer mere på mig end jeg selv gør. Var nær blevet taklet forleden, da jeg prøvede at løfte en skammel til en borger. For jeg skal ikke løfte noget som helst. Det er sødt, at de passer sådan på mig. Og rart at være et sted, hvor de hører og ser mig, og viser en hel masse hensyn. Så på den måde skal de næste 6 uger (indtil barsel, hvis jeg ikke lige fik nævnt det tidligere) nok gå fint. Jeg kan lide at være der, og de passer godt på mig. Vi kører rundt i bil, og de prøver så vidt at undgå trapper for min skyld. Altså på den måde, at jeg gerne må sige fra eller køre med en anden sygeplejerske, hvis køresedlen viser, at der er mange trapper at bestige i løbet af dagen. Borgerne skal selvfølgelig stadig besøges, selvom de bor på 3.sal.

Både Noah, Jon og min mor har nu mærket lillebror i maven. Det er rart at kunne dele det med andre, og ikke bare kun kunne mærke det selv. Men han bliver jo også større og større, og stærkere og stærkere, og maven rumsterer godt med når han møffer rundt i sin store 1-værelses derinde.

Jeg er begyndt at få en del plukveer. Særligt når jeg ligger mig om aftenen, strammer det hele godt til. Men også når jeg går kan de være belastende. Det er mest fordi jeg også har mange ligamentsmerter når jeg går, så kombinationen af kraftig sidestik og plukveer, er rigtig ubehageligt. Men jeg skal ikke klage. Udover lidt opkast ind i mellem stadig, en smule halsbrand og natlige tisseture, ja så har jeg det faktisk godt. Jeg bliver mere forpustet end førhen, og er ved at dø når jeg cykler, men jeg har det faktisk godt. Mit bækken er helt fint, og det eneste tidspunkt jeg har ondt i halebenet, er når jeg ligger for længe på det, og det kan jeg jo nemt komme uden om. Vægten er nu nogenlunde som den var inden jeg blev gravid. Jeg har tabt mig noget grundet opkast, men det ser ud til at jeg har taget det på igen den seneste måneds tid. Men okay, der ligger også én i maven, så i virkeligheden er jeg stadig under min før-graviditetsvægt. Dejligt når jeg er tyk i forvejen. Og han vokser fint som han skal, så det er alt sammen helt som det skal være.

Igår bestilte jeg tid til en 3D/4D scanning om en måned. Det har vi lovet Noah, så nu tager vi en tur ind og ser til lillebror sammen. Jeg glæder mig rigtig meget. Havde egentlig ikke et stort behov for flere scanninger, men vi havde lovet Noah at komme med til én, og han vil så gerne. Ja og jeg kan da godt mærke, at nu hvor der er bestilt tid, så glæder jeg mig rigtig meget alligevel.

img_1220

 



kommentar

Gennemscanning og et navn.

Tiden går – og endelig er kvalmen på retur. Vi mødes kun kortvarigt hver morgen, hvor det sommetider er lidt en kamp at finde ud af, om det er mig eller kvalmen der skal vinde. Heldigvis er det oftere og oftere mig, så opkastninger er på et minus og overskudskontoen er så småt i plus.

Lillebror sparker løs, og der går ikke længe mellem livstegn derinde fra. Han er en stærk bassetrold allerede, og det er vildt hyggeligt at han laver krumspring så ofte.

Gennemscanningen er også overstået, og den gik helt som den skulle. Han blev målt til at være over en uge større ift. den fastlagte termin. Ja det gjorde han faktisk også allerede til kønsscanningen. Men sund og rask – og ganske livlig. Og stadig en lillebror. Jordemoderen nåede knap at sætte scanneren på maven, før der var to lårben og en tissemand. Det var rart lige at få kønnet bekræftet en ekstra gang – når man nu kunne.

Ellers er jeg nu i min sidste klinik inden sommerferie (… og barsel). Jeg er i hjemmeplejen, dog heldigvis med en vejleder der gerne/helst kører bil, så på den måde bliver jeg ikke for overbelastet, hvilket jeg ellers var noget nervøs for inden klinikstart. Ikke at jeg var nervøs for at bevæge mig, men når det hele allerede knirker og knager lidt, ja så kan 8 uger på cykel godt virke temmelig skræmmende lige pludselig. Men det ser ud til at blive en god klinikperiode, selvom jeg da kan sige uden at blinke, at jeg ser virkelig meget frem til at få lidt fri. Det har været et langt studieår, så det gør mig ikke noget at rive et år ud af kalenderen, og komme lidt væk fra det.

Lillebror har sparket Jon da jeg var 21+2, og idag fik Noah også et puf, og glæden af at se maven danse. Det er rart ikke længere at være ene om at mærke lillemanden. Som i øvrigt nok bliver mester i stopdans endda. Ja han forstod da nok at ligge helt stille hver gang Jon og Noah prøvede at mærke eller se ham. Men nu fik vi ham – endelig!

Navnet til lillebror er i øvrigt på plads. Lige pludselig var vi bare enige om et navn – selvom listen var lang, og vi egentlig ikke deler smag i særlig mange navne. Og det var faktisk Jon der pludselig en dag sagde navnet højt. Da jeg havde tygget lidt på det, føltes det bare rigtigt i maven, at han skulle hedde det. Så vi aftalte at kalde ham det i et par dage, og så se hvordan vi havde det derefter. Nu har han nok heddet det i et par uger, og vi er bare nået frem til, at det ikke bliver anderledes.

Men jeg skriver altså ikke endnu, hvad lillebror kommer til at hedde.

img_1046



kommentar

Snart halvvejs.

Nu er jeg næsten halvvejs i graviditeten, hvilket er helt vildt. Jeg mærker så småt små puf nederst i maven, eller følelsen af en lille finger der kører hen over maveskindet – bare indefra. Det er vildt hyggeligt. Plukveerne er også begyndt lige så stille – de kan godt drille på dage hvor jeg går meget, eller hvis jeg bærer noget tungt eller går på trapper. Bækkenet knager også lidt, og om et par uger skal jeg i praktik i hjemmeplejen, og derfor cykle en del, så jeg må hellere passe lidt på mig selv, så ikke jeg ender med ikke at kunne noget.

Igår fik vi bestilt barnevogn til lillebror. Det blev en combivogn, selvom jeg egentlig sværger til rigtige barnevogne. Men da vi hverken har altan, gård eller have at stille ham i, så passer combi’en faktisk bedre. Vi har valgt en Emmaljunga Duo Edge Combi, og jeg er allerede ved at dø af længsel efter den. Men vi henter den først henad sommeren. Så indtil videre må jeg bare hygge mig med min nye ammepude (som fungerer exceptionelt som nakkestøtte – jeg siger det bare) og alt det tøj der er købt til ham. Jeg nyder at være gravid, men hold kæft hvor jeg dog bare glæder mig til, at han er klar til at komme ud til os. Det gør Noah i øvrigt også. Han elsker sin lillebror, siger han. Og glæder sig helt vildt til at se ham efter sommerferien. Det gør vi også.

Men nu vil jeg lige allerførst nyde, at jeg har 14 dages ferie. Hvor jeg har tid til at drømme om vores Emmaljunga, og alle de ture jeg vil gå med den – og lillebror.

skaermbillede-2017-04-08-kl-12-46-20



kommentar

   

De vildeste og mest kvalmende måneder.

Jeg er nu nået dertil hvor kvalme og opkast svinder ind, og kun generer mig et par gange om ugen. Endelig! Troede det ville vare evigt. Jeg lagde ellers ud med at have det ret fint, sådan et par uger efter tissepinden var positiv. Men derfra var det op ad bakke. Ærligt talt.

img_0663

Der gik ellers ikke længe fra vi gik igang med at prøve, til jeg stod med en positiv test. Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville gå så stærkt, så jeg kunne næsten ikke fatte det, da jeg 2.juledag stod og kiggede på de to streger. Jeg tror der gik lidt tid før det ligesom sank ind, hvis det da overhovedet er sket endnu, og jeg måtte da også tisse på lidt flere pinde – bare lige for at være sikker.

Nytårsaften gik med at spytte i cola hjemme hos mine forældre. Jeg havde ikke været der ret længe, før min mor passede mig op i et hjørne – bare lige for at høre om jeg var gravid. Det er vist ikke så ofte jeg siger nej til alkohol. Men en hyggelig aften, hvor tankerne nu mest gik på den lille søde hemmelighed. Vi, Jon og jeg, havde nemlig besluttet ikke at sige noget til nogen endnu. Det var virkelig svært. Virkelig. For hvad kan man lige tale om, når det eneste der fylder er to streger, og tankerne om hvad man har i vente?

img_0671

Min mor har så også fortalt, nu hvor hun ved at jeg er gravid, at jeg var virkelig kedelig nytårsaften. Det var jeg nok også. Ret meget.

Et par uger efter, gik jeg ned med kvalme, opkast, træthed og ekstrem madlede. Der var bare intet der kunne behage mig. Og når man får kvalme både af sult – og af tanken om mad – så er det også en lille smule besværligt.

Men et par tidlige scanninger, for hyggens skyld, gjorde det mere udholdeligt at komme igennem. Selvom man kan have det noget så rædselsfuldt, så er det jo dobbelt så vidunderligt, det man har i vente.

 



kommentar

Og så kom du…

Ja her har været stille siden juleaften. Og det har knageme ikke været nemt. Og da slet ikke med min gode vilje – for det der skete kort efter juleaften, var at jeg tissede på en pind, og på den pind kom to streger. Og i min mave ligger Noahs lillebror og kilder med sine bittesmå arme og ben. Lillebror, som Noah allerede er helt forelsket i. Maven bliver kysset og krammet hele tiden. Han bliver verdens bedste storebror. Og jeg er så fuld af kærlighed, at det er lige før det tager overhånd. Det her er den vildeste opturs-følelse i livet. Dobbelt op på kærlighed og ballade-dreng. Det har simpelthen været helt umuligt for mig, at skulle skrive en hel masse herinde, for det eneste jeg har haft lyst til at fortælle, er jo at der banker endnu et hjerte under mit.

Men nu ligger du dér, inde i min mave lillebror. Og vi glæder os til at møde dig til september.

lillebror

Jeg har stort set sovet og kastet op siden nytår, og det har godt nok været en kende stramt. Jon har været den sejeste super-kæreste og bonus-far til at tage sig af alt herhjemme, imens min krop har straffet mig lidt for hårdt. Men tågen letter lige så stille (… lader det til), og om ikke andet, så gør lidt bræk og træthed ikke meget, når der kommer noget fantastisk ud af det.

Det skal jo heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg længe har gået og drømt om barn nummer 2. Nu sker det – og jeg kan slet ikke beskrive hvor fantastisk det er på alle måder! Endnu en dreng i klubben. Det skal nok blive sjovt. Og skræmmende. Og der bliver brug for kold hvidvin.

Det er lørdag d. 24. december 2016.

Det er lørdag d. 24. december 2016, og jeg står i Fakta. Midt i mellem mylderet af de få der lige mangler en mælk, tonser jeg rundt efter det hele. Altså flæskesteg, fløde, kartofler og alle de der ting, som er ret essentielle for en traditionel julemiddag. Det virker i øvrigt helt absurd at shoppe flæskesteg på selve juleaftensdag. Sådan lidt utjekket og for sent på den agtigt. Og meget lidt lig mig. Lige på det punkt, ja der er jeg faktisk ok tjekket.

Hjemme i lejligheden sidder Jon med Noah, som siden igår har haft det rigtig skidt. Han har feber, hoster og har ondt i halsen. Igår aftes kastede han op. Og så har han bare sovet det meste af dagen væk. Lille mand. Han vil ingen steder idag. Og når man er 8 år, så er det altså store ord, at ville aflyse sin juleaften.

Så vi skal ingen steder. Og juleaften bliver altså bare os tre og et vissent juletræ, i en lille lejlighed i Vanløse.

Min familie har lige været forbi til gave-byt, og så havde de and og risalamande med. Vi kommer ikke til at mangle noget, ud over deres gode selskab, dansen om juletræet og lidt julestemning. For den er der måske ikke det store af, nu hvor Noah igen blunder på sofaen, og kun har spist 1/2 Danone yoghurt siden igår aftes.

Det er første gang jeg ikke fejrer jul ude, men når det nu endelig skal være, så er det ikke helt galt at fejre den med mine to drenge, og vores visne juletræ.

 

juletrae



kommentar